En dårlig og en ny.

[Hannah LeFroy]

Tag: Jean-Baptiste Augustin

Grundet tanker der for tiden holdte Hannah vågen om natten, led hun af søvnmangel, da hun mødte i spisesalen. Hun var faldet i staver under morgenmad, og var nok faldet dybere i trance, hvis ikke en kollega havde været så sød at puffe til hende. Det stunt resulterede i at hun mødte op til besværgelser, få sekunder før professoren, og var tvunget til at tage dødspladsen, mellem to slytherin-elever. Lektionen gik derefter med at opdage at hun havde medbragt sin forvandlingsbog, sine noter til eliksirer, og hun var løbet tør for blæk.

Efter sådan en dårlig start på dagen – og en dårlig start på sit sidste år i det hele taget – var der kun ét sted stræberen vidste hun kunne berolige sig selv.

-   -   -   -

Hannah trådte ind i biblioteket, og blev straks mødt af den beroligende stilhed og lugten af pergament, som hun holdte sådan af. Hannah bevægede sig ned mellem læsepladserne, videre hen mod reolerne, mens hendes blik spejdede hen over de mange titler. Der var flere bøger hun havde haft mellem hænderne før. Også flere hun længtes efter at læse. Hun rakte ud efter en tynd, læderindbundet bog, og kunne ikke dy sig fra at åbne den hvor hun stod, hvorefter hun lod sit blik blive fanget af ordene. Det var da hun kiggede op at hun så ham. Korngult, langt hår. Høj, med markerede træk. Trods han var klædt i farver hun kendte aldeles godt, så var hans ansigt ukendt for hende. Der var noget over ham hun aldrig havde set før, hun kunne ikke sætte en finger på hvad, men det var nok til at hun tog sig selv i at stirre et par sekunder længere end hvad der passende. Hun rømmede sig, lukkede bogen hun stod med, men fik så øje på noget i hans blik, som hun havde set i så manges herinde. Det var nok til at hun kort efter bevægede sig over mod ham.

”Du ser søgende ud. Leder du efter noget bestemt?”, spurgte hun venligt, og sørgede for at stille sig sådan, så han ikke blev forskrækket over at hun kom hen. Hun sendte ham et mildt smil. ”Jeg hedder Hannah.”, præsenterede hun sig lidt efter.



Tøj: clicky

[Jean-Baptiste Augustin]

Hogwarts var stadig ny for Jean-Baptiste og Jean-Baptiste var stadig ny for Hogwarts. Den britiske troldmandsskole var noget helt andet end Beauxbatons og han var endnu ikke faldet helt til. Det var måske også fordi, han et eller andet sted nægtede at gøre det, forsøgte at undgå at binde sig til noget. Slottet var stort og fyldt af hemmeligheder, faldgruber og Merlin måtte vide hvad ellers. Biblioteket i sig selv var en labyrint uden lige, og på trods af at Jean-Baptiste ellers var ganske intelligent, havde han endnu ikke gennemskuet systemet, der virkede rodet og uorganiseret i forhold til det han kendte fra det franske troldmandsinstitut.
På trods af det kunne han dog ganske godt lide det, betragtede det nærmest som et helligsted, hvor det ikke var forventet af ham, at han var interesseret i at gøre bekendtskaber. Han kunne holde sig for sig selv, og det var i sidste ende det bedste for alle parter.

Fortsættende sin søgen i egne tanker, så han svagt overrasket ned, da en lys stemme meldte sig ved siden af ham. Han genkendte ikke umiddelbart pigen, men alle ansigter var nye for ham og de gled alle mere eller mindre i ét med hinanden. Han var stivnet lidt på stedet, kun i et øjeblik, før han rettede sig op, med alle sine forbehold parat. Som hende var han iført sin skoleuniform, ganske vist med kappen over skuldrene, men uden slipset om halsen. Alligevel var der ingen tvivl om, at han hørte til samme kollegium som hende.

Det virkede måske underligt, at han endnu ikke havde svaret hende, men blot rakte ind under sin kappe for at frembringe en af de mange notesbøger han var i besiddelse af og en mindre blyant. Blikket blev vendt mod papiret, og i et øjeblik skrev han. Da han var færdig, vendte han den mod pigen, som tilsyneladende hed Hannah.

"Phineas Bournes bog om eliksirer."

Han tøvede et øjeblik, trak så notesbogen til sig og tilføjede en sætning. For god ordens skyld.

"Jeg er Jean-Baptiste."

[Hannah LeFroy]

Hannah var egentlig ikke så udadvendt og ligefrem som nu, så da han stivnede foran hende, kunne hun mærke flovheden fylde hendes krop. Hun bed sig hårdt i underlæben, som et forsøg på at fortælle sine fødder at de skulle blive hvor de var, og ikke løbe panisk væk. Hun tog hans tavshed som tegn på at hun havde forstyrret ham, og hun var på nippet til at undskylde, da han trak en notesbog frem. Det tog hende ikke lang tid at regne ud hvad notesbogen skulle bruges til, og da han vendte papiret mod hende, bekræftede det hendes mistanke. Hun læste ordene omhyggeligt. Hun lyste op i et stort smil.

”Jamen.. det er jo den bog jeg står med”, udbrød hun, nok en tand for begejstret. Hannah fangede hans blik med sine brune øjne. De fleste ville i et scenarie som Hannah var i nu, nok have medlidenhed med fyren. De fleste ville forsøge at skjule det, men det ville tydeligt ses i deres blik, og høres i deres stemme alligevel. Det var dog ikke tilfældet med Hannah. Hannah så på Jean, men det var med et blik fyldt af nysgerrighed. Hvis det at Jean var stum vækkede noget i hende, så var det en vis interesse, frem for noget andet. Hun rømmede sig. ”Her.”, sagde hun, og lagde den på et lille, rundt bord ved siden af ham, da hun tænkte at han stod med nok i hænderne i forvejen.

”Jeg skimmede den hurtigt igennem før jeg kom herover.. jeg lavede æselører et par steder hvor jeg fandt besværgelserne interessante.. hvis det er noget.. Du kan også bare glatte dem ud igen.. det bør du nok, hvis du ikke vil have bibliotekaren i hælene på dig…”, hun bed sig igen i underlæben. Hun skubbede lidt hår om bag højre øre, mens hun så på ham, med et mildt smil om de røde læber.