Og godt nytår

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Oliver Morecambe Young

01-01-2110

Lyset var lige pludselig meget lyst. Altså sådan ubehageligt lyst, konstaterede Eleanora, da hun behvægede sig ud af huset og ind mod bymidten. Hun kunne virkelig godt bruge et eller andet lækkert at spise og en god portion Salamanders Smertesvækker. Hendes hoved var ved at dræbe hende. Uden at tænke på det, rettede hun lidt på de strikkede trøje i Ravenclaws farver, som hun drejede om et hjørne.

Det havde været underligt at holde nytår hjemme hos Oliver Young, konstaterede hun, som hun tankefuldt skridtede ned ad vejen, der skulle føre hende mod en indkøbsmulighed. Men sådan var det, når man ville holde nytår med sine veninder. 

[Oliver Morecambe Young]

Olivers hoved havde det ikke fantastisk. Det blev ikke bedre af, at han havde indset at husets andre beboere havde besluttet sig for at tømme husets reserver udi smertelindrende eliksir, så med et lettere missende blik og skuldrene trukket godt op om ørerne, havde han foretaget den farefulde færd ud i januarkulden.

Der havde stadig været gæster spredt ud over de fleste overflader da han gik, men hans værelse var heldigvis nogenlunde fredet grund og han så frem til at barrikadere sig og forhåbentlig sove et par timer mere, som han stødte på en velkendt person. Han stoppede op med et mere forbløffet ansigtsudtryk end det var meningen (det var tømmermændenes skyld) og kneb øjnene lidt sammen. "Nora?" Han smilede et lettere apatisk smil. "Kommer du lige fra huset? Jeg synes jeg så dig i går aftes."

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Eleanora stivnede lidt, da en velkendt skikkelse pludselig fangede hendes blik. Et kort øjeblik ramte en ukarakteristisk trang til bare at flygte hende, før hun hankede lidt op i sig selv og fik et smil op at køre.

"Hey Ollie." Hendes fingre fandt vejen til de røde lokker, som hun purrede lidt op i, før de rykkede ned og rettede lidt på tøjet. Spørgsmålet fik det til at trække opad i den ene mundvige. "Nej, jeg var hjemme og sov. Men jo, jeg kom forbi igår." Hun skiftede vægten fra den ene fod til den anden, bare for at have et eller andet at tage sig til. "Jeg ville have sagt hej, men du stod lige og dansede med hende grævlingen fra femte.. Philips, ikke?"

[Oliver Morecambe Young]

Den eneste ubekvemhed Ollie følte ved situationen var den dunkende følelse af tømmermænd. Han kunne ikke tage sig af meget andet som det så ud på nuværende tidspunkt, men trak blot fingrene igennem det tykke, lettere mishandlede hår (efter nattens strabadser. "Philips?" gentog han lettere bøvet, uden at have den ringeste anelse om, hvad i alverden Eleanora snakkede om.

Så dæmrede det dog tilsyneladende. "Nåh, Cathy, ikke? Går hun kun på femte?" musede han lettere forundret. Det gav dog måske egentlig meget god mening, men han kerede sig ikke så meget om det. "Men ja, jeg syntes nok. Det for dårligt, at vi ikke lige fik sagt hej. Det er ellers længe siden vi har snakket." Han smilede skævt.

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Eleanora nikkede og skulle til at åbne munden for at svare, da Oliver kom til en konklusion helt uden hendes hjælp. Hun pustede luften tungt ud. Shit, det var kritisk at være til alligevel. "Mmhmmm." Hun smilede undskyldende. Normalt var hun bedre selskab end første januar, syntes hun selv at kunne vurdere.

"Jamen vi kan eventuelt følges. Skal du også ned og have smertelindrende?" Nora smilede et dovent smil og pegede ned mod vejen, der førte til bymidten, før hun kom i tanke om noget. "Så er huset vel proppet med tøser i dag, ikke?" Hun huskede godt historierne om Brodys mange eskapader fra dengang, hende og Ollie havde været sammen.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo lavmælt - mere end det fik hans hoved til at dunke - og nikkede med et afslørende ansigtsudtryk. "Er der andre grunde til at gå ud i dag?" svarede han en anelse klemt, men dog muntert. Han nikkede en enkelt gang, begravede hænderne dybere i lommerne og begyndte at gå mod byen sammen med Eleanora.

Han drejede hovedet og så på hende, før han fnøs muntert. "Kun dem der er gået omkuld i stuen. Jeg tror de fleste af dem endte med at tage skuffede hjem, nu hvor Brody følger dydens vej." Han lavede citationstegn i luften og stak hænderne tilbage i lommerne. "Men hvor mange der vælter ud af Ajax' værelse om et par timer, det skal jeg ikke kunne sige."

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Eleanora istemte med et dæmpet grin. Allerede der gav det en svag trykken mod hendes tindinger, og hun vendte tilbage til det skæve smil. Hun trak fingrene igennem det cinoberrøde hår, filtrede krøllerne lidt fra hinanden.

"Dydens vej?" Forvirret vendte hun blikket tilbage mod Oliver, missede lidt med øjnene i det kraftige lys fra den grå himmel. Nora vendte blikket mod vejen igen. "Jeg vidste ikke, han var monogam pludseligt. Det er sjovt, som ting forandrer sig." Hun gav ham et blidt dask med sin albue, før hun igen gik tilbage til de gode ti-femten centimeter, der havde været mellem dem.

"Nåede jeg egentlig at møde Ajax?"

[Oliver Morecambe Young]

Ollie forstod ikke helt skubbet Eleanora gav ham. Det virkede som om at der var en skjult hentydning i det, men han fattede den absolut ikke. Så i stedet kløede han sig bare i nakken. "Øh, ja, han er sammen med Maggie nu. En af vores barndomsvenner," svarede han derfor blot lidt forvirret, men stak snart hænderne tilbage i lommerne.

Det blev efterfulgt af en skuldertrækning. "Ehm. Det ved jeg ikke. Men han plejer at komme omkring til fester, så det er ikke usandsynligt du har mødt ham." Han havde virkelig ikke styr på, hvem der snakkede med hinanden. Han havde ikke engang styr på, hvem han selv havde set til festen.

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Opmærksomt nikkede Eleanora uden at kommentere yderligere på det. Hun havde skam godt hørt rygterne om Brody, men havde da ikke troet, det ville vare så længe. Nå, man blev vel klogere. "Hmm." brummede hun lidt overflødigt til svaret på Ajax. Det var egentlig også ligemeget, konstaterede hun hurtigt.

Skift af samtaleemne. Hendes hoved kørte noget sløvere end normalt, og hun kløede sig eftertænksomt på kinden. "Men hvordan går det så med dig? Udover at du bliver straffet for igår."

[Oliver Morecambe Young]

Oliver blottede tænderne i et lettere apatisk smil og strøg fingrene gennem håret. "Det går godt," svarede han ærligt og stak hånden tilbage i lommen. "Jeg spiller for Ballycastle nu. I startopstillingen," fortalte han med tilfredshed. Det var ikke ligefrem fordi, at hans mål var at blive berømt eller for den sags skyld at spille professionelt, men han elskede at spille Quidditch og der var nu mest udfordring i det, jo dygtigere de andre spillere blev.

"Hvad med dig? Du er ikke færdig på Hogwarts endnu, vel?"

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Eleanora nikkede afmålt. Det var da dejligt for ham. Alligevel kunne hun ikke lade være at mærke et svagt stik af jalousi. Hun kunne bare ikke vente med at komme ud i verden og skabe et navn for sig selv. "Jamen så er et tillykke da på sin plads."

"Nope." Nora smilede mat og trak på skuldrene. "Men det er nu fint nok. Jeg er jo blevet anfører nu, så jeg er fint tilfreds."

[Oliver Morecambe Young]

Oliver bøjede nakken svagt. "Tak," svarede han oprigtigt og smilede mildt til hende, gravende hænderne lidt dybere ned i lommerne.

Han nikkede i nogle øjeblikke lidt til det hun sagde. "Det er fedt at høre. Håber du på at kunne fortsætte med at spille Quidditch når du er færdig? Du er dygtig nok til det." Han puffede let til hende med den ene albue med et overbevist smil.

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Eleanora trak lidt på skuldrene ved spørgsmålet, mens hånden lagde sig om hendes nakke. Det var svært at finde ordene på det - især med den svage dunken i hovedet.

"Jeg ved det sgu ikke helt, for at være ærlig." indrømmede hun til sidst og så flygtigt på Oliver, før hun så væk igen. Selvom det næsten var to år siden, de var gået fra hinanden, var det underligt. De havde engang diskuteret deres drømme og håb for fremtiden i al naturlighed med fingrene flettet sammen. Nu virkede det næsten helt underligt. "Jeg elsker at spille, det ved du" hun trak kort på smilebåndet, "Men jeg har nok aldrig rigtig vurderet det som en karriere. Kan du følge mig?"

[Oliver Morecambe Young]

Oliver blottede tænderne og i et øjeblik så han næsten uudgrundeligt på Eleanora. "Bedre end du tror," svarede han med et skævt smil. Han havde det nemlig på præcis samme måde og selvom det var den vej hans liv var gået, så blev han mere og mere afklaret med at det kun var midlertidigt. Han havde en anden plan og den voksede på ham.

"Jeg gider ærligt talt heller ikke rigtigt alt det der følger med. Brody, Bea, Riley... Jeg ved ikke, de elsker alle sammen rampelyset og interessen fra bladene, men det siger mig ikke rigtigt noget. Hvis bare man kunne nøjes med kun at spille," konstaterede han med et halvmuntert smil.

[Eleanora Sinéad Llewellyn]

Eleanora nikkede med al opmærksomhed, hun kunne mønstre i sin noget slatne tilstand. Det var egentlig ganske rart at gå der og snakke med Oliver om det, bemærkede hun i sit stille sind, som hun betragtede ham. Han kendte hende måske stadig en lille smule for godt.

Flygtigt faldt hendes blik på hans hånd, som hun så mange gange havde taget helt uden at tænke over det. En underlig trang til at tage fat i den igen skyllede ind over hende - trangen til det velkendte. Men de var ikke længere de samme mennesker, måtte hun minde sig selv om. Der gik et langt sekund, før hun kom i tanke om, hvad han havde sagt. "Det har også altid været det, du var bedst til, mens de andre har kørt derudaf. Det var det, jeg meget godt kunne lide ved dig." Der kom en flygtig varme over hendes blik, før hun igen så mod vejen.