|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 20, 2015 21:32:57 GMT 1
Sneen havde dalet ned i flere dage efterhånden, og Raphael havde gået og kigget længselsfuldt ud på det hvide snelandskab der dækkede skolens udendørsområder. Han trængte til en løbetur, det var efterhånden noget tid siden, han havde bevæget sig udenfor, undtagen for at tage til Hogsmeade eller trække luft ude i skolegården. Den unge løve trængte særdeles til den løbetur nu, der var sket så meget den sidste tid. Det endelige brud med Nora havde gjort, at han ikke helt kunne koncentrere sig om sine studier og det gjorde ham frustreret. Raphael kiggede sig omkring for at sikre sig, at han var alene, inden han lænede sig frem og forvandlede sig til en hermelin. Da forvandlingen var færdig, rystede han glad sin hvide vinterpels. Følelsen af at have den hvide sne under poterne var fantastisk! |
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 20, 2015 22:02:14 GMT 1
Nora havde bevæget sig udenfor for at få noget frisk luft og plads til tankerne. Om vinteren var folk, forståeligt nok, ikke nær så meget udenfor som på andre tider af året, og det gav hende ro at kunne bevæge sig et sted hen hvor der var mindre befærdet. Hendes tanker kredsede en smule om Raphael, et tankeemne hun pænt havde skubbet til siden for at tage sig af 'vigtigere' ting. Det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind.
Nu holdt den dog ikke meget længere og som hun stod pakket ind i vinterrober med blikket over søen kunne hun ikke længere holde de vandrende tanker i skak. En udånding der kunne ses i den kolde luft slap ud af hendes mund og i nogle minutter stod hun egentlig bare der og... stod. Træt, og stadig med en lidt bitter følelse af for en uge siden at have tabt i quidditch; og som om det ikke var nok, så var det selvfølgelig til hans kollegie.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 20, 2015 22:12:44 GMT 1
Raphael havde virkelig trængt til denne pause fra det hele. Og den lille hvide hermelin løb med en barnlig glæde rundt i sneen, som om den aldrig havde set noget lignende. Han puttede snuden ned i et hul, måske lavet af en mus, og forsøgte at grave lidt i det, men han mistede hurtigt interessen for det. Der var kommet en anden og mere genkendelig duft, der blandede sig med den friske luft. Han løftede hovedet, drejede det lidt til siden og fik øje på Nora. Fordømt. Der kom et lille piv fra ham, mens han forsøgte at finde ud af, hvad i alverden han skulle gøre. Hun så ikke særlig glad ud. Faktisk nærmere trist. Uden at bruge hovedet, og uden at tænke over hvilken form han havde, bevægede han sig hen imod hende. Dog meget forsigtigt, så han ikke ville forskrække hende.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 20, 2015 22:23:10 GMT 1
Der gik lidt tid før Nora reagerede på det lille, pelsede dyr der var på vej imod hende. Armene lagde sig instinktivt henover hendes mave, idet hun så noget skeptisk på den lille gut, som hun ikke helt vidste hvad hun skulle synes om. Den så da meget sød ud, men hvad nu hvis den bed? Som med mennesker, havde hun heller ikke den største tillid til dyr. Så hun blev fortsat stående, med en noget tvivlende mine.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 20, 2015 22:28:00 GMT 1
Da Nora ikke reagerede, kom Raphael i tanke om, at hun selvfølgelig ikke kunne genkende ham. Han havde jo aldrig fortalt hende, at han kunne animagi. Faktisk havde han kun fortalt det til sine forældre og myndighederne. Han bandede indvendigt af sig selv og vidste ikke helt, hvordan han skulle få sig selv ud af den her knibe. Hvis han havde været i sin menneskeform, så ville man have kunne høre et langtrukkent suk fra hans læber. Raphael kom frem til den beslutning, at han nok skulle forvandle sig tilbage. Uanset, hvilket chok, det så ville give hende. Der var heldigvis noget afstand til hende, så da hermelinen sprang fremad og forvandlede sig til en ung mand, ramlede han ikke ind i hende bagefter.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 20, 2015 22:49:52 GMT 1
Hvad der skete bagefter resulterede i en instinktiv hævning af tryllestaven fra Nora samt et skrig, som hun derefter hurtigt kvalte. Det var måske det sidste hun havde forventet fra den lille gut. Det kvalte skrig blev hurtigt erstattet af en kort men kompakt serie af banderi imens hun sænkede sin stav. En dyb vejrtrækning senere, krævede hun en forklaring. "Hvad?!"
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 20, 2015 22:57:09 GMT 1
Raphael havde egentlig forventet en lidt værre reaktion, men var helt tilfreds med, at Nora ikke flippede fuldkommen ud. "Ta-da!" Udbrød han og slog uskyldigt ud med armene, som om han ikke anede, hvad hun hentydede til. "Nå... Ja... Jeg er forresten en animagus." Sagde han og lagde hovedet undskyldende på skrå. Det her var meget akavet, og en fuldkommen uvant situation for ham.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 20, 2015 23:19:59 GMT 1
Nora stirrede indædt på drengen overfor hende i noget tid. "Du kan ikke forestille dig hvor meget jeg har lyst til at slå dig lige nu," lød det sammenbidt fra hende. Hvis det ikke var på grund af den selvkontrol hun besad ville hun nok allerede have gjort det. Om ikke andet så i hvert fald på baggrund af den forskrækkelse han havde givet hende som stadig sad i hende.
"Sikken betænksom måde at dele det med mig på. Hvor længe har du lige været det?" Det første dybt sarkastisk, men nysgerrigheden meldte sig banen og som hun fik vejret tilbage blev den mere gennemtrængende. Den måde Raphael lagde hovedet på skrå på hjalp nok også lidt, selvom hun måske ikke helt ville være ved det.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 21, 2015 9:33:11 GMT 1
Raphael kunne ikke lade være med at smile lidt skælmsk, da Nora snakkede vredt til ham. Han kunne ikke lade være med at synes, at hun så utrolig bedårende ud, når hun var vred på ham. Hvilket var en af de ting, han godt kunne lide ved hende.
Ved hendes spørgsmål om, hvor længe han havde kunne animagi, blev hans ansigt lidt indelukket. Hun ville bestemt ikke være særlig vild med, at han havde haft den hemmelighed så længe, uden at fortælle hende det. "Øhm... Ja... Siden tredje skoleår." Sagde han og bed sig skyldigt i underlæben, mens han kiggede ned i jorden. Hans mor var en animagus, og havde hjulpet ham til, at når de fik undervisning om det i skolen, så ville han være forberedt.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 21, 2015 20:07:58 GMT 1
Noras øjenbryn bevægede sig tættere imod hinanden i et forundret ansigtsudtryk. "Det var... længe..." lød kommentaren, der kun understøttede udtrykket i hendes ansigt. Hun var stadig noget fortumlet over hele situationen, og det faktum at hun nu skulle deale med Raphael. "Hvorfor nu? Nej, hvorfor ikke før?"
Hendes arme havde lagt sig over kors, stadig med staven i hånden. Afventende kiggede hun på ham. Han kunne da godt lige tage at forklare sig selv lidt bedre... sådan, helt ærligt, ikke?
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 21, 2015 20:18:08 GMT 1
Raphael kløede sig let i nakken, og kunne kun nikke til, at det var længe, han havde været animagus. Han havde dog ikke tænkt over, hvor længe det rent faktisk var. Nora så stadigvæk lidt vred ud, og det lå til ham, at få lidt af vreden til at gå væk. Han vidste bare ikke helt hvordan, og det virkede som om, at det aldrig helt ville lykkedes. "Det... Øhm... Kun mine forældre ved det. Og så ministeriet selvfølgelig." Sagde han og stak hænderne ned i lommerne på sine bukser. Han havde ikke fået taget vanter med ud, da han regnede med at være dækket af pels på nuværende tidspunkt. "Og så vidste jeg nok ikke helt, hvordan jeg skulle sige det." Forklarede han, og sendte hende et undskyldende smil.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 21, 2015 20:57:03 GMT 1
Noras hænder gav ham ikke de to fingre, men det gjorde hendes øjne derimod. "Nej, så er det selvfølgelig meget bedre at lade være med at sige det, og bare vise det i stedet for," sagt med en stadigt underliggende sarkasme som nok ikke var svær at opfange. Hun havde en smule lyst til at give ham et los over skinnebenet ved det næste undskyldende smil - men igen hjalp det en anelse at han også var lidt kær.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 21, 2015 21:04:17 GMT 1
Blikket han fik, var han ikke i tvivl om, hvordan skulle tolkes. Det fik ham til at synke en nervøs klump i halsen, mens han pillede ved noget lommeuld. "Yeah... Det var heller ikke helt meningen. Jeg var ude at strække benene. Det er flere måneder siden, jeg var ude sidst." Og med ude mente han som hermelin. Det var stadigvæk mærkeligt for ham at få vinterpels. Men heldigvis var den dejlig varm. "Men du må da indrømme, den er da lige så sød som mig." Sagde han og sendte hende et blændende smil. Han forsøgte lidt at bløde stemningen op imellem dem.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 21, 2015 21:35:14 GMT 1
Hendes læber bevægede sig kort i noget der ligeså godt kunne have været et grin som det kunne have været bandeord der var på vej til at forme sig. "Selvfølgelig er den det, den er jo dig, din klaphat." At hun indirekte kom til at give ham et kompliment der, lagde hun først mærke til bagefter. Ikke at det gjorde hende det store, det var bare lidt irriterende når hun stod og var negativ... og at han så ovenikøbet var lidt bedårende. "Fryser du egentlig ikke? Jeg tror bedre jeg kunne lide dig med pels," sagde Nora så og slap samtidig et lille grin. Alright, han havde nok fået blødt hende en smule op alligevel.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Jan 21, 2015 21:56:57 GMT 1
Det dejlige grin, som Nora endelig slap ud, fik Raphael til helt at slappe af i kroppen. Han grinede lidt af, at hun havde givet ham et skjult kompliment, men han valgte ikke at kommentere på det. Nu gik det jo lige så godt med at snakke med hende. Og der var ingen grund til at gøre det værre. "Jo, det er helt vildt koldt. Jeg ville ønske, at jeg kunne beholde min vinterpels, når jeg skiftede til menneske igen. Men næ nej, sådan skal animagi åbenbart ikke lige fungere." Sagde han og smilede bredt. "Når jeg er hjemme, løber jeg ofte omkap med min mor."
|
|
