|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 14, 2014 23:26:12 GMT 1
Sjette sal
Der var stille i det lille opholdsområde på en af de øverste etager på skolen. Ilden blafrede i kaminen og en enkel husalf støvede af, mens den skurede hen mod Joseph. Grævlingen sad i sofaen der var placeret foran kaminen og så tomt ud i luften. Hans forældre havde sikkert allerede fået besked omkring hans lille tur i den mørke skov. Det var snart jul, så om han ikke ville få en skideballe for hans opførsel?
Ved siden af Joseph lå hans kappe. Hans timer var slut og de fleste sad og spiste mad i storsalen. Han havde ikke selv lyst til at være der, men forstod heller ikke sin lyst til at sidde alene. "Vil Hr. Troldmand venligst løfte sin fusselanker?" lød en lille stemme tæt ved Josephs ben. Husaflen stod klar til at feje væk under sofaen og vil gerne tage det sidste med. Den havde et skarpt men alligevel usikker blik. Dens pjalter gav ikke nogen forklaring om dens køn, men der var noget ved øjnene der virkede kvindeligt. Joseph adlød og løftede sine ben. Hans arm var stadig øm, men sygeplejersken havde ordnet den meget hurtigt. Der var hverken mærker eller mishag, han var nok bare stadig psykisk påvirket af det.
"Gør plads! lød det igen fra husalfen da den var på vej ud af rummet i styrtende fart
|
|
|
|
Post by Heather Poppy Williams on Dec 16, 2014 22:09:09 GMT 1
- Heather havde faktisk ledt efter Joseph og hendes søgen havde ledt hende til dette sted hvor hun havde spurgt rundt omkring. Folk havde naturligvis hørt om hvad der var sket, og hun havde bestemt heller ikke gjort noget for at lyve sig uden om det. Hendes forældre havde allerede kontaktet hende, og de havde forhørt sig om hvad der var sket. Faderen havde gjort en del ud af at det nok var Josephs skyld, og hun havde ikke sagt nej, det generet hende dog en del at faderen var så hård mod en person han end ikke kendte.
Ikke desto mindre var hun nu på vej ind i opholdsstuen og måtte træde til side for en husalf der mente den ejede det hele. Da husalfen var ud, smuttede hun selv videre ind i rummet og så sig omkring. Blikket faldt på fyren der sad i en sofa foran pejsen, inden hun smuttede hen til ham. Uden at spørge om lov satte hun sig ned ved siden af ham i sofaen - dog med lidt afstand mellem dem. "Hej.." hilste hun stille.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 16, 2014 22:19:41 GMT 1
Joseph hørte ikke lyden af fodtrin der nærmerede sig, alligevel forholde han sig roligt da sofa puden gav efter for Heathers vægt. Han stirrede fortsat ind i ilden og smilede blegt. "Hej... De husalfer er altså lidt spøjse." Hans kommentar virkede ligegyldig og træt. Han drejede hovedet og sendte hende et opløftende smil. Han vidste godt at han var mere nedtrykt end normalt, men der var vel ikke så meget at sige til det. Joseph lænede sig tilbage og lagde armen over panden. "Det bliver ikke særlig sjovt at komme hjem til jul" mumlede han og så op i loftet der var præget af buer og udsmykning ligesom resten af slottet.
|
|
|
|
Post by Heather Poppy Williams on Dec 16, 2014 22:34:57 GMT 1
- Hun kunne se at hans humør ikke var specielt høj, og det var hun sgu oprigtigt ked af. Brynene blev rynkede og hun slog blikket ned. Kommenatren omkring husalferne forstod hun ikke helt, men det var nok fordi hun var voksede op med en så hun fandt dem naturlige at have omkring sig. Tilføjelsen fik hende dog til at se mod ham ".. Problemer derhjemme?" svarede hun, ikke rigtigt spørgende for hun kunne ikke forestille sig hvad det ellers kunne være. ".. det kan da umuligt være så slemt.." tilføjede hun "Det er jo jul.." forsøgte hun at opmuntre ham. Måske glemte hans forældre at gøre livet surt for ham hvis det var jul? Og helt ærligt, hvor ofte fik forældrene besked om at havde rodet rundt i det og gjort noget dumt?
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 16, 2014 22:43:20 GMT 1
Joseph nikkede blot og kørte en hånd igennem sit hår. Han frøs på en eller anden måde selvom ilden fra pejsen gav varme. "Mine forældre får besked om det, men fordi de ikke har mulighed for at svare tilbage med det samme, går de bare og bygger en vrede op, indtil jeg kommer hjem..." svarede han.
Det var ikke fordi Joseph var bange for at få skæld ud, men når han alligevel så sjælendt så sine forældre, var det ærgerligt at skulle være uvenner med dem mens familien var samlet."Hvad med dig? Er du Okay? Fået nogle skrålere endnu?" drillede han og drejede hovedet mod hende mens det lå på sofa ryggen. I lyset ville man kunne se et af hans mere kendte smil, der var klar til at lave sjov og undgå at tage ting seriøst
|
|
|
|
Post by Heather Poppy Williams on Dec 16, 2014 23:19:38 GMT 1
- Nåh ja, med mugglere gik det jo ikke ligeså hurtigt. Det burde hun jo have tænkt over. Ikke desto mindre havde de tikke strejfet hendes tanker før han lige havde nævnt det. "Det skal nok gå, med din charme kan du nok berolige dem og mon ikke de savner dig for meget til at tage det ilde op i sidste ende..?" forsøgt hun at opmuntre ham. Snart så han dog mod hende med det der velkendte smil om hans læber "Jo.. min mor sendte mig hele to... min far knap så meget men ville vide om jeg var okay.." hun rullede med øjnene og endte med at smile skævt alligevel. "Hvordan har armen det?" spurgte hun derefter og kastede et blik over hans arm som formentlig var i orden. En tur på hospitalsfløjen og så var man lappet sammen.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 17, 2014 12:13:09 GMT 1
Den gode ting ved at mugglerfødt: Man fik aldrig skrålere. Joseph var taknemmelig for at han aldrig havde fået en, selvom han havde lidt ondt af Heather.
Til hendes spørgsmål med armen, viftede han den lidt frem og tilbage. "Så god som ny! Det vil aldrig ske så hurtigt på et muggler hospital!" sagde han og rejste sig livligt op. "Da jeg var 9 væltede jeg på min cykel og forstuede mit håndled. - Måtte gå flere uger med bandage for at undgå smerter!" Mens Joseph talte lavede han fagter der fortalte om hændelse. Mimirede at cykle og selve faldet. Han viftede igen med armen og smilte stort. "Men er du selv okay, altså efter den lille udflugt. Jeg tror aldrig Froggenhall har været så skræmmende!" sagde han og lavede en sur grimasse for at efterligne før nævnte. Joseph havde fået en pludselig energi i kroppen og dette viste sig i alle hans bevægelser.
|
|
|
|
Post by Heather Poppy Williams on Dec 17, 2014 14:51:42 GMT 1
- Flere uger med en forstuvet arm?! Det var da fuldstændig latterligt! Og dog, sådan levede mugglere trods alt. Stakkels mennesker. Hun kunne end ikke forestille sig at leve et liv uden magi, det var som at leve uden vand eller mad.. eller kun på brød. Forfærdelig tanke!
Pludselig var han op af sofaen og nærmest hoppede omkring som han fortalte om begivenheden da han var ni. En cykel.. det var en af de ting de var blevet undervist i, så hun vidste godt hvad han talte om. "Ja jeg klarer mig.." svarede hun med et forsikrende smil. "Det er Froggenhall, nogen må have tisset ekstra meget i hans Ingefærøl denne morgen.." svarede hun og rullede med øjnene. "Det står på eftersidding, og jeg tvivler han sætter os på det samme.." sukkede hun opgivende og sank helt sammen i sofaen.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 17, 2014 15:55:58 GMT 1
Joseph kunne ikke lade være med at smile stort til Heathers kommentar omkring Froggenhall. "Hvis det er tilfældet er der nogen der tisser i hans ingefærs øl hver morgen!"
Joseph dumpede ned på sofaen og klappede hende på skulderen. Eftersidningen var ikke en ny ting for ham. "Det skal nok gå! Jeg plejer at bruge min eftersidning på faktisk at lave lektier, hvis der ikke er nogen at snakke med" sagde han med en sarkastisk tone.
Han kiggede et øjeblik ud i luften og grinede så. "Ha! Det kan være de forbyder os at deltage i juleballet! Det vil jeg have det helt fint med. Det ville ikke være en straf." Glæden nærmest lyste ud af Joseph. Dans og fint tøj var noget pjattet noget!
|
|
|
|
Post by Heather Poppy Williams on Dec 17, 2014 23:12:42 GMT 1
- Smilet famlede ved hans sidste ord og hun nærmest blegnede. "No! Det håber jeg ikke! Jeg vil faktisk gerne med.." det ville være det værste der kunne ske! Og så slemme havde de jo hellere ikke været. Hvis det var Josephs ønske måtte han da gerne forbydes at deltage, ingen havde jo tvunget ham alligevel! Selv drømte hun altså om at deltage og havde nu chancen, hun var selvfølgelig ikke blevet spurgt af nogen endnu og håbede virkelig det skete for det vil være skide træls at være den eneste uden date! Tanken om at juleballet måske ikke blev til noget gjorde hende allerede frustreret, og hun kvalte et piv og krøb sammen i sofaen. Hun bed sig i underlæben og trak benene op og begravede ansigtet ved knæene mens blikket glød over mod pejsen og hun så helt miserable ud i de næste sekunder. Måske hvis hun brokkede sig til faren at han kunne gøre noget ved det? Hun håbede dog ikke det blev aktuelt.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 18, 2014 9:26:54 GMT 1
Det overraskede Joseph at Heather reagerede så stærkt på hans ønske om forbud mod juleballet. Hun var jo en pige, men hvem gik SÅ meget op i et dumt bal? Han rynkede brynene og satte sig ned ved siden af hende. Skulle hun til at græde?
"Øh.... Hvis du virkelig gerne vil med tror jeg da godt du kan få lov til at deltage alligevel" sagde han usikkert. Joseph var dårlig til sådan noget og gad egentlig ikke trøste hende over så små problemer. Han aede hendes ryk forsigtigt og ledte efter ideer der kunne opmuntre den bedrøvet pige. "Sådan et bal er også bare fjollet og folk opfører sig som bøvede bestøvlede bavianer" sagde han og prøvede at smile til hende
|
|
