ud af ingenting opstår det hele

[Casimir Ó Catháin]

Casimir så alvorligt på Magnolia i et langt anspændt øjeblik. Så trak han på skuldrene og lænede sig lidt tilbage. "Den slags opgivenhed er meget symptomatisk for individer i et diktatur," bemærkede han dæmpet med et undersøgende blik på den jævnaldrende pige. "Men jeg er ikke af samme holdning. Vores mægtige ledere føler sig måske nok urørlige, men ethvert diktatur er på et eller andet tidspunkt faldet."

Hans øjne glimtede, men han blødte op i et enkelt, svagt smil. "Man kan ikke retfærdiggøre uretfærdighed ved at sige, at det er der nogen andre, der bestemmer. Sådan virker verden ikke."

[Magnolia Dearborn]

Af en der sjældent følte sig påvirket af noget, følte hun sig pludselig underligt frustreret. Magnolias øjne ramte med det samme Casimirs, og da hun talte igen bar stemmen på en seriøsitet, der passede til netop den følelse. ”Jeg er ikke opgivende.. Jeg er realistisk”, forsvarede hun sig selv.

”Jeg siger ikke vores system er retfærdigt, men jeg ved også det er svært at ændre på noget, der har eksisteret i så lang tid. Desuden er det kompetente magikere der arbejder i ministeriet, som også har vedtaget love, der ikke var helt hen i vejret. Eller er du også imod at de brød hemmelighedsdekretet?”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir kneb øjnene lidt sammen, men han behøvede ikke, at tænke sig om. "Ja," svarede han simpelt. "Ja, det er jeg imod. Men gjort er gjort og lige præcis det kommer de aldrig til at have succes med at trække tilbage. De kan trods alt ikke udsætte samtlige mugglere for en forglemmelsesbesværgelse."

Han smilede svagt ironisk. Det skulle de såmænd nok kunne finde ud af, hvis det endelig var. "Din definition af realisme er desuden naiv. Vores system som du kalder det er blevet omstyrtet før..."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia så længe på ham i en tænkende grimasse, og gjorde så noget, som sikkert kom bag på ham. Hun nikkede. ”Jeg er enig”, det smalle ansigt blødte op i det hun sendte ham et svagt smil.

”Okay”, blev hendes svar, og med et hævet øjenbryn, var hun tydeligt ikke enig i den definition. Magnolia lænede sig ind mod ham, og lagde sin hage mellem to fingre, mens hun kneb øjnene lidt sammen. Derefter lænede hun sig endnu mere forover, og da hun snakkede, var det ikke i et højt toneleje. ”Du får det til at lyde som om du ikke tror det er sidste gang det kommer til at ske..”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir kneb øjnene svagt sammen over Magnolias pludseligt svagt ændrede adfærd. Da hun lænede sig frem imod ham, fnøs han muntert. Hans hjerte bankede en anelse hurtigt, som han trak tilsyneladende afslappet på skuldrene. "Jeg konstaterer bare, at det ikke er umuligt, Dearborn," svarede han. "Hvor der er undertrykkere, vil der på et tidspunkt være oprør. Det er en naturlov."

Han vendte blikket imod sit digt igen og samlede fjerpennen op, før han skruede låget af blækhuset. "Men jeg ved skam godt, at du i hvert fald aldrig ville bifalde den slags," tilføjede han henkastet.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia forholdte sig tavs og rolig mens han snakkede. Hendes øjne var limet til Casimirs ansigt i det hun igen lænede sig bagud, og lod sin højre hånd finde rundt om sin fjerpen, bare for at holde på noget. Umuligt. Magnolia havde aldrig brudt sig om det ord, havde altid nægtet at få det over sine egne læber. Hvis man ville noget nok var intet umuligt i hendes optik. Alligevel måtte hun indse at hun fandt netop hans ord om oprør umuligt. Det var jo ren ønsketænkning.

Magnolias hage løftede sig automatisk ved hans ord. ”Hvad hentyder du til?”, spurgte hun. Hun vidste det nok godt allerede, men når han selv bragte det op, ville hun have ham til selv at sige det.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir løftede blikket og så i et langt øjeblik på den jævnaldrende slange. Han hævede begge øjenbryn en anelse og tog en dyb indånding, før han vendte opmærksomheden tilbage imod papiret.

"Jeg taler om din far," svarede han simpelt, hyperbevidst om hendes tilstedværelse, selvom han foregav ligegyldighed.

[Magnolia Dearborn]

Magnolias blik flakkede uden hun selv lagde mærke til det. ”Ja, du gør”, sagde hun konstaterende, og havde endnu ikke fjernet sine øjne fra ham, hvis rolighed hun dog havde svært ved at kontrollere.

”Det overrasker mig at du er typen der fordømmer sådan.. Det billede havde jeg ikke af dig..”, det gik hende på at han tænkte sådan om hende, ligefrem irriterede hende. Det var en mærkelig følelse der ikke ramte hende ofte, hvis ikke aldrig. ”Hvor jeg kommer fra er en ting.. Det behøver ikke definere mig som person”, nu løsrev hun sit blik fra ham, og drejede kroppen ind mod bordet, med øjnene vendt mod sit papir igen. Hun placerede sin fjerpen mod papiret, dog uden at have koncentrationen til at kunne færdiggøre sit væk.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs øjenbryn røg langsomt op og han løftede blikket til Magnolia med et svært muntert træk i mundvigene over hendes forargelse. Han endte med at smile drillende, på trods af det dødsens alvorlige emne de lige havde talt om.

"Beklager," sagde han eftertænksomt, imens han betragtede hende. "Er du ikke fars pige, Magnolia?" Han lagde hovedet lidt på skrå med et udfordrende glimt i øjnene.

[Magnolia Dearborn]

I det ansigtet var blevet vendt mod papiret forduftede det hårde udtryk hurtigt, men hun blødte først for alvor op indeni da Casimir sagde et ord, der fik hende til at vende de grønne øjne mod ham atter engang.

Så smilede hun.

”Ikke på fuldtid”, hun så underholdt på ham, mens et spøgefuldt smil krusede på de blege læber. ”Hvad med dig.. Er du mors dreng?”, måske et lidt tamt spørgsmål, men efter hans lå det så meget i luften, at hun ikke kunne lade det passere.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs smil blev en anelse krøllet og han betragtede den jævnaldrende pige med et dybt alvorligt blik. "Også i den grad," svarede han roligt, uden det mindste tegn på skam. Han trak kort på skuldrene.

"Jeg har intet at være uenig med mine forældre i. De kan ikke forlige sig med den vej samfundet er på. Endedestinationen er skræmmende. Uanset hvor fornuftig du ellers synes din far er." Han smilede beklagende. "Jeg er ikke enig."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia smilede, men det ikke nåede ikke op til øjnene. Øjnene glimtede af alvor. ”Jeg er stolt af min far, Ó Catháin. Han er en god mand, der har kæmpet hårdt for at nå hvor han er i dag, og han har altid behandlet mig godt. Det indikerer ikke at jeg altid er enig med ham.. Men jeg respekterer ham. Ligesom jeg respekterer dig for at have de meninger du har..“

Magnolia så på ham i et længere øjeblik. Så lænede hun sig ind mod ham igen og lod sine fingerspidser strejfe kanten af hans pergamentpapir. ”Dit digt.. er det nu også om det at være ung, som du siger det er?”, hun så direkte på ham i det hun spurgte. Deres seneste snak havde gjort hende i tvivl om det virkelig var det han skrev om – hun var trods alt slange.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir delte ikke Magnolias respekt, men han undlod at sige det og nøjedes med at fnyse muntert over hendes spørgsmål atter engang. Han himlede med øjnene og så sigende på hende. "Hvis det var, ville jeg så virkelig sidde midt på en klubaften og skrive det? Come on, Dearnborn."

Han rystede lidt på hovedet, imens hans puls bankede hurtigt. Hun var alt for nysgerrig og han havde sagt for meget.

[Magnolia Dearborn]

Trods det sigende blik kunne han ikke fjerne den skepsis der formede sig i hendes blik, men hun kørte ikke mere i det, så bare på ham i en tænkende grimasse. ”Okay”, svarede hun ham, og lænede sig bagud, for at begynde at pakke sine ting sammen.

”Jeg vil smutte tilbage til min opholdsstue inden klokken bliver for mange”, med sine ting under armen skubbede hun sin stol ind, og trommede med sine finger mod stoleryggen et par gange, før hun tilføjede. ”Det var anderledes at snakke med dig. Jeg ville ikke have noget imod hvis det skete igen..”, hun sendte ham et let smil, og nikkede en enkelt gang, før hun vente ryggen til ham, og gik med retning mod døren.

Forlader tråd