Seks år senere

[Brody Blance]

Brody var vandt til, at de fleste mennesker kunne lide ham - eller i hvert fald behandlede ham som om det var tilfældet. Nu hvor Maggie opførte sig normalt, efter hans standarder, slappede han straks en del mere af. Nok til at opdage hvordan hun rettede på sin kjole og den svage farve, han synes han kunne ane i hendes kinder. Han smilede skævt og trak på skuldrene med et halvt blik på Willow.

"Ingen årsag, Magpie," svarede han med en svagt nysgerrig glød i blikket. Han kløede sig lidt i nakken og strøg en hånd igennem håret. "Det er godt at se, at du har det bedre..."

[Magdalene Abbey]

Maggie endte med bare at folde hænderne foran sig, for ikke at komme til at pille mere i det mørke stof. Hun bøjede nakken en anelse. "Tak," svarede hun stille. Fysisk var hun i hvert fald betragtelig mere på toppen end hun havde været for en måned siden, med undtagelse af det permanente ar over den ene hofte. Mentalt? Der var stadig noget at arbejde på.

Den unge heks rankede sig en anelse og lod flygtigt blikket finde Willow. Nu ville være et godt tidspunkt at gå tilbage, men det var længe siden, at hun egentlig havde snakket med Brody. Det var også det der fik hende til at se på ham igen med reel interesse i blikket. "Har du det godt, Brody?"

[Brody Blance]

Willow blev råbt ned af sin far. Det havde efterhånden været nok med opvisning. Brodys blik fulgte hendes nedstigen, før han vendte hovedet imod Maggie og smilede klædeligt. "Jeg har det herligt, du hørte ikke, at vi slog det Bulgarske hold forleden?" Han glattede sit skæg lidt og betragtede hende muntert. For Brody hang hans velbefindende mere sammen med Quidditch end noget andet. Nåja... Og måske damer.

"Det var på et hængende hår, men det lykkedes sgu."

[Magdalene Abbey]

En lavmælt, munter lyd undslap Maggie og hendes skuldre faldt en anelse. Mange ting havde måske ændret sig, men Brodys entusiasme omkring Quidditch havde bestemt ikke. Han kunne lige så godt have været sytten igen.

Tanken fik hende til at smile og hun nikkede. "Det kan man godt sige," svarede hun indledende. "Jeg var med min far til kampen." Maggie havde aldrig selv haft støbningen til at være Quidditchspiller, men hun havde fulgt flittigt med i Quidditchligaen. Selv da hun var i udlandet, havde hun ikke været helt uoplyst. "Det var imponerende at se det i levende live. Det er lidt noget andet end skolekampene," bemærkede hun.

Det var ikke fordi, hun ikke havde set Quidditchkampe i Rumænien. Det var bare noget andet, når man rent faktisk kendte nogle af dem der spillede på holdet. Hun strøg en lys hårlok om mod det opsatte hår.

[Brody Blance]

Brody så overrasket ud, før en munter lyd forlod ham og han smilede nok til at hans tænder blev synlige. "Sig til næste gang, så får I sæder øverst."

Han kløede sig i nakken igen. "Nå, jeg må hellere..." Han vendte sig, som Willow endelig landede, lettere hårdt, og løftede hende op i armene, før han snurrede hende rundt. "Det var flot, troldeunge! Du kan tage min plads, når jeg går på pension."

[Magdalene Abbey]

Maggie ville have pointeret, at hendes far var nødt til at forblive jordbunden, hvis han på nogen måde skulle kunne hjælpe tilskadekomne, men hun nåede aldrig til det. Til gengæld nikkede hun forstående og smilede lidt for sig selv over Brody og Willow.

Hun ville ikke forstyrre de to søskende, så hun fortrak i stilhed uden at smilet helt forsvandt. Det havde været en god beslutning at undskylde.

[Brody Blance]

Det var efterhånden ved at tynde ud i gæsterne. Alle Willows gaver lå på gavebordet og hun stod lykkeligt og gennemgik det med sin mor som tillytter til alle de mange overvejelser over hvad de forskellige ting kunne bruges til - ikke mindst de enkelte pengegaver.

Brody dumpede ned i en blød stol og rakte et glas hvidvin til Maggie, der tilsyneladende lige var blevet forladt af en ellers ivrigt plaprende Alexander Young. "Du ligner en, der kan bruge det," forklarede han, før han tog en tår af sin egen øl.

[Magdalene Abbey]

Maggie havde det godt. Det var rart at være hjemme igen. I hvert fald havde hun næsten ondt i kinderne af at smile efter en hyggelig dag hos Morecambe Young-familien og hun sukkede veltilpas, da Alexander undskyldte sig efter en ellers reelt interessant snak om magiske dyr.

Pladsen var ikke tom længe og Maggie så overrasket på Brody, da han dumpede ned på sin fars plads. Hun lo lavmælt og overvejede kun et øjeblik, før hun tog imod glasset. "Det er ikke så slemt," pointerede hun mildt og strøget en hårlok om bag øret. "Men tak."

[Brody Blance]

Brody trak på skuldrene. "Det er sødt af dig ikke at tale den gamle mand ned, men han kan tale et halvt øre af enhver. Det er ingen skam." Han smilede skævt og betragtede hende tydeligt nysgerrigt.

"Bliver du i landet nu eller er du allerede på vej væk igen?"

[Magdalene Abbey]

Maggie trak på skuldrene. Hun havde oprigtigt ikke noget imod det, men hun havde ikke tænkt sig at diskutere det med Brody. I stedet nippede hun let til hvidvinen. Hun kunne dårlig huske, hvornår hun sidst havde fået et glas.

"Ikke lige foreløbig, hvis alt går som det skal," svarede hun og drejede glasset mellem hænderne. Hun trak benene en anelse op til sig i den bløde lænestol. "Som det ser ud nu, skal jeg ikke tilbage før om tidligst et år." Det var ikke kun fordi hun skulle skrive, men også en anbefaling fra ledelsen. Flere af de involverede i ulykken var blevet anbefalet at tage den med ro i et stykke tid.

[Brody Blance]

"Oh," Brody rynkede panden lidt. "Dejligt for os, ærgerligt for... Var det Rumænien?" Han var ikke altid lige opmærksom. Særligt ikke, når han fik informationer han var mere eller mindre ligeglad med. Det havde ærlig talt raget ham en høstblomst, da han for flere år siden havde hørt, at hun havde forladt landet.

Han tog en tår øl mere og smilede skævt. "Var der så nogen, som du efterlod dernede?"

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede bekræftende og nippede let til vinen igen. Hun var ærlig talt overrasket over, at han huskede det. De havde ikke ligefrem opretholdt nogen form for kontakt.

Spørgsmålet fik hende til at hæve øjenbrynene svagt og hun så kortvarigt ned i den næsten klare drikkevare. "Adskillige gode kollegaer," svarede hun og så op på ham med en svagt drillende trækning i den ene mundvig. Hun var udmærket klar over, at det ikke var hvad han havde ment med spørgsmålet.

[Brody Blance]

Brody var selv en smule overrasket over sin fremragende hukommelse og smilede lidt selvtilfredst, før hendes svar fik ham til at fnyse muntert. "Adskillige ligefrem, kære Maggie? Du er ikke den bly pige jeg engang kendte."

Han blinkede indforstået til hende og betragtede hende drillende hen over kruset med øl, som han tog endnu en slurk af.

[Magdalene Abbey]

Maggie himlede med øjnene af Brody, men smilede alligevel muntert. Det var en meget Brody-agtig ting at sige og i et øjeblik følte hun sig nærmest fjorten igen. Havde hun været det, ville kinderne dog have blusset og hun ville genert have forsøgt at forklare, hvad hun egentlig havde ment.

Voksne Maggie blottede blot tænderne og tog en tår af hvidvinen. "Jeg er ikke fjorten længere," pointerede hun blot og sendte ham et muntert sideblik.

[Brody Blance]

Brody hævede øjenbrynene og så imponeret på Maggie. "Og skål på det," mumlede han diskret, men absolut ikke diskret nok til at hun ikke ville kunne høre det. Han smilede for sig selv og tog en tår øl mere, før han trak vejret dybt ind og sukkede dæmpet.

"Hvor bor du så nu? Hos Mr. og Mrs. Abbey?"