Lad os synge om hvor seje vi er

[Jenna Owens]

Alana Maverick-Bones

Puder og dyner lå spredt ud over det meste af gulvet i sovesalen. Ligeledes var lyset blevet dæmpet og gardinerne trukket for. Iført skriggrønne uldsokker, og i en pajamas bestående af lyserøde silkeshorts og en grå t-shirt med huller hun selv havde lavet, stod hun og balancerede på en madras der blævrede. De brune øjne var rettet mod spejlet, og hagen vendt en anelse nedad, mens hun stod og studerede sit hår – nærmere det brune hår der var begyndt at vise sig ved hendes hovedbund.

”Se de her udgroninger, Alana. Jeg bliver allerede nødt til at farve det igen snart. Det ville være så meget nemmere hvis jeg bare var metamorphmagus ligesom mine ældre søskende”

Sukkende lod hun sig falde bagover, så hun landede ned i overflodet af puder, mens hun grinende trak et tæppe til sig, og vendte blikket mod sin bedste veninde.

[Alana Maverick-Bones]

Hele scenariet virkede som en ganske typisk pigeaften. Alligevel virkede de to piger som nat og dag, som de sad i hver deres ende af den lille ø af madrasser, dyner og puder. Hvor Jenna rendt rundt i sit gennemhullede nattøj, skrigende farver og endnu mere skrigende hår, sad Alana ovre i hjørnet af deres lille ø med sit ganske normale, brune hår redt tilbage og flettet stramt i en fransk fletning. Egentlig havde hun søgt sit flannelnattøj, men havde istedet fundet et splinternyt sort ét af silke. Typisk hendes mor. Tryllestaven lå nu trygt i hendes slanke fingre, som hun blev ved at skifte farve på sine tånegle - ude af stand til at beslutte sig.

"Altså det kunne også være meget nemmere, hvis du ikke farvede dit hår," påpegede løvinden med et smil om læberne. De to piger kom fra vidt forskellige verdener, og Alana i hendes verden af struktur og orden, kunne ikke helt lade være at misunde Jenna fra tid til anden. "Det er sådan vi andre dødelige gør det." Smil.

[Jenna Owens]

Jenna sukkede teatralsk. ”Det handler om image, søde”, fortalte hun, og drejede om på siden, så hun bedre kunne se hen på Alana. ”Alle bliver nødt til at have et eller andet der kendetegner dem. Som Isla Kinnaird. Nok er hendes stemme super sprød, men hendes garderobe og kølige facade er lige så omtalt. Man bliver nødt til at skabe sig en karakter”, forsatte hun, og troede tydeligvis selv på hver eneste ord.

Jenna slog sin tryllestav mod Alanas tånegle, så de øjeblikket efter havde hver deres farve. En hel regnbue, næsten. Hun fniste lavt.

[Alana Maverick-Bones]

Alana fnes forventningsfuldt. Så kom den igen. Foredraget om image. Løvinden rystede lidt på hovedet af den jævnaldrende veninde. "Og du mener, din karakter ligge i dit farvede hår?" Alana hævede brynet i en tavs provokation. Det var simpelthen for langt ude med det image der.

Hun fik dog hurtigt andet at tænke på, da Jennes stav mod hendes tånegle pludselig fik dem til at stråle i alle regnbueslips farver. Et utilfredst hyl forlod hende, før hun med et slag fra sin egen stav lod dem vende tilbage til den meget neutrale, svagt lyserøde farve. "Nu må du huske på, det ikke er os alle, der kan rende rundt og se ud som om, en regnbue har kastet op på os. Tænk på, hvad mine forældre ville sige." Alana rystede opgivende på hovedet. Så slog det hende og hun så op - ramt af pludselig inspiration. Ideen stod klart i hovedet på hende, som hun fangede Jennas blik - håbede veninden ville læse hendes tanker, som de så tit havde gjort.

[Jenna Owens]

Jenna satte sig op, og ruskede i det farverige hår, så det sad endnu mere sjusket, end det i forvejen havde gjort. ”Jeg har nok karakter i mig selv – håret gør mig bare endnu mere lækker”, fik hun sagt i et morende toneleje og lo hurtigt efter.

Jenna lænede sin ryg mod puderne igen, og fik det hår der kunne sættes op sat op i en knold, mens øjnene var rettet mod veninden. Jenna fnøs muntert over hendes ord. Sekundet efter blev øjnene dog spærret op, og i det de ramte Alanas, lyste de af præcis samme ide, som Alana måtte have fået. ”Ja. Tænk engang hvad de vil sige”, sagde hun, og røg op fra puderne, hvorefter hun balancerede hen mod Alana, og satte sig lige foran hende. ”Vi bør farve det grønt, eller nej, bl.. Nej! Rødt.. Måske kan vi endda klippe lidt af”, røg det ud af hende, mens begge hænder havde fundet rundt om Alanas hår, mens hun løftede det op og ned, for at se hvordan Alana evt. Ville se ud med kort hår.

[Alana Maverick-Bones]

Alana kunne ikke lade være at frydes over deres tydelige mentale forbindelse. Sådan var det vel bare, når man havde kendt hinanden seks år - var gået op og ned af hinanden hver dag og tilbragt nærmest hvert vågne sekund sammen. Hun fnes forventningsfuldt. Der var kommet helt nyt liv i hendes blå øjne, mens Jenna fór rundt om hende for at prøve det hele.

"Jeg tænkte mere noget hen ad violet.." mumlede hun eftertænksomt, før det gik op for hende, hvad enna var i gang med. "Men vi rør ikke ved længden." Hendes stemme var pludseig skinger. Alana havde været korthåret én gang før, og det var heldigvis alt sammen groet tilbage natten over. Det havde været en fiasko. Så ramte en tanke hende. "Gad vide, om Alastair stadig ville synes jeg var pæn med violet hår."

[Jenna Owens]

Jennas underlæbe røg lidt frem da hun afslog ideen om at pille ved længden. Hun sukkede tungt. ”Jaja”, svarede hun, men tonen var ikke helt overbevisende, og tydede på at det nok blev taget op igen senere. I stedet lod Jenna bare sine fingre køre igennem det glatte hår, og pillede ved et par totter, mens begejstringen lyste ud af øjnene på hende.

Først da hun nævnte Alastair så hun veninden i øjnene igen. ”Selvfølgelig vil han det!”, svarede hun hende, som om at det skulle hun da slet ikke stille spørgsmålstegn til. ”Du er så smuk Alana, og hvis en enkelt ny hårfarve ville få ham til at tænke anderledes, så er han altså en underlig fætter”, forsatte hun og smilede bredt. ”Når.. skal vi?”, spurgte hun, og havde allerede fundet sin tryllestav frem, klar til at påbegynde processen.

[Alana Maverick-Bones]

Det var skønt at se Jennas begejstring, selvom Alana vidste, at Jenna også respekterede et nej. De to piger forstod ikke altid hinanden, men det gjorde på ingen måde deres kærlighed mindre eller deres venskab dårligere - nærmest tværtimod.

"Jamen han er en underlig fætter." Alana kunne ikke tilbageholde en latter. Det kunne ikke være mere sandt. Han var totalt mystisk, og hun elskede hvert sekund af det. "Men han er også virkelig fantastisk, Jen." Alana nikkede som godkendelse til at de kunne tage fat i farveriet. Hvis bare hendes forældre vidste, hvad hun lavede. Spændingen boblede igennem hende. Hun var helt sin egen nu, og hun elskede det. Eller.. Måske ikke. Måske var hun også lidt Alastairs. "Jeg tror, jeg kan lide ham.. Altså lide-lide ham."

[Jenna Owens]

Jenna lo med sin veninde, og rystede på hovedet med et smil, inden hun gående på knæene fik rykket sig rundt, så hun sad bag Alana. Hun lagde hurtig tryllestaven fra sig på gulvet, mens hun fik alt Jennas hår samlet om på ryggen, inden hun tog tryllestaven op igen. ”Altså hvordan lide-lide? Det var ham du tog hjem til i juleferien, ikke? Hvad skete der?”, spurgte hun interesseret og hungrede allerede efter informationer omkring dem. Jenna løftede en tot, samtidig med sin stav, og øjeblikket efter var totten blevet violet. Så tog hun en ny, og en til, først ved den næste skete det at den blev lidt mørkere end de andre. Jenna bed sig lidt i læben, men sagde intet. Det var flot med lidt .. farveskift.

[Alana Maverick-Bones]

Alana lænede sin ryg let op ad venindens bryst og lod sig synke lidt sammen foran hende. Det, at Jenna måske ikke havde helt så meget styr på, hvad hun lavede, faldt hende ærligt ikke ind. Jenna havde jo sikkert gjort det en milliard gange før. " Altså jeg tog ikke hjem til ham," irettesatte hun overbærende. "Til juleballet inviterede Carran mig hjem til dem i Godricdalen, bare til at være der et par dage, og så fulgtes jeg med Alastair i toget." Alana nikkede lidt, som hun prøvede at huske, hvordan det nu var dagene hos hendes faster og onkel var foregået. Juledagene var altid så hektiske.

"Så dagen før jeg tog hjem igen, mødtes vi inde på markedspladsen, og så tog han mig på café, hvor vi bare sad og snakkede vildt længe." Alana nikkede ivrigt, før hun kom i tanke om, at hun hellere måtte sidde stille. "Han kyssede mig på toget." Hun vidste godt, det var den information, Jenna havde ventet på, og havde derfor gemt den til sidst.

[Jenna Owens]

Jenna lyttede interesseret til alt hvad Alana havde at sige. Det tog hende ikke mange totter før Jenna havde helt styr på Alanas hår, og jo længere hun nåede med det, jo pænere synes Jenna kun det blev. Hun forstod ikke hvorfor hun ikke havde tænkt over at foreslå Alana det noget før.

Jenna havde netop ordnet sidste tot, og skulle til at sige at Alana burde se sig i spejlet, da hun kom med en information, der fik Jenna til at springe frem, og ligge sig på ryggen, så hun kunne se op på veninden. ”Hvilket slags kys!?”, spurgte hun straks, og bed sig i underlæben, mens munden vendte opad i et smørret smil.

[Alana Maverick-Bones]

Som løvinden fortalte, prøvede hun nogenlunde at regne ud, hvor langt Jenna var nået i hårfarvningsprocessen. Det mørke hår havde aldrig været andre farver, og Alana glædede sig som et lille barn til at se det færdige resultat.

Noget forskrækkede kiggede hun ned på veninden, der pludselig kastede sig ind foran hende. Et overrasket grin fløj over hendes læber, og hendes tænder gled over underlæben i en tænksom mine. "Det var virkelig underligt i starten. Det tog virkelig lang tid, før han turde gå det sidste stykke, men så gjorde han det og.." Alana tav, blev kortvarigt taget tilbage til øjeblikket i det bumlende tog. Hun rystede lidt på hovedet, så de violette lokker dansede. "Bagefter rørte han ved min kind." Det var som taget direkte ud af et eventyr. At Alastairs mave få sekunder efter havde larmet højt, og han havde spurgt ind til græskartærter, syntes hun ikke, der var grund til at genfortælle. "Og så holdt han min hånd hele vejen til Godricdalen." En fin slutning, syntes hun selv.

[Jenna Owens]

Jenna var slet ikke spor romantisk anlagt, så var det sket for hende havde hun nok fundet det en smule kvalmende, men hun var glad på sin venindes vegne, og det sås da også på det brede smil hun sendte hende. ”Han lyder som en god fyr, ham Alastair”, sagde hun, og gnavede lidt i sin underlæbe, inden hun tilføjede. ”Og så har han krøller!”. De der kendte Jenna ville vide at hun ikke stillede så store krav til sine flirts igen. De skulle bare helst være ældre end hende, have krøller og kunne spille på et instrument.

Jennas øjne gled over sin veninde. ”Du bør virkelig tjekke dig selv ud i spejlet”, sagde hun spændt, og lænede sig tilbage, med begge hænder hvilende mod baghovedet.

[Alana Maverick-Bones]

Alana nikkede begejstret med et drømmende smil klistret til sit ansigt. "Ja, ikke? Og hans krøller er virkelig bedårende." Hun blinkede drillende til Jenna. Hun kendte godt til venindens holdning til krøller, og lige i Alastairs tilfælde delte hun dem. Han var generelt bare bedårende.

Langsomt rejste Alana sig op og trådte hen mod det spejl, hun havde hængt op på ydersiden af sin seng. Kæben faldt, som hun trådte tættere på, betragtede sig selv. Hun var i chok. Så nemt var det. Tavst, stadig med let åben mund, drejede hun rundt og tjekkede håret fra de forskellige vinkler. Så lyste hun op i et smil.

"Aaaah! Jeg elsker det, Jen!" hylede hun begejstret og fløj over mod veninden i et kram. Normalt var hun ikke stor på kropskontakt, men den her oplevelse fortjenede både hyl og kram. Tænk, hvis hendes forældre kunne se hende nu!

[Jenna Owens]

Jenna betragtede hende i det Alana rejste sig op, og trådte hen mod spejlet, for at se sit nye hår. Selv var Jenna vild med det, og hun kunne ikke forestille sig at Alana ikke ville dele den mening. Alligevel holdte hun skarp øje med sin venindes reaktion, og kunne mærke at hun halvt holdte vejret, halvt smilte forventningsfuldt.

Jenna lo højt da veninden kastede sig over hende, og hun trak hende ind i et varmt kram, inden hun slap hende, og så på hende med et smil, mens hun rystede på hovedet. ”Se os lige. Vi ligner jo et pigeband!”, sagde hun, og for Jenna var den sammenligning en af de bedste komplimenter man kunne få.