Julemorgen

[Adam Philips]

Adam stivnede straks, da Catherina fik lagt ord på sine følelser om Miles. Hun hvad? Langsomt vendte han sig om og målte sin søster med øjnene. Han kunne virkelig ikke magte endnu en dramascene omkring Miles Heeney, men samtidig kunne han heller ikke helt begribe, at hans søster - hans kød og blod kunne være så naiv.

Slangen havde ikke rykket på sig, mens søsteren havde placeret sig i sofaen, og der gik et par lange sekunder, før han langsomt bevægede sig over mod hende. "Jeg troede, jeg gjorde det ganske klart, at jeg ikke tolererede din upassende omgang med den snog." Ordene var dæmpede og omhyggeligt udtalte i forsøg på at lægge en dæmper på sin skuffelse.

[Catherina Philips]

Catherina så op på sin storebror og dukkede hovedet lidt over hans ord. Hun havde jo lige sagt at hun ville være en bedre søster og nu skuffede hun ham allerede igen. Hun satte hænderne under sine lår og stivnede en smule, mens hun så ned på gulvet. "Undskyld, jeg skal nok holde mig væk" Mumlede hun og forsøgte at holde gråden i sig hvilket resulterede i at hun bed kæberne hårdt sammen. Hun kunne ikke fortælle ham om hvad der var sket til julefesten, det ville han aldrig tilgive hende, men hun var stadig ikke sikker på om hun ikke var blevet gravid. Hvad nu hvis det skete? Hvad skulle hun så gøre?
"Jeg er den dummeste pige på jorden" Hviskede hun og så på juletræet som pludselig virkede helt sørgmodigt.

[Adam Philips]

Adam sukkede dybt. Han havde ikke synderligt stort behov for at gå over til sin søster, og trøste hende, men samtidig kunne han godt se, hun havde brug for det, og hvis hun havde haft noget med Miles Heeney, var det ikke til at sige, hvad den klamme stodder havde gjort hende. Langsomt fik han tilbagelagt afstanden mellem sig selv og sofaen, før han dumpede ned ved hendes side.

"Du er ung, Cathy." Adam lagde forsigtigt en arm om hendes skulder og trak hende ind i et sidelæns kram, mens han sørgede for at holde blikket på juletræet. Han kunne ikke helt lige overskue mere tuderi. "Det er vigtigt, at man som ung lytter til de stemmer, der vil guide én igennem alle forvirringerne og prøvelserne." Det var jo tydeligt, at det var ham selv, der var den stemme, han refererede til.

[Catherina Philips]

Catherina formåede ikke at begynde at græde igen, men det var mest fordi hun allerede følte sig så udmattet efter sidste grædetur. Hun lagde hovedet forsigtig på sin storebrors skulder og sukkede dybt. Det var godt hun havde sin storebror, men hun kunne ikke få sig selv til at fortælle ham lige nøjagtig hvad der var sket mellem hende og Miles. På trods af at hun havde et voldsomt behov for at tale med nogen om det.
"Ja, godt jeg har dig.. og mor.. og far" Hviskede hun og lagde armene om hans arm og gav den et lille klem, som om hun holdt på en krammebamse.

[Adam Philips]

Adam nikkede langsomt. I det mindste lod det til, at hun havde skubbet sin stolthed til side for nu, for at lytte til de gode råd, han så ofte smed forgæves efter hende. Ganske forsigtigt lagde han sit hoved mod Cathys, så de bløde lokker smøg sig mod hans kind. I det mindste ville Miles ikke kunne ødelægge julestemningen. Catherina var i trygge hænder og ville ikke komme i nærheden af den snog igen. Adam modstod fristelsen til at ranke sig - stolt over sin bedrift. Han havde reddet hende i tide.

"Altid, lille Catherina." Forsigtigt fandt den ene af hans hænder hendes, der blidt fik et klem med på vejen.

[Catherina Philips]

Catherina følte sig ikke så rolig som hun foregav, hun havde dårlig samvittighed over ikke at have fortalt ham sandheden. Hun overvejede endnu en gang at gøre det, men hun var så bange for at skuffe ham at hun forblev tavs og blot kiggede på juletræet. Det virkede utroligt trist for hende nu, træet så næsten ud som om det græd over hendes tabte barndom. Derfor glædede hun sig ikke til at komme tilbage til Hogwarts, det gjorde hende kun nervøs, alt det ukendte var slet ikke så fantastisk som hun havde forestillet sig, hvis bare hun kunne være sit gamle altid glade selv.

Lukket