Linselus United

[Beatrice Sinclair Ivory]

Maxwell Attwater

Interviews var fede. Der var altid, når beskeden og den tilhørende glæde og taknemmelighed ramte. Senere planlægningen af outfittet og så selvfølgelig selve interviewet. Når det derimod var overstået var Bea altid fuldstændig nedkørt. Den unge angriber trak fingrene igennem de mørke lokker, der i dagens anledning var blevet krøllet og overdænget med glitter. Et par af de små glitterkorn dryssede ned mod gulvet i den store indgangshal for Profettidende. Bea grinede svagt og sukkede lidt for sig selv, mens hun med kyndige fingre fik trukket klemmerne, der kunstfærdigt havde trukket håret op på den ene side af hovedet, før hænderne børstede lidt glitter af tøjet. Agnes havde virkelig overgået sig selv med et par yderst fashionable, overblomstrede bukser, der sad tæt om de veltrænede ben, og gik til lidt over navlen, hvor der blev vist lidt bar hud (det var efterhånden blevet Beas kendetegn). Hele sættet blev sluttet af med en perlebesat top, der gik lidt op ad halsen.

Dybt suk. Selvom det ville blive godt at komme hjem i sengen – eller sofaen, hvis da ikke hun kom længere, var der noget i den unge spiller, der trak efter at smutte ned og få en øl eller bare tage sig til et eller andet, før hun skulle dejse om.

[Maxwell Attwater]

Efter et ganske tilfredsstillende interview, bevægede Maxwell sig ud i indgangshallen med retning imod udgangen. Et let smil lå på hans læber og overskuddet lyste ud af ham. Hans åbenhed gjorde det til en let sag for ham at deltage i den slags presseorienterede arbejde og han elskede at snakke om sin sport. Med lette trin var han lige ved at nå udgangen, da noget bekendt sneg sig ind i hans synsfelt og fik ham til at sænke farten. - " Ivory! " kaldte han, da han genkendte sin kollega. På trods af sin højde, drejede han ganske elegant rundt på hælen og ændrede retning, så han snart stod overfor hende. - " Og her gik jeg og troede, at jeg var speciel " . Det var åbenbart ikke kun Maxwell, avisen havde haft lyst til at interviewe denne dag.

Han lod kort blikket hvile på den unge kvinde, inden glitteret i hendes hår fangede hans opmærksomhed og han rakte en hånd op fangede noget imellem tommeltot og pegefinger. - " Er bling-bling'et for min skyld, eller er det et nyt tiltag på Ballycastle? " spurgte han og lagde hovedet spørgende på skrå, imens et lidt større smil afslørede hans karakteristiske smilehuller. Han kunne virkelig se det sjove i, at Brody Blance begyndte at gå med glitter. Selv var Maxwell noget mere nonchalant klædt på. Hans bukser hang fra hofterne og var løsere ved benene. De var beige, imens den langærmede skjorte han havde valgt til var i en sart blå. Over hans venstre arm hang en frakke til at modstå det kolde efterårsvejr.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Fordybet i tanker var Bea sat mod udgangen, men blev hurtigt kaldt tilbage til virkeligheden, da hendes navn blev udtalt. En anelse overrasket hævede den unge angriber blikket i selvsamme øjeblik som den rivaliserende søger svingede ind foran hende. Et smil fandt næsten omgående vej til hendes læber. Åh, meget kunne man sige om Maxwell Attwater, men han var bare guf! ”Attwater” hilste hun med et let nik. Hendes øjne havde fundet det sædvanlige, drillende glimt frem. Smil. ”Jamen jeg er da ked af min tilstedeværelse giver dig de følelser. Selv føler jeg mig kun mere speciel, nu du er her.” Bea blinkede spøgefuldt til ham.

Det var næsten helt elektrisk, da Maxwells fingre fangede et stykke glitter fra hendes efterhånden let rodede krøller. Forbandet også de lækre hankøn, der altid var omkring hende. Hvorfor skulle det være så forbandet svært at holde øjnene på feltet i stedet for.. kosten? Et par sekunder så hun forvirret på ham uden at ville indrømme, hun ikke helt havde opfattet spørgsmålet. Så blev det bearbejdet. Glitter, selvfølgelig. ”Nej, det er Brodys sidste nye påfund – fabolous, ikke?” spøgte hun, før en mere seriøs mine faldt over det unge ansigt. ”Nej, genierne fra Profettidende ville understrege, at selvom man er sportsnørd, kan man stadig være optaget af mode eller sådan noget.” Bea himlede teatralsk med øjnene. Uden Agnes havde hun virkelig ikke vidst, hvad hun skulle stille op med det.

[Maxwell Attwater]

- ” Det er da klart, at det er det, jeg føler. Du tager jo bare alt opmærksomheden ” blev drillende responsen på Beas spøgefulde ord og han sendte hende et kort, charmerende smil, før han slog blikket ned på sine fingre, der gned glitterstykket lidt undersøgende rundt. Han havde hende et øjeblik mistænkt for at kunne læse tanker, da hun selv bragte Brody op. Der måtte være noget om, at folk gerne ville se Brody Blance med glitter! Da den rigtige forklaring kom frem, flyttede han de grønne øjne op på hende igen. - ” Jeg er glad for, at de udså sig dig til den opgave. Glitter klæder dig ” komplimenterede han, inden han lod glitterstykket imellem sine fingre falde ned til jorden. Det var ikke en gang løgn, hun så ganske nydelig ud i de blomstrede bukser og den noget korte top. Det var en afveksling fra det Quidditch outfit han før havde set hende i. - ” Kunne jeg friste med en drink, eller har du andre planer? Jeg må vel udnytte chancen for at lure modstanderens form af ” . Meget smart at dække sig ind under den slags hæderlige intentioner.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Det charmerende smil gik direkte i den unge kvindes knæ, der pludselig ikke virkede som knæene på en atlet, men en god portion udkogt pasta. Svaret blev øjeblikkeligt degraderet fra et vittigt indspark til et tøset fnis. En indre stemme kom med en omgang verbale slag, og Bea hankede straks op i sig selv. Det måtte da være muligt at føre en almindelig samtale med ham, selvom han var som taget direkte ud af enhver kvindes våde drøm.

"Jamen jeg skal nok prøve at få det indført på spillerdragterne." kommenterede hun kækt og fangede hans blik med de blå øjne. De grønne øjne satte straks noget igang i hende. Godt, man ikke kunne se dem, når de spillede. Bea var normalt ikke typen, der tog rollen som forfjamsket skolepige, men hun tog den hellere end gerne for ham. Tiluddet om en drink ville hun ikke sige nej til, men hun holdt sig alligevel i nakkeskindet og besvarede det med et behersket nik. "En drink kunne nok presses ind." Tonefaldet var afslappet og blev akkompagneret af et skævt smil.

[Maxwell Attwater]

Siden han var en lille dreng havde Maxwell haft en ret god idé om, hvordan hans charme påvirkede andre, ikke mindst hunkønsvæsnerne. I de yngre år havde det mest drejet sig om at fedte sig ind, men da først teenagealderen og hormonerne ramte, blev det hurtigt en tand mere seriøst. Indrømmet, han udnyttede det nok en hel del. Derfor ville det også være løgn at sige, at han ikke bemærkede, hvordan Beas svar blot blev et tøset fnis, og så blot, fordi han havde smilet til hende. Intet under, at den dreng sprudlede af selvtillid. - ” Det vil jeg holde dig op på, selvom jeg frygter, at du bliver slemt nedstemt ” svarede han hurtigt til glitter samtalen, frem for at dvæle mere ved den søde tøsede side, hun et øjeblik havde vist.
Da hun gik med til at fortsætte over en drink, forlod et - ” Great ” hans læber, før han foldede jakken på sin arm ud og trak den på. Han havde sådan set ikke forventet et nej. - ” Lad os se, hvad vi kan gøre ved det ” .  

De Tre Koste var klart stedet at foretrække og på denne tid af dagen, var der også temmelig tomt. Normale mennesker havde jo ikke fri midt på dagen, som var en anden luksus ved de tos job. Max hjalp Bea af med evt. overtøj, inden de fandt et bord. - " Hvad kan jeg byde på? " spurgte han, før han fik sat sig ned.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Der var, til held for Beas kolde fingre, ikke så langt til De Tre Koste og hun trådte tilfredst ind i varmen, hvor Max tog hendes overtøj. Nonchalant, alligevel. Angriberen fandt sit mest charmerende smil frem til ære for ham, før hun tog plads ved et af bordene i et lidt afsides hjørne. Kort overvejede hun hans spørgsmål. ”Overrask mig.” blev svaret, hvilket blev fulgt op af et kækt smil.

Øjnene fulgte Maxwell, da han gik. Der sad godt nok et fornuftigt bagparti på den mand! Tænderne tog et fraværende greb i hendes underlæbe. Man skulle da være et skarn… Bea fik straks trukket sine tanker ud af rendestenen med et opgivende hovedryst af sig selv. Hun skulle forestille at være seriøs omkring sin karriere, og seriøse spillere lod sig, i hendes hoved, ikke distrahere af modstanderens numse lige meget hvor gerne hun så ellers satte tænderne i den.

[Maxwell Attwater]

Den kække bemærkning fra angriberen, fik Max til at smile hele vejen op til bardisken, hvor kroejeren kiggede mærkeligt på ham. Max skyndte sig at bestille og pakke smilet væk igen, før han vendte tilbage til Bea. Han var endt med at bestille flere ting end han kunne bære, så en simpel wingardium leviosa besværgelse, sørgede for at bringe dem ned til bordet. En gang ravn, altid ravn. - ” Én chokolade likør og én gulerods muffin til frøkenen ” præsenterede han genstandende, inden han dumpede ned på sin plads og lagde sin stav fra sig på bordet. Han havde bestilt en ingefærøl til sig selv og en matchende muffin. Chokolade likør var lige en tand for sødt til hans smag, men Bea slog ham som typen, der godt kunne lide søde ting. - ” Hvor er jeg heldig, at det lige var i dag, at du skulle bevise, at du er en moderigtig sportsnørd ” filosoferede han, imens han uglede sit hår op med den ene hånd. Det var første gang, at han havde fået chancen for at være alene med Beatrice Ivory. Noget han i den grad havde planer om at udnytte.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea så op, da drikkevarer og to gulerodsmuffins svævede hen foran hende og fordeltes ud på bordet. Chokoladelikør, simpelthen bare lækkert. Et slankt øjenbryn hævedes i panden, før hun atter hævede blikket og fulgte Maxwells glidende bevægelse ned at sidde igen. Det var et sjovt gæt efter hendes smag, men ramt fuldstændig plet, som det var serveret her med en smule is. "Og endnu heldigere, kan jeg hilse og sige, at jeg havde en stylist på." Det skæve smil hvilede over hendes læber, før hun hævede sin likør i en skål. "For Profettidende, der havde excellent smag i dagens interviews."

Bea drak forsigtigt en tår, før hun satte likøren fra sig igen med et tilfredst smil. Chokoladesmagen havde ramt tungen blødt og cremet, og hun var helt vild med det. "Men fortæl mig så, Attwater, fik de lokket nogle gode hemmeligheder ud af dig, eller skal jeg selv til det?"

[Maxwell Attwater]

Det klirrede let, da Max slog sit glas imod Beas i en skål. Profettidende havde bestemt valgt et par gode kandidater til deres interviews i dag. Han tog en tår af øllen, men satte den så fra sig for at koncentrere sig om samtalen med Bea. Hendes spørgsmål fik ham umiddelbart til at smile. - ” Hvad vil du vide, Ivory? Jeg er som en åben bog ” svarede han kækt, imens han pillede kanten af sin muffin. Selvfølgelig havde han hemmeligheder. Hvem havde ikke det? På samme tid var han dog også ret udadvendt, så der var ikke meget, han ikke gerne fortalte om sig selv. Hans forsvundne storebror var selvfølgelig et ømt punkt, men det var mere, fordi det gik ham på end, at det var noget, han forsøgte at holde hemmeligt.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Det trak let i Beas højre mundvige ved Maxwells udmelding. Hendes slanke fingre pillede distræt et stykke muffin af, som hun eftertænksomt gumlede på. "Var du én af de børn, der legede doktor som lille?" spurgte hun med et drillende glimt i øjnene. Det var ikke et typisk over-drink spørgsmål, men efter de utallige drinks, hun havde haft med uinspirerende typer og deres uinspirerede spørgsmål som 'hvor ville du helst rejse hen?', 'hvad var dit drømmejob som barn?' eller 'hvad er din livret?', var Bea nåede til et punkt, hvor hun hellere ville overraske lidt. Selvfølgelig var der også det, at Quidditchspillere tit havde ressourcerne til at rejse hen præcis, hvor de ønskede, og at de tit havde ønsket en karriere indenfor Quidditch gennem hele livet.

[Maxwell Attwater]

Doktor? Beas spørgsmål fremprovokerede en let latter fra Max' strube, inden han tog sig sammen til at besvare det. - " Desværre ikke. Jeg har to ældre søskende og som lille, troede jeg min storebror var Gud, så jeg gjorde basically bare det samme, som han gjorde " fortalte han åbenhjertet, før han pillede endnu et stykke muffin af og gumlede på det. - " Ville du da gerne have leget doktor med mig? " vente han så spørgsmålet og sendte hende et udfordrende blik. Problemet ved at stille kreative spørgsmål, var de kreative spørgsmål man så kunne få vendt tilbage imod sig. Bea kunne helt klart godt have været et af de der undersøgende børn.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea nikkede til svaret og pillede endnu et stykke af muffinen af. Et legende glimt havde fundet vej til hendes blå øjne. "Well, jeg er ikke typen, der svælger i fortiden." svarede hun med henkastet med et skuldertræk, før hun sendte ham et sigende smil. "Jeg er en af dem, der så hellere gør op for det i nutiden. Så det må du jo fortælle mig, Maxwell. Vil du gerne lege doktor med mig?" Bea var efterhånden rykket ind over bordet og havde tilbagelagt den største distance mellem dem. Med et moret smil lænede hun sig atter tilbage i stolen og tog en tår, mens hun gav ham tid til at overveje det noget offensive svar. Selv morede hun sig kosteligt.

[Maxwell Attwater]

Damn, den pige var ligefrem. Maxwell kunne ikke lade være med at grine over hendes spørgsmål og mødte hendes blik. - " Hvorfor skulle jeg ikke ville lege doktor med dig? " spurgte han og lagde hovedet spørgende på skrå. - " Selvom du næsten ser for godt ud i det tøj til, at jeg har lyst til at pille det af dig " . Beatrice var ærligtalt en ekstrem køn kvinde og tilmed en, som man kunne tale Quidditch med. Den eneste fejl hun havde, var, at hun spillede for et rivaliserende hold. Ellers gik hun næsten for at være den perfekte kvinde. Næsten altså.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea kunne ikke tilbageholde et grin ved hans meget direkte svar. Hun var ikke typen, der normalt blev forlegen, men alligevel havde en svag rødmen indtaget hendes kinder. Det havde hun alligevel ikke forventet. "Som du dog kan udtrykke dig, Attwater." lo hun. Hans modtræk havde fået hende lidt ud af balance, men hun fandt hurtigt vejen tilbage til deres lille ping-pong. Hvis det ikke havde været for det smil havde hun ikke været ude i samme vanskeligheder.

"Det skulle jeg have tænkt på noget før, jo!" kommenterede hun med en hovedrysten over sit tøj og slog ud med hænderne, "Næste gang skal jeg nok bede min stylist om en sort skraldesæk i stedet." Bea lod fingeren stryge over glassets kant. "Selvom det nok kommer til at stoppe rosen for at være en velklædt sportsnørd."