Can you dance like a Hippogriff?

[Alana Maverick-Bones]

Keiran Maverick-Bones

Det var sjældent, Alana fulgte i sine forældres forfængelige fodspor. Tit og ofte gjorde hun sig det i blot at være velsoigneret og ordentlig, så hun ikke fik kaldt unødvendig opmærksomhed til sin pludseligt meget fremmede og nu også meget kvindelige krop. Det med at have bryster og at hofterne også var vokset i løbet af sommeren var ikke noget, hun var vant til. Alligevel havde Fenella fået overtalt hende til at vælge en så opsigtsvækkende farve som rød til sin kjole til juleballet. Håret var blevet opsat i et mindre kunstværk af snoede totter og glitterstads, og også lidt ekstra knald på makeuppen var der kommet i aftenens anledning. 

Havde det ikke været for Keiran, der stod ved hendes side og forsigtigt eskorterede hende ind i den overdådigt pyntede storsal, var hun nok gået i gulvet af den lette kvalme, der fulgte med sommerfugleflokken i maven. Alligevel fik hans rolige væsen spredt en ro i hende, og hun fulgte med ham - omhyggelig ved hvert skridt i de halvhøje hæle, og hånden solidt slynget om hans arm. "Whau." Det var ikke mere end en forsigtigt hvisken, da Alana endelig fandt ord til at beskrive sin noget overvældede sindstilstand.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran stoppede nogle skridt inde i den overdådigt pyntede storsal. Det føltes som længe siden han selv havde siddet i samme sal hver dag, men reelt set var det kun lidt over et år siden han var dimmiteret. Han satte pris på den orden der var i kaos mens han så ud over salen og de mennesker der fyldte den og vendte blikket nedefter, mod sin søster da et imponeret udbrud undslap hende "Luk munden, Alana." formanede han, i en glimrende imitation af sin mor "Dannede, unge damer gaber ikke som fisk." han gav hendes arm et diskret klem "Du har da været til bal før."

[Alana Maverick-Bones]

Ganske demonstrativt, som hun aldrig ville have turdet i selskab med deres forældre, lukkede hun munden, så tænderne gav et højlydt klap. Alana smilede fornøjet op mod sin ældre bror, da han blidt klemte hendes arm. "Ikke på Hogwarts," indvendte hun. Det var så enkelt at være sammen med Keiran, når de ikke var hjemme i Hogsmeade. Han forstod hende bare på en anden måde en forældrene.

"Dannede unge mænd taler ikke som fyrreårige kvinder," gav hun igen med et muntert smil uden rigtigt stadig at have fokus på Keiran. Blikket var, sammen med størstedelen af hendes opmærksomhed, søgt ud blandt de dansende par. Det sneede ned fra loftet uden egentlig nogensinde at ramme menneskene i storsalen.

[Keiran Maverick-Bones]

Det trak lidt i Keirans mundvige og et øjeblik slog han blikket ned over sin søsters formaning. Selvom ingen af deres forældre var til stede, og han ikke længere selv var et barn, føltes det tilpas forbudt at gøre nar til at give ham et stik af dårlig samvittighed "Nej, de bliver ansat i ministeriet og sidder bag et skrivebord til de er mindst firs." svarede han tørt og det forsigtige smil blegnede lidt.

Med en dyb indånding skubbede han den 'snak' han havde haft med sin far dagen før fra sig og fulgte sin søsters blik op mod det magiske snefald før han henkastet fortsatte "Du er pæn i aften." han så på hende igen med et mildt blik "Du ligner mor da hun var yngre." det var ment som en kompliment, men da han først havde sagt det højt, var han ikke helt sikker på det også lød som en.

[Alana Maverick-Bones]

Alanas bryn røg straks i vejret ved Keirans bitre bemærkning. Han havde altid været den mest pligtopfyldende af de to, og også den, der var blevet strengest opdraget, og det undrede hende derfor at høre ham omtale deres mor på den måde. Havde det været under andre omstændigheder, havde hun nok spurgt ind til det, men de var immervæk til bal. Mentalt lavede hun en note om lige at høre, hvad det gik ud på over juleferien, før hun lod bitterhed være bitterhed og sendte ham et opmuntrende smil.

"Mange tak." Deres mor var guddommeligt smuk, og havde altid været det, så Alana tog det som en selvfølge, at ordene var ment som kompliment. "Og du ligner far." Hun grinede varmt. Tit, når hun havde veninder hjemme, var de gået i svime over både hendes far og storebror.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran fortrød bemærkningen næsten med det samme. I hvert fald at den var sluppet ud i det fri og ikke var forblevet en tanke. Alana fik et diskret, taknemmeligt blik for ikke at bore mere i sagen og han smilede lettet da hun tog hans kompliment for netop det "Ingen årsag." røg det automatisk ud af ham. Høflighed var endnu en af de dyder deres forældre altid havde holdt hårdt på.

Han skar en grimasse da hun fortsatte. En sammenligning med deres fædrende ophav var ikke lige hvad han behøvede, slet ikke nu, men han fortalte bestemt sig selv, at søsteren ikke anede noget om sammenstødet dagen før "Vil du have et glas punch?" spurgte han og skiftede åbenlyst emne.

[Alana Maverick-Bones]

Et lige så diskret nik blev sendt i Keirans retning. Det var hverken tiden eller stedet til dybfølte snakke om deres noget krævende forældre. Det kunne de altid tage en anden gang - julen var lang og tiden havde det med at snegle sig afsted i deres barndomshjem. De skulle nok nå det. Endnu en grimasse. Der var efterhånden ved at udvikle sig en liste over emner, hun lige skulle have hevet ham igennem i juledagene, når forældrene var optagede af andre ting.

Endnu et sikkert emne. Alana smilede bredt og nikkede til storebroderen. Punch var et godt sted at starte. Først nu bemærkede hun den tørkelignende tilstand, der havde bredt sig i hendes mund af lige dele nervøsitet og spænding.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran kendte glimtet i Alanas øjne og han vidste hun ikke ville glemme hvad han lige have sagt, eller nærmere ikke havde sagt. Han sendte hende et mat smil og var trods alt taknemmelig for, at hun ikke borede mere i det nu. Det var meningen de skulle have en god aften, uden emsige forældre på nakken "Kom." han nikkede i retning af det lange bord der var stillet op til forfriskninger og ledte hende i samme retning "Du kommer hjem i morgen, ikke?" spurgte han mens de bevægede sig tættere på målet "Vil du hentes på stationen?"

[Alana Maverick-Bones]

Uden videre ord fulgte Alana ham mod det lange bord, der bød på forfriskninger i alle afskygninger. Endnu engang slog det hende, hvor overdådigt et sted, Hogwarts egentlig var, uden egentlig at have gjort op med sig selv, om det egentlig var en god ting. Ingen mennesker havde vel i bund og grund brug for det overflod?

"Nej, ikke alligevel," Alana sendte et undskyldende smil i Keirans retning. Hun kunne kun forestille sig, hvordan luften var ladet med frustrationer - både de talte og utalte. Nu var Maverick-Bones familien jo ikke kendt for at lægge kortene på bordet, men var i stedet fyldt med giftige kommentarer, der kom sideløbende. "Carran har inviteret mig hjem til dem i Godricdalen, men jeg kommer hjem tidligt om morgenen den toogtyvende, men jeg tror, jeg tager susenetværket."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran kunne ikke helt skjule sit skuffede udtryk, men han glattede det ud med et varmt smil øjeblikket efter "Selvfølgelig. Det nævnte mor vist også." hans svagt rynkede bryn modsagde smilet en smule og han var kun glad for at kunne koncentrere sig om at fylde to glas med punch da de nåede bordet.

Han rakte det første til Alana "Jeg skal alligevel arbejde indtil d. 23." han kunne godt lide jul, men var ikke så vild med tanken om flere hele dage i familiens skød hvor der ikke var arbejde at aflede sig med "Jeg glæder mig til du kommer hjem uanset."

[Alana Maverick-Bones]

Det gav et lille, skarpt stik i Alana ved synet af Keirans åbenlyse skuffelse. Med tanke på, hvor manipulerende begge deres forældre kunne være fra tid til anden, var det egentlig virkelig utroligt, hvor elendig både Keiran og Alana var til at lyve. Måske fordi, de vidste, deres mor ville opdage det. Hun nikkede langsomt og tog i stedet mod punchen, brød sig ikke om tanken om, at hun havde ladt ham lidt i stikken ved at tage imod Carrans tilbud.

"Ja, der er noget, der kan." Alana smilede stort til sin ældre bror og sippede lidt til punchen. Den var en smule for sød til hendes smag, men ellers udmærket. "Samme her. Det er helt underligt, du ikke går på skolen længere, selvom jeg jo burde have vænnet mig til det." Der var jo trods alt gået halvandet år, men alligevel var det ikke helt blevet normalen endnu, at Keiran ikke gik på skolen længere.

[Keiran Maverick-Bones]

Kieran fnøs og puffede let til Alanas frie arm "For jeg vil meget hellere arbejde end holde juleferie?" mumlede han sarkastisk og rynkede så brynene før han rettede sig selv "Vent, det vil jeg faktisk hellere. Næsten." han skar en lille grimasse og tog selv en mundfuld af den søde punch - og skar endnu en grimasse over nøjagtigt hvor sød den var "Måske lidt.." indrømmede han og satte diskret glasset fra sig på bordet igen "Nogen dage ville jeg ikke have noget imod at tage et år ekstra, men glæder du dig ikke også lidt til at blive færdig?" han havde faktisk ikke rigtigt nogen anelse om hvad søsteren gerne ville efter Hogwarts, eller om hun selv vidste det. De fleste havde dog uden tvivl tænkt over det.

[Alana Maverick-Bones]

Alana rystede lidt på hovedet af sin ældre bror. Det var underligt at se ham med den pludselige snert af bitterhed over for deres forældre. Selvom hun klart var kæledækken derhjemme, var det jo udelukkende fordi, de gamle ikke kendte til hendes drømme og tanker. "Så slemme er de altså ikke," mumlede hun, i pludseligt forsvar af deres forældre. Normalt var rollerne omvendte. Alana nåede dog kun at bemærke det selv, før Keiran fortsatte. Tungen gled over tænderne, mens hun lyttede. Den var godt nok sød, den punch.

"Jo, det gør jeg vel." Hun smilede forsigtigt. Ikke overbevisende. Tag dig sammen, Alana, det kan du gøre bedre. Men hvad var der at sige? 'Altså hvis det ikke var for det gigantiske hul af forvirring, der burde være mine fremtidsplaner, så jo.' "Lige nu fokuserer jeg bare på at få så meget ud af den resterende tid." Smooth.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran smilede halvhjertet og så en smule skamfuldt ned i sit glas med punch "Nej, ikke hver dag." mumlede han og trak vejret dybt, skubbede irritationen fra sig og skiftede emne - igen.

Han hævede spørgende øjenbrynene lidt "Du lyder virkelig overbevisende.." stak han tørt til hende og kom så til at le. Han rystede på hovedet med et bredt smil der fjernede de sidste rynker i hans pande og nåede helt op i de grå øjne "Det er helt som det skal være." han lagde den frie arm omkring hendes skuldre og gav hende et opmuntrende klem "Det skal nok komme. Lad være at få grå over det."

[Alana Maverick-Bones]

Listen over samtaleemner, der skulle tages fat på i løbet af juledagene havde pludseligt nået en næsten uoverskuelig længde. Det var svært at fastholde et overblik over, hvad der foregik i hjemmet, når Alana kun tittede forbi i ferierne, og det lagde en helt anden form for pres på, når hun så var hjemme. De var nu på omkring femte emneskift, og løvinden havde mest af alt lyst til at trække sin bror med udenfor, så de kunne få snakket om de ting, der havde været flygtigt berørt i samtalen indtil videre. Der måtte virkelig være sket en del i hjemmet.

"Jeg ved ikke, hvad der er værst," tænkte hun højt med et skævt smil spillende om læberne, "Samfundets, skolens, mine egne eller mors og fars forventninger." Der var noget i hendes blik, der ikke matchede smilet. Hurtigt kiggede hun ned i sin punch.