Seks år senere

[Magdalene Abbey]

Brody Blance

Venskaber var en vigtig ting i magikerverden og i dette tilfælde betød det at Abbeyfamiliens fire medlemmer også var inviteret til syvårige Williow Youngs fødselsdag. Det var også det første Maggie havde været i stand til at deltage i udenfor sin egen familie i seks år. Det var en underlig, nervøs følelse det skabte i Maggies mellemgulv, men hun overvejede aldrig andet end at deltage. Så nu var hun på vej, sædvanligt klædt i en sort kappe over en lige så sort kjole (det var jo en festlig lejlighed) med en fødselsdagsgave under den ene arm.

Hun ville have fulgtes med sine forældre, men mødet i ministeriet havde trukket ud og på vejen ud var en blævreorm eksploderet. Det var ikke nogen større katastrofe, men Maggies forhold til bæstrelaterede ulykker var skrantende og hun havde været nødt til at tage et varmt bad og dulme sine flossede nerver, før hun endelig havde kunnet tage afsted. Bedre sent end aldrig, konkluderede den ellers punktlige heks, som hun bankede på døren til det velkendte hus, hvor hun havde leget en del som barn, efter Morecambe Young-familien var flyttet til Godricdalen. Maggie rettede lidt på den spidse hat og tyggede en anelse nervøst på sin underlæbe.

[Brody Blance]

Brody havde ikke del i planlægningsarbejdet. Han var bare troppet op i selskab med Ollie med en meget aflang pakke og var blevet sat i sving med at åbne døren når der kom nye gæster. I vanlig Morecambe-Young stil blev fødselsdagen ikke holdt som en pæn middag eller frokost, men nærmere med hele stueetagen fyldt med øer er forskellige samtaler. Nogen spiste kage, andre legede med Willow, som atter engang måtte sande, at hun var født på et djævelsk tidspunkt, der gjorde, at hun nærmest ingen jævnaldrende havde til familiefødselsdage.

Da døren atter blev banket ned, svang Brody sig ud i gangen og åbnede op med en varm hilsen på læberne. Den døde dog ud, da hans blik faldt til skikkelsen udenfor og han endte med at smile skævt. "Hvem har inviteret dig?"

[Magdalene Abbey]

Det var ikke ligefrem den mest venlige hilsen og den fik så sandelig Maggies øjenbryn til at glide op. Det fik hende ikke just til at føle sig særlig velkommen, især ikke med Brody Blance blokerende døren ind til resten af huset.

"Alice," svarede hun og strammede grebet om den bløde pakke lidt i svag nervøsitet. Hun rynkede lidt på øjenbrynene og smilede ikke just varmt og imødekommende. Det var heller ikke ligefrem det hun blev mødt med, kunne man sige. "Det er også godt at se dig," svarede hun i stedet sarkastisk.

[Brody Blance]

Brody gav et let nik. Selvfølgelig. Hele hendes familie var der i øvrigt også, men det plejede hun bare ikke at være. Han stod stadig i døråbningen og blokerede den, indtil han blev opmærksom på det og trådte bagud.

"Det er godt at se, at du ikke ser helt så tæt på døden ud længere," konstaterede han tørt, før han gestikulerede ind i retning af den summende lyd af mange stemmer. "Det foregår herinde. Skal jeg tage gaven?"

[Magdalene Abbey]

Brodys ord fik Maggie til at presse læberne hårdt sammen. Hun tolkede det som om han gjorde grin med hendes ulykke og trivialiserede den. Det var sårende og i et flygtigt øjeblik kunne det anes på hendes ansigt, før hun fik sig samlet til et ligegyldigt ansigtsudtryk og trådte indenfor i huset.

Der var blevet flyttet rundt i løbet af årene, men der var alligevel en velkendt stemning over det og Maggie nåede lige at smile lidt for sig selv, indtil Brody talte igen. Hun så ubeslutsomt ned på pakken i sine hænder og havde egentlig gerne villet give gaven til Willow selv. Sidst hun så hende havde hun kun været en stor baby. Maggie gnavede lidt på sin underlæbe og rakte den så frem mod Brody. "Ja. Hun kan næppe huske mig uanset."

[Brody Blance]

Brody tænkte sig ikke sig ikke så meget om, men blev lidt ærgerlig, da Maggie ikke gav igen. Han vidste ikke helt hvorfor, men det havde han forventet af hende. I stedet tog han imod pakken og smilede lidt.

"Hun tror sikkert bare, at du er din mor," konstaterede han med et skuldertræk og et drillende glimt i øjnene. "I ligner jo hinanden."

[Magdalene Abbey]

Maggie fnøs over Brodys ord og hvis ikke hun havde været svagt irriteret af ham i forvejen, ville hun helt sikkert godt kunne have set det sjove i kommentaren. Det var dog ikke tilfældet som det var og hun kvitterede med et sarkastisk "tak for det."

Hun havde været svimlende forelsket i Brody, da de gik i skole. I hvert fald lige indtil hun havde indset, hvordan han i virkeligheden havde udnyttet det. Hun kunne måske tilgive en teenagedreng det år senere, men Brody var bare ikke rigtig stoppet med at trykke på hendes knapper. Det havde hun konstateret for ganske nylig.

Ikke svimlende vred, bare småirriteret. Det var sådan hun havde det. "Jeg ville have forestillet mig, at du havde for travlt til sådan noget som det her," lød det fra hende, før hun egentlig nåede at overveje det. Det var ikke pænt at antyde, at han tilsidesatte sin familie, når hun intet anede om det. Hun vidste bare, at han i hvert fald havde haft temmelig travlt med at komme afsted igen, da Morecambe-Young familien havde besøgt hende på Skt. Mungos.

[Brody Blance]

Brodys smil forsvandt brat et øjeblik før det vendte tilbage, mere ironisk i karakter denne gang. "Det har jeg heller ikke, men jeg er blevet bedt om at åbne døren og vise gæster ind i stuerne," svarede han igen, før han atter engang gestikulerede i den retning.

"Nogen gæster er så hurtige til at fatte en hentydning end andre..."

[Magdalene Abbey]

Maggie pressede læberne sammen igen og fortrød at hun havde sagt noget i det hele taget. Det var ikke det værd. Hun var der for at se nogle af de mennesker, hun ikke havde set længe og som hun havde savnet.

Hun svarede ikke, men fulgte blot hentydningen og fortsatte ind i stuen. Det fik hende da også naturligt til at glemme alt om Brody og et oprigtigt, varmt smil gled frem over hendes ansigt, som hun indledende måtte hilse på Willows far med et kram og en lovning om en større diskussion af magiske dyr senere.

[Brody Blance]

Brody tog gaven og gik ind efter Maggie. Der skilte deres veje dog og han gik over for at lægge pakken på gavebordet. Hurtigt efter blev han indfanget af Willow, der kom slæbende med Oliver i den anden hånd og ville pakke den aflange pakke op. Hun var en kvik unge og havde uden tvivl regnet indholdet ud. Det var da heller ikke den store gåde med de brødre.

Da først fødselsdagsbarnet havde sin splinternye kost fra Arrow Brooms i hænderne, var det naturligt nok, at hele selskabet endte ude i haven for at se hende prøve den af. Brody undgik strategisk at se på sin far og stedmor, som han fulgte troligt efter lillesøsteren med et skævt grin.

[Magdalene Abbey]

Som alle de andre gæster, fulgte Maggie også med ud i haven. Den svage sociale angst havde lagt sig igen, som de fleste havde hilst på hende og nysgerrigt havde spurgt ind til hvordan hun havde det. Hun var langt mere afslappet nu og nød det uformelle selskab.

Stående mellem sine forældre smilede hun for sig selv og fulgte som alle andre spændt med, da Willow prøvede sin nye kost af. Det virkede til at pigebarnet ikke var foruden begge sine brødres evner og Maggie klappede sammen med alle de andre. Forestillingen varede ved et stykke tid endnu, nok til at folk begyndte at småsnakke med hinanden.

Det fik også Maggies blik til at vandre og da det fæstnede sig ved Brody, der så ud til at more sig vældig med lillesøsterens opvisning, tog hun sig selv i nakken og krydsede græsplænen. Hun stoppede lidt bag ham og foldede armene under brystet, mere på grund af den kølige luft end noget andet. "Det ser ud til at Willow har arvet dit talent," kommenterede hun forsøgsvist henkastet, velvidende om at der lå en kompliment skjult i sætningen.

[Brody Blance]

Brody var meget påpasselig med at Willow ikke kom for højt op. Han vidste, at der var flere klar med tryllestave og han selv havde da også en kost stående i skuret, hvis alt andet fejlede. Temmelig optaget af at råbe opfordringer til hende, gibbede det svagt i ham, da der lød en stemme bag ham. Han genkendte den dog udmærket og vendte hovedet med et skævt smil.

"Nu ville et mere perfidt menneske bemærke, at Willow ikke rigtig er i stand til at arve noget fra mig, medmindre du tror, at hun i virkeligheden er min, som far og Alice har opfostret?" Han hævede et øjenbryn og så drillende på hende.

[Magdalene Abbey]

Maggie sendte Brody et utålmodigt blik, men det trak alligevel svagt i hendes ene mundvig. "Man ved aldrig," nøjedes hun med at svare tørt og foldede armene lidt tættere under brystet. Blikket vandrede flygtigt op mod Willow og det tog hende nogle øjeblikke, før hun fik taget sig sammen til at sige det hun oprindeligt var gået derover for.

"Jeg ville bare undskylde for tidligere." Hun skævede op mod ham og trak lidt på skuldrene. "Dårlig dag. Det var ikke meningen, det skulle gå ud over nogen," forklarede hun, oprigtigt beklagende og nikkede en enkelt gang, som hun tog et skridt tilbage for at vende tilbage til sine forældre.

[Brody Blance]

Brody var et øjeblik for overrasket til at reagere, før han løsrev sig og vendte sig helt. "Hey, vent lige, Maggie."

Han skævede op imod Willow med en konstant splittet opmærksomhed, men endte med at sende den lidt yngre heks et opblødende, nærmest drenget smil. "Undskyldningen modtaget. Jeg kunne måske også have været høfligere."

[Magdalene Abbey]

Maggie stoppede naturligt op og drejede sig mod Brody igen. Det trak op i hendes mundvige og hun kløede sig lidt på den ene tinding. "Lad os sige, at vi er kvit," foreslog hun. Det var underligt at tale med Brody igen. Hun havde nærmest ikke gjort det, siden hun var gået ud af skolen og det føltes efterhånden som en evighed siden.

Måske var det mindet fra den tid, der fik hende til at rette lidt på kjolen i en smånervøs bevægelse. "Jeg fik vist heller ikke sagt ordentlig tak for besøget," tilføjede hun lettere impulsivt. "På hospitalet, altså..."