Soloaften

[Magnolia Dearborn]

Carran Reynard

I en udvalgt kjole , der gik i et med sit kollegiums farver, trådte hun ind ad døren til storsalen, et stykke tid efter at selve ballet var begyndt. I modsætning til mange af de andre elever, der rendte rundt hånd i hånd med deres ledsagere, havde Magnolia valgt at møde op alene – og det passede hende helt fint.

Magnolia passerede dansegulvet, netop som en ny dans gik i gang, og valgte dermed at gå en stor bue udenom. Dette førte hende til udkanten af salen, hvor hun stoppede op, og vendte blikket ud mod de mange fremmødte, mens hun forsøgte at få øje på en hun kendte i mængden. 

[Carran Reynard]

Carran sad ved et af bordene og betragtede de dansende gæster. Pip så ud til at være faldet i snak med nogle veninder på vej til badeværelset og han havde egentlig ikke noget behov for at følge efter hende for at deltage i deres samtale. Derfor sad han nu og forsøgte at komme sig over den sidste dans. Han var allerede nået et mindre lavpunkt, som altid var disse baller en tand overvurderede, man forventede at det ville være sjov og ballade hele vejen igennem men der var altid tidspunkter hvor man bare sad og forsøgte ikke at se akavet ud. Dette var lige netop det Carran gjorde, mens han nippede lidt til den alt for søde punch og overvejede om han burde rejse sig for at finde et kendt ansigt.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia var ikke den store tilhænger af juleballet. Måske engang, hvor det hele havde virket nyt og spændende, men nu var hun på sit sidste år, og det var begrænset hvad hun ikke havde set eller oplevet før.

Magnolia bevægede sig i roligt tempo hen mod bordene. Det havde de sidste par år været hendes topprioritet at sidde og studere alle de nyforelskede turtelduer – og også det drama sådan en aften kunne medføre. Hun ramte bordzonen i et øjeblik hvor alle så ud til at ville hvile deres fødder, og hun opgav nærmest, da hun så en ledig plads ved siden af en, hvis ansigt hun godt kendte.

”Carran”, hilste hun kort, og slog sig ned på stolen, mens blikket stadig hvilede ud mod flokken af magikere. Så vendte hun de grønne øjne mod ham, og videre ned mod det drikkelse han sad med, inden hun rynkede på næsen. ”Hvordan kan du drikke det søde stads?”

[Carran Reynard]

Carran så forbløffet op da nogen pludselig satte sig i den tomme stol ved siden af ham. Han rettede sig en anelse op da han så hvem det var og fortrød hun havde set ham sådan her - og ikke omgivet af venner, som han ville have foretrukket.
"Det er ikke ligefrem fordi jeg nyder det" Bemærkede han og løftede sine øjenbryn med en svag grimasse.
"Og hvordan har isdronningen det så i aften? har der ikke været nogen der har været værdige nok til at følges med dig?" Spurgte han og smilede drillende til hende, med et svagt glimt i øjnene.

[Magnolia Dearborn]

”Ja, jeg kan se dine alternativer er minimale..”, stikkede hun til ham, mens et smil begyndte at spille drillende på de røde læber. Det var et underfundigt syn at se ham sidde her for sig selv – især fordi Carran virkede som en person der havde brug for en større gruppe omkring sig for at kunne fungere.

Hun tog sig ikke af Carrans valg af ukorrekt øgenavn til hende. I stedet formede der sig antydningen af et morende smil på læberne. ”Jeg har ikke brug for en ledsager til at hente mig drikkelse, og invitere mig op til dans i ny og næ, Reynard.. Det klarer jeg fint selv”, hvor hun før kun havde haft hovedet drejet i hans retning, drejede hun nu hele kroppen, så hun sad overfor ham. ”Hvor er din partner henne? Eller har du allerede skræmt hende væk?”, spurgte hun så. Hun behøvede ikke spørge om han overhovedet havde en. Selvfølgelig havde en type som Carran sørget for en partner.

[Carran Reynard]

Carran satte bægeret fra sig og lænede sig tilbage i stolen, mens han vendte sig mod hende med et bredt smil.
"Ja, det har jeg vel, men så er det godt at du ikke er så nem at skræmme væk." Bemærkede han og løftede sine øjenbryn.
"Hvis jeg havde vidst at du ikke havde nogen partner, havde jeg måske spurgt dig, men jeg gik ud fra at du havde fået rigelig med tilbud. Men hvis du gerne vil danse alene, skal du være mere end velkommen" Han blinkede drillende til hende og strøg fingrene gennem sit sorte hår.

[Magnolia Dearborn]

”Og det er godt du ikke er så skræmmende som du selv tror”, gav hun ham igen, og gengældte det brede smil, mens hun skiftede mellem at se på ham og resten af gæsterne.

Magnolia hævede det ene bryn, og så på ham i en underholdt grimasse, mens han kom med ord, hun ikke rigtig vidste om var en kompliment, eller tyk ironi. Så sukkede hun. ”Carran, hvis det er din måde at spørge på om jeg har lyst til at danse, så er du altså faldet lidt af på den”, drillede hun, og krydsede armene, inden hun lænede sig afslappet tilbage i stolen.

[Carran Reynard]

Carran lo afdæmpet over hendes svar og rystede på hovedet. "Hvis jeg ville danse med dig ville jeg spørge direkte, så helt faldet af på den er jeg ikke" Han smilede skævt og bøjede hovedet tilbage, mens han så op i loftet.
"Og jeg forsøgte faktisk at give dig et kompliment men du er åbenbart for stædig til at tage imod det" Bemærkede han og blottede tænderne i et bredt smil mens han drejede ansigtet mod hende.
"Men for at vende tilbage til den med dansen.. ville du have lyst til at danse med mig?" Spurgte han og lænede sig frem mod hende med et indbydende smil.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia hævede begge bryn, og sendte ham et blik, der tydeligt indikerede at hun ikke troede på det. For selvsikker? Nej. Et forsøg på at pirre ham? Bestemt. Det drillende blik blev dog tvunget til at falme en tand ved hans næste ord, og en svag munter lyd undslap hende, mens læberne krusede sig opad i et smil. ”Tak, det er sødt at du har så stor tiltro til mine evner som forfører”, svarede hun ham, lettere ironisk, men samtidig i et toneleje der fortalte, at hun satte pris på hans kompliment.

”Hmmmm..”, mumlede hun, og rettede sig op så hun sad oprejst i stolen, mens de grønne øjne hvilede roligt mod hans. ”Hvis du spørger pænt..”, svarede hun så, og så lidt på ham, inden det trak afslørende i den ene mundvige.

[Carran Reynard]

Carrans smil blev en anelse større, mens han knækkede nakken og så overvejende på hende. "Det ved jeg ikke om jeg kan finde ud af.. " Sagde han mens hans blik hvilede i hendes.
"Men hvis du er ude på at forføre mig så går det ret godt, det ser ud til du har overtalt mig alligevel" Bemærkede han og smilede drillende til hende, mens han strøg fingrene gennem håret og rejste sig op.
"Så ok.. Frøken Dearborn, vil De være så venlig at danse med mig?" Spurgte han og bukkede dybt for hende, hvorefter han rakte hende sin hånd.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia kunne kun more sig over hans ord, og tog det med afslappet ro, uden at føle for at gengælde med endnu en kæk kommentar. I stedet sukkede hun bare af ham, og sendte ham et sigende blik, mens antydningen af et smil synes at være fastklistret til de røde læber.

Hans gestus fik hende til at placere to fingre på læberne mens smilet voksede under dem. Hun skænkede kort hans ledsager en tanke, og overvejede hvor vidt hun nu også var flygtet fra ham, men Carran var herre over sine egne beslutninger, og dem havde hun ikke tænkt sig at blande sig i. ”Så lad gå, Reynard”, svarede hun ham endelig, og lod kort blikket hvile på hans ansigt, inden hun rejste sig, og lod sin hånd finde ind under hans arm.

[Carran Reynard]

Carran var god til at dække over sin egen nervøsitet, men da han ledte Magnolia ud på dansegulvet, begyndte præstationsangsten at træde i kraft og han måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at gå helt ned af bar nerver. Musikken gik dog igang og han begyndte at føre hende rundt i dansen, uden at lave alt for mange fejl. Imens hvilede hans blik i hendes øjne, tilfreds over at han havde en undskyldning for at have sin hånd placeret på hendes talje. Hvis ikke det var en god grund til at danse, så vidste han ikke hvad var. Han havde ikke sagt noget igennem det meste af dansen, men da den var ovre så han på hende med et glimt i øjet og et skævt smil. "Kan jeg leve op til dine standarder eller var det den mest forfærdelige oplevelse i dit liv?" Spurgte han og tilbød hende sin arm for at føre hende væk fra dansegulvet igen.

[Magnolia Dearborn]

Uden at give slip på hans arm bevægede hun sig ud mod dansegulvet sammen med Carran. I modsætning til Magnolia, der næsten ikke kunne være mere rolig, synes han pludselig at blive underligt stille. Hun overvejede at sige noget, men så gik musikken i gang, og i stedet lagde hun sin ene hånd i hans, og placerede den anden på hans skulder. Magnolia var en øvet danser, og havde ikke problemer med at danse i takt, mens hun lod ham føre hende rundt. Musikvalget var godt, og Magnolia følte først lige de var gået i gang, før nummeret pludselig sluttede.

”Ikke mere forfærdelig end da jeg sidste år blev tvunget til at danse med Hinley hele tre gange.. ”, hun smilede bredt til ham, ”du gjorde det fint, Carran”, svarede hun ham oprigtigt, og sendte ham et naturligt smil, i det hun med sin arm i hans bevægede sig væk fra dansegulvet. Stilheden varede ikke længe før hun stillede et spørgsmål. ”Er du altid så stille når du danser med folk?”, hun drejede hovedet mod hans, så hun kunne kigge direkte på ham, mens et øjenbryn svagt røg i vejret, og brød dermed halvt det milde ansigtsudtryk.

[Carran Reynard]

"Nej, jeg plejer at tale ørene af folk" Svarede han med et skævt smil og løftede sine øjenbryn, mens han så hende i øjnene og slap hendes arm for i stedet at tage fat i hendes hånd. "Jeg tænkte bare.. hvorfor ikke prøve at være stille for en gangs skyld.. og nyde øjeblikket, i stedet for al den plapren." Han smilede varmt og så hende i øjnene, hvorefter han flettede sine fingre mellem hendes, med et glimt i sine øjne.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia lo af hans første ord og måtte give ham ret. Det virkede netop ikke som ham. Magnolia drejede sin krop mod ham for at komme med en drillende kommentar, men frøs, i det hun mærkede et tag om sin hånd. Magnolia stirrede mærkeligt på ham i det han forsatte, og pludselig blev halsen tør, mens svage faresignaler begyndte at ringe.

Et sæt gik igennem hende da han gik et skridt længere ved at flette sine fingre ind i hendes, og instinktivt rev hun sin hånd løs, for som redning at føre en hårtot om bag øret. ”Jeg kan ellers rigtig godt lide når du plaprer løs", og forsøgte sig med et bredt smil, mens hun forsøgte ikke at lægge for meget i hans handling fra før.