Minder

[Catherina Philips]

Agnes Atterberry

31. januar 2110

Catherina havde fået det bedre efter samtalen med Agnes, så meget at hun havde truffet den forkerte beslutning at forsøge at gøre en ende på sit forvirrende kapitel i sit liv der omhandlede Miles. Hun var stadig ikke helt klar over hvad der var sket, egentlig kunne hun nærmest ikke huske noget fra det møde, alt mellem fællesstuen og den trygge seng var væk. Alt andet havde hun kun en fornemmelse af og sammen med de blå mærker hun havde fået dagen efter og de mareridt hun havde haft, var hun ret ængstelig. Udenpå måtte det se ud som om at samtalen med Agnes slet ikke havde betydet noget, hun var klappet i som en østers siden i onsdags og havde set farer hvorend hun gik. Det virkede dog logisk for Cathy at opsøge skrædderen i Madam Malkins, men hun ventede til lige før lukketid, da hun helst ikke ville have så mange andre skulle se hende. Inde i butikken så hun sig undersøgende omkring og gav sig til at pille rastløs ved noget stof, for at hun ikke skulle virke mere malplaceret end hun allerede følte sig.

[Agnes Tweedy]

Agnes var efterhånden klar til at holde fri og havde netop sendt dagens sidste aftale ud af døren. Nu var der kun en halv time tilbage til eventuelle uplanlagte besøg og Agnes tillod sig at sætte sig ned for at strække anklerne et øjeblik. Hun havde dog ikke mere end lige sat sig, før klokken over døren ringede og hun var klar til at rejse sig igen.

Det var dog ikke hvilken som helst kunde og Agnes nåede at smile til Cathy, før hun fik set nærmere på hende. "Sikke en glædelig overraskelse," hilste hun og tog et par skridt i retning af grævlingen, før hendes smil falmede lidt. Blikket faldt på antydningen af blå mærker på Cathys kæbe. "Hvad er der sket?"

[Catherina Philips]

Catherina så op, men undgik at møde Agnes blik og gav sig i stedet til at gnave i sin underlæbe. Hun forsøgte at smile en anelse og trække på skuldrene, men det fungerede ikke rigtig når hendes blik var fyldt med desperation. "Øh jeg.. jeg faldt over et eller andet dumt spøg og skæmt ting.. det.. jeg.. " Hun gik flygtigt i stå og kunne ikke få sig selv til at forsætte den løgn hun ellers havde bygget op på skolen.
"Jeg ved det ikke.. jeg kan ikke rigtig huske noget.. " Bemærkede hun og så tomt ud i luften, mens hun forsøgte at holde fast ved de minder hun havde. "Jeg ville tale med ham.. forsøge at få gjort en ende på det og komme videre.. " Hun så sørgmodigt på Agnes. "Jeg havde aldrig troet.." Hviskede hun inden hun blev en smule svimmel og lænede sig op af et bord i nærheden.

[Agnes Tweedy]

Agnes så indledende svagt forvirret på Cathy, før den rigtige forklaring blev tydelig. Hendes ansigt blev mørkt, noget som var ganske atypisk for hende og hun var øjeblikke fra at sige noget grimt. Hun bed det dog i sig og trådte i stedet frem, for blidt at tage ved Cathys albue. "Kom med over at sidde," sagde hun mere mildt end hun følte sig.

Så snart Cathy sad sikkert, satte Agnes sig overfor hende og så alvorligt på hende. "Jeg siger ikke noget til nogen, hvis du ikke vil have mig til det," startede hun ud med at sige. "Men du må ikke lade det glide forbi. Jeg kan tale med Professor Tweedy, hvis du ikke selv har lyst eller tør sige til nogen, hvad der er sket."

[Catherina Philips]

Catherina satte sig træt ned og så helt bleg ud, mens den ældre heks talte og da ordene sank ind, kiggede hun forfærdet på hende. "Nej" Sagde hun bestemt og så direkte ind i Agnes' øjne med et bedende blik. "Du må ikke sige noget, hvis han opdager jeg har sladret, så tør jeg ikke sige hvad der sker." Hun så panisk ud i luften og begyndte langsomt at kunne huske hvad det var der var sket. "Desuden.. var det vist min skyld.. jeg provokerede ham på en eller anden måde.. det var min fejl det hele" Sagde hun og rokkede frem og tilbage på stolen mens hun lagde armene om sig selv, uden at vide hvad hun skulle stille op, hun havde virkelig ikke lyst til at tage tilbage til Hogwarts. "Jeg kan ikke vende tilbage til skolen, ikke når han er der"

[Agnes Tweedy]

Agnes var ikke overrasket over Cathys protester. Hun så bekymret på den yngre grævling og rakte på tværs af bordet for at lukke hånden omkring pigens. "Det er aldrig din skyld, når nogen tyer til vold," sagde Agnes alvorligt og så indtrængende på hende. Det var vigtigt, at hun forstod det. "Der er ingen undskyldning for det."

Hun overvejede i et øjeblik, før hun sænkede stemmen og så på den yngre pige. "Du kan få lov til at blive hos mig for nu i stedet for at tage tilbage," begyndte hun. "Men så er du er nødt til at lade mig sende en ugle til professor Tweedy. Der er nogen på skolen, der er nødt til at vide, hvad der er sket. Selv hvis du ikke vil have, at nogen finder ud af det. Der er nødt til at være én, der kan hjælpe dig." Det var hende meget imod at knægten skulle slippe afsted med det, men hun ville ikke tvinge Cathy til noget, hun tydeligvis ikke havde lyst til. Små skridt. "Professor Tweedy er en meget nær ven og jeg giver dig mit ord på, at du sikkert kan betro dig til ham."

[Catherina Philips]

Catherina så tøvende på Agnes og var ikke helt overbevist om at hun ikke havde en del af skylden. Hun kom dog ikke med protester, men forsatte tavst med at se ud i luften på et ubestemt punkt. Til sidst mødte hun dog Agnes' blik, da hun kom med sit foreslag og et spæd af håb dukkede op i hendes øjne, inden hun igen nævnte professor Tweddy hvilket bragte panikken tilbage i hendes blik. Hun var sikker på at han ville kunne gennemskue hende, se at det rent faktisk havde været hendes skyld, det kunne hun slet ikke holde ud, men hun havde mindre lyst til at tage tilbage til Hogwarts - derfor nikkede hun.
"Ja.. Det vil jeg gerne.. " Sagde hun og smilede en anelse til hende. "Jeg kan godt forstå han godt kan lide dig" Bemærkede hun og så smilende på den ældre kvinde. Hun var virkelig behageligt selskab.

[Agnes Tweedy]

Agnes blødte op i et blidt smil og i et øjeblik lo hun lavmælt. "Det er sødt af dig," svarede hun varmt og gav Cathys hånd et klem. Hun var stille i et øjeblik, før hun rynkede lidt på brynene. Smilet var ikke forsvundet, men hun var alvorlig. "Men Cathy, det er vigtigt, at du forstår, hvad jeg siger."

"Uanset hvad du har sagt, er der ikke noget der kan forsvare en voldshandling. Det er aldrig i orden at skade andre. Du må ikke give dig selv skylden." Det var tydeligt, at det var vigtigt for Agnes. At hun reelt bekymrede sig for den yngre pige. "Vil du love mig at prøve på at huske det?"

[Catherina Philips]

Cathy så hende i øjnene mens hun talte til hende og ordene gjorde et indtryk på hende denne gang. Hun følte sig pludselig en del bedre tilpas, selvom hun stadig var en smule ængstelig. "Det skal jeg nok huske" Sagde hun og forsøgte at smile en anelse, mens hun nikkede langsomt. Nu hun havde fortalt det til Agnes blev hun dog overvældet af træthed og lænede sig en smule tilbage mod stolens ryglæn, mens hun skjulte et gab bag ved sin hånd.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede med tilfredshed. Cathys udmattelse var tydeligt og med under tyve minutter tilbage til lukketid, besluttede hun sig for at der ingen skade ville ske ved at låse af lidt tidligere. På vejen hjem gik Agnes på posthuset og sendte en ekspresugle til Terrance, der simpelt bad ham om at komme at se hende med det samme og at det var meget vigtigt, før hun fulgte Cathy helt hen til sit beskedne, men hjemlige hus.

En halv times tid senere kunne hun høre pigens dybe vejrtrækning inde fra sofaen, hvor hun var faldet i søvn næsten med det samme. Agnes smilede lidt, men med en bekymret rynke mellem øjenbrynene, før hun gik ud i køkkenet. Hun ville have lavet te, men kom aldrig til det. Så i stedet lænede hun sig bare op ad køkkenbordet og bad til at Terrance havde fået hendes besked og ville følge den.

[Terrance Tweedy]

Terrance var ikke i Hogsmeade, på trods af de fritimer han havde. Agnes skulle arbejde, han havde ingen andre aftaler og der var en del papirnusseri, der var blevet forsømt. Da han blev afbrudt af en ugle, som prikkede på vinduet, var han derfor ikke forberedt på, at skulle nogen steder hen. Han strøg dog hurtigere ind i kaminen end en skoldet skid og havde sagt adressen sekunder senere.

De grønne flammer omsluttede ham og han trådte ud i stuen i Hogsmeade, børstende lidt sod af sig, før blikket faldt på den sovende, unge kvinde. Begge hans øjenbryn fløj op.

[Agnes Tweedy]

Agnes dukkede op i åbningen ind til stuen, så snart hun hørte lyden af ilden, der blussede op. Hendes ansigtsudtryk var alvorligt og hun gjorde et let slag med hovedet mod retning af køkkenet.

Så snart de var derude, vendte hun sig mod Terrance igen og sukkede lavmælt. "Du kan jo nok gætte, hvad det handler om," konstaterede hun lavmælt og så sigende i retning af stuen. Hun tøvede ikke med at komme til sagen. Hendes blik var alvorligt og hendes kæbe var ukarakteristisk spændt. Agnes var vred. "De blå mærker på Cathys kæbe stammer ikke fra et stykke spøg og skæmt, men fra en dreng på syvende årgang."

[Terrance Tweedy]

Terrance så forvirret fra den unge Phillips til Agnes, før han fulgte efter hende ud i køkkenet. Brynene fortrak sig i alvorlige rynker over anklagen og han tog en dyb indånding, som han rankede sig.

"Hvem?"

[Agnes Tweedy]

Agnes rystede på hovedet. "Jeg kender ikke hans navn," svarede hun ærligt og foldede armene over kors. "Men hun har ikke fortalt nogen noget, fordi hun er bange for, hvad han vil gøre. Hun bebrejder sig selv." Agnes' stemme var dæmpet, men anspændt.

Hendes blik fæstnede sig ved Terrance og hårdheden i hendes blik falmede svagt. "Nogen på skolen er dog nødt til at vide det. Jeg håber, at du vil lytte til, hvad hun har at sige. Hvordan hun ønsker at håndtere situationen." Hun rynkede lidt på øjenbrynene og så svagt bedende på ham.

[Terrance Tweedy]

Terrance kneb øjnene lidt sammen og kløede sig i antydningen af skægstubbe på sin kæbe. "Hvem det end er, skal han disciplineres," konstaterede han bestemt. Han rankede sig en anelse, før han kastede et blik over skulderen. "Men jeg skal nok lytte til hende. Det var godt du kontaktede mig."

Han drejede sig imod hende igen og rynkede panden. "Selvom jeg troede, at der var sket dig noget."