Nær midnatstime

[Magnolia Dearborn]

Miles Heeney

Det var sent ud på aftenen, og de fleste elever var ved at gå til køjs, på nær de sædvanlige natteravne, og de typiske yngre elever der altid skulle udfordre trætheden ved at blive oppe bare liiiidt længere.

Magnolia slængede sig i opholdstuens bløde sofa, og selvom hun havde lovet sig selv at få en god nats søvn i nat, så var det endnu ikke lykkedes hende at føre tanken ud i egentlig handling. I stedet sad hun med benene oppe, og forsøgte at få orden på en stak papirer, som hun i en kombination af vild vind, og et sammenstød med Oliver, havde tabt under Hogsmeadeweekend.

[Miles Heeney]

Miles gik som regel i seng meget sent. Han havde en dårlig vane med at udsætte lektierne til allersidste øjeblik i håb om, at de lavede sig selv. Det gjorde de desværre aldrig. Og nu sad han med en halvfærdig elendig opgave til Forsvar i mørkets kræfter, som Professor Froggenhall utvivlsomt ville dumpe ham på. Af selv samme grund løftede han nu blikket fra sine lektier og kiggede rundt. Opholdsstuen var tom på nær et par elever og Magnolia, der slængede sig i en blød sofa.
Et lille smil tegnede sig på Miles' læber da han greb stilen, traskede hen og satte sig lige oven på den stak papirer, som hun øjensynligt prøvede at få styr på. Smilet voksede idet Miles spredte armene ud i en hilsende gestus og sagde, 'Magnolia! Mags. Maggie. Har jeg fortalt dig hvor godt du ser ud her på det sidste?'

[Magnolia Dearborn]

Magnolia skjulte et gab bag håndryggen, og gned træt øjnene, inden hun dovent lod en hånd løbe igennem det rødblonde hår, mens hun koncentreret forsøgte at få de mange papirer placeret de rigtige steder. Hun var næsten ved vejs ende, da en skikkelse uhøfligt valgte at smække sin bagdel ovenpå det hele, og skabte hvem vidste hvilken skade på det arbejde hun lige havde brugt flere timer på. Det overraskede hende ikke spor da hun irriteret løftede blikket, og fik øje på en smilende Miles, der ikke så ud til vitterligt at have dårlig samvittighed. ”Åh Miley”, hilste hun, og placerede sine hænder på hans skuldre, inden hun sendte ham et ironisk smil. ”Gem det til din dagbog.”

Med sine hænder på hans skuldre gav hun ham et skub med kraft der forhåbentlig ville vælte ham til siden. På vejen fik hun hevet et papir ud af hænderne på ham, som hun i første omgang troede tilhørte hendes stak, men efter at skimme det, opdagede hun hvad det var, og opdagelsen fik et stort smil frem på hendes læber. ”Wow, Miles” var alt hun kunne sige, mens øjnene forsat var klistret på hans opgave, tydeligt underholdt af den.

[Miles Heeney]

Smilet voksede. Det var noget af det bedste med Magnolia - hun var ikke bange for at gå til verbalt modangreb, og hun fandt sig ikke i hans pis. Dertil behandlede Miles hende også en del bedre end han gjorde med andre piger.
Miles nåede lige at sige, med meget sleske undertoner, ¨Min dagbog er forbeholdt meget mere steamy stuff om os to end et par komplimenter', - inde han blev væltet til siden og halvt faldt inden han fik genoprettet balancen. På vejen fik Magnolia fat i den elendige stil, og at dømme på hendes ansigtsudtryk og kommentar, var hun af samme mening om kvaliteten. 
Miles sukkede dramatisk. 'Ak ja. Professor bliver jeg nok aldrig', indrømmede han og dumpede ned på sofaen med tilpas afstand til at hun ikke ville det finde anstødende nok til at gå til fysisk angreb igen. Med, hvad han selv syntes, længselsfulde hundeøjne, sagde han så, 'Kære Magnolia, vil du i gammelt venskabs ånd ikke hjælpe mig?' Med hjælp mente han selvfølgelig lave den for ham. Men det ville hun nok ikke.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia havde under sin tid som lektiehjælper lært, at de der spurgte om hjælp, kunne kategoriseres ind i to grupper; der var de der oprigtig ønskede hjælpen og så var der de der oprigtig ønskede at hjælpe sig selv af med lektierne. Magnolia kendte Miles godt nok til at vide at han var overhoved for sidste kategori. ”Jeg ved ikke.. Har vi tid til at begynde helt fra bunden?”, spøgte hun, men som det nogle gange var tilfældet med de ord der sprang fra hendes læber, så var der også sandhed at finde i dem.

Hun smed stilen tilbage på hans skød, og i en enkelt bevægelse fik hun skubbet alt sit hår ned af højre skulder. ”Har du overhovedet givet den opgave et reelt forsøg?”, spurgte hun ham seriøst. ”Du er jo langt fra tabt bag en vogn, Miles, selvom du synes at holde af at lade som om. Jeg forstår ikke du ikke har taget dig mere sammen, især når det er Professor Froggenhalls fag.”

[Miles Heeney]

Miles kneb øjnene sammen for at illustrere hvor fornærmet han blev, selvom det bestemt prellede af på ham. Han bordede drillende en finger ind i siden på hende, inden han trak sig væk så hun ikke kunne lange ud efter ham.
Hendes kommentar halvt smigrede ham, halvt irriterede ham enormt, og det tog lang tid at overveje, hvad han skulle svare - om han skulle fornærme, flirte eller være bundærlig og fortælle, at det simpelthen var røvkedeligt. En ting Magnolias stræbsomme side ikke kunne genkende. 'Ja og vi skulle nødig skuffe Professor Froggenhall', spyttede Miles en anelse fortrydeligt. Selvom det var professoren, han nævnte, var en hvis bebrejdelse tiltænkt sin kære far, som mindede så meget om Froggenhall. Begge to havde han et langt, ambivalent forhold til.
'Du lyder som min mor', bemærkede han tamt og rullede øjnene som en ægte teenager ville gøre overfor sine forældre. 'Og det er ikke det forhold jeg ønsker at have med dig. Nej, Mags, nogle er bedre til det boglige, andre er gode til Quidditch'. Miles sukkede og svang benene op i sofaen.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia skuttede sig da hun mærkede et prik i siden, og som hurtig refleks langede hun bestemt ud efter ham med flad hånd, et slag der ville have lykkes, hvis han ikke kendte hende så pokkers godt. Hun sukkede opgivende, og lænede sit hoved tilbage i sofaen, mens hun så hen på ham med et halvt morende blik.

Trækkene blev mere alvorlige da han nævnte deres professor. Magnolia var bestemt ikke en ’fedter’ når det kom til lærerne, men hun mente stadig at man burde behandle dem med den mængde respekt de fortjente, som de autoriteter de nu engang var. Hun løftede munden for at irettesætte ham, men så kom han med endnu en sætning, der fik lukket munden på hende. ”I så fald har din mor fat i noget”, svarede hun tilbage, og så direkte på ham, for at holde øje med om hendes ord overhovedet trængte ind. Så sukkede hun opgivende. ”Fint. Jeg hjælper dig, Miles, men kun fordi jeg rent faktisk ønsker at se dig gå ud sammen med os andre.. Ikke nu dog, du kan finde en dag her i ugen hvor du ikke har travlt med at jage uskyldige grævlinge, så skal jeg forsøge at presse dig ind..”, Magnolia masserede kort sin pande, og lukkede så kort øjnene, mens hun tænkte over hvad klokken mon overhovedet var blevet.

[Miles Heeney]

Miles satte sig op på albuerne og betragtede hende med et skævt smil. 'Du er en engel, Mags', og dernæst, efter at have konkluderet, at Magnolia talte om den lille Cathy-sag, smed han sig tilbage i sofaen igen. Han hvilede hånden på brystet og betragtede stenloftet i Slytherins opholdsstue. 'Jeg jager bestemt ikke uskyldige grævlinge... På intet tidspunkt har jeg tvunget hende. Det er sjovt, som I alle tror det', brummede Miles anklagende i et forsøg på at give hende dårlig samvittighed. 'Cathy er desuden ikke halvt så uskyldig som alle tror'.
Da Miles så ekskæresten massere sit ansigt i en træt og eftergivende bevægelse sagde han, 'Du ser stresset ud, Mags. Er skolearbejdet ved at tage livet af dig? Hvornår har du sidst haft det sjovt?'

[Magnolia Dearborn]

”For nu”, svarede hun ham tilbage, og rystede svagt på hovedet af ham med et smil. Magnolia drejede hovedet, og lod det hvile i sin håndflade, mens hun så på ham med et løftet øjenbryn. ”Jeg tror ikke du tvinger hende til noget som helst, Miles.. Så længe du er oprigtig over for hende, kommer jeg ikke til at være på nakken af dig”, svarede hun ham, og svaret var seriøs, dog sagt i en mere afslappet tone, så ordene forhåbentlig ikke ville få ham til at surmule mere over det, end hun følte han gjorde. ”Det tror jeg på.. Især i dit selskab”, smilet krusede op i et underholdt et.

”Hvad snakker du om? Jeg er indbegrebet af sjov.. Eller, det kan jeg være..”, Hun rejste sig op fra sin dovne stilling og drejede i stedet kroppen mod ham. ”Hvad kan jeg sige? Jo større ambitioner, jo hårdere er det.. Og du ved hvor mit ambitionsniveau ligger”