Black water

[Dulcibella Purcell]

TAG - MICHAEL | OUTFIT - HERE

Det var på en kølig sommeraften på Hogwarts grund, de få dage efter eleverne havde forladt skolen, at deres spådomslærer havde besluttet sig for at gå en tur. Hun havde taget et sjal om skuldrene, men frøs stadig som hun gik i græsset ned mod søen. Egentlig bemærkede hun slet ikke at hun frøs, hendes tanker var andre steder og ingen steder på samme tid. Siden massakren havde hun taget et langt orlov, men intet af det nyttede, det eneste hun kunne var at se på mens hendes eksmand beskyldte hende for at have opfordret sin søn til at begå sådan en ugerning som han gjorde.

Lige pludselig befandt hun sig ikke i græsset mere, men hendes fod var placeret i vandkanten til den mørke, kolde sø og hun tog et skridt til og flere fulgte efter, til hun stod i vand til midt på lårene. Hun kunne mærke den kraftige strøm tage fat i hendes skørter, men hun rørte sig ikke ud af stedet, alt i mens hun spejdede ud over søen uden noget egentlig mål. Hun følte en besynderlig glæde ved at mærke hendes ben blive mere og mere kolde, som om det var en lettelse for hende at hun endelig havde besluttet sig for at det skulle ende nu, at smerten over tabet af to børn endelig var ovre. Hun tog derefter endnu et skridt og lukkede sine øjne, mens hun ventede på at strømmen ville føre hende med sig.

[Michael Ogden]

T a g---D u l c i b e l l a--P u r c e l l---~---O u t f i t ---H e r e

Hogwarts godsforvalter var ude på sin sædvanlige aftentur langs bredden af søen. Nogle meter foran ham luntede en stor hund og snusede ivrigt til alt indenfor rækkevidde mens han selv havde en hundesnor i den ene hånd, uden de store intentioner om at bruge den. Det var køligt, men ikke koldt og solen var stadig synlig nederst på himlen hvor den snart ville forsvinde. Allerede nu farvede den himlen i en strålende farvelade af røde og gyldne nuancer, et syn han aldrig helt holdt op med at blive betaget af.

Det var også det han så på da den store hun begyndte at gø længere fremme og tiltrak hans opmærksomhed. Først kunne han ikke få øje på noget usædvanligt. Der var sommerstille på det store område nu alle skolens elever var hjemme for at holde ferie. Det var nogle måneder han havde set frem til, også selvom han holdt af sit job og de unge mennesker der skabte liv til hverdag.

Han spidsede læberne og fløjtede en kort kommanda der fik hunden til at stoppe op, gøre omkring og lunte tilbage mod ham "Hvad fandt du, tøs?" spurgte han uden at forvente et svar. Han rettede blikket fremefter igen og fik denne gang øje på en mørkklædt skikkelse der tisyneladende stod et stykke ude i det mørke vand et stykke derfra. Han rynkede panden og satte farten op mens hunden igen løb foran og stoppede på bredden ud for skikkelsen. Det samme gjorde han selv da han nåede frem med en snigende fornemmelse af der var noget galt "Det er lidt for køligt til at bade i dag, er det ikke?" kaldte han højt nok til at blive hørt og stadig ikke sikker på hvem det var der stod ude i vandet selvom skikkelsen tydeligvis var en kvinde og også virkede bekendt, selv med ryggen til.

[Dulcibella Purcell]

TAG - MICHAEL | OUTFIT - HERE

Dulcibella nåede ud til livet, før en stemme trængte sig ind i hendes bevidsthed og fik hende til at stoppe kortvarigt op. Hun åbnede øjnene og vendte sig mod bredden, mens hun lagde sine arme om sig selv, som en naturlig reaktion på hvor meget hun frøs. Vandet havde efterhånden gjort hele hendes kjole våd og hun havde svært ved at stå stille, da tyngden i hendes gevandter efterhånden var for meget for hende.
Dulcibella stirrede bare ind mod bredden, uden nogen intention om at komme tilbage ind igen, mens hun ventede på at hun ville blive revet med af strømmen. Hendes hår sad tjavset omkring hendes ansigt, men hun havde sat det meste af det op i en knold. Til sidst lukkede hun dog øjnene igen og lod sit sjal falde ned i vandet, mens hun lod sig selv falde samme vej og ramte vandet med en gennemtrangende lyd.

[Michael Ogden]

T a g---D u l c i b e l l a--P u r c e l l---~---O u t f i t ---H e r e

Michael rynkede panden endnu dybere da kvinden i vandet drejede hovedet mod ham og han genkendte hende som skolens spådomslærer. Han stod stille, anspændt og så bare på hende uden at sige noget flere lange øjeblikke, der sikkert føltes længere end de egentligt var. Han registrerede svagt at hunden peb et sted til højre for ham, men tog ikke blikket af Dulcibella og det tomme blik hun sendte ham der alligevel sagde så uendelig meget.

Så gik alting pludselig stærkt og han nåede intet at gøre før hun ramte vandoverfladen og forsvandt ned under den. Han bandede og reagerede derfra hurtigt og komplet instinktivt. Hundesnoren landede i sandet ved bredden af søen mens han selv trampede direkte ud i vandet mod stedet hvor han havde set hende synke. Han skænkede det ikke en tanke at få støvlerne af, men trak i stedet sin tryllestav frem rettede den mod ringene i vandet uden at stoppe op "Ascendio!" tryllestaven var rettet mod det lille glimt af sort skørt han havde fået øje på inden det forsvandt helt.

[Dulcibella Purcell]

TAG - MICHAEL | OUTFIT - HERE

Det var meget mod sin vilje at hun blev trukket ud af strømmen igen og op mod overfladen. Hun kunne dog ikke tænke så klart at hun kunne finde ud af at gøre modstand, men måtte blot lytte til de dybe undervandslyde til hun pludselig blev ramt af solnedgangens lys. Hivende efter vejret dukkede hun op fra søen igen og blinkede, mens hun forsøgte at se. Hun prøvede at finde fodfæste mens hun hostende kom til sig selv og plaskede lidt rundt i vandet, mens hendes hår hang ned foran hendes ansigt i et stort kaos.

Dulcibella åbnede derefter øjnene og prøvede at finde ud af hvem det var der havde ødelagt hendes plan, men hun var for omtåget til at genkende ham og måtte hoste videre i stedet uden at kunne gøre særlig meget andet end det. Til sidst, da hendes fod fandt sandet under hende, begyndte hun dog langsomt at bevæge sig op mod land, halvt svømmende, halvt gående - godt klar over at så længe han var i nærheden ville hun ikke få lov til at gøre som hun ville.

[Michael Ogden]

T a g---D u l c i b e l l a--P u r c e l l---~---O u t f i t ---H e r e

Michael åndede indvendigt lettet op da han så Dulcibellas gennemblødte skikkelse dukke op fra vandet igen. Han holdt tryllestaven løftet indtil han var sikker på hun stod selv og gemte den ikke væk før hun begyndte at bevæge sig ind mod land, og ham. Han var kun nogle meter væk og i vand til knæene, men var mere fokuseret på hende end på sine våde støvler og bukser. Hun kunne være faldet, men der var noget speget ved hele scenariet. Hvem gik ud i søen fuldt påklædt til at starte med. Alle, i sær hun som voksen, burde vide hvad der gemte sig i det mørke vand.

"Lad mig.. " begyndte han da hun snublede under tyngden af de våde skørter, gik et skridt længere frem og tog uden videre fat i hendes arm for at støtte hende. Han stoppede et øjeblik og så uudgrundeligt på hende, greb så resolut fat under hende og løftede hende som om hun ikke vejede det mindste "Søen er lumsk, Miss Purcell." kommenterede han roligt mens han satte kursen mod bredden og sin rastløse hund med en smule besvær "Er du okay?" han drejede hovedet og så alvorligt på hende med oprigtig bekymring i blikket før han nåede ind på fast grund og blev stående uden at sætte hende ned igen.

[Dulcibella Purcell]

TAG - MICHAEL | OUTFIT - HERE

Dulcibella forsøgte stædigt at gå igennem vandet selv, men var for rystet fysisk til at gøre det uden at snuble. En smule irriteret lod hun ham tage sin arm og udbrød en overrasket lyd da han pludselig tog fat under hende og løftede. Hun brød sig ikke rigtig om det, men havde ikke så meget andet valg end at blive i hans favn lidt endnu. Hun trak på skuldrene over hans kommentar om søen og strøg et par lokker hår væk fra ansigtet, hvorefter hun bevægede hånden foran sine læber og hostede igen.

Om hun var okay var et spørgsmål det ville tage længere tid at forklare og hun valgte at lyve og nikke et par gange, selvom hendes skælven og hosten tydeligt sagde noget andet. Hun var dog klar over at hvis hun ikke lod som om hun var okay, så ville han nok ikke lade hende være alene igen. Hun betragtede hans hund mens hun tænkte og placerede armene om sig selv, uden at være særlig kommunikerende med sin kollega, som hun nok havde det været en anden dag, ville have været lidt venligere ved.

[Michael Ogden]

T a g---D u l c i b e l l a--P u r c e l l---~---O u t f i t ---H e r e

Michael stod nogle øjeblikke endnu og så indgående på kollegaen i sin favn. Han var alt andet end overbevist af hendes nikken. Nærmere tværtimod overbeviste det ham om, at han ikke skulle lade hende ude af syne. Derfor satte han hende ikke ned lige med det samme "Jeg har varm te over ilden." begyndte han roligt mens han skiftede grebet omkring hende og ignorerede kulden der krøb ind på ham. Hvis han frøs ville han slet ikke overveje hvor kold hun var selvom han kunne mærke hende ryste ganske tydeligt "Og varme til at tørre både dig og dit tøj." han stillede ikke et reelt spørgsmål. Det ville hun kunne afslå nemmere.

Da hun stod selv bøjede han sig og samlede hundesnoren op fra sandet mens den store hund kom nærmere og gav sig til at undersøge den gennemblødte kvinde med en lav piben. Michaels blik hvilede hele tiden undersøgende på Dulcibella "Jeg går ikke ud fra det her er noget du ønsker Maverick får nys om?" denne gang var tonen tydeligt spørgende og han så afventende på hende.

[Dulcibella Purcell]

TAG - MICHAEL | OUTFIT - HERE

Dulcibella var for kold og våd til at kunne sige nej til hans forslag om te og varme og på trods af hendes ellers destruktive planer, var kulden for meget for hende. Hun sagde dog ikke noget, men prøvede bare at finde fodfæste i græsset, da han satte hende ned. Hun nøs og nåede kun lige at løfte hånden op foran sin mund og snøftede lidt derefter. Bella skævede ned mod den nysgerrige hund, men var ikke særlig interesseret i at klappe den, i stedet tørrede hun sine kinder, der stadig føltes fugtige efter svømmeturen.

Hun stoppede pludseligt op i sin bevægelse, stadig med hånden på kinden og slog blikket ned. Hun havde overhovedet ikke overvejet konsekvenserne af det hun gjorde, hvis det ikke var gået som hun ville. Hun lod derefter sin hånd falde ned på sine gennemblødte skørter og rystede på hovedet.
"Men det er ikke min beslutning.. " Hendes stemme var lav og hæs og næsten umulig at høre og hun trak derefter på skuldrene og begyndte at gå langsomt langs søen, mens hun lagde armene om sig selv og rystede i sine gennemblødte gevanter.

[Michael Ogden]

T a g---D u l c i b e l l a--P u r c e l l---~---O u t f i t ---H e r e

Michael var hele tiden klar til at gribe fat i hende igen. Hendes vaklende balance overbeviste ham ikke om at hun var helt sikker på benene endnu. Hendes tonløse svar fik rynkerne i hans pande til at træde tydeligere frem mens han lod hende gå et lille stykke før han fulgte efter med en bestemt mine.

Han fortsatte til han nåede op på siden af hende, hvilket ikke tog forfærdeligt mange skridt. Han så ikke på hende, men fortsatte med at gå med hænderne i lommerne på sine bukser "Hvis beslutning skulle det ellers være." han tav et øjeblik og et par skridt mere før han rømmede sig og ønskede han havde haft en jakke på han kunne tilbyde hende "Kom med tilbage til min hytte og få den te mens dit tøj tørrer." denne gang var der en klar invitation i hans ord "Du kommer kun til at vække opsigt hvis du går op på slottet som du ser ud nu." han drejede hovedet og så nu på hende, halvt bestemt, men mest indtrængende og med et blik der ikke helt tålte modsigelse på sin egen bløde måde.

[Dulcibella Purcell]

TAG - MICHAEL | OUTFIT - HERE

“Det er vel op til dig...” Bemærkede hun stilfærdigt og betragtede græsset mens hun gik, uden rigtig at vide hvad hun skulle sige til den mand der lige havde reddet hende, men imod hendes ønske.
Dulcibella havde egentlig allerede tænkt sig at gå med til hans hytte, men da han inviterede hende igen havde hun stadig ikke skiftet mening. I stedet nikkede hun blot og smilede en lille smule, mens hun drejede hen mod hans hytte med armene om sig. Hun mødte hans blik kortvarigt, uden at udtrykke særlig mange følelser, men sukkede blot over hans bemærkning og trak på skuldrene, hvorefter hun nikkede stille. “Ja.. Det kan vist ikke undgås.” Sagde hun og slog blikket ned mens hun forsatte hen mod hans hytte og gik i stilhed i et par sekunder.

“Det var ikke meningen der skulle have været nogen.” Påpegede hun og skævede diskret op mod ham, mens hun tog fat i sit hår og vred det i sine hænder, ikke fordi det ændrede så meget ved at hun var kold og gennemblødt. Dulcibella gik ud fra at han havde gennemskuet hvorfor hun var gået ud i søen og ville trods alt ikke have at han troede hun bare gjorde det for at få opmærksomhed.

[Michael Ogden]

T a g---D u l c i b e l l a--P u r c e l l---~---O u t f i t ---H e r e

Michael kneb øjnene lidt sammen og så lige frem igen "Jeg siger ikke noget du ikke ønsker jeg skal sige." konstaterede han efter et øjebliks betænkning og fortsatte langs stien, væk fra søen og tilbage mod hytten der stod til rådighed for Hogwarts' godsforvalter. På nuværende tidspunkt var det dermed også hans hjem og han havde ikke de store planer om, at det skulle ændre sig lige med det første.

Han drejede først hovedet og så på hende igen da hun brød den let anspændte tavshed mellem dem. De brede øjenbryn trak sig lidt nedefter igen før han nikkede og så frem igen "Men det var der." konstaterede han, uden hverken at virke undskyldende eller irriteret over faktum. Han konstaterede ganske simpelt og holdt sine tanker for sig selv mens han skiftede hundesnoren til den modsatte hånd og lagde den nu frie arm let omkring hende, både for støtte og varme.

[Dulcibella Purcell]

TAG - MICHAEL | OUTFIT - HERE

Dulcibella trak ligegyldigt på skuldrene over hans svar og gik langsomt videre hen mod hans hytte. Det gik først nu op for hende hvor lidt ude hun havde været siden det skete og faktisk, selvom hun havde snakket lidt med Michael, havde hun aldrig været nede og se hans hytte, selvom det var hendes tradition at besøge de nyankomne hvor de boede.

Hun så skyldbetynget ned mod jorden de gik på efter han svarede og hostede forsigtig, mens hun strøg fingrene over sine arme for at få varmen, selvom det var et håbløst forsøg. Hun snøftede let og betragtede hans hund, som hun nok tidligere ville have fundet sød, men nu var hun ligegyldig overfor den, som hun var med det meste andet. Hun undgik genert hans blik da han lagde armen om hende, men kunne alligevel ikke rigtig holde sig fra at læne sig en smule op ad ham, for at få den støtte hun havde brug for. Hun gik lidt sådan, ind til hun kunne skimte hytten i horisonten og rettede sig lidt op da hun huskede sine manerer.

[Michael Ogden]

T a g---D u l c i b e l l a--P u r c e l l---~---O u t f i t ---H e r e

Michael forsøgte ikke at tvinge en samtale igang mens de gik, heller ikke selvom tavsheden var lettere anspændt. Det kunne dog ikke helt være på andre måder, situationen taget i betragtning og han smilede svagt da han mærkede hendes tage imod den støtte, og begrænsede varme, han kunne tilbyde på nuværende tidspunkt.

Han slap hende ikke da de fik hans hytte i syne, men fortsatte bare. Udefra så hytten ud som den havde gjort i over hundrede år, men indvendigt var der sket flere markante forandringer som hytten havde skiftet ejer over årene. For hans eget vedkommende havde han udvidet hytten indvendigt, bare nok til at kunne have sit soveværelse seperat og sammen med det et badeværelse. Han slap hende heller ikke da de nåede op til hoveddøren, men åbnede den med et hurtigt flip af tryllestaven og førte hende med sig indenfor "Føl dig hjemme." opfordrede han med et svagt smil, nikkede mod et par store lænestole og slap hende så. Han tøvede et øjeblik, løftede så staven igen og havde sekundet efter sørget for at både hendes tøj og hår var tørt. Så hentede han et tæppe fra den nærmeste stol, bredte det ud og lagde det omkring hendes skuldre som han gav et diskret klem "Mon ikke det er nu vi begge to kunne trænge til et krus varm te?" spørgsmålet var retorisk og han forsatte hen i det lille køkken hvor han satte vand over mens hunden fandt sin vante plads i en kurv ved siden af den ene lænestol.

[Dulcibella Purcell]

Dulcibella strøg sig hen over panden mens hun betragtede døren der åbnede sig foran hende og hun følte sig utroligt udmattet, nu hvor der var chance for at hun rent faktisk kunne sidde ned. Hun gik uden en lyd med ham indenfor, men tvang et mindre smil frem og et nik som svar på hans opfordring. Hun var ikke helt glad for at sætte sig ned på hans stol og gøre den våd, men hendes bekymring blev hurtigt fjernet da hun mærkede den behagelige følelse af at have tørt tøj på igen. Hun satte sig derefter ned i stolen og krydsede hænderne over så de varmede den modsatte arm. Hun frøs stadig på trods af det tørre tøj, men det hjalp trods alt en del.

Dulcibella tog fat i tæppet han lagde om hendes skuldre og så op på ham med et svagt smil på læben. "Jo.. Tak.. " Sagde hun lavt og med en hæs stemme og betragtede ham mens han satte vand over. Derefter løftede hun sin hånd da hun skulle til at nyse og efter hun havde siddet et øjeblik og ventet, nøs hun og rystede på hovedet. Hun prøvede at finde på noget at sige, men vidste ikke hvordan hun skulle forklare sig selv, men fandt det stadig underligt at begynde på et helt nyt emne, som om intet var sket imellem dem. Hun tænkte på at hun jo nok skulle takke ham for hans indsats, som trods alt havde været mere iøjenfaldende end hendes egen. Derfor så hun op på ham, med en svag trækning af et smil i mundvigen og strøg en lok hår om bag øret. "Det var.. en fin indsats.. tak.. " Derefter vendte hun sit ansigt væk fra ham og betragtede rummet foran sig med et tomt blik.