You make me smile..

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta var vanen tro en af de første der var ude af klasseværelset efter besværgelsestimerne, som også var dagens sidste. At hun måske burde have brugt de sidste ti minutter på at høre ordentligt efter i stedet for diskret at begynde at pakke sammen (og tage sig selv i at se på Laurences nakke) tog hun ikke så tungt lige nu. Hvad der var sat meget højere var det lokkende løfte om en eftermiddags frihed, sådan da, siden den stod på træning senere.

Nogle skridt ude på gangen stoppede hun, og fortsatte ikke ned ad gangen som hun ellers ville gøre. Hun vinkede Jess af med himmelvendte øjne over det blik og smørrede smil hun havde fået på vej ud ad døren. Hun gik så langt som til den første brede vindueskarm som hun slog sig ned i mens hun tydelig utålmodigt holdt øje med døren ind til klasselokalet og de sidste elever der kom dryssende ud derindefra.

[Laurence Ivory]

Laurence adskilte sig på mange måder fra flere af sine klassekammerater. Der var de mere åbenlyse, men så var der også lige det faktum, at han ikke var fuldstændig skoletræt op til sommerferien. Ganske vist glædede han sig til at komme hjemover og han så frem til festen hos Eliot Palmer, men Hogwarts kedede ham ikke nær så meget, som den tydeligt gjorde en del af de andre. Af samme grund havde han ikke tilbragt hele timen med at skæve i Henriettas retning. Han nøjedes med omtrentligt en tredjedel af tiden og udviste stor interesse for undervisningen de resterende to tredjedele. Det var ikke helt nok til at undgå at en klassekammerat eller to opdagde at han var distraheret, men det var der på den anden side så mange der var for tiden.

Da timen var slut, gav han sig tid til at få stukket bøgerne ordentligt på plads i tasken og pakke sammen, før han forlod klasselokalet i samtale med Alistair. Selvsamme samtale blev brat afbrudt af Laurence selv, da han ude på gangen fik øje på en Henry, der tydeligvis ventede på nogen. Eftersom Jess og Gareth var smuttet allerede, gik han ud fra, at det måtte være ham. Det slog ham, at det muligvis var indbilsk, men ikke før han var stoppet op foran hende med let hævede øjenbryn og antydningen af et skævt smil, der godt kunne fortolkes som en smule flabet. ”Mangler du noget?”

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta kom ikke til at sidde i vindueskarmen og blomstre ret længe før først Alistair, og lige efter ham Laurence, kom ud fra klasselokalet. Helt impulsivt kom hun til at smile, bed det i sig med en halv grimasse over sig selv og forsøgte at ignorere den flaksende fornemmelse hun fik i maven da hendes blik mødte hans. Hun rettede sig lidt op uden at hoppe ned fra stenen hun sad på, men skævede kort til Alistair før hun gav Laurence sin fulde opmærksomhed.

Det sitrede afslørende i hendes mundvige da han stoppede foran hende og hun trak på skuldrene "Ikke noget." hun lagde hovede lidt på sned og så op på ham, mens den kriblende fornemmelse voksede lidt "Nogen." hun betragtede ham, stadig smilende og konkluderede endnu engang, at hun godt kunne lide hans smil. Meget endda "Ham der Slangen med det pæne smil der elsker at tale om eksamener. Har du set ham?"

[Laurence Ivory]

Laurence sendte et sidste, skævt smil til Alistair, før vennen forsvandt sammen med den resterende elevflok og Larry selv vendte sin fulde opmærksomhed imod Henrietta med det søde smil. Han plantede den ene hånd på sin skuldertaskes rem og så afventende på hende med en svagt drillende mine.

Hendes svar fik det til at sitre aldeles afslørende i hans mundvige og han undgik ikke at afsløre sine tænder i et drenget, selvtilfredst smil. Bag hele hans vældig sikre attitude var hans mave dog i gang med at slå koldbøtter og han rømmede sig lidt, før han skævede til siden og sikrede sig, at de ikke umiddelbart blev overhørt. ”Jeg tror jeg så ham inde til timen, men han har vist travlt med at sikre sine gode karakterer. Jeg har tid, til gengæld... Hvad eh... Hvad ville du med ham?”

Han smilede skævt og modstod fristelsen til at læne sig frem og plante det kys på hendes læber, som de sådan lagde op til. Det ville være meget offentligt og han havde ikke nogen intentioner om at opføre sig decideret upassende, selvom hele Henrys person lagde op til, at man smed reglerne overbord og gjorde som det passede en.

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta forsøgte at sidde og se så nonchelant som muligt ud i vindueskarmen mens Laurence kom nærmere, men var ikke selv sikker på om det rigtigt lykkedes for hende. Det smil der viste sig på hans ansigt da hun besvarede hans spørgsmål gjorde hende helt sikker på hun ikke så tilnærmelsesvis så cool ud som hun havde intentioner om, men det var lettere ligegyldigt mens hendes egne læber trak sig op i et smil og afslørede hendes tænder.

Hun flyttede lidt på sig og rykkede sig længere ud på kanten af stenkarmen "Bare, spørge ham om noget." begyndte hun vævende og lagde hovedet lidt på sned igen. Hendes blik faldt uundgåeligt til hans læber et kort sekund og en enkelt sommerfugl slog en kolbøtte i hendes mave før hun hurtigt mødte hans blik igen "Fordi.." fortsatte hun mens hun kneb øjnene lidt sammen i en påtaget tænksom gestus "..jeg kan ikke helt slå ham ud af hovedet, så jeg tænkte han måske kunne overtales til at bruge lidt af sin eftermiddag på mig i stedet for de der gode karakterer." hun flyttede sig lidt igen og måtte strække ben og fødder for at beholde kontakt med gulvet i den høje karm, men slap ham ikke med blikket mens hun tav afventende og en smule spændt.

[Laurence Ivory]

Laurence var stoppet en halv meter fra Henrietta og smilede stadig, da hun rykkede sig lidt frem i vindueskarmen. Han hævede et øjenbryn og drejede den ene hånd i en cirkel, for at opfordre hende til at tale videre. Da hun gjorde, afslørede han atter engang sine tænder midlertidigt, før han kneb øjnene sammen og lod som om han tænkte sig grundigt om.

I realiteten var der ingen grund til alvorligt at overveje hvorvidt han skulle bruge tid med Henry eller ej og det, der tog det meste af hans tid var at dæmme ned for de kolbøtter, som hans mave slog igen. Omend der absolut intet seriøst var lagt op til endnu, så havde han på sin side bestemt ikke glemt følelsen af hendes bløde læber endnu og han havde virkelig alle planer om at genopleve den engang i den nærmeste fremtid.

Af samme grund var han ikke længe om at tænke. Han trådte et lille skridt tættere på og lagde sin ene hånd over hendes i vindueskarmen, før han nikkede. ”Det er jeg sikker på, at han ville sige ja til,” konstaterede han dæmpet, men med et muntert glimt i øjnene. ”Hvem går op i karakterer uanset...” Hans blik flakkede ufrivilligt til hans læber og han holdt sig selv fra at læne sig frem og erobre et kys, selvom han havde vældig meget lyst til det.

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta havde ikke rigtigt nogen skrupler ved at tale ret direkte ud af posen. Det lå ikke til hende at gøre andet selvom hun med et glimt i de brune øjne fortsatte den drillende tone mens sommerfuglene i hendes maveregion slog endnu en kolbøtte da han smilede igen. Hun skændte lydløst og halvhjertet på sig selv mens hun ikke kunne andet end at konstatere samme smil var endnu pænere tæt på end når hun havde forsøgt at genkalde sig det i hovedet.

Hendes blik faldt et sekund til hans hånd der lagde sig over hendes før hun løftede hovedet og så lige ind i hans øjne der nu var betydeligt tættere på. Hendes blik flakkede momentært mellem hans øjne mens hun lukkede fortænderne diskret om sin underlæbe for ikke at smile som en idiot igen og i stedet forsøge at holde den semi-alvorlige mine uden det store held "Det håbede jeg også. Jeg har nemlig fri nu og skal ikke noget før om et par timer igen." at hun måske burde bruge de to timer på at lave sine lektier med det samme ignorerede hun højt og flot mens hun betragtede hans blik flakke et kort sekund og alligevel kom til at smile. Så kastede hun et hurtigt blik om bag ham og ned ad gangen så godt hun kunne, mødte hans blik igen med et skælmsk glimt "Ikke mig.. karaktererne altså. Ikke lige nu." mumlede hun lettere usammenhængende før hun løftede den frie hånd, lagde den bag hans nakke og insisterende trak hans ansigt det lille stykke ned for at hun kunne presse læberne mod hans med utallige mave-kolbøtter som direkte konsekvens.

[Laurence Ivory]

Laurence tog ikke tingene så seriøst. Han prøvede i hvert fald virkelig, virkelig at lade være og bare være i tilstede i nuet med Henrietta og sætte pris på hendes smil på en afdæmpet, stille og rolig, cool, machoagtig måde. Desværre gik det ikke så sørens godt for ham og han mærkede sin mave gøre knuder, når hun så på ham og bed sig i underlæben. Det var ubehageligt og virkelig fantastisk og han følte sig overhovedet ikke hverken afdæmpet, cool eller macho, da han lagde sin hånd på hendes. Tværtimod havde han en stigende lyst til at springe badutspring – hvilket var tåbeligt, eftersom han overhovedet ikke kunne finde ud af den slags.

Han lod da også være med at gøre nogen gymnastiske kunster og nøjedes med at se Henry i øjnene med et drenget smil, der afslørede hans tænder for en kort bemærkning. ”Mmh,” bekræftede han halvhjertet, imens hun løftede hånden. Han havde set begivenhedernes gang en smule ud i fremtiden, men stoppede dem ikke. Det var naturligvis upassende at stå her og kysse hende, men ved Voldemort hvor var han dog bare ligeglad. Han blev utålmodig og trykkede sine læber imod Henriettas med en smule mere kraft end det var meningen. Det akavede druknede dog temmelig meget i den insisterende følelse af noget så dejligt og selvom han fik røde ører, så gav han pokker i det. Hans fingre krummede sig omkring hendes hånd og han brød først fri, da han blev tvunget til det af mangel på luft.

Smilet på hans læber kunne ingen ende få. Han var en anelse stakåndet, men tydeligt tilfreds med udviklingen. ”Kom så, heksemutter,” mumlede han drillende, som han løftede hendes hånd og trak hende med sig med et slag med hovedet. ”Verden venter...”

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta var på ingen måde så sikker på sig selv, eller udfaldet af sin handling da hun lagde en hånd bag Laurences nakke og trak hans ansigt det lille stykke ned til sit eget. Hun var dog fuldkommen sikker på hvad hun havde lyst til og hvad hun gerne ville have og som sædvanlig, var det netop impulsen der vandt fremfor noget der mindede om fornuft.

Hun vidste der når som helst kunne komme nogen forbi og se dem, men det lille stik af at gøre noget upassende forsvandt som dug for solen, da han lagde mere kraft bag sit kys. Hendes fingre lukkede sig helt af sig selv fastere om hans nakke og han var ikke den eneste der måtte trække vejret lidt hurtigere da der igen blev afstand mellem deres ansigter.

Han var heller ikke den eneste der så aldeles tilfreds ud da det skete og et muntert fnys undslap hende over hans drillende opfordring "Kun fordi du spørger så pænt." kommenterede hun tørt, hankede op i sin taske og rejste sig uden skyggen af protester. I stedet følte hun sig en smule rundtosset mens hun flettede fingrene ind mellem hans og fulgte med ned ad gangen "Så.. skal du med til Palmers fest?" spurgte hun ledende, skævede op til ham med et spørgende blik og rankede sig lidt da de passerede den første elev som sendte et knap så diskret blik mod deres sammenflettede fingre. Hun var dog alt for tilfreds med lige det faktum til at gøre andet end at smile bredere mens følelsen af hans læber stadig lå svagt på hendes egne.

L U K K E T