Natteravn

[Julian Buford]

Klokken nærmede sig et og Julian gned sig søvnigt i øjet. For en time siden var han blevet bedt af en vejleder om at gå op på sovesalen, men for en gangs skyld havde Julian stukket en løgn og sagt at han nok skulle gå op om et par minutter. Han havde med garanti ikke virket særligt overbevisende, men vejlederen havde følt at det var akavet at gå hen og snakke med ham den nørdede (læs: Julian) igen og opgav sit projekt med det samme.

Der var ingen flammer i ildstedet, men Julian havde tændt et par lamper omkring sig så han havde ordentligt lys til at læse i. Han havde været så distret at han havde taget sin eliksirbog med i stedet for den roman han var i gang med, og fordi han ikke havde lyst til at gå i bare tæer på stentrapperne igen, var han bare gået i gang med at skimme den i håbet om at det ville give ham ro fra de tanker der kørte rundt i hans hoved. Egentlig ville han bare gerne sove, men gutterne på hans sovesal så og snakkede, så han var gået i protest. Måske fortrød han det lidt og ville helst af alt op under dynen igen.. Men trappen var kold, og sofaen var blød.

[Amanda Byrnes]

Klokken nærmere sig ét og Amanda Byrnes var på desperationens rand. Hun havde holdt sin sengetid - hun holdt altid sine sengetider - og hendes aftenritual var det samme som det altid havde været: Nattøj, lidt vand, tandbørstning, lidt natlig læsning og så søvn. Bortset fra, at denne aften var sidste trin udeblevet uden at give hende besked om hvorfor og det irriterede hende grænseløst. Hendes medkollegianerne var for en gangs skyld faldet pænt i søvn for længst, og hun havde ufrivilligt lyttet til deres koncert af åndedræt, mens hun selv havde ligget og vendt og drejet sig i hvad der føltes som år. Bare, sådan, for at give søvnen en chance.
Men søvnen kom ikke. Der var uro i kroppen og uro i hovedet og selvom hendes øjne brændte, gippede det distraherende i hendes ben, der nægtede at falde til ro. Ret irriterende. Ja, ikke bare det med benene, men i ligeså høj grad bevidstheden om at hun ville blive franarret sine otte timer. Syv. Seks. Fem... Hun havde brug for de timer!
Men til sidst blev det alligevel for irriterende, og med et fnys svang Amanda sine summende ben ud af sengen. Havde nogen smuglet en eliksir i hendes græskarjuice til aftensmaden? Temmelig usandsynligt, men på den anden side. Hogwarts.
Måske hun bare skulle tisse. En lille smuttur på badeværelset var ikke ulovligt, end ikke om natten, og hendes ben trængte til at gå. Så med en mumlen slå hun sin plyssede slåbrok om sig (ak, hun ejede en plysset slåbrok, lyserød endda), trak et par uldne sokker på og nedsteg trapperne til opholdsstuen.

Det var de tændte lys der distraherede hende helt fra sit ærinde. Hun havde tænkt over om husalferne mon tændte lys når de gjorde rent om natten, men hun hørte hverken alfetrin eller -stemmer nu. Hun trippede længere ind i rummet og missede med øjnene mod de blide lamper. Syntes at ane en skikkelse i en stol.
"Undskyld?"
Først efter sin høflige forespørgsel gik det op for hende, at en skikkelse kunne være hvad som helst, hvem som helst eller intet som helst overhovedet - men på det tidspunkt var det naturligvis for sent.

[Julian Buford]

Der var ingen lyde i det forladte rum, og Julian fortabte sig dybere og dybere i den altomfattende stilhed - det pludselig blev brudt af en stemme. Det gøs i hele hans krop, og han så op med en forventning om at få øjenkontakt med et spøgelse. Men der var ikke nogen (eller noget) foran ham, og han drejede sig i sofaen for at se, hvem der havde talt. Allerede inden han fik øje på Amanda, havde han overbevist sig selv om, at det sikkert bare var en medstuderende. Forhåbentligt, i hvert fald.

Det var en ganske irrationel følelse af irritation der skyllede over Julian, da han så hende. Hans første tanke var, at det da var utroligt hvordan hun altid skulle trænge sig på, og han lukkede sin eliksirbog i med et smæld og kom på benene. "Hvor længe har du stået der?" sagde han lavmælt, nærmest mere som en anklage end et spørgsmål. Lyset var bag ham og han kunne næsten ikke se den anden, nu hvor han havde stillet sig op. Han kunne dog ane hendes silhouet og vidste kun alt for godt, hvordan hun så ud.

[Amanda Byrnes]

Hans tonefald var næsten det mest overraskende - næsten mere overraskende end hvem stemmen faktisk tilhørte. Amandas øjne havde vænnet sig til det bløde lys nu, men hun trådte alligevel tilbage imod dunkelheden i overraskelse og trak slåbrokken mere om sig. En tåbelig handling, i grunden, der var ikke meget at dække til, hun var allerede dækket grundigt af sin stribede pyjamas.
"T-.. Tolv sekunder?", svarede hun tøvende, både for overrasket og træt til at tage ham tonefaldet ilde op.
"Jeg skulle bare..", begyndte hun, men huskede snart sit egentlig ucharmerende ærinde, og lod sætningen dø ud i æteren.

Fra skyggerne ved trappen kunne hun se Julians omrids mod lamperne. Et stemningsfuldt natligt billede, der rummede en særlig spænding, hvis man følte sig poetisk - og Amanda fandt at poesi faldt hende lettere ved nattetide. Det samme gjaldt, tilsyneladende, følelser. Hun havde ikke glemt deres sidste 'samtale'. Ej heller de mange uger med knasende stilhed siden da. Det lod ikke til at hjælpe at putte sig i skyggerne, men hun blev der alligevel.

[Julian Buford]

Julian havde ikke stillet sit spørgsmål med henblik på et så præcist svar, men svar fik han da. Hun havde altså ikke stået og spioneret på ham. Hvorfor skulle hun også det. En velkendt følelse af frustration blandede sig, og han knugede bogen i sin hånd. På trods af at det havde stået på de sidste par måneder havde Julian stadig ikke vænnet sig til, hvordan hans ellers logiske og rationelle tankegang blev fuldstændig ånds- og fornuftforladt lige så snart han stod foran Amanda.

Men der var noget andet over den usammenhængende tankestrøm, der raserede i hans hoved. Han var ikke ren og skær blevet slået ud af den bare fordi hun var dukket op - han havde været ude af den før det. Og det fik ham til at tage en splitsekundsbeslutning, hvis konsekvenser han var for udmattet til overhovedet at overveje. "Amanda," mumlede han og gik hen mod hende med langsomme skridt, indtil de stod i normal samtaleafstand. Han lukkede sin anden hånd om bogen fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre af sine arme, hvilket et eller andet sted var tosset, da der ikke var meget lys at tage af. "Prøv at høre her," begyndte han i et underligt stemmeleje, "jeg kan ikke være sur på dig mere. Det kan jeg bare ikke. Det er udmattende og det er så hårdt. Så jeg tror..." hans stemme blev tynd og han bøjede hovedet forover og stirrede direkte ned i det mørke gulv. "Jeg ved ikke om det hele sluttede allerede til festen for dig. Men jeg var ikke helt færdig... Og det tror jeg måske jeg er nu."

[Amanda Byrnes]

Det ville have været ret dramatisk at kunne fortælle sig selv, at det føltes som en verbal lussing. Lige i ansigtet. De ord dér.
Desværre var livet sjældent så dramatisk som man kunne ønske, og da Julian trådte frem mod hende og fik sagt sin sandhed, føltes det ikke som en lussing. Højst lidt koldt vand.

Amanda var træt. Hun var træt og i søvnunderskud, ikke just gearet til at møde sin hvad-hulen-han-var i opholdsstuen midt om natten og endnu mindre gearet til at tage imod hans følelser. Meget vigtige følelser, uden tvivl. Sikkert velovervejede og velbegrundede, hvis hun kendte Julian ret. Men det ændrede ikke på at det var pludseligt og det var virkelig dårlig timing og det, slog det hende, havde det også været sidste gang. Måske altid. Måske var det bare ALTID dårlig timing når det gjaldt ham og hende.
Det med at tage stilling i utide plejede ikke at føre til andet end trang til flugt, når det gjaldt Amanda. Men denne gang var hendes skjolde ikke så stærke som i dagtimerne og trods en bekymrende mangel på indledende følelser, var forurettetheden overraskende nok noget af det første der rørte sig i hende. Som en lille hård kugle under ribbenene.

"Så, hvad, så du er færdig med mig? Er det det du siger?"

Hun talte lavmælt, men blev alligevel overrasket over, hvordan ord der skulle have været almindeligt spørgende alligevel kom ud af hendes mund klingende som afkølet glas.

[Julian Buford]

Det Julian troede skulle være en plat monolog og så op i seng tog en uventet drejning, og han stod et øjeblik i stilhed, mens hendes kolde ord klingede i hans ører. Så trådte han lidt til siden, så lyset nåede hende og han kunne se hendes ansigt tydeligere, hvilket var at foretrække i så alvorlig en samtale. Det var besynderligt at se hende på denne måde, men samtidig var det en enorm lettelse at hun talte ligeud så de rent faktisk kunne få det hele på det rene.

"Med mine følelser for dig, ja, sagde han. Det føltes en anelse tamt, men det passede. "Jeg kan ikke mere," tilføjede han for at der ikke skulle være nogen tvivl om sagen. I et øjeblik overvejede han om han skulle forklare hende, hvor svært han havde haft det i sommerferien på grund af hende, men han så ingen årsag til at stå og klynke. Var det netop ikke det han ville væk fra? Han fandt det svært at holde sin kæft, og det blev mere og mere klart for ham at han ikke syntes det var i orden at hun blev sur. Hun havde sagt hvad hun syntes til ham og såret ham, hvad havde hun forventet? "Jeg kan ikke, når det jeg gør for at få dig tættere på bare skubber dig længere væk. Jeg kan ikke når mine forsøg på at lære dig bedre at kende bliver set som en invasion af din privatsfære. Jeg kan ikke at det kun skal være mig der skal overskride mine personlige grænser og dele ud af mig selv uden at få noget tilbage igen." Julian havde hævet stemmen betydeligt uden at bemærke det. Han trak vejret heftigt og nærmest rev sin ene hånd løs fra bogen, som han knugede hårdt, og pegede på hende. "Du afviste mig! Du afviste mig!"

[Amanda Byrnes]

Amanda stod netop og overvejede præcis i hvor høj grad hun burde føle sig som et stykke skrald der blev trådt på, men han var tydeligvis ikke færdig, og snart måtte overvejelserne vige til fordel for stærkere og stærkere vantro.
Vantro, fordi hun for det første ikke havde været klar over præcis hvor slemt det stod til for den anden (og ærligt talt, måske ville sympatien slå ind engang senere på natten), men endnu mere på grund af hans helt urimelige anklager. Det lykkedes hende at åbne munden for at afbryde flere gange, men om det var en forskruet høflighed eller noget andet, der stoppede hende, var ikke til at sige.

Dog, da den høje fyr i lampelyset endelig havde talt sig færdig var det med lige tilpas meget anklage, til at hun simpelthen ikke kunne holde sin mund mere. Hun sendte hans pegende finger et skarpt blik, der hurtigt flyttede op til hans ansigt, og slap sin plys-lyserøde slåbrok med hænderne.
"Okay, for det første,", hendes stemme var, om muligt, blevet endnu lavere i et forsøg på ikke at lade den slippe ud af kontrol, "Hvilke forsøg på at lære mig at kende? Nej, virkelig, hvilke?" Det var naturligvis et retorisk spørgsmål, for hun fortsatte:
"Og for det andet..", hun trådte et lille skridt ud af skyggerne, alt for opmærksom på at holde øjenkontakt trods modlys, "Jeg afviste dig til en fest hvor du lige var blevet afsløret i at k-kysse på en anden pige. Og du reagerer ved at lægge mere pres på mig?, flere ting jeg skal tage stilling til? Hvis du virkelig så gerne vil lære mig at kende, burde du efterhånden havde lært at sådan virker jeg ikke.
Hun snappede en indånding.
"Du ydmygede mig! Eller du var måske for fuld til at huske den del, Julian?"
Det havde ikke været meningen at lyde så foragtelig, men hendes stemme dirrede og hendes ene hånd var knuget og hendes øjne brændte af træthed og vildfarne følelser.

[Julian Buford]

Julian stirrede vantro på hende da hun stillede spørgsmålstegn ved, hvilke forsøg han havde gjort på at lære hende bedre at kende, og han åbnede munden i protest - dog uden at sige noget. Det var i samme øjeblik at han indså at han garanteret havde lagt meget mere i det end hende, og slog nærmest luften ud af brystet på ham. Det var af samme grund at han ikke blev mere vred men snarere ked af det, da hun bragte festen på banen. Egentlig syntes han ikke det var i orden, at hun pludselig fortalte ham sandheden omkring sine følelser om hvad der var sket nu, da han havde givet hende en oplagt chance til festen, havde stået frem og taget ansvaret, men den tankegang blev slået helt ud af kurs, da hun blev direkte tarvelig.

"Og du tror ikke det var ydmygende for mig at blive kysset af en af ren og skær medlidenhed? At blive presset til at indrømme at ens første kys havde været med en pige, der har en kæreste, foran alle mulige mennesker, inklusive dig? Jeg havde ledt efter dig hele aftenen, jeg havde endda skrevet de åndssvage uskrevne regler ned, og lige pludselig står min bedste veninde og erklærer min kærlighed til mig, og en eller anden idiotisk slange prøver at tvinge mig til at kysse hans sko og truer med at gå efter hele min familie. Den eneste der var der for mig var Jess, og hun prøvede bare at være sød." Julian havde ikke fået styr på det underlige stemmeleje, men han holdt sig fra at råbe. Den hastige talestrøm var dog ikke ovre endnu, og han skar en ulykkelig grimasse, fordi det sved i øjnene. "Det hele gik galt. Og ja, det var min fejl, og jeg er godt klar over at jeg ikke har ret til at kræve, at du skal tilgive mig, fordi jeg beder om forladelse. Men det var ikke kun til festen, at det gik galt. Det har aldrig rigtig fungeret mellem os to, har det? Du må da vide, at jeg, måske endda bedre end de fleste, kan sætte mig ind i hvordan du fungerer, men du er nødt til at forstå, at jeg slet ikke tænker klart, når jeg er sammen med dig," fortsatte Julian, nervøs for hvordan hun ville tolke, at han talte i nutid.

[Amanda Byrnes]

Det her var for dumt. Det var så dumt! Amanda var så indestængt vred at hun næsten ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, og hun var ikke klar til at den vrede begyndte at smelte bort mellem hendes knyttede hænder. Hun var ikke færdig med den! Men ikke desto mindre, jo mere Julian talte, jo flere brikker hun fik til sit indre puslespil af dén pokkers fest.. Billedet var allerede begyndt at ændre sig til noget helt andet end hun troede, hendes vrede var ved at omdanne sig til god gammeldags dårlig samvittighed og informationerne blev bare ved med at komme.
For mange informationer. Alt, alt for mange. Amanda havde aldrig syntes det var let at tage stilling til for meget på én gang, men når man tilføjede at det hele handlede om følelserne hos et andet menneske, hvis velbefindende jo faktisk, for pokker, stod hende nær - og i øvrigt fandt sted midt om natten... Hun var nødt til at sænke blikket og sænke hænderne, halvt om halvt klar til at vende rundt og løbe tilbage op ad trappen, bare for i det mindste at få lidt ro til at tænke. Hvorfor gav han hende aldrig lov til at tænke? Var det med vilje?
Men hun drejede ikke rundt og hun løb ikke væk, selvom det gibbede i hendes ben og hendes hoved snurrede en smule.
"Du...", hun kiggede atter op, men al isen var smeltet væk fra hendes blik nu og havde kun efterladt træthed og en smule forvirring, "Du giver mig aldrig tid til at tænke. Vent."
Hun havde løftet den ene hånd i en 'vent lidt'-gestus. Nåja, i det mindste var hun god nok til at lade sine tanker vælte direkte ud af munden. Det var en god ting. Ikke?

Men det havde han også problemer med, det med tankerne? På samme måde endda? Måske forstod han hende meget bedre end hun troede alligevel? Eller hvad? Hun havde ikke selv ret meget indsigt i andres følelser, medmindre hun kendte dem godt, og... Kendte de hinanden godt? Ikke rigtig. De kunne snakke sammen. Overraskende nok. Hun kunne lide Julian, han havde altid givet hende plads. Og været venlig. Han var i virkeligheden ret interessant, men-... Men når hun hørte andre snakke om 'forelskelse' var der altid så meget fyrværkeri. Hun havde ikke noget fyrværkeri, måske højst en stjernekaster. Så, hvad, gjaldt det overhovedet?

Men det kunne da i grunden også være lige meget, for tilsyneladende havde det "aldrig rigtig fungeret" mellem dem alligevel. Av.

"Julian," hun tog en dyb indånding, ikke helt sikker på præcis hvor længe hendes lille tankestrøm havde varet, "Jeg kan godt lide dig. Du er rar og venlig og jeg er.. Jeg er ked af festen. Hele festen. Jeg prøvede at komme med et brev til dig og det var måske dumt.. Måske har jeg bare været dum. Men jeg kan.. virkelig godt lide dig."
Hun sænkede blikket igen. Stengulvet føltes ikke helt så dømmende.
"Måske... Måske hvis vi startede forfra? Måske hvis jeg kunne følge med-...?"
Det sidste blev spagt nok til næsten af forsvinde ned i fliserne.

[Julian Buford]

Selv om han ikke tænkte særlig klart fik han i hvert fald udtrykt sig klart for en gangs skyld. Det var ikke på den romantiske måde, som han havde forestillet sig, men det var efterhånden blevet klart, at sådan en mulighed ikke ville opstå længere. Der var noget i Amandas udtryk der ændrede sig, og selvom han ikke kunne sætte en finger på præcis hvad, åbnede han munden for at sige noget. Bare et eller andet. Men hun tog selv ordet, og Julian kom instinktivt til at holde vejret da han fik at vide, at hun havde brug for at tænke. Han nikkede en enkelt gang, da hun løftede sin hånd mod ham og åndede ud så stille som muligt, så det ikke kom til at lyde, som om han sukkede. For han havde tænkt sig at give hende al den tid i verden det krævede for hende at kunne tænke klart.

Julian ventede tålmodigt. Tankerne virrede så kraftigt i hans hoved, at han ikke engang vidste hvor længe de havde stået der, før Amanda talte. Han bemærkede dog, at han havde klamret bogen så hårdt i sin hånd, at han knap kunne mærke sine fingre. Han troede knap sine egne ører, ført fordi hun talte ligeud om sine følelser, så fordi hun bragte brevet på banen. Der var noget ved hendes ordvalg, der vækkede hans opmærksomhed, men det - sammen men evnen til at tænke klart og trække vejret - blev skubbet i baggrunden af det andet. "Du har ikke været dum," sagde han åndeløst. "Hvis nogen har været dum, så er det mig. Amanda, du skal ikke-" Julian var trådt et skridt frem men stoppede sig selv og sin tale med det samme. Han ville ikke ødelægge det hele ved at tvinge hende ud i et kram hun ikke havde lyst, også selvom han var ret overbevist om at det at være tæt, tættere, tættest på hende ville være løsningen på alle verdens problemer lige nu. "Jeg... Jeg vil gerne..." mumlede han til det blå hår - han kunne ikke få øjenkontakt med hende når hun så ned, og han ville højst sandsynligt selv sænke blikket hvis ikke hun havde gjort det. "Vi kunne..." Han anede ikke hvordan den sætning sluttede. Han ville bare holde om hende. Have hende tæt på. Var det så galt?

[Amanda Byrnes]

Amanda opfangede godt åndeløsheden, men var usikker på hvad hun skulle lægge i den. Så hun arkiverede dén overvejelse til en anden gang. Hvad vigtigere var, hun opfangede også at Julian faktisk fangede hendes slatne undskyldning og ikke bare tog den til sig, men gav sin egen tilbage. Hvis der havde været en knivspids vrede tilbage i hende, var den godt og grundigt skyllet væk nu.
Hun overvejede om dette - dette positive udfald af et iøvrigt ret negativt grundlag - mon var resultatet af nogenlunde ordentlig kommunikation. Var det virkelig alt, der skulle til? Et sent tidspunkt, lidt metaforisk fægten med armene, et par ærlige sætninger og en dybfølt (om end slatten) undskyldning? Virkelig? Wow. Hun burde skrive det her ned.

Tanken fik hende næsten til at smile ned mod gulvet, men atter en gang havde hendes hoved travlt andetsteds: Navnlig med at forsøge at få alle Julians brudte sætninger til at give nogenlunde mening. Hun havde ellers troet, hun var de brudte sætningers mester... Det lod til, hun havde mødt sin ligemand. Han var et naturtalent.
Som.. For øvrigt.. Faktisk lige var gået ind på hendes forslag om ikke at opgive, ja, øh, dem, vel, i grunden.
Okay, dén tanke fik et spinkelt smil frem, som stengulvet fik glæde af.

"Mhmm...", svarede hun stilfærdigt, usikker på hvad ellers man svarede til et "vi kunne...".
"Øhm."
Ja, hvad nu?
Nu var klokken blevet virkelig mange, gik det op for hende, da et gab af dimensioner pludselig pressede sig vej hele vejen op fra lungerne. Og efter det fulgte al den opsparede træthed som en rygsæk af bly.
"Wow. Det er virkelig sent.", sagde hun og løftede endelig hovedet for at møde hans blik igen. Det var svært igen. Hvorfor var det altid svært?! Men det malplacerede gab havde alligevel rystet lidt af alvoren fra hendes ansigt og hun smilede undskyldende. Kastede et blik på hans sweater. Mindede sig selv om at bare fordi man var træt, var det ingen undskyldning for at gøre underlige ting. Mindede dernæst sig selv om, at hun ikke havde lavet andet under hele diskussionen. Og trissede så endelig forsigtigt fremad indtil hun kunne lægge sin pande på hans brystkasse. For én gangs skyld uden overskud til at tænke for meget over hvad hendes arme lavede eller om dette her i grunden var tåbeligt som bare pokker. I stedet lukkede hun øjnene.
Wow. Nattetide kunne være nyttigt, hvem skulle have troet?

[Julian Buford]

Efter at have været nok så velformuleret var det pludseligt blevet svært at færdiggøre sine sætninger. Nu var de kommet ind på ukendt land, og Julian anede ikke hvad han skulle gøre fra nu af. Men da Amanda nævnte at det var virkelig sent blev det klart for ham, at han i hvert fald ikke havde tænkt sig at gå herfra uden at finde ud af præcis hvad der skete fra nu af. Kendte han ikke hende godt nok til at vide, at det var sådan det skulle foregå? Han åbnede munden for at sige noget men blev slået ud af den da hun kiggede op igen. I stedet kom han til at smile skævt, og det gav et sug i hans mave, da hun faktisk gik helt hen til ham og lagde sin pande mod hans bryst. Han slappede af i skuldrene - og opdagede at de havde været helt spændt indtil nu - og lagde blidt sine arme om Amandas skuldre i en længe ventet omfavnelse. Han turde næsten ikke trække vejret.

Julian bøjede hovedet forover så hans hage hvilede mod hans bryst, lige netop over Amandas hoved. Det var så ubeskriveligt rart at stå med hende i sine arme, og han vidste egentlig godt hvad han havde lyst til at sige til hende. "Amanda?" sagde han spørgende i en halvvejs-til-hvisken. "Jeg vil gerne prøve igen. Men så skal du vide..." Han holdt vejret og samlede mod til sig, inden han rettede sig op igen og holdt hende ud for sig - så lidt som overhovedet var nødvendigt for at de kunne se på hinanden. "Så er det kun dig... Kun dig og mig, ikke?" Han holdt inde igen og forsøgte at få styr på sit nærmest rystende stemmebånd. "Og så kan du sige hvad som helst til mig. Så det ikke går galt igen. Jeg har ikke travlt. Jeg vil bare gerne have at vi... at vi kan snakke." Julian vidste udemærket hvor det var han ville hen med det her. Han kunne også sagtens formulere sig mere præcist, men det var af ren og skær skræk for et enkelt ord, der holdt ham fra at gøre det - ikke på grund af Amanda, men på grund af ham selv.

[Amanda Byrnes]

Hun var ikke helt glad for at indrømme det, men det her var rart. Sådan, virkelig rart. Amanda havde altid været lidt, skal vi sige 'selektiv' når det gjaldt fysisk kontakt med andre mennesker. Ikke fordi der var nogen særlig grund til det, hun havde bare aldrig forstået hvorfor så mange konsekvent valgte at udtrykke sig så.. tæt på hinanden. Det virkede uprofessionelt. Men naturligvis var det helt umuligt at have en pige som Morgan som veninde og ikke blive udsat for så mange kram (og så mange forskellige slags der dog var) i tide og utide. Og i løbet af det sidste års tid var hendes kontakt-tærskel blevet væsentligt højere.
Men det her var selvfølgelig noget også andet end bare et spørgsmål om kontakt. Det her var Julian, som hun godt kunne lide og som godt kunne lide hende og selvom det var et temmelig lille og træt kram (der sandsynligvis ikke engang ville dukke op på Morgan-skalaen) var det alligevel lidt spændende. Og Amanda tog sig selv i at smile ind i hans sweaterstof, bare fordi det hele var så rart for en gangs skyld.

"Mhmm?", mumlede hun da han sagde hendes navn. Hun så først op, da han øgede afstanden mellem dem en anelse og talte til hende igen. Endnu en gang måtte hun blinke mod lampelyset et par gange og gnide øjnene med sin hånd, mens hun lyttede og forsøgte at forstå kernen af hans ord. Lidt kryptisk var det, men formuleringer som "kun dig og mig" var trods alt ikke til at tage fejl af - ikke engang for hende.
Så hun endte bare med at nikke. Sådan 89% sikker på at hun forstod hvad han mente, og om ikke andet taknemmelig for indbydelsen til at snakke om tingene.
"Julian...", begyndte hun og holdt øjenkontakten, usikker på hvor det her bar hen, "... Jeg skriver alting ned." Okay. Ikke forventet ordvalg, men nu hun var i gang: "Og jeg spiser kun én slags mad ad gangen. Og jeg forstår stadig ikke hvornår nogen er ironiske. Jeg skriver kladder til mine breve. Og jeg tager noter til fester, fordi jeg stadig ikke forstår hvordan man gør. Jeg er.. Jeg er super underlig."
Det smil, hun sendte ham, var på én gang undskyldende, en anelse selvironisk og næsten spørgende. Og hun kæmpede mod trangen til at prøve at bortforklare, hvorfor det pludselig var vigtigt at komme ud i lampelyset med alle (okay, langt fra alle) sine underlige træk. Det var dumt, men det var også vigtigt at det ikke blev hendes sortering-af-mad-på-tallerkenen der ødelagde alting. For det ville være noget af en antiklimaks.

[Julian Buford]

Stadig delvist med armene om Amanda fremlagde han sit forslag om at være sammen, men det var først da hun nikkede bekræftende at han rigtig forstod, hvad der lige var sket. Det sitrede usikkert i hans mundvige i nogle sekunder, og han nussede ubevidst det plyssede slåbrokstof med sin ene tommelfinger.

Julian nikkede da hun sagde hans navn, og da hun fortalte hvordan hun skrev alting ned blev den usikre sitren til et bredt smil, der lyste hele hans ansigt op. Det gjorde han jo også. Og - måske endda værre endnu - han skrev om alting. Men det var ikke nu han skulle til at fortælle om den slags. Det var tydeligt at hun havde brug for at fortælle ham de her ting for at sikre sig, at han ikke syntes hun var en totalt underlig, hvilket hun endda selv også sagde. Han ville gerne forsikre hende om, at det bestemt ikke var tilfældet, men de ting hun havde fortalt var ikke nær underlige, og han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Derfor endte han med at trække på skuldrene med et dæmpet latterfnys mens hans stadig holdt øjenkontakten med hende. "Jeg synes ikke de skrevne uskrevne regler er åndssvage," indrømmede han så. "Jeg har dem stadig. Vi kan måske lave dem færdige sammen," foreslog han og huskede at papiret lå sammenkrøllet et sted bag hans reol. Der var noget alvorligt i hans blik, men smilet hvilede stadig på hans læber. Det var svært at tro at denne samtale var startet ud som et skænderi, særligt fordi det føltes så naturligt at stå der og holde om hende og snakke med hende. Men han vidste også godt at de ikke kunne blive stående hele natten, så han løsnede sit greb om hende og lagde sin bogfrie hånd på hendes skulder i et øjeblik, inden han lod begge arme falde ned langs siderne. "I morgen... Vil du spise morgenmad sammen?" spurgte han uden at overveje, at morgenmad kun var nogle få timer væk.