At tage mål

[Aldrian Coppernan]

Tag: Agnes Tweedy

Aldrian slentrede langsomt ned af gaden, mens han gav de fleste magikere end bred margin. Han brød sig ikke om, at der var så mange mennesker på hovedgaden, men der var ikke noget at gøre ved det. Han skulle have taget mål til et nyt sæt gevandter og det skulle nu engang helst gøres i dag.

Da han trådte ind i butikken og hørte klokken, der annoncerede hans ankomst, mærkede han et behageligt strejf af genkendelse. Han var kommet i butikken igennem mange år og han fandt det altid en behagelig oplevelse. Han gik op til disken og ventede.

[Agnes Tweedy]

Både jul og nytår var overstået og arbejdet var begyndt igen. Der var heldigvis ikke samme travlhed, som der havde været hele december med julebal, juleaften og nytårsaften. Agnes havde godt og grundigt haft for meget at se til og hun havde det godt med, at det var en mere end stille dag. Det var ikke den butik, hvor der skulle byttes flest julegaver, så hun sad roligt i sin vanlige øreklapstol og brodere filigranmønster på et sæt flaskegrønne rober, da klokken over døren annoncerede kunder.

Hun genkendte med det samme den ældre troldmand og lagde pertentligt arbejdet fra sig, for at komme på benene. "Mr. Coppernan," hilste hun med et venligt smil og lod blikket glide en enkelt, vanlig gang ned over hans rober, før det fæstnede sig ved hans øjne igen. Hun løftede hagen lidt. "Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?"

[Aldrian Coppernan]

Han nikkede og smilede let til Agnes, da hun kom hen til ham. Hendes blik på hans krop fik som sædvanligt varmen til at krible i årerne på ham, hvilket var én af grundene til, at han aldrig havde fundet sig en anden skrædder. Sammen med det faktum selvfølgelig, at de syede overdådige gevandter, som han ikke kunne få andre steder i nærheden. "Ms. Atterberry. Goddag." Han bukkede let i hendes retning og så hende derefter i øjnene igen. "Jeg står over for en stor middag i Ministeriet i den nærmeste fremtid og har brug for et nyt sæt gevandter til arrangementet. 

[Agnes Tweedy]

Agnes' perlestukne skørter knitrede let, som hun tog et par skridt ud i rummet og hen mod kunden. Hun smilede imødekommende og rettede sig lidt op, da Aldrian besvarede hendes spørgsmål. Hun spidsede læberne lidt i et overvejende ansigtsudtryk, før hun nikkede og blottede tænderne igen. "Mon ikke vi kan finde på noget," svarede hun med sikkerhed og slog bydende ud mod den lille stolegruppe, hvor kunderne kunne sidde, mens hun tegnede mønstre og fandt tekstilprøver.

"Har du allerede noget bestemt i tankerne eller har jeg frie tøjler?" Hun hævede et øjenbryn let spørgende, som hun lempede et tung bog ned på sin ene arm og så vurderende på ham endnu engang. Hun var hurtig til at aflæse hvilken pasform der var den bedste og hvilke farvekombinationer, der ville fungere bedst. Det havde taget år at lære, men hun havde - i al beskenhed - også et øje for æstetik.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian gik målrettet hen og satte sig i de anviste stole. Han kom her endda så tit, at han havde en stol, som han anså som sin stamplads - selvom ingen andre gjorde det. "Som altid lægger jeg min skæbne fuldstændigt i dine kompetente hænder." Når sandheden skulle frem, så havde hun meget bedre forstand på hans smag, end han selv havde. Hun kom som oftest frem til noget, som sad præcis, som det skulle, samtidig med, at det var fuldstændigt vidunderligt, når han tog det på. 

"Går forretningen stadig godt?" Han havde gjort det til en vane at smalltalke lidt med folk. Det var han opdraget til fra sin far, som mente, at det var kendetegnet for en mand af det bedre borgerskab at kunne konversere. I dette tilfælde kunne han dog ikke forestille sig, at svaret var nej. Madam Malkins var den foretrukne skrædder for mange hekse og troldmænd.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede med tilfredshed. Hun foretrak uden tvivl, når hun selv kunne få lov til at tage beslutningerne og det var oftest med de bedste resultater. "Udmærket," erklærede hun og blottede tænderne, før hun tog plads i lænestolen overfor Aldrian og foldede det ene ben ind over det andet, inden hun lænede sig frem og lod bogen dumpe ned på bordet.

Hun så op på ham uden at løfte hovedet, som hendes fingre var i færd med at bladre gennem siderne og spidsede læberne i et lettere underfundigt smil. "Det går bedre end man kunne ønske. Med julebal og nytår har vi haft nok at se til," kunne hun gladeligt fortælle, alt imens hun fandt den rigtige side. Hun havde allerede fra starten vidst, hvilket mønster hun gerne ville bruge og hun vendte bogen mod Aldrian så han kunne se.

"Et skarpere snit over kraven og ærmegabene. Noget med kant," konstaterede hun og blinkede en enkelt gang. Iøjenfaldende personligheder krævede iøjenfaldende tøj. Agnes rankede sig igen og gav sig til at remse sit umiddelbare forslag op. "Sort drageskind, benknapper - også drage -, dekorationer i sølv..."

[Aldrian Coppernan]

Aldrian kunne ikke lade være med at lade sit blik følge hendes flotte ben, som hun lagde det langsomt over det andet. Han var ikke så naiv, at han troede, hun gjorde sig til for hans skyld, men derfor satte han nu engang stadig pris på udsigten. Og sikke en udsigt. "Det er jeg virkelig glad for at høre. Hvis jeg ikke kunne få mit tøj her, så vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre." Han sendte hende et varmt smil.

Da hun vendte bogen, lænede han sig lidt frem, så han kunne se mønstret rigtigt og mærkede en tilfreds følelse i mellemgulvet. "Jeg tror, det er præcis, hvad jeg gerne vil have. Du har æje for personligheder, Ms. Atterbery." Hun havde talent og Aldrian var ikke bange for at fortælle hende det. Han strakte armene let ud til begge sider. "Bare gå i gang."

[Agnes Tweedy]

Agnes blottede tænderne og bøjede nakken en anelse i tak, uden at sige mere til emnet. I stedet gik hun over til at beskrive, hvad hun havde i tankerne og hun smilede tilfreds, da han erklærede sig enig. "Det er jeg glad for, at du synes, Mr. Coppernan. Det skal jo helst passe sammen," svarede hun med et sigende smil, før hun kom på benene igen og samlede bogen op uden at lukke den sammen. Det var ikke nødvendigt at skitsere et helt nyt mønster nu. Det kunne hun gøre senere. Sådan var det, når kunden havde tiltro til skrædderens evner.

Hun lagde den fra sig på et højere arbejdsbord og slog bydende ud mod en lille velourskammel på gulvet. "Hvis du vil tage plads, så kan vi tage dine mål med det samme." Det var muligt at få gemt sine tidligere mål hos Madam Malkins, men Agnes foretrak alligevel at gå dem efter, når der var gået en rum tid. Det skulle sidde ordentligt. Så meget var hun sikker på at Aldrian også mente.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian rejste sig i en flydende bevægelse og fulgte efter den unge skrædder, mens han satte pris på hendes vuggende hofter foran sig. ”Hvis nogen kan få det til at passe sammen, er jeg sikker på, det er dig Ms. Atterberry.” Hans stemme afslørede ikke, at han fandt hende tiltrækkende. Det havde han aldrig forsøgt at gøre noget i. Hun var simpelthen for uundværlig som skrædder for ham, til at han kunne tillade sig den slags kunster.

”Naturligvis.” Han trådte hjemmevant op på skamlen, da hun bad ham om det og vendte sig imod det store spejl, som var lige ret for. Han satte stor pris på, at man altid sikrede sig, at målene var rigtige hos Madam Malkins. Faktisk forlangte han det altid, når han en sjælden gang imellem besøgte en anden skrædder. Han ville ikke betale penge for et sæt, som ikke passede ham. ”Jeg håber også, at juleferien har været behagelig?”

[Agnes Tweedy]

Agnes spidsede læberne i et underfundigt smil, men med tegn på tilfredshed. Rækken af komplimenter til hendes evner fik hende til at ranke sig og det gjorde hende kun mere interesseret i at gøre et godt stykke arbejde. Ikke at hun nogensinde gjorde andet. Hendes hæle klikke let, som hun gik i en halvmåne foran ham og kastede et kritisk blik, idet fingrene viklede det magiske målebånd fra pladsen rundt om halsen.

Hun trådte frem og fik ham med en ganske let bevægelse til at løfte armene, før hun så op på ham og blottede tænderne i et oprigtigt smil. "Jeg har absolut intet haft at beklage mig over," svarede hun med et lille glimt i de mørke øjne, før hun strakte målebåndet ud og gav sig måle hans brystmål, smilende en anelse smørret for sig selv. Da hun så op på ham igen, hvilede det kun antydningsvist i hendes mundvige. "Jeg håber at det samme gælder dig, Mr. Coppernan?"

[Aldrian Coppernan]

Aldrian stod fuldstændig stille, mens der blev taget mål af ham. Det var ikke hans første gang og ville heller ikke blive hans sidste. Han fangede dog det næsten hemmelighedsfulde smil, der bredte sig på hendes ansigt og overvejede et kort øjeblik, om han kunne tillade sig at spørge ind til det. Men han bestemte sig hurtigt imod det. Det var ikke den type forhold de havde og hun kunne risikere at tage anstød af hans forespørgsel. 

Da hun spurgte til hans jul, nikkede han blot og sendte hende et stramt smil og et "Udmærket." Det obligatoriske besøg hos hans far havde ikke just bragt julefreden frem i ham og han forsøgte at ryste følelsen af sig og vende tilbage til nutiden.

[Agnes Tweedy]

Agnes' blik gled flygtigt op mod Aldrians ansigt igen og hun fornemmede forbeholdet i svaret. Hun vidste bedre end at spørge yderligere ind til det, men smilede blot professionelt og havde på et eller andet tidspunkt sluppet målebåndet, der fortsatte af sig selv. I stedet havde hun trukket en lille notesbog frem fra en lomme og stod og noterede sig.

"Er du så vendt tilbage til arbejdet, Mr. Coppernan?" konverserede hun videre, skriblende hastigt, men uden at syntes distraheret. Tværtimod havde hun stadig overblik til at se op og smile varmt, alt i mens målebåndet havde tralvt med at måle længden på hans fingre.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian var lettet, da Agnes ikke forfulgte spørgsmålet. Hvis der var noget, han ikke havde lyst til, var det at diskutere sine komplicerede familieforhold. Og dette var ikke kun fordi hun var fremmed for ham. Nære venner havde han ingen af, men selv perifere venner lærte hurtigt, at dette ikke var et emne, de skulle indlade sig på i hans nærvær.

"Nej ikke endnu, selvom jeg forventer at vende forbi kontoret, når vi er færdige her." Han returnerede hendes smil med et af sine egne. "Lige se, om alle mine medarbejdere nu opfører sig ordentligt, mens jeg er væk." Der var humor at finde i hans stemme. Han havde fuld tillid til langt de fleste af hans medarbejdere, men han kunne ikke holde sig væk længere. Helligdagene var hårde at komme igennem, hvis man ikke havde noget at give sig til.

[Agnes Tweedy]

Agnes lo lavmælt over Aldrians svar og så flygtigt op på ham, før hun noterede sig endnu et mål med en lavmælt skriblen og satte et punktum. Så så hun op igen. "Det er altid godt at tjekke op," svarede hun med en munter glød i de mørke øjne, før hun trådte frem og rakte ud efter målebåndet. Det snoede sig næsten kælent om hendes hånd og i en let bevægelse havde hun viklet det tilbage om nakken som en alternativ halskæde.

"Det skulle være alt det nødvendige," konstaterede hun og gjorde tegn med den ene hånd til at han måtte træde ned fra skamlen igen. "Hvornår skal du bruge det færdigt?"

[Aldrian Coppernan]

Aldrian glædede sig over, at han kunne få hende til at smile trods den dårlige stemning, han lige havde introduceret i rummet. "Jeg sætter pris på det i hvert fald." Han trådte ned af skamlen, da hun slog ud med armen og frydede sig igen over, så lidt tid, han behøvede at bruge hos sin skrædder og så stadig få et perfekt siddende sæt gevandter retur. "Jeg skal bruge det om fjorten dage, så hvis I kan levere det et par dage før?" 

Han rettede pertentligt sine gevandter til, som var blevet en smule skæve ved opmålingen og så derefter op på hende igen. "Er der mere, du skal bruge mig til i denne omgang?" Han kunne lide hendes selskab, men besøget på kontoret trak efterhånden rimeligt meget i ham.