For høfligt forhør

[Nina Aiken]

Tag: Alistair Murray

Det var eftermiddag og Nina Aiken stod til at have en potentielt lidt ubehagelig samtale. Hun havde tænkt en del over det, prøvet at finde ud af hvordan og hvorledes hun skulle håndtere situationen. Alistair Murray havde været usædvanligt venlig overfor hende, og selvom at hun umiddelbart havde været mistænkelig, var hun så småt begyndt at håbe at han ikke havde eftertanker. Det gjorde det var ikke just sjovere at hun lidt blev nødt til at forhøre ham. Nogen havde vidst at Eloise var en varulv, og uanset hvordan hun vendte og drejede problemet var Alistair, med sin professorfar, et åbenlyst svagt led. Så hun havde sendt ham en ugle og aftalt et møde.
Vejret var passende gråt, og selvom at Nina mest havde lyst til at hoppe i et par komfortable jeans, var hun opdraget til at påklæde sig anstændigt, især hvis hun skulle være sammen med andre fuldblod der kunne dømme hende. Nu regnede hun ikke med at den jævnaldrende dreng havde tænkt sig at dømme hende, men der stod hun alligevel foran den utætte kedel og halvfrøs i en lidt for korte kjole.

[Alistair Murray]

Det ville være løgn at påstå, at Alistair ikke havde været bare en smule overrasket over at modtage en ugle fra Nina Aiken. Det generede ham dog ikke det mindste, og han følte sig endda en smule opløftet over det faktum, at hun tilsyneladende havde taget imod en håndsrækning - også på trods af den store skepsis, der havde været omkring hendes tilstedeværelse i den fulde leg til den overståede sommerfest.

Af samme grund havde han ikke tøvet med at imødekomme hendes anmodning, og trådte ud af pejsen i Den Utætte Kedel. Det var absolut den nemmeste måde at komme fra Hogsmeade på, og han priste sig lykkelig over, at han ikke var endt i en forkert pejs (det skete oftere end man skulle tro).
Med sod i ansigtet, så han sig omkring efter Nina, uden i første gang at kunne spotte hende. Af samme grund hev han et sammenfoldet brev op fra lommen, læste det igennem igen og indså, at han næppe ville finde hende indenfor. Derfor stak han hænderne i lommerne, og vandrede mod udgangen.

Ganske rigtigt ventede Nina på den anden side, og Alistairs blik faldt uvilkårligt en enkelt gang ned over hende, før han sendte hende et svagt smil. Uden i øvrigt at tage hænderne op af lommerne, selvom det stred imod hans gode opdragelse. "... Hej."

Han kløede sig alligevel i panden, og tværede dermed en sodstreg mere effektivt ud.

[Nina Aiken]

Nina havde, som det dysmønster hun var, mødt op et kvarter før det aftalte tidspunkt, og selvom at hun egentlig ikke havde noget imod ventetiden, betød det stadig at hendes bare ben og arme var dækket af gåsehud efter at stå ude i blæsten.
Da hun endelig fik øje på Alistair, var hun ved at være klar til at kommen indenfor, hun matchede hans lille smil med sit eget.
"Goddag." svarede hun høfligt og flyttede en smule på sig i håb om at få noget af varmen tilbage. Hendes blik faldt på hans pande og før hun nåede at betænke sig var hun begyndt at sige: "Du har.. " hun hævede hånden for at pege, men kom så i tanke om sin plads og skyndte sig at sænke armen igen, mens hun bare håbede at han snart ville gøre tegn til at de skulle gå indenfor (den slags initiativ ville virkelig ikke være acceptabelt fra hendes side)

[Alistair Murray]

Alistair syntes egentlig, at det hele var meget underligt.
Hans blik vandrede kortvarigt ned over Nina, og hvor han først havde bemærket sommerkjolen, kom han nu til at tænke over, at det måtte være relativt køligt at være hende. Det undrede ham, at hun ikke var gået indenfor i varmen, men for nu kommenterede han ikke på det. Han hævede i stedet øjenbrynene lidt over hendes påbegyndte håndbevægelse og sætning og nåede så langt som til at trække hånden op fra lommen, før hun afbrød sig selv. Nu trak øjenbrynene sig i stedet sammen og han så temmelig forvirret ud. "Øhm. Hvad?"

Nogle øjeblikke så han bare dumt på hende, før den halvt løftede arm faldt tungt ned langs hans side. "Skal vi ikke gå indenfor? Fryser du ikke...?" Akavet til mode kløede han sig i nakken.

[Nina Aiken]

Nina, der havde stået og vippet vægten fra den ene ben til det andet, lyste op i lettelse over Alistairs forslag. Endnu engang blev hun bekræftet i hvor betænksom han var, og det gjorde ikke ligefrem den kommende samtale lettere. Men familiebåndet var langt stærkere end deres begyndende venskab og derfor trådte hun efter ham ind i det lumre værtshus og fandt et bord. Uden rigtig at tænke over det efterlod hun midlertidigt Alistair der og, serviceorienteret som hun var, gik op og købte dem et krus te hver - ikke så meget for selve teen som for varmen og at have et sted at gøre af sine hænder i det eventuelle tilfælde af en konfrontation. Hun satte kruset foran Alistair med et af sine minimalistiske smil, før hun selv tog plads overfor ham.
"Du undrer dig sikkert over hvorfor jeg bad om at mødes.." sagde hun og strøg noget hår ud af ansigtet, med et en anelse plaget udtryk.