Fælles fremtid

[Geneva Greengate]

Aldrian Coppernan

Geneva havde fået en ugle fra Aldrian dagen før og hun havde ikke svært ved at gætte hvad han ville snakke med hende om. Hun var iklædt sit pæneste tøj til anledningen og den blågrønne farve hendes kjole havde, understregede hendes øjenfarve. Hun havde ændret mening om sin frisure op til flere gange, men til sidst havde hun sat det op i en knold og ladet et par lokker af det hænge løst om sit ansigt.
Det tog ikke længe at gå hen til hans hus, det lå kun et stykke væk fra hendes eget, men var tydeligvist større end hendes eget. Hun tøvede en anelse inden hun gik op af trappen op til døren og bankede så beslutsomt på. Hendes vejrtrækning var allerede en del hurtigere, hvilket i selskab med det strammede korset, fik hende til at føle sig en smule svimmel. Hun håbede ikke han var vred på hende, men hendes fornemmelse var at han ikke ville være i det bedste humør.

[Aldrian Coppernan]

Da Aldrian var kommet hjem fra sin far i fredags, havde han hældt en stor whiskey op til sig selv, og han var ikke stoppet med at drikke, før han kunne falde i søvn uden at tænke eller drømme. Han var vågnet midt på dagen lørdag, liggende ind over sit skrivebord med papirstykker klæbende til sit ansigt. Efter et langt bad og en gang solid morgenmad, havde han sat sig i sin stol og havde tænkt. Sådan havde han siddet længe. Tænkt og planlagt. Hen på aftenen havde han skrevet et kort brev til Geneva og sendt det af sted med sin ugle, selvom der ikke var mere end nogle få minutters gang hen for at se hende, hvis det var det, han ønskede. Men han var ikke klar til at se hende endnu.

Denne aften, var han klædt på til lejligheden og han havde igen sine følelser under fuldstændig kontrol. Det var muligt, at hans far kunne tvinge ham ind i dette ægteskab, men han kunne ikke tvinge Geneva. Det eneste Aldrian behøvede at gøre var at overtale hende til at træde ud af ægteskabsaftalen igen.

Da det bankede på døren, rejste han sig og gik ud for at åbne. "Geneva." Stemmen var følelsesforladt og så forskellig fra sidste gang, han havde set hende, at han et øjeblik fik dårlig samvittighed. Han viste hende ind i stuen, som var godt oplyst og han anviste hende et plads ved spisebordet i stedet for på sofaen i et forsøg på at gøre atmosfæren så lidt romantisk som muligt.

[Geneva Greengate]

Genevas blik blev flygtig såret over hans kolde stemme, men så trådte hun ind af døren, med en energi der rummede af indebrændt vrede. Hun forstod hvorfor han havde det således, men hvorfor havde hun fortjent denne behandling, hun havde jo selv forsøgt at tale hans far fra det. Hun satte sig derfor ikke ned selvom hun fulgte med ham ind i stuen, men kiggede ham bare direkte i øjnene.
"Din fader gav mig intet valg Aldrian, tro mig, jeg forsøgte at tale ham fra det. Jeg vidste du ikke ønskede det" Forklarede hun og vendte derefter sit ansigt bort. Det havde været dumt af hende at acceptere det, hun havde måske håbet at det ville blive et smukt ægteskab, men nu var alt hun kunne mærke Aldrians kølige opførsel.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian var overrasket over, at hun ikke satte sig ned, så han kunne begynde på den lange tale, han havde klargjort til hendes besøg. Og han havde slet ikke forestillet sig, at hun ville tage til orde først. Og hendes ord fik luften til at gå fuldstændig af ham. Han havde haft planer om at vise hende, hvor forfærdeligt et ægteskab de ville få - med både ord og handling. Han havde tænkt sig at fremvise sine mest ubehagelige sider og få hende til at løbe skrigende fra huset. Nu, var det eneste, han kunne gøre at sætte sig opgivende på en stol ved bordet og tage sit hoved i sine hænder. "Hvorfor sagde du ikke bare nej, Geneva?" Håbløsheden lå tungt om hans ord. "Han har ingen magt over dig."

[Geneva Greengate]

Geneva så forbløffet på Aldrian, hun havde aldrig set ham sådan før og umiddelbart gjorde det hende en smule forskrækket, men så huskede hun på det hans far havde fortalt hende og hun gik hen til ham og lagde en hånd på hans skulder. "Men ser du det ikke? Så snart du bliver gift, mister han magt over dig.. og når du får et barn.. mister han lidt mere.. " Sagde hun og knælede ned ved siden af ham, så godt hun kunne uden at skade sin kjole.
"Han fortalte mig at han ville finde en anden hvis jeg sagde nej.. og i øjeblikket var tanken ikke så rædselsfuld, nu ved jeg ikke helt om jeg fortryder" Sagde hun og smilede varmt til ham, mens hendes øjne skinnede drillende.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian kunne ikke forhindre sig selv i at vige lidt væk fra hendes hånd på hans skulder. Under normale omstændigheder, ville han aldrig have tilladt, at nogen så ham i denne forfatning, men dette var mere, end han kunne kapere og han kunne slet ikke klare, at have hendes hånd på ham lige nu. Han lo glædesløst af hendes morsomhed. "Min far vil altid have magt over mig. Det vil dette ikke ændre på." Han så ret frem, uden at se på hende eller for den sags skyld på noget andet. "Jeg synes, du skal sige nej, Geneva. Flygt så langt væk, du kan. Jeg er ikke en mand, du vil ønske dig at blive gift med." Ordene klingede hult omkring ham.

[Geneva Greengate]

Geneva trak sin hånd til sig og betragtede ham bekymret, men med et lille smil på sine læber og havde lyst til at give ham et kram som svar på hans håbløse forslag.
"Det må du lade mig om at bestemme." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå. "Jeg synes personlig ikke du er den værste at blive gift med, du var ganske venlig overfor mig forleden nat." Hun smilede skævt til ham og rejste sig derefter op, hvorefter hun gik hen til barskabet og fandt en flaske whiskey og to glas frem. Hun havde i den grad brug for noget at styrke sig på. Derfor hældte hun op til dem begge og satte glasset foran ham, hvorefter hun flyttede en stol hen ved siden af ham og satte sig ned.
"Er tanken virkelig så vederstyggelig for dig?" Spurgte hun og blottede sine tænder i et smil, mens hun så på ham med et udfordrende blik og drak en tår af whiskeyen.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian forstod ingenting. Hvorfor havde hun overhovedet sagt ja, til at starte med? Hvorfor gik hun ikke sin vej nu, hvor hun havde set, hvor ødelagt han var indeni? Han tog imod drinken og bundede den i én tår. Han trængte ved Gud til den. Hun var en smuk og intelligent kvinde og hun fortjente ikke denne skæbne. Og det var han nødt til at få hende til at indse. "Forleden nat." Ordene blev til fremsagt med en trist imitation af latter. "Har du slet ikke opdaget det endnu? Det er det, jeg kan. Jeg duer ikke til følelser eller forhold som varer længere end en uge. Jeg kan ikke finde ud af at være monogam." Selvom han ikke brød sig om det, tvang han sig selv til at se hende i øjnene, så hun kunne se alvoren der. "Hvis du gifter dig med mig, vil du fortryde det resten af dit liv."

[Geneva Greengate]

Genevas smil forsvandt fra hendes læber og hun tog endnu en tår af whiskeyen mens han talte. Hun var efterhånden træt af hans selvmedlidende opførsel og overvejede et øjeblik om det havde været forkert af hende at sige ja til det. Hun var dog ikke i tvivl om at hans fader kunne komme på andre metoder til at tvinge hende ind i det, hvis han virkelig ville.
"Du har virkelig høje tanker om dig selv og din påvirkning på mit liv." Bemærkede hun og løftede sine øjenbryn. "Tror du måske at jeg er bedre til det? Du taler som om du er den eneste i verden der har haft problemer, men sjovt nok Aldrian, så er det ikke tilfældet. Vi andre kommer bare videre med vores liv" Derefter drak hun resten af whiskeyen og satte glasset på bordet en anelse voldsomt.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian mærkede en gnist af noget, flamme op i det mørke, som havde lagt sig over ham. Vrede. Hvad i alverden bildte hun sig egentlig ind? Han forsøgte at hjælpe hende og hun svarede tilbage ved at blive vred på ham? "Jamen hvis jeg er så hård at være sammen med, så er døren der!" Han havde rettet ryggen op i stolen og stemmen var meget tæt på et råb, selvom det ikke kammede over. "Tag hjem til dig selv og skriv til min far og fortæl ham, at du takker nej!"

[Geneva Greengate]

Geneva himlede med øjnene over hans dramatiske reaktion og rejste sig brat op. "Du kan selv skrive til din far. Dette er virkelig ikke mit problem. Hvis du virkelig ikke kan komme dig over din egen selvmedlidenhed og hellere vil være alene resten af dit liv, mens dumme tøser danser om benene på dig som små hunde skal du være velkommen" Sagde hun vredt, men hendes stemme blev aldrig skinger. Så trak hun vejret dybt og så ham i øjnene med et sørgmodigt og frustreret blik.
"Jeg hader dig, jeg hader dig så utrolig meget" Hviskede hun frustreret og så væk for at han ikke skulle se hendes blanke øjne. "Hvorfor er du så fast besluttet på at skubbe alle der holder af dig væk?" Spurgte hun og så ham i øjnene igen, mens hun blev stående på trods af hun var på nippet til at gå ud af døren.

[Aldrian Coppernan]

Han havde fået mange skældud i sit liv. Mange af dem havde været fra kvinder, som han havde såret og normalt prellede det af på ham, men af én eller anden grund, gjorde det det ikke denne gang. Hvert eneste sætning stak ham i hjertet, sandsynligvis fordi han allerede havde alle sine mure brudt ned i aften. Og selvom han ikke viste det, så rørte det ham meget dybt, at hun ikke var gået sin vej endnu. Da hun endelig var færdig, kunne han simpelthen ikke lade hende gå.

Det var ikke rimeligt, at hun skulle blive så ked af det og vred over ikke at være sammen med ham. Det gav ingen mening, men han kunne ikke bare sidde det overhørig. Hun havde trods alt sagt hans far imod for hans skyld og hvis han ikke vidste bedre, ville han faktisk tro, at hun ønskede at blive gift med ham. Langsomt rejste han sig op gik hen imod hende. Han havde lyst til at lægge armene omkring hende - utilpasheden væk, nu hvor det ikke var hans egne følelser, der skulle tages hånd om, men han var ikke sikker på, om hun ville tillade det. I stedet tog han hendes hænder i sine og forsøgte at få øjenkontakt med hende igen. "Undskyld." Han smilede lidt. "Jeg kan forstå, hvis du hader mig, men jeg hader ikke dig. Overhovedet ikke." Han trak lidt i hendes arme for at se, om hun ville gå tættere på og give ham lov til at holde om hende nu.

[Geneva Greengate]

Geneva så væk da han gik hen imod hende og forsøgte at berolige sig selv uden held. Han havde virkelig formået at gøre hende ked af det og hun måtte blinke sine tårer væk, selvom hun var sikker på at hun ikke kunne skjule dem fra ham. Hun så ned på deres hænder da han tog fat i dem igen og så ikke op før han var færdig med at tale. Hun gik ikke tættere på selvom han trak i hendes arme, men blev forblev tavs mens hun så ham i øjnene.
"Du har en under måde at vise det på.." Hviskede hun og trak sine hænder til sig, for i stedet at lægge dem rundt om sig selv. Derefter lagde hun fingrene mod sin pande og lukkede sine øjne lidt i, alt dette her gjorde hende svimmel og hun svajede lidt mens hun forsøgte at samle sig.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian mærkede et sug gå igennem maven igen, da han så, at han faktisk havde fået hende til at græde. I stedet for at søge støtte hos ham, valgte hun at trække sig væk og holde om sig selv. Dette var i det mindste en adfærd han kendte fra sine kvindebekendtskaber og han lod sig ikke afskrække. I stedet trådte han tættere på og trak hende forsigtigt, men bestemt ind til sig og lagde armene omkring hende. "Jeg hader dig ikke. Uanset hvor fucked up, jeg ellers er, så kan du stole på det." Han håbede, at hun kunne høre smilet i hans stemme. "Og hvis du virkelig tror, at vi kan få det her til at fungere... Så er jeg villig til at give det et forsøg." Han var overhovedet ikke sikker på, om dette var det rigtige at gøre. De havde knap nok været sammen endnu og alligevel var det lykkedes ham at såre hende så meget i løbet af så kort tid. Guderne måtte vide, hvor meget han ville såre hende, hvis de faktisk blev gift.

[Geneva Greengate]

Geneva gjorde ikke modstand da han trak hende ind til sig men hvilede blot hagen på hans skulder og lukkede sine øjne med et dybt suk. Hun hørte knapt nok hvad han sagde og selv da han indvilligede i at give det et forsøg, lød hans ord utrolig langt væk. "Jeg hader heller ikke dig.." Hviskede hun og åbnede sine øjne mens hun trak sig lidt tilbage.
"Virkelig?" Spurgte hun og så ham i øjnene med et lille smil. "Du må undskylde jeg.. jeg burde ikke have sagt alle de ting.. jeg holder i virkeligheden meget af dig." Hun betragtede ham med et ømt blik og strøg en lok af hans sorte hår tilbage over hans øre.