Svævende

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda · Mandag aften

"Nej, se nu her," sagde Julian og rettede sig op i stolen. "Svirp og - slå!" Han svingede staven i slowmotion, så de to førsteårs-elever tydeligt kunne se, hvad der foregik. Han var dog ikke særlig overbevist om at de ville fange den med tanke på at han havde siddet og prøvet at lære dem svævebesværgelsen i snart et kvarter. "Husk udtalen," tilføjede han. Havde han selv haft så svært ved den? Det kunne han ikke huske. Højst sandsynligt ikke.

Julian havde siddet fordybet i en roman da de to drenge var kommet over til ham for at spørge om hjælp. Først havde han ikke været så villig. Han havde kvalme, fordi han havde spist så meget slik, og af samme grund havde han sprunget aftensmaden over. Efter noget tid havde nybegynderne dog stadig ikke gjort noget fremskridt, og han lavede et æseløre i bogen (der stønnede dramatisk) og væbnede sig med tålmodighed. De fleste sad nok stadig ved middagsbordet, for opholdsstuen var næsten tom.

[/style]

[Amanda Byrnes]

Der gik ikke længe før døren til opholdsstuen gik op og afslørede en lettere distraheret Amanda. Hun havde staven hævet og et lysende gitter svævende foran sig, som hun med stavhånden forsøgte at skrive ord ind i. Med blandet held.
_{"Okay, så svaret var 'ingenting' for denne her- av!"} Hendes lave mumlen blev kun kort afbrudt da hun stødte sin fod ind i de par lave trippetrin indenfor døren, men blev hurtigt genoptaget da hun fandt ud af at gå op ad trappen i stedet for ind i den. _{"Så har vi haft den med mennesket, den med bjerget, den om gifte-av!"}
Denne gang, var det en uheldig førsteårselev, der blev offeret for hele hendes forside og Amanda blinkede et par gange med begge øjne, før hun endelig fjernede gitteret med et sving af staven, tog et par skridt tilbage og tog den lille flok i øjesyn.
"Ej, undskyld.", sagde hun, stadig med en anelse forvirring i stemmen. Den yngre knægt sagde ikke noget. Han og hans kompagnon havde begge stavene fremme og kiggede på hende med den slags lettere fordømmende blik, man kun ser hos elleveårige. Og så var der...
"Julian! Hej. Du var ikke til mad...?"
Hun kiggede fra sin klassekammerat til de to drenge, til den fjer, der lå håbløst på gulvet, og tilbage igen, denne gang med et udtryk som en mindre hund, der bliver konfronteret med sin udåd.
"... Afbrød jeg noget vigtigt?"

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda · Mandag aften

Julian smilede opmuntrende til den ene af drengene der forsøgte sig med besværgelsen igen. Den anden så frygteligt opgivende ud og gloede ufokuseret på fjeren. De lyste begge to op da forsøgsobjektet pludselig fløj til den ene side, men det viste sig hurtigt at være resultatet af en trækvind der højst sandsynligt kom fra indgangen til opholdsstuen. Julian prøvede at finde på noget motiverende at sige, men han blev distraheret da han opdagede Amanda.

Uden at tænke over det smilede Julian skævt, og han formåede ikke at slide blikket væk, før hun traskede lige ind i en af de små knægte. Han havde slet ikke bemærket at hun var på kollisionskurs. "Hov," udbrød han og rakte en hjælpende hånd ud til førsteårseleven der så aldeles rædselsslagen ud. "Hej! Jeg - nej, jeg havde kvalme..." Den anden elev kom hurtigt på benene, og de skyndte sig væk lige så snart Amanda indledte en samtale. Det forvirrede Julian yderligere og han rystede på hovedet ad hendes spørgsmål. "Jeg prøvede at lære dem..." Julian svang med staven i et forsøg på at forklare hvilken besværgelse han snakkede om, idet ordet var pist væk. "Det gik ikke så godt. Svævebesværgelse! Altså..." Han var pludselig kommet i tanker om ordet, og i et forsøg på at klare tankerne lidt rystede han på hovedet og smilede så undskyldende til den anden ravn. "Undskyld, du overraskede mig bare," forklarede han og kløede sig i nakken med sin frie hånd.

[/style]

[Amanda Byrnes]

Amanda kiggede ubehjælpsomt efter drengene med en hånd halvt løftet og et 'øhm, vent' klar på tungen. Men de var hurtige og var forsvundet af syne før hun kunne sige hverken undskyld eller 'I glemte jeres fjer' og hun sukkede opgivende.
I stedet vendte hun sig mod Julian, der med nogen omveje havde fået sagen forklaret. Hun gik endda så langt som til at udstøde en lille, glad lyd over hans demonstration af svævebesværgelsen, men lagde hurtigt ansigtet tilbage i mere eller mindre alvorlige folder.
"Hvorfor siger du undskyld? Du skal ikke sige undskyld."
Det lød som en ordre, gjorde det ikke?
"Eller. Altså, du må selvfølgelig gerne, det er bare... Du behøver ikke. Når der ikke er noget at undskylde for. Du ved."
Hun forsøgte sig med et undskyldende smil tilbage (sikke undskyldningerne føg), men det ødelagde måske effekten en anelse, at hun samtidig drejede sin lille stav mellem håndfladerne. Hun stoppede først drejeriet, da et par gnister sprang fra stavens spids og gnistrede mod hendes bare hænder.
"Av. Nej, dog.", udbrød hun overrasket og overvejede kraftigt at sige undskyld til staven også, dén stakkel, men besluttede, at nu måtte det være nok. I stedet flyttede hun vægten fra ét ben til et andet og skævede til Julian.

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda · Mandag aften

Amanda så underholdt ud, og Julian vidste ikke om han havde set helt og aldeles tåbelig ud da han havde svinget demonstrerende med staven. Det gjorde ham kun mere forvirret, og hans undskyldning var ganske oprigtig. Hans blik var solidt plantet i jorden mens han kløede sig i nakken, men der gik ikke længe før hans opmærksomhed blev rettet mod den nu talende kollegiekammerat igen.

Til Julians lettelse forsikerede Amanda ham om, at alt var i orden. Eller det startede hun med at gøre. Han åbnede i hvert fald munden for at tale, men hun kom ham i forkøbet. Han kom til at smile over hendes forklaring. "Jeg ved godt hvad du mener - Hov!" Gnisterne fra staven overraskede ham, og glemte alt om hvad han havde været i gang med at sige. Først troede han at det var ham der havde gjort det, og han kiggede forvirret på staven i sin hånd før han indså hvad der var sket. "Hold da op," udbrød han leende. "Er du ok?" spurgte han og rakte en hånd ud. Halvvejs i handlingen indså han hvad han var i gang med og tøvede i et splitsekund før han lagde den på hendes skulder. Han var ikke helt klar over hvordan han var gået fra akavet til kropskontakt efter kun to møder med Amanda, men det hjalp i hvert fald på det at han ikke havde en følelse af at hele storsalen sad og holdt øje med ham.

[/style]

[Amanda Byrnes]

Amanda skulle lige til at forsikre, at hun havde det aldeles glimrende og at en gnist eller to virkelig ikke var noget særligt i en verden, hvor brækkede knogler kunne heles på sekunder. Men Julians hånd rakte frem mod hende og hun nåede hverken at sige noget eller bakke væk, før den lå på hendes skulder.
Der gik et par sekunder, hvor de to kiggede på hinanden, hun med et ansigt, der meget vel kunne høre til én, der netop har fundet en ræv i sin sofa. Hun skævede til hans hånd. Og rakte så selv ud og klappede den to gange, før hun trådte et skridt bagud med et resolut, omend måske en anelse panisk nik eller to, pludselig travlt optaget af at få brune hårtotter frem foran skuldrene. Hvorfor, er uvist. Det dækkede ikke hendes hastigt opvarmende ansigt særlig godt, i hvert fald.
"Jeg har det... Aldeles fint. Virkelig."
Og hun fandt det i sig selv at sende et skævt smil i hans umiddelbare retning (det vil sige, en smule for meget til venstre, men hun prøvede da).
"Hør, Julian, jeg har... Lektier... Den slags..."
Hun gjorde et lille kast med hovedet mod opgangen til pigernes sovesal og skiftede vægten til det andet ben.

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda · Mandag aften

Hånden på hendes skulder var ment som en venlig gestus. Han lagde meget i det fordi han som regel skulle kende nogen meget godt, før han følte sig tryg nok til at gøre den slags, og han var derfor også meget hurtig til at begynde at overanalysere lige så snart han indså hvor unaturligt Amanda reagerede. Han var allerede i gang med at fjerne sin hånd da hun begyndte at klappe ham på den. "Øhm" mumlede han og ledte efter ordene. Han var helt paf.

Amanda forsikrede ham om at hun var ok, og han nikkede en enkelt gang. I sin forbløffelse glemte han helt at være genert og kigge væk, og han lignede mest af alt et stort spørgsmålstegn. Han blev ikke klogere af at hun så pludselig fik travlt med at komme i gang med sine lektier, og han blev pludselig meget bevidst om at hans arme bare hang slapt ned langs hans sider. Hvordan var det han plejede at have sine arme? Det kunne han ikke huske, så han stak sin frie hånd i lommen og rømmede sig for at stjæle et par sekunder mere at samle tankerne i. "Jo, selvfølgelig, lektier," var det eneste han mønstrede, selvom han gerne ville spørge om der var noget galt. Det var i situationer som disse hvor man skulle være den første til at gå, i hvert fald i følge hans søster, men han kunne ikke få sig selv til at finde på en undskyldning. "Pas nu på med den stav der så du ikke sætter ild til dem," tilføjede han og smilede lidt usikkert.

[/style]

[Amanda Byrnes]

Amanda fik med lidt besvær proppet sin stav ned i sin taske, hvor den var til at få fat i, men i hvert fald ikke kunne gøre nogen skade. Ikke at hun regnede med, den kunne finde på det, den var en god og pålidelig stav, omend en smule temperamentsfuld. Den havde sikkert bare, på sin egen måde, forsøgt at fortælle hende, at hun gjorde underlige ting igen. Hun sukkede næsten uhørligt. 'Underlige ting' syntes at være fast dagsorden for tiden.
Med dette in mente, skævede hun atter til Julian, der så præcis ligeså forvirret ud, som hun følte sig. Og det sagde altså ikke så lidt.
"Jeg har nu altså ikke en vane med det der spontane optænding.", sagde hun med en bestemthed der skulle have været ironisk, men hun havde aldrig været helt sikker på benene omkring den slags. Hun overvejede at tilføje et 'at du ved det'... Men det lød mere som noget Jess eller Henry ville sige, i hendes hoved. Så hun lod være.
"Og, ah, du må undskyl-jeg ville gerne blive og.. snakke", hun pegede igen mod opgangen til sovesalen, trak på skuldrene, nussede ved noget hår, ".. Lektier..."
Og mens hun stadig forsøgte at sende alle de positive signaler på én gang (der var et undskyldende grin, der vistnok fungerede), lykkedes det effektivt hendes ben at bære hende ud af opholdsstuen og efterlade Julian med fjeren på gulvet.

Closed

[/blockquote]