Ændrede spilleregler..

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta rynkede brynene en smule og så uforstående på Laurence uden at nå at spørge mere før han fortsatte og fik hendes let adskilte læber til at lukke sammen igen. Hendes mundvige trak helt af sig selv opefter og afslørede både hendes tænder og hendes smilehuller. Så pressede hun læberne tæt sammen uden helt at kunne få smilet til at forsvinde og uden at kunne påstå hans gentagne kompliment ikke havde en effekt "Men du gjorde det lige alligevel." pointerede hun snusfornuftigt og lukkede hånden tættest på ham fastede omkring remmen på sin taske, selvom hun allermest havde lyst til at indfange hans.

Hun gik i tavshed lidt mens hun synkront forsøgte at komme på noget at snakke om og forsøgte at overbevise sig selv om, at hun godt måtte tage chancen med hånden. Det var ikke fordi de havde mangler noget at tale om hele dagen, men jo tættere de kom på slottet, jo sværere blev det at finde på noget "Jeg skal faktisk til Irland til sommer." busede det ud af hende, ikke helt så henkastet som hun havde ment det. Af samme grund smilede hun skævt og rømmede sig let før hun tilføjede "Besøge min bror og min mors familie, du ved." hun lod blikket følge en mindre flok fra tredie årgang der højlydt passerede dem før hun slap remmen på tasken og, selvfølgelig komplet tilfældigt, lod hånden falde ned langs siden og strejfe hans i forbifarten.

[Laurence Ivory]

Laurence rømmede sig en anelse, uden at kunne dæmme ned for det insisterende smil, der hev i hans mundvige. Han trak på skuldrene uden reel fortrydelse og overvejede for syttenhundrede gang at tage den ene pose over i den samme hånd som den anden, for at frigøre den. Det blev dog aldrig til noget og han nøjedes med at klemme fingrene lidt sammen omkring hanken, imens han gik ved siden af Henry i irriterende tavshed. Det havde ellers ikke været svært at finde noget at snakke om tidligere.

Da hun brød stilheden, vendte han hovedet imod hende igen. Han hævede begge øjenbryn en smule, før han nikkede, klarede halsen og smilede skævt. ”Hvor bor de?” Endelig et let emne igen. Mere uproblematisk udveksling af ord med Henry, som ikke behøvede at være akavet eller præget af, at hele dagen var et forsøg på at se, om der kunne være mere end det. Han var lettet i hele fire sekunder, før hendes ene hånd tilfældigt strejfede hans. Posens hank fik et klem, imens han rynkede panden og atter engang overvejede situationen. To, fem, syv sekunder senere, havde han diskret overladt begge poser med indkøb til hånden fjernest fra Henrietta og efter et lille tilløb, indfangede han hendes hånd med den anden. Han så ikke på hende, da det skete. Tværtimod gjorde han en hel del for overhovedet ikke at se hende den mindste smule i øjnene.

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta kunne ikke påstå at være helt sporet ind på emnet hun selv havde taget op igen, men hun så alligevel til siden med et nyt smil mens hun lod hånden falde og et sekund strejfede hans "Blackrock. Ude ved kysten." hun tav igen, ikke fordi hun egentligt var færdig med at tale, men fordi en hånd lukkede sig om hendes egen. Hun nåede at stoppe et splitsekund, uden rigtigt at stoppe alligevel. Det blev mere til et meget hurtigt skridt ude af takt før hun fortsatte fremad. Varmen var skudt op i hendes kinder forlængst og hun havde ligeså travlt med at se fremad som Laurence, også selvom hun mere fornemmede han gjorde det end hun egentligt så det.

Hendes fingre havde dog helt af sig selv lukket sig prøvende om hans lidt større hånd og den varme kriblen i hendes maveregion var på nuværende tidspunkt umulig at ignorere. Hun smilede næsten fåret og ganske tilfredst mens de fortsatte i tavshed et lille stykke endnu. Så rømmede hun sig og sneg sig til at skæve til siden igen, bare for lige at fange et glimt af hans ansigt "Min morbror og hans kone bor der. Vi besøger dem hver sommer." fortsatte hun så efter en hurtig indånding, som om der aldrig havde været et afbræk i samtalen "Tim, min ældste storebror flyttede derop sidste år og arbejder på en pub." hun så frem igen og løsnede grebet om hans hånd lidt, kun for prøvende at liste fingrene ind mellem hans i stedet.

[Laurence Ivory]

Laurence svarede ikke på det bynavn hun gav ham, på trods af, at han udmærket kendte Blackrock. Han var bare mere koncentreret om den mindre hånd, der blev indfanget af hans egen, uden at nogen protester lød fra Henrietta. Han skævede nervøst i hendes generelle retning, uden at vove at se rigtigt på hende. Hans maveregion klemte sig sammen i en spændt bevægelse og han messede lydløst noget til sig selv om, at han ikke måtte få svedige håndflader nu. Det gik da også... Nogenlunde. I hvert fald gled hans fingre ikke klamt på hendes og han sneg sig til at kaste et enkelt reelt blik på hende.

Det ansigtsudtryk, der mødte ham midt i krøllerne, fik ham selv til at smile uendelig dumt. Hendes kulør gjorde ham varm i kroppen og han slappede næsten af igen, da hun fortsatte som om intet var hændt. Han kunne ikke abstrahere fra hendes fingre, der flettede sig ind imellem hans, men nøjedes med at smile tilfredst, som han nikkede. ”Vi besøger Blackrock engang imellem for at bade og sådan,” konstaterede han fortumlet, velvidende at han kunne have lydt mere intelligent. ”Hvornår skal du derhen i år, så?”

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta var ikke helt sikker på nøjagtigt hvordan det lykkedes hende at lyde så rolig som hun gjorde da hun tog ordet igen, denne gang med sin hånd halvt skjult i Laurences. Hun følte sig lettere akavet indtil hun skævede op mod hans ansigt og smilet hun så, kun fik hendes eget til at blive endnu bredere. Det var også det der gav hende nok spark til at hun listede fingrene ind mellem hans og konkluderede, at de passede ganske glimrende lige der.

Hun nikkede, så hurtigt væk igen og gav ubevidst hans hånd et lille klem mens hun bed formålsløst ned i sin underlæbe for at tvinge smilet bare lidt på retræte. Det lykkedes dog hverken helt eller halvt og hun tog en hurtig indånding før hun drejede hovedet og så på ham igen "Den første uge i juli." hun lod blikket hvile på hans ansigt et øjeblik længere end hun behøvede, kom til at smile fjoget igen og så hurtigt lige frem "De er mugglere. Min mors familie altså." tilføjede hun, mens hun pressede modet lidt videre og strøg sin tommelfinger over hans.

[Laurence Ivory]

Laurence fangede hendes blik og holdt det et kort øjeblik. Han smilede til hende – rigeligt bredt til at afsløre hans tandsæt – men også han var tydeligt på usikker grund. Samtidig kunne han ikke lade være med at skænke det mere end en enkelt tanke hvilken betydning det havde, at hans fingre var flettet ind imellem Henriettas og at hendes kinder havde antaget en farve, som om hun havde fået for meget sol eller for lidt luft. Hun var ganske vist stadig virkelig flot sådan, men noget ved hende var tydeligvis anderledes, selvom hun snakkede som om alt var som før.

Han valgte at spille med, på trods af, at hendes tommel strøg over hans hud og sendte en knitrende følelse igennem kroppen på ham. ”Mmh,” brummede han bekræftende, før han tog en dyb indånding og klemte let omkring hendes hånd. ”Ja. Din far er halvblodstroldmand, dog,” konstaterede han med en svagt spørgende undertone, selvom han egentlig udmærket vidste hvad svaret var. ”Hvilket gør både dig og dine søskende til kvarte magikere... Præcis ligesom Jessie.” Han sænkede for en kort bemærkning sit blik til det de begge undgik at tale om – deres sammenflettede fingre – og smilede smalt og med en kortvarig usikkerhed, som han ikke plejede at udvise. ”Jeg er ligeglad,” konstaterede han med et mindre skuldertræk. ”Det burde jeg måske ikke være, men det er jeg altså. Stamtræer kan rende mig. Jeg har bare lyst til...” Han rømmede sig dæmpet og tog mod til sig, før han benyttede sig af forvirringen og drejede sig, så han kunne trykke læberne imod Henrys med alt han havde tilbage af vovemod. Ret meget af det var der ikke i hans slangeblod og han trak sig da også tilbage efter ganske få sekunder, for at slippe hende helt og måle hendes reaktion, klar til at bakke flere meter bagud og væk fra eventuelle følger.

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta nikkede bekræftende til Laurences let spørgende tone og hendes mave vred sig let da han klemte om hendes hånd. Hun smilede skævt igen da han fortsatte på det åbenlyse og fortrød halvt sin spontane kommentar. Hun var ikke helt sikker på hvorhvor hun i det hele taget havde pointeret hvad hendes mors side af familien var, eller måske nærmere ikke var. Det var kommet ud mest som en strøtanke for at købe tid mens hun overvejede næste træk.

Hans definitive konstatering fik hende momentært til at rynke brynene og se spørgende på ham. Så drejede han sig uventet og tvang hende til at stoppe op midt i et skridt. Et overrasket udbrud var på vej ud, men blev effektivt bremset da hans ansigt kom helt tæt på og hans læber øjeblikket efter var mod hendes. Hendes mave slog mindst tre kolbøtter mens hun knugede hårdt om hans hånd og hendes øjne gled i.

Hun nåede lige at strække sig lidt, så trådte han tilbage og hun slog øjnene op med et fåret udtryk. Hendes blik flakkede da det mødte hans og hun var om muligt endnu mere rød i hovedet mens hendes hjerte stadig slog betydeligt hurtigere end normalt "Det var.." hun blev overmandet af et bredt, og ganske afslørende smil, rømmede sig og lagde hovedet lidt på skrå "PRøv lige igen." bad hun med et glimt i øjnene og et par livlige sommerfugle i mellemgulvet.

[Laurence Ivory]

Larrys mave eksploderede i sommerfugle over det korte – men selvfølgelig dybt vidunderlige og slet, slet ikke akavede – øjeblik. Hans læber strejfede nærmest kun Henriettas, før han trak sig væk igen og trådte et halvt skridt bagud, imens han åbnede øjnene. Sjældent havde han følt sig helt så pinligt berørt og selvtilfreds på samme tid. Det var nu selvtilfredsheden, der løb af med sejren, så snart han fik øje på Henrys ansigtsudtryk. Hendes brede smil smittede faretruende og han rømmede sig dæmpet, før hans ene hånd røg op i nakken og en nervøs, munter lyd forlod ham.

Hendes forespørgsel gjorde ham lettere rundtosset. Laurence lod hånden falde og krydsede den begrænsede afstand imellem dem igen, for at løfte den ene hånd og lægge den imod Henriettas kind. Langsommere, denne gang, bøjede han sig frem og trykkede sine læber blidt imod hendes. Hans puls skød hastigt afsted og hans hoved føltes let og fyldt med gas. Alligevel havde han fornuft nok til at bryde fri inden luftmangel blev et decideret problem. Han lod hånden falde langsomt igen og rømmede sig dæmpet, imens et skævt smil trak op i hans mundvige. ”Jeg...” Han bed ned i sin underlæbe og rystede på hovedet med et grin, før han bestemt tog Henrys hånd og trak hende med sig videre af stien, imens et dumt smil blev ved med at oplyse hans ansigt.

C L O S E D