Frirum

[Louis Howe]

Oliver Morecambe Young

Louis havde for en gangs skyld bevæget sig udenfor sin lejlighed og forsøgt at socialisere sig med sin bror og hans roomies. De første par timer var det gået fint, men pludselig kunne han mærke trætheden tage over og uden rigtig at forsøge at holde deres selskab lidt mere ud, havde han trukket sig tilbage.

Den unge troldmand brummede ubevidst, da han vendte en side i bogen, han var ved at læse. Hans øjenbryn var trukket sammen i en koncentreret mine, og selvom drengenes stemmer stadig kunne høres, havde han lukket alle lydene ude.

[Oliver Morecambe Young]

Det var alt sammen spas og løjer i huset på Fønixengen, men det kunne også blive lige vel meget i længden. Så meget havde Oliver til fælles med Louis og han åndede tungt ud, omend stadig smilende, da han rejste sig, stak hænderne i lommerne og spankulerede over til den anden ende af opholdsrummet, hvor Howls lillebror havde sat sig.

"Det er imponerende, at du kan læse i den larm," kommenterede han, uden at tænke så meget over, at han selv forhindrede ham i at gøre netop det nu.

[Louis Howe]

Louis følte en flygtig følelse af irritation, da han blev afbrudt, men da han løftede blikket og så, at det var Oliver, rystede han følelsen af sig. Han havde ikke noget imod selskab - ellers var han taget hjem for længst - men det endte oftest med at handle for meget om sport og flotte hekse til, at han gad deltage aktivt.

Den unge troldmand kastede et blik hen på de andre og trak let på den ene skulder, da han igen fandt Oliver med blikket. "Jeg har også øvet mig," sagde han med en trækning i mundvigen og rettede ryggen en anelse. Han havde tendens til at falde sammen, når han læste. "Skal du ikke være med i samtalen om Paula Pimpies lækre 'græskartærter'?"

[Oliver Morecambe Young]

Oliver smilede skævt og trak let på skuldrene, stadig med hænderne i lommerne, som han dumpede ned i stolen ved siden af Hush. "Nah," svarede han og drejede hovedet for at se mod den anden.

"Det er begrænset, hvor længe det kan blive ved med at være interessant," konstaterede han med et sigende smil. "Især når det står på døgnet rundt." Han lo lavmælt og kløede sig let på hagen, før han nikkede i retning af Louis' bog. "Hvad læser du?"

[Louis Howe]

Louis trak på smilebåndet over Olivers kommentar og fulgte ham med blikket, som han satte sig ned. "Den her?" Han lukkede bogen ved spørgsmålet og smed den på bordet med titlen synligt for den anden. "Det er en biografi om Albus Dumbledore. Jeg har egentlig undgået at læse den, fordi den er skrevet af Rita Rivejern. Hun er ikke lige min type," tilføjede han med en lille grimasse.

Han så op fra bogen på den anden igen. "Men jeg må indrømme, at den er spændende. Har du læst den?"

[Oliver Morecambe Young]

Olivers mundvige vendte i et øjeblik svagt nedad, som han rystede på hovedet. "Det kan jeg ikke påstå," indrømmede han og kløede sig lidt i nakken. Det var ikke fordi, at han aldrig læste - det skete da af og til - men han havde mange andre ting, som han slappede af med. For eksempel af tegne. Især når han også tjente et par håndører på det.

"Men det kunne da være, jeg skulle overveje det," tilføjede han med en skuldertrækning og hvilede nakken tilbage mod ryglænet. Han smilede muntert. "Hvis man kan stole på din dømmekraft."

[Louis Howe]

Louis skulle til at åbne munden og sige, at det ville være læsningen værd, men nåede aldrig dertil. Han fnøs et grin ved kommentaren og lænede sig ligeså tilbage i stolen. "Det vil jeg selv mene. Men i sidste ende handler det jo om smag og behag," sagde han med let hævede øjenbryn og kastede et enkelt blik over på de andre drenge.

"Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad du foretrækker," tilføjede han og så tilbage på den anden. Louis var ikke typen, der som sådan dømte folk - hvis de lod ham være sig selv, ville han lade dem være. Olivers roommates var ikke de typer, han normalt ville opsøge, men efter at have kendt dem i et stykke tid, havde de vist sig ikke at være så slemme igen. Men det holdt ham ikke fra at lave sjov med dem.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie blottede tænderne i et skævt smil og lo afslappet. "Det er jeg sgu ikke engang sikker på, at jeg selv ved," indrømmede han muntert og kløede sig lidt i nakken. "Men hey, det må betyde, at jeg er åben for forslag," konstaterede han og så mod Louis.

Oliver havde det fint med sine samboer, men det var nu alligevel rart med nogen, der ikke nødvendigvis virkede højlydt og tilbøjelig til at slå sig selv på brystet for effekt. De var måske egentlig meget forskellige, de to, men han syntes nu meget godt om Louis alligevel.

[Louis Howe]

Et lavmælt grin undslap Louis' læber, og løftede sigende hænderne foran sig. Med et diskret suk lagde han derefter den ene arm om bag hovedet, så han mere afslappet kunne læne hovedet tilbage, og lod den anden falde tungt i skødet.

Han og Oliver var som sådan ikke gode venner, men det betød ikke, at Louis ikke interesserede sig for, hvad den anden rendte rundt og lavede. "Så hvordan går det med spilleriet?" spurgte han roligt og hentydede selvfølgelig til hans foretagende som søger for Ballycastle Bats.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver sukkede tungt, men tilfreds. "Det går udmærket, hvis jeg selv skal sige det," konstaterede han. "Selvom vi havde en kamp i sidste uge, der trak tænder ud. Den varede et par dage." Han så sigende på Louis, men smilede dog relativt afslappet. Ikke alt ved den kamp havde været godt, men han havde ikke lyst til at uddybe det. Han regnede heller ikke just med, at den ældre mand fulgte meget med i sportsnyheder.

"Men du er ikke rigtigt interesseret i sport, er du?" gættede han med et svagt drillende smil og en klar fornemmelse af, at emnevalget havde været et forsøg på smalltalk. Oliver gav ikke så meget for lige det, men han forstod udmærket bevæggrunden. "Var du her også til nytår?"

[Louis Howe]

Louis hævede øjenbrynene af det, den anden sagde. Flere dage? Hvordan i alverden kunne en kamp vare i så lang tid? Hvad han huskede fra Hogwarts, var det aldrig sådan. Men det var tydeligvis noget andet på professionelt plan.

"Nej," måtte den unge troldmand indrømme med en let hovedrysten, og selvom han gerne ville have givet sportssnakken en chance, ville det nok ikke have været så interessant for den anden. Han lod derfor Oliver skifte emnet ubesværet. "Ja, jeg kom senere på aftenen, hvor der virkelig var kommet gang i festen," svarede han og lød umiddelbart ikke særlig begejstret. Havde Oliver glemt det? Men det kunne man måske heller ikke bebrejde ham - Louis var ikke just den mest fremtrædende karakter til fester.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver smilede over Louis' indrømmelse. Det var såmænd ikke fordi, at han ikke ville tale om sport med ham, men han kunne nemt blive fanget af det og ende med at trække den anden igennem noget, som han havde trukket sig tilbage for at undgå i det hele taget. Det gættede Oliver i hvert fald på.

"Huh," musede han i stedet og kløede sig lidt i nakken. "Jeg tror aldrig her har været så mange før. Jeg kan ikke andet end huske halvdelen af dem der var her," lo han muntert med et beklagende sideblik. "Jeg kan forestille mig, at det må have været sværere at finde et hjørne at sidde alene i den aften." Han smilede spøgefuldt.

[Louis Howe]

Louis trak lidt i den ene mundvig, og hans blik flakkede kortvarigt. Han var godt klar over, at den anden kun lavede sjov, men nogle gange stod kontrasterne så klart, at han momentært ikke kunne komme i tanke om, hvorfor han tilbragte tid med disse mennesker.

"Nu får du mig til at lyde socialt handicappet," sagde han med en munter undertone. "For at være helt ærlig var det sjovt på en ny måde, men jeg forstår ikke, hvordan I kan klare det så ofte," tilføjede han med en spørgende mine og betragtede den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver blottede tænderne i et smil, der afslørede at han intet fortrød ved det godmodige drilleri. Han lo lavmælt og vendte blikket mod loftet, som han lod nakken falde tilbage igen. "Tro det eller lad være, så kender jeg følelsen," indrømmede han og drejede ansigtet mod Louis igen.

"Men det er temmelig svært at bede dem om at skrue ned og smække med døren, uden at lyde som en på tres. I hvert fald i det her hus," kommenterede han muntert, men sandfærdigt. Han sendte et sigende blik.

[Louis Howe]

Louis hævede let det ene øjenbryn og lod blikket hvile på den anden. "Det kunne jeg godt forestille mig," nikkede han og forestillede sig momentært sig selv i den situation - han ville lyde langt ældre end en på tres.

"Men der er tydeligvis noget, der holder dig igen," konstaterede han og så hen i den anden ende af rummet. "Det må være det, man kalder overbærenhed," tilføjede han, tydeligvis smittet af Olivers spøgefulde humør, men tænkte ikke over, hvad det sagde om ham selv, hvis ikke man kendte ham godt nok.