Solløse Steder

[Amanda Byrnes]

Tag: Julian Buford & Morgan B. King

Det var fredag og det var halvsen eftermiddag. Ikke at man kunne se den slags i krypten, der var stor og grønlig og dunkel som altid... Men visheden om weekendens komme var der alligevel. Selv Amanda, der ikke havde meget til overs for at dele ugens dage op i 'gode' og 'mindre gode', kunne godt lide tanken om masser af selvdisponibel tid.
Men i dag var ikke helt så selvdisponibel, som hun først havde tænkt sig det: For et par dage siden (en tilpas forberedelsestid, hvis man tænkte over det), havde Cleo, hendes lille ugle, afleveret et lille brev, underskrevet Morgan. I rigelig rodede sætninger, stod der noget om, at kortene over krypterne var temmelig mangelfulde, ukomplette, visse steder på det nærmeste ikke-eksisterende, og om de ikke skulle kigge på det sammen? Amanda havde haft sine overvejelser om Morgans bagtanker, men hun kunne ikke modsige, at nye opdagelser og optegnelser vakte hendes interesse. En hel del. Og hun var for tiden i gang med at øve sig i det med at turde nye ting.
Så hun havde skrevet sit høflige ja tak tilbage til sin indbyder og efter et par dage, fandt hun altså sig selv i krypten. Ud for en stor statue, af en rynket heksemutter, hun genkendte som Baba Yaga. Det grønlige lys forskønnede ikke just de ældgamle stenrynker og Amanda skuttede sig lidt i sin sommerkappe. Men Morgan var ikke for sent på den.
Endnu.

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda og Morgan · Fredag eftermiddag

Da Julian havde fået et brev fra Morgan efter deres halvfærdige eventyr var han ikke blevet overrasket. I hans øjne havde det været action nok for resten af hans skoletid, og han mødte udelukkende op for at sige pænt nej tak. Det kunne han selvfølgelig også have gjort per ugle, men han foretrak at gøre det ansigt til ansigt, hvilket var meget ulig ham - og måske også sagde noget om at han ikke var så anti-eventyr alligevel. Han vidste jo godt at hun ikke tog et nej.

I det mindste var han forberedt, tænkte han da han banede sig vej ned i krypten. Han havde efterladt tasken på sovesalen, kun medbragt sin tryllestav og spurgt sin bror om vej til statuen, da han aldrig havde hørt om den før. Krypten var ikke hans foretrukne opholdssted. Endelig drejede han ned ad den rigtige korridor og stoppede overrasket op. Ikke ved synet af statuen, men af pigen der stod ved den. "Amanda?" spurgte han overrasket og fik straks en trang til at klø sig i nakken. I stedet tilbagelagde han afstanden mellem dem og prøvede ikke at svinge for meget med armene. "Hvad laver du her?" spurgte han nysgerrigt og så sig om i korridoren efter Morgan, inden hans opmærksomhed helt og holdent var ravnens.

[/style]

[Amanda Byrnes]

Amanda svajede lidt frem og tilbage på benene, mens hun til tider kastede sin cogito for at tjekke tiden. Hun var selv for tidlig på den, som altid, men det ville ærligt talt klæde en vis M. King at gøre det samme, bare en gang imellem. Hun kunne i hvert fald komme på flere hæderlige individer, som Morgan kunne tage ved lære a-
Lyden af hendes navn var overraskende nok til, at Amanda gjorde et lille hop og slukkede sin besværgelse. Hun kiggede hurtigt i retning af taleren og i det dæmpede lys så hun...
"Julian?"
Hun nussede staven mellem hænderne og sendte ham et forsøgsvist smil, som det grønne lys ikke gjorde megen nytte for. Han var hurtigt ovre ved statuen hos hende med den statiske gang, hun efterhånden havde set en del. Og hun gjorde som han og kiggede atter engang rundt i krypten efter Morgan. Der var ingen at se.
"Jeg, eh...", begyndte hun distraheret, "Jeg skulle mødes hernede. Med Morgan. Vi havde en aftale!"
Det sidste blev sagt med al den vigtighed, der generelt blev lagt i aftaler, i hvert fald for Amandas vedkommende. Hvis den pokkers Gryffindor havde glemt det! Eller efterladt hende...
Nåja, så var hun ikke helt alene i køligheden. Det var da altid noget. Og ganske apropos, sendte hun sit nye selskab et lettere mistroisk blik.
"Hvaad laver du her?"

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda og Morgan · Fredag eftermiddag

Det havde ikke været Julians intention at forskrække Amanda, og han stoppede halvt op da han så hvordan hun reagerede. Hans blik flakkede et par gange fra hendes ansigt til staven i hendes hånd, halvt i forventningen om at der ville eksplodere gnister ud af dens spids hvilket sekund som helst. Men der skete ikke noget.

Det var som om Amandas ord ikke rigtig sank ind, og han så uforstående på hende. "Med Morgan?" gentog han og prøvede at sætte sin hjerne i omdrejning. Hvordan gav det mening? "Jeg skal mødes med Morgan," svarede han som om det ikke var en mulighed at hun havde aftalt at mødes med andre. "Vil det sige..." begyndte han men vidste ikke hvordan han skulle færdiggøre sætningen, fordi han ikke kunne regne ud hvad ideen med det hele var. "Du kender Morgan?" spurgte han i et forsøg på at finde hoved og hale i det hele. Han kunne ikke helt finde ud af om han var ovenud tilfreds med situationen eller ved at gå i panik. Han havde en yderst spøjs følelse af at det ikke var en god ide at være sammen med begge piger på een gang. Ved Merlins underbukser, han havde jo holdt Morgan i hånden, og det foretrak han at Amanda ikke fandt ud af.

[/style]

[Amanda Byrnes]

Amanda fulgte diskret Julians små blikke ned på hendes stav, som hun stadig drejede mellem hænderne, og skyndte sig at stoppe sig selv. Hendes stav brød sig ikke om at være offer for hendes nervøsiteter, det havde den givet pænt udtryk for.

"Skal du mødes med Morgan?", spurgte hun overrasket, fuldstændig i munden på hans "Vil det sige..." og der blev en lille pause, hvor de to halvvejs og næsten kiggede på hinanden, før Julian talte igen.
"Altså. Kender og kender. Vi har timer sammen nogen gange, jo.", hun trak på skuldrene og undrede sig endnu en gang over det faktum, at Gryffindor'en faktisk ikke var yngre end de selv var, "Og, eh, vi snakker sommetider sammen. Det vil sige.. Hun plejer at finde mig. Det er et lidt, ah, ensidigt venskab."
Hun grinede et af den slags små grin, der er undskyldende og bortforklarende mere end noget andet, og skyndte sig at tilføje: "Men hun er super sød, det er slet ikke det. Meget.. Direkte. Men jeg vidste ikke, I to kendte hinanden?"
Hvis nogen skulle være i tvivl, var dette det længste hendes hjerne var nået i at finde frem til den egentlige grund til dette alternative møde, skulle der være én. Hun duede ikke til at tænke over andres agendaer, mens hun talte. Men, sandt at sige, var den lille del af hende, der første ajour med klokkeslættet godt igang med at hidse sig op over, at omtalte Gryffindor var ved at være godt og grundigt for sent på den. Hun havde sikkert glemt det, det skulle ikke undre nogen.

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda og Morgan · Fredag eftermiddag

Julian prøvede at lade være med at ligne en der helst af alt bare gerne ville grave et hul i jorden og forsvinde, da han talte i munden på Amanda. Det var da også bare typisk. Han syntes dog at han redde den ret godt med sit næste spørgsmål, og han måtte koncentrere sig for at få hendes svar til at give mening fordi han var så - ikke forvirret, hvad var ordet?. Det var også bare fordi hendes øjne var så...

Julian gav sig selv et mentalt spark og nikkede genkendende til det med at blive opsøgt. "Ørhm, jo," rømmede han sig, "altså hun fandt også mig en dag." Julian smilede skævt og syntes selv han havde været lidt vittig. Men så stoppede den flydende tale også der. "Vi Altså, vi fandt en korridor der var som et løg... Jeg mener, nej. Den var helt tom... I hvert fald, hun slog hovedet," fortalte han og kunne godt fornemme at han ikke havde været så god til at gengive hændelsen. Han vidste heller ikke helt hvor han skulle starte, og ærligt talt havde han slet ikke lyst til at blive mindet om at han sprunget en dør i luften. Julian sørgede for at snakke videre inden ravnen havde haft tid til at reagere på historien. "Jeg kom egentlig kun for at sige, at jeg ikke ville med i aften. Men jeg ved ikke," indrømmede han.

[/style]

[Morgan King]

Morgan King var uforberedt, selvisk og kom aldrig til tiden. Hvis man beskrev hende med disse tre ord, ville hun ikke engang selv kunne sige det imod. I dag var tilsyneladende bare undtagelsen. Det var lidt svært at sætte fingeren på hvornår idéen havde dukket op, men nu havde hun altså sat sig for at hjælpe sine to venner med at finde samme - for deres bedste naturligvis. Ingen af dem virkede som typerne der på egen hånd fandt på den perfekte date, og så var de nok heldige at de havde hende til at gøre det for dem, selv hvis det gik lidt imod hendes natur. Så denne her dag var hun faktisk den første der mødte op, og med sommerfugle i maven havde hun gemt sig bag Baba Yaga mens hendes to venner kom. Hvis deres samtale overhovedet kunne blive mere akavet, så havde Morgan ikke fantasien til at forestille sig det, men det var tydeligt for dem begge to at der var noget der. For første gang den eftermiddag mærkede hun en lille, nedadrettet trækning i mundvigen som hun ikke helt var sikker på hvor kom fra. Hendes blik landede på Julian og hun overvejede om det var ved at være tid til at dukke op, men så begyndte de at tale om hende og det var lidt for spændende til at hun ville afbryde dem, så hun undertrykte et fnis og lænede sig op ad statuen for at komme nærmere. Det skulle hun dog komme til at fortryde.
Ensidigt venskab.
Ordene slog næsten luften ud af lungerne på hende og hun registrerede knapt nok de ord der fulgte. Så Amanda hende virkelig ikke som en veninde? Det var da rigtig at Morgan havde været den initierende part i deres venskab stort set.. hver eneste gang, men hun havde da håbet på at hun havde trængt igennem til den anden pige. Tydeligvis ikke. Morgans første impuls var bare at gå, især da Julian heller ikke lod til at have noget positivt at sige om hende. Men det var jo egentlig fjollet - fortalte hun sig selv. Det var bare noget de sagde for sjov, for at have noget til fælles. Haha, solidaritet mod den dominerende Morgan. Og nu havde hun jo brugt et par timer eller fem på at forberede deres tur - købt stearinlys og alt muligt. Så kunne hun lige så godt gennemføre det. Hun tvang et bredt smil frem på ansigtet og hoppede hen til dem.
"Hej, I smukke unge mennesker!" sagde hun med et grin og trak dem begge ind i en omfavnelse der endte med dem nærmest kind mod kind.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda havde lagt hovedet lidt på skrå, som hun forsøgte at regne ud præcis hvad i alverden Julian talte om.
"En korridor. Som... Var et løg. Og skadelig.", konstaterede hun med meget seriøs, omend en anelse misbilligende mine, og stjal sig til endnu et lille kig rundt i krypten, bare for at holde udkig efter løglignende karakteristika og gerne komme ud i tide, hvis hun skulle finde nogen. Men krypten så ligeså standart-uhyggelig ud, som den altid gjorde og der var ingen tegn på, at dét ville ændre sig lige med det første.

"Åh, jamen i aften skulle vi egentlig... Tegne kort...", sagde hun med en stemme som noget småt og forladt, "Jeg regner ikke med hverken løg eller noget. Måske- Ville du- Synes det var sjovt?"
Hun kunne ikke påstå ikke at være nysgerrig over hele hans historie. Dog fornemmede hun også, at dette har måske ikke lige var tiden til den. I stedet sendte hun ham en slags smil og et uskyldigt skuldertræk. Kortskrivning måtte da være verdens mest velmente invitation ned i krypterne. Ikke?

"Åh, men hun har garanteret dobbeltbooket-"
Men hun blev afbrudt, da svaret på dén beskyldning praktisk talt hoppede ud på dem med et angrebskram, hun - noget mod sin vilje - efterhånden kendte ret godt. Det var hendes første observation. Den anden? Morgan var stærk. Meget stærkere end man, som hendes uvidende offer, skulle tro, og før Amanda kunne nå at hvine forskrækket, endsige gå i panik over tingenes gang udenfor hendes planlægning, fandt hun sig resolut presset ind mod Julian med skulderen først og hovedet bagefter.
Han var højere end hende, men Morgan hev tilpas meget nedad til, at hun alligevel endte med det halve ansigt presset ind mod hans hals.
Han lugter lidt af pergament. Og blæk. -opfattede hendes hjerne, før hendes hænder brutalt havde skubbet fra begge de to andre og nu var igang med at få rede på hendes hår.
"Morgan...", var i en tid det eneste, hun fik frem, i et toneleje, der ikke helt kunne beslutte sig for, om hun var irriteret, lettet, en smule træt eller forsøgte at skjule præcis hvor berørt, hun faktisk var af hele situationen.

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda og Morgan · Fredag eftermiddag

Julian klemte læberne sammen til en tynd streg da han indså præcis hvor dårlig han havde været til at forklare hvad han og Morgan havde lavet. Det fik ham til at se en smule utilfreds ud - hvilket han måske også var, men kun over sine egne ringe evner til at formulere sig. Det værste var at Amanda begyndte at se sig om igen, og han forventede halvt at hun ville fortælle ham at hun var nødt til at gå tilbage til opholdsstuen og lave lektier. Men i stedet kom hun med noget der med lidt god vilje lød som en overtalelse til at han skulle blive. "Kort? Altså over krypten?" spurgte han og stak hænderne i lommerne i stedet for at stå og knytte dem, som han lige havde opdaget at han stod og gjorde. "Det kunne da være..." Han var kommet til at snakke i munden på hende igen men nåede knap at stoppe sig selv før Morgan pludselig dukkede op.

Før han vidste af det var han blevet trukket ind i et kram og på en måde mast ned mod den anden ravns ansigt. Han udbrød en klemt lyd og mærkede en meget blød kropsdel mod sin ene hånd som bildte sig selv ind at han ikke kunne identificere. Han vidste heller ikke hvem den tilhørte og var derfor meget lettet da han pludselig blev skubbet væk igen, omend noget brutalt. "Av," mumlede han og gned sin overarm, der havde lidt mest under Amandas flugtsforsøg, og han blev stående sådan med blikket slået ned i gulvet fordi han var flov over sin uvilkårligt vildfarne hånd.

[/style]

[Morgan King]

Okay, det var måske ikke den nemmeste opgave at bygge bro mellem 30 centimeter i højdeforskel, men ærlig talt så syntes Morgan at hun havde gjort et hæderligt forsøg. I det tempo de to havde gang i, ville der gå 100 år før de overhovedet tog sig sammen til at kramme - hun havde bare forkortet den tid lidt. At der så var nogen der lige havde gramset lidt på et stykke af Morgans anatomi der ellers ikke var tilgængelig for offentlig forbrug... Hun kiggede frem og tilbage mellem sine to.. klassekammerater og selvom at Julian klart så mest skyldig ud over det, var det også tydeligt at han ikke havde gjort det med vilje. Så hun glemte alt om det.
"Er i klar?" sagde hun med en begejstring der bare ikke helt faldt hende så naturligt som under normale omstændigheder, men alligevel ikke var fuldkommen falsk, "Glæd jeg til at se hvad jeg har fundet!"
Hov, nu kom hun lidt til at afsløre at hun vidste hvor de skulle hen, men det var også svært at holde det hemmeligt meget længere. Morgan havde fundet bal-salen! Ja, tilbage på 3. år havde hun fundet det enorme lokale og havde fra spøgelserne fået at vide at dengang trekampsturnéringen blev afholdt på Hogwarts havde der været en officiel balsal hvor man holdt festerne i stedet for i storsalen som man nu gjorde. Hun fandt aldrig ud af om den altid havde ligget dernede eller om slottet havde flyttet den på lager. Dengang havde det været et lidt kedeligt fund, men nu hvor hun havde brugt et par eftermiddage på at rydde op, støve af, rense spejle og sætte nye lys op, var det faktisk blevet et ret smukt sted.
"Kom nu!" sagde hun utålmodigt og før nogen af de jævnaldrene ravenclaws nåede at indvende havde hun greb deres hænder og begyndt at trække afsted med dem.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda kiggede fra Julian til Morgan fra sin plads en god skubbebredde fra dem begge uden helt at være sikker på, hvad hun skulle få ud af deres respektive ansigtsudtryk.
"Ej, undskyld.", sagde hun til førstnævnte og så næsten lige så skyldig ud som han gjorde. Hun var ikke normalt hverken fysisk eller brutal, men, som sin ugle, reagerede hun på spontant ubehagelige situationer. Det gjorde de fleste, kunne hun forestille sig. Instinkt og al det.

Apropos instinkter, lod den kære Morgan til at være i sines lod, og åbenbart var denne dag ingen undtagelse (selvom Amanda bildte sig selv ind at spore bare en anelse dissonans i hendes stemmeføring i dag, hvad det så end skulle betyde).
"Fundet? Jamen skulle vi ikke-", begyndte hun forvirret, men på nuværende tidspunkt var både hende og Julian i færd med at blive trukket afsted ved hænderne af en manisk glad Gryffindor.
Hun forsøgte at sende ham et halvvejs undskyldende, halvvejs 'jeg ved da heller ikke, hvad i alverden der sker!', men der var en overraskende fart på deres gang og hun var ikke helt sikker på, hvor godt det lykkedes.

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda og Morgan · Fredag eftermiddag

Halvt i forventningen om at nogen ville begynde at hvine og skælde ham stod Julian tilbage med blikket klistret til gulvfliserne. Men da der ikke skete noget kiggede han op igen og nåede netop at fange Amandas undskyldende blik. Han forestillede sig at det cirka var sådan han selv så ud i hovedet, så han rankede sig lidt, lagde ansigtet i mere neutrale folder og rystede lidt på hovedet. "Det gør ikke noget," mumlede han.

Julian undrede sig også over det Morgan sagde, men det var svært at få et ord indført. I stedet blev han pludselig trukket med og han kom med en spøjs, overrasket lyd. Så skævede han til Amanda og kunne ikke lade være med at smile lidt. Det var nu alligevel meget rart at hun også var med. "Hvor skal vi hen?" spurgte han og kom naturligt kommet ud af Morgans greb idet han frivilligt fulgte med. Han knyttede ubevidst sin hånd der føltes helt varm og overvejede slet ikke at protestere mere fordi han godt vidste at det ikke nyttede noget.

[/style]

[Morgan King]

Morgan rynkede panden da Julian gav slip på hendes hånd men fik hurtigt stemplet det som et forsøg på ikke at gøre Amanda misundelig. Sjovt nok havde hun stadig fat i pågældende Ravenclawtøs og et sekunds overvejelse gav hun også slip på hende. Det var meget let, når man var Morgan King, at komme til at følge sine impulser; at glemme hvorfor de egentlig var dernede i dag; at glemme at de tilsyneladende ikke engang var rigtige venner. Indånding. Udånding. To hurtigt halvskridt, teknisk set et chassé, og hun gik lidt foran de to turtelduer og efterlod dem alene til at flirte med hinanden. Desuden skulle hun koncentrere sig om huske præcis hvilken vej det lige var de skulle gå. Som hver eneste dag hun var nede i krypten tænkte Morgan at hun virkelig burde finde et system til at markere de steder hun havde været.. Bare et stykke kridt eller noget, det burde ikke være så svært.. Måske næste gang. Denne her gang nøjedes hun med at tælle sidegange på hver side mens hun gravede dybt i hukommelsen.
"Jeg har fundet en ny gang." sagde hun pludselig for at understrege at hun ikke havde glemt deres spørgsmål - hun havde bare ignoreret dem. Den - momentært - lyshårede pige drejede om på hælen og gik baglæns mens hun talte til klassekammeraterne: "Jeg kender efterhånden det meste hernede.." og for at demonstrere (og Amanda eventuelt kunne tage notater hvis hun ville) udpegede hun de gange de kom forbi "Møl. Blind vej. Fangekælder. Kedeligt, kedeligt, klamt, kedeligt. Men der hvor vi er på vej hen er der kommet en korridor der ikke var der før, og den virker ret frisk." Løgn, naturligvis, men det behøvede ingen få at vide. "Julian, du har en idé om hvordan det fungerer. Kan du ikke forklare Amanda det?" Og uden at vente på svar vendte hun sig lige så pludselig tilbage og førte dem længere og længere ned under jorden.

((Jeg tænker at Amanda og Julian kan konversere lidt uden Morgan hvis i vil. Så i springer mig bare over hvis det giver mening)

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Julians tilgivelse for brutal skubning var rar at have. Og hans lille smil var endnu bedre. Amanda fandt, at hun klarede at smile igen og kigge minimalt ned i gulvet. Succes?

Trods deres mange (mange) (virkelig mange) forskelle, kunne Amanda faktisk godt lide flere aspekter af Morgan. Okay, hendes spontanitet var ikke lige øverst på listen, i hvert fald ikke, hvis den gik ud over ravnen selv. Heller ikke helt hendes lallede syn på verden. Eller hendes måde at provokere på og se uskyldig ud over det... Okay, der var mange af de tos personlighedstræk, der ikke fungerede så godt sammen. Men Morgans åbenhed var ikke til at tage fejl af, og Amanda måtte ærligt indrømme, at det ikke føltes helt skidt at blive holdt i hånden på vej ned af en mørk gang (pyt med, at holdehåndens tilhører, også var den, der førte an) og derfor blev hun faktisk lidt forsagt, da den anden slap grebet.
Men ingen forsagthed kunne rigtig overstråle hendes bekymring, når det gjaldt nye eventyr.
"Morgan, er du sikker på, du ved...", hun skævede til sidegangene, "... hvor vi skal hen?"
Men det gjorde hun tilsyneladende, for hun begyndt hurtigt at udpege de forskellige gange med beskrivende (sådan da) adjektiver. Og Amanda, forudsigelig som hun var, havde allerede hevet pergament og blyant (det var altså temmelig meget mere praktisk end pen og blæk, når man var gående) frem fra tasken og igang med at forsøge at skitse forgreninger. Med blandet held. Hun var ikke just nogen stor tegner.
Det blev Morgans nyeste ord, der hev hende halvvejs ud af distraktionen.
"Hvad mener du?", spurgte hun sin kvindelige vandrekammerat og vendte derefter blikket mod den mandlige, "Har du været her før?"
Hun forsøgte at holde undrende omend alvorlig øjenkontakt, men måtte bryde den efter et temmelig uflatterende snubletrin og et nært-tab af blyant. Papir var i forvejen upraktisk at skrive på uden underlag uden også at skulle tilføje ekstra sværhedsgrader. Som øjenkontakt.

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda og Morgan · Fredag eftermiddag

Julian fnøs en latter ud, da Morgan fortalte at hun havde fundet en ny korridor. Så slog det ham at han allerede fra start af havde holdt øje med underlige døre og vinduer helt uden at tænke over det, og han stoppede brat med et grine. Det skete desuden præcis samtidig med at opmærksomheden blev ledt over på ham, og han så i et øjeblik helt rædselsslagen ud. Så var Amanda ved at snuble og han rakte automatisk ud efter hende. "Hov," udbrød han og stoppede midt i sin handling da det blev klart at hun blev stående på sine ben. "Nej, ikke her," fortalte han, "men vi fandt en korridor oppe ved læsesalen. Eller Morgan gjorde sådan set," tilføjede han. Ikke for at fralægge sig ansvaret men for at give hende æren. Det nyttede jo ikke noget at bilde folk ind at han var en erfaren eventyrer, sådan som løven fik det til at lyde. "Men jo, ok. Nogle gange dukker der nogle nye ting op på Hogwarts der kan fungere som en genvej ind til andre dele af skolen der egentlig slet ikke skal ses. Eller eksistere." Julian holdt en kunstpause. "Vi blev vist enige om at det ikke fungerer som en bevidsthed," sagde han og smilede skævt, "men det kan sammenlignes med et computerspil. Nogle gange er der fejl i spillet. De skaber ikke nødvendigvis problemer fordi de ikke påvirker spillet som sådan, men hvis man trykker på den forkerte knap sker der pludselig ting og sager der slet ikke er meningen. Og hvis du så støder på flere fejl bliver det kun værre og værre." Julian betragtede Amanda afventende. Han var ret sikker på at hun ikke var fuldblods (hun brugte i hvert fald en blyant), og hvis hun var, var han nødt til at omformulere sig. Det havde desuden ikke været hans mening at formulere hele det med korridorerne som noget negativt, men det var han kommet til at gøre med valget af computer-analogien. Så han gjorde en højlydt indånding for at indikere at han ikke var færdig med at snakke så ingen andre gik i gang med det. "Som ringene på et løg," udbrød han, "skolen har flere lag, og vi bevæger os kun rundt i det yderste med mindre man finder et af disse... smuthuller." Julian så tilfreds ud over at have fået forklaret hvor det med løget kom fra, og han smilede ugenert til Amanda, inden han igen måtte se frem for sig for ikke selv at snuble.

[/style]