En oplevelse for livet

[Cerise Monet]

Cerise fik åbnet døren, da budskabet lod til at være kommet klart igennem til Kevin. Hurtigt trådte hun ud på gangen igen. Med en pegen fik hun sat dem i bevægelse mod mugglerens værelse. Der var en lille spaderetur derhen, det blev holdt i tavshed. Kevin lod til at have en del at tænke på, og det gjorde som sådan ikke healeren noget.

Så var den der. Tøvende standsede hun. Det var for sent at fortryde nu, men Cerise gruede for brorens reaktion. Muggleren var, på trods af intens behandling, stadig i temmelig tvivlsom stand. Prøvende tog hun i dørhåndtaget og fik så klikket døren op. Afventende lod hun Kevin træde ind først, før hun selv gik ind på værelset og lukkede døren bag dem.

[Kevin Maddox]

Da de endelig nåede frem til rummet, standsede Kevin tøvende. Han så afventende på hende, da hun åbnede døren, og fangede kortvarigt hendes blik med sit eget. Han så spørgende ud, men da hun lod ham træde ind først, forstod han, at det var nu.

Kevins blik faldt omgående på den stilleliggende skikkelse i sengen. Stilheden var dominerende. Travlheden på resten af hospitalet kunne vagt høres gennem væggene, men for troldmanden var der helt og aldeles stille. Nervøsiteten var forsvundet, så snart han havde fået øje på manden, og nu føltes hans krop blot så tung som bly. Med langsomme skridt nærmede han sig, og da han trådte op på siden af sengen, kunne han mærke den truende klump i halsen.

[Cerise Monet]

Cerises blik fulgte langsomt Kevin, som han bevægede sig hen mod den tydeligt skadede muggler. Det var forfærdeligt, hvad magi kunne gøre i de forkerte hænder. Men det var ikke mugglere, hun var bekymret for nu. Det var hendes bror. Hendes lillebror, som hun havde svoret at beskytte i alle situationer. Det var ikke til at undgå at bemærke, at al farve havde forladt hans ansigt og han mest af alt så syg ud.

Forsigtigt trådte hun hen til ham og lagde en arm på hans overarm. "Kevin," hendes stemme var stadig blid, men bestemt. Det var nemt at komme til at overskride sine egne grænser.

[Kevin Maddox]

Kevin bemærkede ikke Cerises greb om hans overarm, men hendes stemme formåede at trænge igennem den boble, der havde omgivet ham, så snart han var trådt ind i rummet. Troldmanden drejede hovedet en anelse mod søsteren uden at fjerne blikket fra skikkelsen i sengen. "Giv mig et øjeblik," sagde han fraværende og vendte sin fulde opmærksomhed frem for sig igen. Og der gik flere, lange minutter på denne måde.

Efter ti minutter blinkede Kevin et par gange hurtigt efter hinanden og sled blikket væk fra sengen. Han fandt Cerise. "Tak," sagde han hæst og rømmede sig diskret. "Jeg har det bedre nu," tilføjede han og kastede et hurtigt blik tilbage på skikkelsen, før han vendte sig halvt mod heksen.

[Cerise Monet]

Cerise skiftede vægt fra den ene fod til den anden. Det var sjældent, hun var direkte utilpas på Hospitalet, men lige nu virkede situationen forfærdelig. Måske hun havde presset ham for meget? Blikket var opmærksomt på Kevin, som han stod og stirrede på muggleren i sengen. Mest af alt havde hun bare lyst til at rive ham ud derfra, men hun respekterede hans ord og trådte igen et skridt bagud for at give ham plads.

Så blev tavsheden brudt igen, og det gik op for Cerise, hun havde holdt vejret et par minutter. Med et bestemt nik åbnede hun døren og ventede til Kevin var trådt ud, før hun selv fulgte. "Er du sikker på, du er okay?" Bekymringen var let at se på hendes foldede pande og i de blå øjne.

[Kevin Maddox]

Kevin tøvede et øjeblik, før han vendte ryggen til sengen og gik ud på gangen igen. Da døren klikkede bag ham, var han overbevist om, at han aldrig ville se ham igen. Og det gjorde ham trist.

Han så hen på søsteren, da hun talte. "Ja. Det tror jeg. Ellers bliver jeg det," forsikrede han hende og var ganske sikker på, at han ikke løj - hverken for hende eller sig selv. "Jeg har ventet så længe på dette øjeblik. Jeg føler mig lettet." Det var tydeligt, at der foregik meget tænkeri inde i troldmandens hovede, hvilket gjorde hans sætninger kortfattede. Han var halvt tilstedeværende og halv fordybet i sine tanker.

[Cerise Monet]

Cerise kunne ikke lade være at sende sin yngre bror et forsigtigt smil, der dog ikke helt nåede øjnene. "Det er jeg glad for." Hendes ord var oprigtige og tonefaldet ømt. "Men vi må nok hellere se at komme lidt væk herfra." Hun pegede den retning, de var kommet fra og satte i bevægelse.

"Er du ellers okay, Kevin?" Igen den morderlige omsorg, der lyste igennem alle hendes handlinger og ord. Det var som sådan ikke fordi deres forældre havde været fjerne i opvæksten, at hun havde taget ansvaret for sine yngre søskende - det kom bare helt naturligt til hende.

[Kevin Maddox]

Kevin formede et lille smil, da Cerise stillede det betænksomme spørgsmål. Han betragtede hende diskret et lille øjeblik, før han svarede så neutralt som muligt - de mange følelser havde gjort ham træt, og han orkede ærlig talt ikke at vade mere i det lige nu.

Troldmanden nåede aldrig at gengælde spørgsmålet, før det var på tide at tage afsked. Han kyssede søsteren på kinden og kastede et blik over skulderen, før han var for langt væk. "Lad os ses igen om ikke alt for længe, ikke?" sagde ham med et lille vink, før han vendte sig om igen og tog hjem og forsøgte ikke at fordybe sig for meget i sine tanker, så han kunne få arbejdet bare en smule.

Tråd afsluttet