|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 5, 2013 18:30:54 GMT 1
TAG - JULIAN | OUTFIT - HEREDet var ellers sjældent han gik i stå foran døren til Ravenclaws opholdsstue, men lige idag var han særdeles træt og havde haft så mange timer at hans hjerne slet ikke kunne finde frem til løsningen på gåden.
"Jeg gentager - hvad kom først fønixen eller ilden?" Gentog håndtaget ind til opholdsstuen og Eliot rynkede øjenbrynene mens han bed sig i læben og forsøgte at finde frem til det rigtige svar.
Han kunne bare ikke beslutte sig, på den ene side var ilden jo først - men fra fønixen kom ilden så .. Han havde virkelig ikke nogen ide om hvad svaret var og det irriterede ham voldsomt.
Han havde dog ikke opgivet helt endnu og satte begge hænder i lommerne på sin kappe og så tænksomt ud i luften. Et eller andet sted håbede han at nogen ville komme forbi for at give ham svaret, selvom det ville såre hans stolthed, men det så ud til at det var den eneste løsning. |
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 5, 2013 20:28:08 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Eliot
Julian traskede op ad trapperne og så til skuffelse nogen stå og vente ved indgangen. Ikke at han umiddelbart vidste hvem det var - nå jo, det var Eliot fra årgangen over - men stadig, hvis der stod nogen og ventede betød det at gåden var svær, og det betød længere ventetid til at komme ind og slå sig ned i en blød sofa og slappe af og måske endda... Julian sled brutalt tankerne væk fra en lur og tilbagelagde den sidste afstand.
"Hej," hilste han med et nik. Egentlig ville han helst bare høre hvad døren havde at sige, men han følte at han var nødt til at small-talke lidt om 'hvor irriterende de gåder var en gang i mellem', før han kunne forsøge sig med gåden selv. "Har - Er den tricky i dag?" spurgte han. Han havde været tæt på at spørge, om den ældre ravn havde stået der længe men tog sig selv i det for ikke at komme til at fornærme ham.
[/style]
|
|
|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 5, 2013 20:44:39 GMT 1
Eliot drejede hovedet fra side til side mens han tænkte, men lyste op i et bredt smil da han pludselig fik selskab "Julian hej! Du kommer som kaldet - du om nogen må kende svaret på denne yderst udfordrende gåde.." Lagde han ud og gik hen til ham og tog ham under armen.
"Meget tricky ja - gåden er.. Hvad kom først føniksen eller ilden?" Han hævede øjenbrynene sigende og lod Julian slippe igen mens han løftede begge hænder og slog dem hurtigt nedad igen.
"Og jeg er bare alt for træt til at finde på løsningen.. Tror du at du kan finde den? Hvis jeg nu siger føniks kan du sige ild eventuelt?" Foreslog han og smilede optimistisk til den yngre ravn, som han egentlig kun kendte gennem de andre sjette års løver, men stadig ikke havde snakket særligt meget med.
|
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 5, 2013 21:13:01 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Eliot
Som altid blev Julian glædeligt overrasket når nogen kunne hans navn, og han smilede skævt. Han nikkede en enkelt gang og hævede overrasket brynene over den pludselige venlige gestus. "Øhm..." mumlede han men Eliot talte allerede igen. "Årh nej. Jeg hader når den skal til at være eksistentialistisk," sagde han opgivende og rettede sig lettet op da den ældre ravn slap ham igen - ikke fordi han havde haft noget imod det, men fordi han ikke anede hvad man gjorde og derfor bare stod lidt akavet tilbage.
Julian kunne ikke komme på en løsning i den givne situation. Det der med at tænke og socialisere gik oftest ikke hånd i hånd for ham, og han stirrede perplekst på Eliot i nogle sekunder, før han bare sagde "Ja, ok." Så kiggede han på døren og tilbage på den mørkhårede dreng. "På tre?" foreslog han usikkert og trak på skuldrene. Han anede ikke, hvad han havde gang i.
[/style]
|
|
|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 6, 2013 18:15:31 GMT 1
Eliot grinede over hans bemærkning og nikkede "Ja det er ikke til at holde ud - sidste gang den var det stod der en hel kø af elever udenfor.. Det var lige før jeg løb tør for tålmodighed" Bemærkede han smilende, med hovedet på skrå og betragtede den mørkhårede dreng med et muntert blik.
"På tre - ja det er da en mulighed.. " Han nikkede tænksomt og hvilede siden af hånden mod hagen, mens han tænkte et øjeblik. Derefter hævede han øjenbrynene og lod sin hånd falde ned langs siden igen med et diskret suk.
"Det er forsøget værd" Bemærkede han med et skævt smil, han var dog ikke helt sikker på at det ville virke.
Eliot så op på den høje dreng og begyndte at tælle med fingrene, mens han vendte sig halvt mod ham og så ham i øjnene.
"Een... To... Tre... Føniks!" Eliot sagde det med en del entusiasme, mens han håbede på at Julian ville følge i trop. Han betragtede afventende dørhåndtaget og ventede opmærksomt på hvad der ville ske. |
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 10, 2013 14:54:16 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Eliot
"Ja, det kender jeg godt!" istemte Julian, "og så vil all gerne komme til og prøve at løse gåden. Det er håbløst." Lige så snart Julian var gået med til foreslaget om at sige de to alternativer i kor gik det op for ham at det højst sandsynligt havde været en joke. Han var ikke altid lige god til at aflæse folks humor, særligt ikke når han blev overrumplet på den måde. Men nu var han allerede i gang med at føre ideen ud i livet, og han nikkede bekræftende til kollegiekammeraten da han konstaterede at det var forsøget værd. "Ok," sagde Julian indledende men lod den anden om at tage føringen. "Ild!"
Døren rubbede sig ikke ud ad stedet, men Julian kunne have svoret at det bevingede dørhåndtag hævede et øjenbryn. "Det virkede vist ikke..." sagde han tænksomt. Der var et øjebliks stilhed mellem dem, og så kom Julian til at le. "Det var måske heller ikke verdens bedste ide..." indrømmede han og kunne stadig ikke lade være med at smile.
[/style]
|
|
|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 12, 2013 13:54:35 GMT 1
Eliot så spændt på dørhåndtaget, men da der ikke skete noget, smilede han blot og grinede afdæmpet. "Måske ikke nej - næste ide bliver bedre.. Man skal over de dårlige før man får plads til de gode!" Bekendtgjorde han begejstret, for ikke at miste modet og grinede lidt videre, hvorefter han rystede på hovedet og betragtede dørhåndtaget.
"Altså.. I virkeligheden er der vel ingen af delene der kommer først.. Fordi de hænger sammen og på en måde er en og samme ting?... Nu slynger jeg bare ideer ud.. kan være det sår guldkorn i dine tanker.. " Han kradsede sig i nakken og lod hånden blive der mens han tænkte. Han prøvede at spinde videre på sin tankegang, men kunne alligevel ikke komme frem til noget konkret - det hele var en smule diffust. I stedet for kom han i tanke om at han skulle invitere Julian med til sin sommerfest, fordi den unge dreng skulle ud og slå sig lidt løs. Han skulle nok bare holde øje med at løverne ikke drak ham under bordet, stakkels dreng. |
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 12, 2013 15:03:20 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Eliot
I enhver anden situation ville Julian have været flov over det han lige havde gjort, men han glemte helt at føle sig akavet når Eliot opførte sig som om det var det mest naturlige i hele verden. Normalt ville han være lettet over at der heller ikke var nogen der havde været vidne til det, men lige nu morede han sig for meget til at være lettet over det manglende publikum.
Julian lyttede opmærksomt på de spekulationer den et år ældre ravn smed omkring sig, og han rynkede panden. "Ja, ok," sagde Julian, "det er vel en cirkel?" foreslog han selvom han faktisk var sikker i sit svar. "Den starter og slutter ikke nogen steder," tilføjede han konstaterende og skævede hurtigt til døren, der ikke reagerede fordi han henvendte sig til Eliot. Han var dog sikker på at det ville virke og havde ikke noget imod hvis han ikke var den der åbnede døren.
[/style]
|
|
|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 12, 2013 20:21:53 GMT 1
Eliot udfoldede sin ideer verbalt mens han betragtede døren og håndtaget. Han vidste ikke rigtig hvor det førte hen, men håbede at Julian kunne få lidt ideer ud af det.
Han lyttede interesseret til Julians ord, med en mindre rynke mellem øjenbrynene, hvorefter han gav sig til at nikke og lod sin hånd falde ned langs siden igen.
"Den er faktisk ikke så ringe den ide der.." Han lagde armene over kors og trommede let med fingrene på sine albuer. "Jeg vil tage mig den ære at fortælle din ide til håndtaget og så lad os se om den er tilfreds."
Derefter gik han et skridt tættere på døren, placerede hænderne på ryggen og smilede venligt til håndtaget som han havde for vane at gøre. "Der er ingen start og slutning på en cirkel.." Bemærkede han og da døren begyndte at åbne udløste det et mindre hop og et kort fejrende råb fra Eliot. "Du er genial Julian." Bekendtgjorde han, som var det den mest simple fakt i verden. "Du skal ikke noget i sommerferien vel? Jeg holder den mest fantastiske fest som du selvfølgelig skal med til" Spurgte han og vendte sig kort mod den anden ravn, inden han gik videre ind i opholdsstuen og ventede på den anden side af døren. |
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 12, 2013 20:51:31 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Eliot
Nok var Julian ikke den bedste til at omgås socialt, men når det kom til faglige ting - og løsninger på gåder - var han ikke bange for at sige sin mening. Han var nemlig sikker på at det han sagde var fornuftigt. "Ok," sagde han og smilede en sidste gang til Eliot, inden han vendte opmærksomheden mod døren for at se resultatet.
Den åbnede sig. Julian slog blikket ned i gulvet for at skjule sit generte ansigtsudtryk Eliot kaldte ham genial. Det lykkedes ikke særlig godt idet han var en del højere end ham. Det var ikke første gang han var blevet kaldt det og andre lignende ting, men han følte sig altid så dum når det skete. Det passede jo ikke. Men i stedet for ydmygt at begynde at forklare at det ikke var tilfældet lod han det ligge - det havde hans bror lært ham at lade være med, det gjorde det altid bare mere akavet. Så spurgte Eliot pludselig ind til hans sommerferie, og han kiggede nysgerrigt op. "Årh," udbrød han og nikkede en enkelt gang. En del argumenter for hvorfor han skulle sige nej poppede op i hans hoved, men i stedet tilføjende han efter at have tøvet lidt "helt sikkert. Hvornår er det?" Han havde allerede hørt om festen fra sine søskende, der resolut havde bestemt at han skulle sniges med. Han vidste ikke hvad han syntes om det da han aldrig havde været fuld, men på den anden side ville der måske slet ikke være alkohol - en ganske naiv tanke.
[/style]
|
|
|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 13, 2013 18:58:20 GMT 1
Eliot betragtede Julian afventende, med et skælmsk smil på læben, der kun blev større da han fik et positivt svar fra sin helt i skysovs. ”Første weekend efter sommerferien.” Svarede han og strøg fingrene gennem håret, mens han trådte et par skridt til siden så Julian kunne komme ind ad døren.
”Du skal være velkommen til at tage dine venner med – der er masser af plads – det er en udendørs fest så du tager bare alle dem med du har lyst til.. Også selvom de er for generte til at tage med.. Så skal jeg nok overtale dem.. ” Han grinede let og trak på skuldrene, hvorefter han klappede Julian på overarmen og gik videre ind i opholdsstuen, mens han regnede med at den anden ravn ville følge med ham. Selv kunne Eliot ikke vente til at komme i gang med at arrangere festen nærmere, på trods af at de ville hyre folk til at gøre det meste af arbejdet. Det var nu sådan man gjorde det i Eliots familie og selvom det var lidt af en luksus at ens forældre sørgede så meget for en, så ville han nogle gange ønske at han havde haft normale forældre der kunne andet end at give dyre gaver.
|
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 13, 2013 19:58:09 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Eliot
Julian nikkede og svarede "Ok." Det var åbenbart hvad halvdelen af hans ordforråd bestod af i denne samtale. Smilet hvilede i hans mundvige, og han følte sig underligt fjedrende da han gik i gennem døren til opholdsstuen som Eliot holdt for ham. Han bukkede sig lidt selvom døren var høj til at han kunne gå oprejst i gennem - det var af ren og skær vane.
Opholdsstuen var hverken tom eller fyldt. Den førsteårselev han havde hjulpet med at lære svævebesværgelsen - det var lykkedes til sidst! - vinkede til ham fra et af bordene i hjørnet, og han nikkede muntert til ham for straks at blive bevidst om hvad Eliot måtte syntes om det hele. Han så dog ikke påvirket ud og fortsatte samtalen (selvom han rimelig meget måtte køre sole, idet Julian ikke var til megen hjælp). "Ja?" sagde Julian overrasket da han var stoppet op og havde vendt sig om mod ravnen igen. Han sørgede for ikke at stå foran døren, fordi folk havde en tendens til at skubbe til ham når han stod i vejen. "Det skal jeg gøre så," informerede han som om han rent faktisk havde nogen i tankerne. Så slog det ham. "Hey, vent, mener du det? Det med..." han tøvede og lukkede hænderne om skulderremmen til hans taske. "Det med at overtale nogen?" Julian brød sig ikke om at bede folk om at gøre noget for ham - det virkede så voldsomt at kræve noget af folk. Om det så var folk han lige havde mødt eller sine nærmeste venner, selv Lillian og Reginald, hans adoptivforældre. Men noget drev ham denne gang.
[/style]
|
|
|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 17, 2013 12:30:26 GMT 1
Eliot havde ikke noget imod Julians venskab med førsteårseleven og smilede bare skævt til den lille dreng der så sødt vinkede til den ældre elev. "Godt så" Bemærkede han og ville vende sig mod sovesalen, hvor han skulle op for at smide sin taske, da han var træt af at slæbe rundt på de tunge bøger. Han stoppede dog op og drejede rundt på hælen for at se hvad Julian ville ham.
"Uh.. ja da.. hvis de har brug for overtalelse.. " Bemærkede han med et kækt smil og gik et par skridt hen til ham, for at hele opholdsstuen ikke skulle høre hvad han sagde. "Er det en pige? Jeg er sikker på hun vil være ellevild over at følges med dig.. selvom jeg da godt kan hjælpe" Sagde han med en afdæmpet stemme og så på ham med et varmt smil, der signalerede at han skam havde tænkt sig at hjælpe hvis det virkelig var.
|
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 17, 2013 19:57:33 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Eliot
Julian tøvede igen. Der var ikke rigtig nogen måde han kunne fremlægge dette på uden at afsløre hvem han var vild med. "Jo, altså..." begyndte han og gav sig selv et mentalt spark. Det var en oplagt chance, og nu var han jo gået i gang så han tog sig sammen og overvandt sin generthed. Så slemt kunne det da heller ikke være. "Du ved, Amanda fra min klasse? Amanda Byrnes. Du har måske allerede inviteret hende," indskød han og prøvede så vidt muligt at se Eliot i øjnene mens han talte. "Jeg er ikke så godt til det der med at invitere folk, og ærligt talt tror jeg ikke at hun ville sige ja. Men man ved jo aldrig," sagde han med et skuldertræk og et smil på læberne der understregede det optimistiske i hans udsagn.
Det var utroligt rart at Eliot gjorde så meget ud af at være diskret, men Julian følte alligevel at det var nødvendigt at bede ham ikke at fortælle det til alle og enhver. "Det... Det behøver alle måske ikke at vide, det her." Han kunne slet ikke overskue tanken om at hans søskende fandt ud af det på nuværende tidspunkt.
[/style]
|
|
|
|
Post by Eliot Palmer on Jun 18, 2013 10:56:09 GMT 1
Eliot lyttede fokuseret til den anden ravns ord, mens et mindre smil hvilede på hans læber. Det havde altid været hans yndlingsbeskæftigelse at få alle de små crushes til at gå op i en højere enhed og han ville gerne hjælpe Julian, fordi han fandt hans væsen utrolig spændende og tiltalende.
"Altså faktisk så har jeg ikke inviteret så mange endnu.. men jeg kan jo lige så godt gå i gang med det samme.. Amanda er da også en sød pige.. det jeg kender til hende.. " Svarede han og tænkte sig om et øjeblik, mens han hvilede hagen mellem sine fingre. "Så hvordan kan vi få hende overtalt? Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.. tror måske jeg kan finde på noget.. Omend hvis hun er vild med dig så er din blotte tilstedeværelse vel nok." Bemærkede han med et drillende smil og puffede let til Julian, hvorefter han lagde armene over kors, mens han skrev invitationer ned på en længere mental liste over ting han skulle huske at gøre. |
|
