I bedring

[Magdalene Abbey]

Lucy Loddington 

Den fjortende oktober, 2109.

Det var midt i oktober og efterårsvinden ruskede i ruderne på Skt. Mungos. Udover en svag jamren fra en enkelt seng, var der ellers overraskende stille på afdelingen for skader påført af magiske dyr. Magdalene Abbey lå i en af sengene, skjult af et forhæng, der kunne give bare en lille smule privatliv.

Healerne på afdelingen var dygtige. Mange af brandsårene var i bedring og hun havde fået at vide, at de fleste sandsynligvis kunne heales til fulde, men drageild var i en klasse for sig selv og ingen kunne være helt sikre. I det mindste kølede den tykke, grønne eliksir, der var blevet smurt på og det meste af hendes venstre side var dækket af de forbindinger, der lå over og sørgede for at holde infektioner på afstand.

Hun havde ligget der i en uge og smerterne var ikke længere så voldsomme at hun ikke kunne tænke. Hun var i bedring, nok til at kunne sidde oppe og med lettere anstrengte bevægelser bladre i en bog. Selvom hun var bleg og havde rander under øjnene, så følte hun sig mere som sig selv end hun havde gjort siden ulykken. Det var en god dag.

[Lucy Loddington]

Det var i raske skridt Lucy Loddington bevægede sig ned ad en af Skt. Mungos' mange korridorer, så de grå og hvide rober, som healere bar, flagrede efter hende. På trods af det evige smil i mundvigene, var der en lille, bekymret rynke at se mellem de lyse øjenbryn, men hun var ikke på vej mod sin egen afdeling. Nej, heksen var derimod på vej ned i den modsatte ende, hvor hun vidste, at Magdalene Abbey lå indlagt.

Hvis heksen havde vidst besked, havde hun besøgt den unge magikere tidligere, men uglen var først ankommet med brevet i går aftes ved aftensmadstid, og grundet en travl dag på sin egen afdeling, havde hun først fået muligheden at komme på visit her ved eftermiddagstid.

"Abbey? Magdalene Abbey, ja." Lucy smilede til sin kollega og gik hen til sengen, hun var blevet henvist til. Forsigtigt trak hun det hvide forhæng til side og så ind. Et varm smil voksede på hendes læber, da hun så den unge heks i god behold - siddende og, hvad det så ud til, ikke med de værste smerter. "Min kære. Må jeg komme ind?" Lucy ventede akkurat kun på den andens ja, før hun strøg ind og lagde en forsigtig hånd på dynen. "Jeg ville være kommet tidligere, men fik først besked om ulykken i går. Du kan forstå, at jeg har været meget bekymret!"

[Magdalene Abbey]

Maggie tog sig ikke meget af lyden af fodtrin. Der kom jævnligt folk gående til og fra og hun bladrede blot videre i bogen, uden egentlig at læse noget. Først da det rykkede i forhænget så hun overrasket op. Næsten med det samme trak et mat smil dog frem over hendes læber og hun lagde lettere anstrengt bogen fra sig, uden at gide besvære sig med et bogmærke.

"Tante Lucy," hilste hun varmt. Egentlig var der ingen relation mellem Maggie og Lucy, men Lucy var kommet i Maggies barndomshjem så længe, som hun kunne huske. "Jeg har det bedre nu," forsikrede hun hende og lænede sig tilbage mod den oprejste seng. "Du må endelig ikke holde det op mod mor, at hun ikke har skrevet før. Jeg bad hende selv om at vente med at fortælle alle hvad der var sket, indtil jeg havde det bare lidt bedre."

[Lucy Loddington]

Lucy satte sig på en stol, der var placeret ved siden af sengen, mens hun opmærksomt lyttede til Maggies ord. "Jeg forstår," sagde hun i et roligt tonefald. "Jeg ville aldrig dømme hende, men jeg må indrømme, at jeg føler mig lettet. Din beslutning skal selvfølgelig respekteres." Lucy granskede den unge kvindes ansigt med et mildt smil. "Og mon ikke det har været bedst for dig med fred og ro. Jeg har hørt, at især Søster Andromeda er noget af en håndfuld," tilføjede hun med et blink og grinede kort. Lucy havde som sådan ikke noget imod nogen af sine kollegaer, og hun sagde også blot sådan for at bevare en let stemning (selvom det ikke var helt løgn).

[Magdalene Abbey]

Maggie lo lavmælt og smilede en anelse genert over Lucys ord. "Jeg foretrækker i hvert fald de andre healere," indrømmede hun stille. Healer Andromeda havde en tendens til at være en anelse hårdhændet.

"Men de gør det nu godt her. Hvordan har du det, tante Lucy?" Hun var klar over, at det nok ikke var for at tale om vejret at Lucy var kommet, men Maggie havde brug for at tale om noget andet end brandsår. I hvert fald lige med det første.

[Lucy Loddington]

Lucy grinede hjerteligt og nikkede derefter istemmende. Hun havde dog langt mere lyst til at snakke om Maggie og hvorfor, hun lå her, men måtte sluge sin utålmodighed indtil det rette tidspunkt. Ved den andens spørgsmål, lagde hun det ene ben over det andet, så hun sad mere bekvemt og flettede sine fingre ind i hinanden. "Jeg har det udmærket. Min fantasi er dog ikke så stor for tiden, og mine kedeler står blot hjemme i stuen og venter spændt på, at jeg brygger noget." Lucy rystede let på hovedet og formede et smil på læberne. "Så snart du føler dig frisk nok, må du komme på besøg og inspirere mig!" Hun grinede kort og glædede sig allerede til, at det skulle ske.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede træt, men oprigtigt. "Det vil jeg hjertens gerne," svarede hun oprigtigt og trak lidt op i tæppet. Det blev hurtigt koldt, når man slet ikke var i bevægelse.

"Hvad har du lavet af spændende ting for nylig? Mor plejer altid at fortælle om det, men hun har slet ikke haft tid denne her gang."

[Lucy Loddington]

Lucy smilede glad og gav Maggie en hjælpende hånd med tæppet. Hun klappede stoffet let et par gange, før hun svarede. "Jeg besøgte faktisk mine forældre for ikke så lang tid siden. De bosatte sig i Lake District for nogle måneder siden, men jeg har ikke haft tid til at tage afsted før det. Hvor er der bare smukt! Har du været der? Hvis ikke er nu nødt til at tage derhen!"

Den lyshårede heks var egentlig ikke utålmodig, men med pigen, der var som familie for hende, liggende i en hospitalsseng, kunne hun ikke holde sig mere. "Din mor ville lade dig fortælle, hvad der skete, selv . . ." sagde hun hentydende, men i et roligt toneleje der ikke virkede pressende. Hvis ikke Maggie havde lyst til at snakke om det, var det sådan, det var.

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede interesseret til hvad Lucy fortalte, men nåede ikke at svare på spørgsmålet, før Lucy allerede var videre. Selvom Maggie ikke havde set den ældre heks i lang tid, så kunne hun udmærket huske, at det var sådan det var at tale med hende og som resultat trak hun blot på smilebåndet.

Hun så ned på sine hænder i nogle øjeblikke og overvejede tydelig, hvordan hun skulle svare. Til sidst strøg hun håret om bag ørerne og så op på healeren. "Normalt har dragetæmmerne styr på, hvad de laver og ved nøjagtig, hvor mange lammere der er nødvendige, for at holde en drage i kontrol. Det her var dog en ny drage og de undervurderede den..."

[Lucy Loddington]

Lucys ansigtsudtryk blev mere og mere bekymret, som Maggie talte. Selvom den unge heks ikke ønskede den form for opmærksomhed, kunne Lucy ikke lade være - bare tanken om, hvad der ellers kunne være gået galt med en drage, der kun ønskede at skade dem, gav hende gåsehud.
Heksen rystede på hovedet og granskede den andens ansigt. "Jeg har aldrig forstået meningen med at tilfangetage så voldsomme væsener. Hvis ikke de er til fare for mennesker, hvorfor pirre dem?" Hun var overhovedet ikke klar over, at hun muligvis fornærmede Maggie en del ved at sige sådan og derved klassificere hendes beskæftigelse som dum. Det var dog ikke noget nyt, at Lucy blot sagde, var der faldt hende ind, men det ændrede ikke på det faktum, at det kunne være ganske upassende.

[Magdalene Abbey]

I et øjeblik så Maggie helt forundret ud over Lucys ord, før et lavmælt fnys undslap hende og hun så ned på sine hænder igen, med et lettere stramt drag om munden. "De er til fare for mennesker," nøjedes hun med at svare lavmælt, uden at have hverken lyst eller energi til at kaste sig ud i en diskussion med sin pseudotante.

[Lucy Loddington]

Lucy rystede let og uenig på hovedet. Hun lagde ikke mærke til den unge kvindes reaktion, og det havde ellers været et godt tidspunkt at diskussionen ligge.
Men det gjorde heksen ikke. "Men hvis man i første omgang ikke gjorde dyrene noget, ville de måske ikke gøre nogen skade. Jeg mener selvfølgelig ikke, at man ikke skal gribe ind, hvis dragen ganske uprovokeret angriber," Lucy gestikulerede lidt med hænderne, "men tænk dig selv i en situation, hvor du det ene sekund passer dig selv ganske fredeligt og det andet pludselig er lammet!"

[Magdalene Abbey]

Hvis det ikke kun havde været en uge siden, at en drage havde havde brændt huden af Maggies knogler, ville hun gladeligt have taget diskussionen op med Lucy. Nu, i sin temmelig sårbare situation, fik den ældre heks' ord hende blot til at krympe sig lidt og hun sank en klump, med blikket rettet mod sine dirrende hænder. Hun var ikke kun fysisk påvirket af uheldet og pulsen rasede, som Lucys ord blot fik hende til at genleve hele situationen.

Øjnene brændte svagt og Maggie rettede sig brat op, uden at se helt på sin mors veninde. "Jeg har det ikke så godt, Lucy. Jeg tror, at jeg har brug for at hvile mig."

[Lucy Loddington]

Lucy så op fra sengetæppet, som hun har betragtet, mens hun talte. Dragerne fløj med det samme ud af hendes tanker. "Åh, selvfølgelig, kære. Du har brug for al den hvile, du kan få," sagde hun med et sympatiserende smil og stadig totalt uvidende. Hun lagde en blid hånd ovenpå en andens og fik et overrasket udtryk, da hun mærkede, hvordan den unge heks dirrede. "Men du ryster jo også næsten! Skal jeg kalde på en sygeplejerske?" Lucy tog fat om den andens hånd. Egentlig ville hun jo bare det bedste for Maggie, men det var ikke altid lige nemt, når man brugte så meget tid inde i sit eget hoved med sine tanker.

[Magdalene Abbey]

Maggie var splittet mellem den dårlige samvittighed over at sende Lucy væk og den klare bevidsthed om, at hun ikke var i nogen stand til at bære over med tantens distræte tankegang. Hun rystede af samme grund blot på hovedet og gav Lucys hånd et lille klem.

"Det er ikke nødvendigt. Jeg skal bare sove lidt," svarede hun med et svagt smil.