Udflugt

[Agnes Tweedy]

Agnes fulgte efter Terrance, hilste venligt på det ældre ægtepar og smilede beklagende, som hun også smøg sig forbi dem og inden længe gled elegant ned i sædet ved siden af Terrance. Selvom der ikke var plads mellem rækkerne, var det til gengæld mageligt med lænestole i stedet for klapudsæder og Agnes smilede underfundigt over det.

"Hvis stykket viser sig at være kedeligt, er det altid godt at man kan tage sig en komfortabel lur," hviskede hun drillende til ham og spidsede læberne underfundigt, før hun løftede sit glas en anelse i en lydløs skål.

[Terrance Tweedy]

Terrance fnøs muntert over Agnes' hviskede kommentar og hævede begge øjenbryn en anelse. Han skålede med et lettere skeptisk blik og tog en tår, før han lænede sig lidt til siden. "Så længe du ikke snorker, skal jeg nok lade være med at vække dig," mumlede han dæmpet, før han kastede et blik bagud. Der var dog ikke flere rækker i det lille teater. Blot en balkon over dem, som han ikke kunne se andet end den nederste del af.

"Jeg har hørt de kalder denne her række for kysserækken, men det passer vist dårligt med de to derude for enden," funderede han lidt, mest for sig selv.

[Agnes Tweedy]

Agnes blottede tænderne i et muntert smil, før hun selv tog en tår af den lidt bitre, men behagelige vin. Blikket fandt tilbage til Terrance og hun løftede øjenbrynene en anelse over hans kommentar.

I stedet for at sige det, der umiddelbart først faldt hende ind, lod hun diskret blikket glide en anelse forbi ham og ned mod det ældre ægtepar, de lige var gået forbi. I samme øjeblik tog manden sin hustrus hånd og Agnes smilede underfundigt. "Det ville jeg ikke være så sikker på, hvis jeg var dig," hviskede hun med et sigende blik og udnyttede muligheden til at betragte Terrances profil lidt, da han drejede hovedet.

[Terrance Tweedy]

Terrance drejede hovedet for at følge Agnes' blik over på det ældre ægtepar. En dæmpet, munter lyd forlod ham og han så tilbage på sin unge ledsagerske med et underholdt glimt i øjnene. "Der kan man se. Kærlighed findes vist i alle aldre."

Han tog endnu en tår af sin cider og skævede nysgerrigt hen på Agnes, imens han ellers lod blikket glide over det resterende publikum. "Hvor meget ligner det her et af mugglernes teatre, synes du?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede varmt for sig selv. "Det gør den uden tvivl," musede hun og rettede sig en anelse op igen. Hun fugtede læberne en enkelt gang og tog en diskret tår af vinglasset. Blikket vandrede en enkelt gang rundt i rummet igen.

Mere end noget andet blev det dog draget af troldmanden ved siden af sig og til ham blev det ved med at vende tilbage. "Lænestole har jeg aldrig oplevet før," musede hun. "Det minder meget om nogle af de ældre teatre, med undtagelse af at dekorationerne ikke er levende," hun nikkede mod svanerne i loftet, der slog let med vingerne.

[Terrance Tweedy]

Terrance fandt sit blik vende tilbage til Agnes og smilede lettere underfundigt for sig selv over at opdage, at hun i lige så høj grad så på ham. Inden han nåede at svare på hendes observationer, var lyset dog dæmpet ned og en enlig, langtrukken, trist tone lød fra bag scenen. Der blev stille og selv troldmandens blik fandt scenen, frem for den kønne, unge heks ved siden af sig.

I løbet af første akt, da han var halvt igennem sit glas med cider, fandt han modet til at række ud og tage Agnes' hånd. Han smilede svagt til hende i mørket og strøg sin tommel over hendes.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede for sig selv, da hun nødsagendt måtte se væk og rette sin opmærksomhed mod scenen. Inden længe var fortrydelsen dog forsvundet og hun var ganske opslugt af fortællingen der udspillede sig, som kun blev mere levendegjort af, at effekterne var langt mere virkelige, når der var magi med i spillet.

Opslugt som hun var, så hun ikke Terrance bevæge sig, før hans hånd lukkede sig om hendes. Det gav et lille spjæt dybt i hendes bryst, men det var til gengæld også nok til at få hende til at dreje hovedet og gengælde hans smil i halvmørket, som fingrene lukkede sig let om hans.

Da skuespillerne endnu engang forlod scenen og denne gang ikke blev erstattet af nogle nye, men lyset i stedet blev tændt og signalerede at det var tid til en pause, hvilede Agnes' hånd stadig i Terrances og hun så over på ham med et underfundigt smil.

[Terrance Tweedy]

Terrance drejede hovedet og så på Agnes med et smil, der afspejlede hendes. Han sank en enkelt klump og fugtede læberne, klar til at sige noget. Inden han nåede så langt, var folk dog på vej ud til pause og han måtte slippe hendes hånd for at tage sit glas og bevæge sig ud fra rækken.

I forvirringen så han dog tilbage med et enkelt blik, der var lige dele skælmsk og betaget. Han rakte ud for at tage hendes glas og gik imod indgangshallen sammen med resten af publikum.

[Agnes Tweedy]

Agnes' mellemgulv knugede sig den mindste smule sammen over blikket Terrance sendte hende og hun kunne ikke undlade at smile, som hun rakte ham sit glas og med en lille hovedbevægelse signalerede at hun gik ud på det lille heksehus.

På vejen gav hun hans arm et let klem og sendte ham et blik over skulderen, før hun inden længe stod og smilede underfundigt til sig selv i spejlet. Med hjælp fra tryllestaven blev øjenvipperne krøllet en anelse ekstra og hun genopfriskede den mørke, magiske læbestift, der i forvejen nærmest ikke var til at slide af.

Det tog ikke længe og snart efter var hun tilbage i enden af garderoben, der ledte ned til indgangshallen. Overblikket var større fra toppen af de få trappetrin og hun så søgende ud over mængden.

[Terrance Tweedy]

Terrance havde afleveret glassene ved baren, uden at få en genopfyldning. I stedet havde også han været en tur ude, men klarede en del hurtigere end unge hekse, der havde makeup at se til. Derfor stod han nu i dæmpet samtale med en bekendt og dennes mandlige ledsager og blev først opmærksom på, at han blev betragtet, da den ene af de to kommenterede på den kønne unge dame i smaragdgrønt.

Professoren løftede blikket og smilede instinktivt til Agnes. Han undskyldte sig overfor de to, før han gik over imod trappen og besteg de få trin op til hende. "Jeg fik aldrig sagt, at det er en utrolig smuk kjole," sagde han dæmpet, da først han var oppe hos hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes fik øje på Terrance få øjeblikke efter, at han havde fået øje på hende og så ham først, som han var på vej i hendes retning. Det fik dog tænderne til at komme til syne i et smil og hun fulgte ham med blikket.

Hans ord gjorde kun smilet en tak bredere og hun så op på ham gennem sine øjenvipper. "Tak," svarede hun med et underfundigt smil og rettede sig en anelse op. "Jeg håbede, at du ville kunne lide den."

[Terrance Tweedy]

Terrance fejlede ikke i at lægge mærke til, hvordan kjolen smygede sig ind og faldt fra Agnes' hofter, men den bemærkning var knapt så stueren. Tanken spøgte dog i hans blik, som det atter engang gled et stykke ned over hende, før han så hende i øjnene og smilede varmt.

"Vil du med ind igen?" Han tilbød hende sin arm og skævede tilbage på de to bekendte, der interesseret fulgte med og uden tvivl beundrede Agnes. Det var svært at bebrejde dem, men til gengæld let at føle sig selvtilfreds over, at det var ham, der fulgtes med hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes kunne ikke lade være med at føle sig bare en anelse selvtilfreds og opløftet over Terrances blik og smilet på hendes læber afslørede, at hun ikke havde det fjerneste imod opmærksomheden. En kommentar, der i virkeligheden var temmelig upassende i et rum fyldt med mennesker, var halvt på vej ud over hendes læber, men hun nåede ikke at sige det, før han stillede et spørgsmål.

Alligevel smilede hun og nikkede, som hun tog imod hans arm og på vejen ind i teateret blussede de fortryllede fakler op et par gange og signalerede, at det nu var sidste udkald for at finde sine pladser. Endnu engang undskyldte Agnes mildt, da hun trådte forbi ægteparret og snart efter gled ned i sin lænestol at sidde igen. Umiddelbart før lyset blev slukket lænede hun sig dog en anelse til siden og hviskede ud for Terrances øre, så det kun var ham der kunne høre det. "Jeg håbede på, at du måske ville hjælpe mig ud af kjolen igen senere."

I samme øjeblik gik lyset ud og Agnes smilede sigende, som hun roligt lænede sig tilbage i sin egen stol og rettede blikket mod scenen.

[Terrance Tweedy]

Terrance var temmelig selvtilfreds, som han sank ned i lænestolen ved siden af Agnes igen. Han havde det glimrende, da stilheden så småt sænkede sig og var uforberedt på hvad den unge skrædder ville sige, da hun lænede sig imod ham og hviskede i hans øre.

Indholdet - eller opfordringen - fik ham til at stirre ud i luften for et kort øjeblik. Han måtte løsne sit slips lidt, som han drejede hovedet halvt imod hende, ganske lidt optaget af, at scenen lystes op og den første skuespiller kom ind. Blikket han sendte hende var halvt spørgende, halvt formanende og en lille smule frustreret. Han tog en dyb indånding, endte med at smile opgivende og drejede hovedet væk igen med en tydelig sitren i mundvigene.

[Agnes Tweedy]

Agnes mødte Terrances blik i halvmørket og sendte ham et roligt, lettere skælmsk smil, før hun rettede blikket tilbage mod scenen. I virkeligheden var hun ikke nær så rolig, som hun virkede udadtil. En lille nervøs knude havde samlet sig i hendes mellemgulv og hun kunne ikke helt slå samtalen med Kenna ud af hovedet.

Det var dog teknisk set deres tredje date og de fleste mænd, ville ikke tøve med at springe på det tydelige tilbud. Hun håbede at Terrance ville gøre det samme, men hun var aldrig helt sikker på noget som helst han ville gøre eller sige. Det var temmelig forvirrende, men også temmelig tiltalende og der gik adskillige øjeblikke, før Agnes opdagede at hun havde misset hele den første dialog.