Ændrede spilleregler..

[Laurence Ivory]

Larry endte med at gå forbi Henrietta i den forventning, at hun ville få fat i sine violinstrenge og vende tilbage til ham. Pladerne med musik var det mest tillokkende og velkendte og han fandt dem nemt. Resten af butikken havde ikke den store værdi for ham. En svag nynnen forlod ham og han standsede foran det velorganiserede rod, uden at lægge mærke til, at Henry fulgte efter ham. Først da hun brød den kortvarige stilhed, rettede han sig umærkeligt op og drejede hovedet halvt, for at se på hende ud af øjenkrogen.

Et skævt smil voksede på hans læber og han kneb øjnene lidt sammen med reel morskab. ”Nu gjorde du det igen,” pointerede han drillende, før han gav sig til at se igennem en hel kasse med plader. ”Stillede et spørgsmål og endnu et, uden at give mig tid til at svare på det første...” Han smilede stadig, da han kortvarigt så op på hende, og talte afslappet videre, uden at virke synderligt påvirket. ”Nej, Henry, jeg ser ikke efter noget bestemt. Skulle jeg det, ville det dog være noget i stil med Stornoway eller To Kill a King.” Han tyggede lidt på det, før han tilføjede et ”for eksempel” og trak et pakbeskyttet eksemplar op, for at se på både forsiden og bagsiden.

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta stoppede op midt i at bladre mellem to plader og skar en lille grimasse "Uhm.. ja." nøjede hun med at mumle før hun rømmede sig og mødte hans blik uden den store fortrydelse. Hun lod ham svare rigtigt, men det blev ved at trække afslørende i hendes mundvige mens hun for sig selv noterede sig endnu et pluspoint på hans konto over valget af musik "De er også gode." gav hun ham ret og blev stående lige ved siden af ham mens de hver i sær bladrede i udvalget.

Hun nåede at trække en plade halvt op for at se på coveret før hun så på ham igen "Stornoway kommer på Wilderness i år." hun gjorde en kort pause for at bedømme om han kendte til festivalen eller ej. Hun regnede med det, men man vidste aldrig "Har du hørt dem live? De er ret fantastiske." hun så ned i pladerne igen, kom så i tanke om noget og rettede et spillende blik mod ham med et tilhørende smørret smil "Ét spørgsmål." hun holdt en pegefinger op "Får jeg så en guldstjerne nu?" hun hævede begge bryn og så påtaget afventende på ham.

[Laurence Ivory]

Laurence morede sig åbenlyst over Henrietta, men undlod at sige mere om hendes dårlige vane, før hun gentog den endnu engang – formentlig uden at tænke over det – og fik en munter lyd fra ham.

Han hævede begge øjenbryn, så op fra pladecoveret og betragtede hende med spillende øjne. ”Det ville du have fået,” konstaterede han drævende, med et yderst smørret smil. ”Det ville du virkelig. Hvis ikke du lige havde gjort det igen.” Han så sigende på hende og løftede den ene hånd for at purre op i hendes krøller.

Et drenget grin forlod ham, før han lod hånden falde og sænkede blikket til pladen, som han satte på plads. Han bladrede de andre lettere skødesløst igennem og nynnede svagt frem for sig, før han atter engang skævede imod hende. ”Men nej. Jeg har hverken hørt dem live eller været på Wilderness. Det har du, kan jeg forstå? Hvordan er det?”

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta så afventende på Laurence med siden lidt til pladerne og et ganske selvtilfreds udtryk. Det smørrede smil på hans læber fik kun et lignende til at kruse sig på hendes egne før hun slap et indigneret udbrud da han rodede hendes hår "Hey!" hun forsøgte at glatte de allerede umulige krøller med den ene hånd uden at kunne lade være at smile lige bredt og med en insisterende lyst til at daske til ham igen eller nappe ham et strategisk udvalgt sted.

Hun endte dog med at himle med øjnene og fnøs underholdt, uden at forsøge at tale udenom at hun, ganske rigtigt, lige havde gjort det igen. Hun tog det dog ikke så tungt, men lænede sig i stedet med hoften ind mod opstillingen, en del mere interesseret i ham end pladerne hun havde set igennem utallige gange "Mhm.. flere gange." nikkede hun og lyste begejstret op uden at tænke bevidst over det "Vi plejer at have en stand og så kommer billetterne dumpende." hun smilede skævt "Så skal man selvfølgelig arbejde også, men der plejer at være tid til både arbejde og sjov. Du skulle overveje at tage med engang." hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham overvejende "Der er altid noget særligt ved at høre musik live og ikke på en indspilning. Man får en helt ny dimension med." at hun brændte for emnet, men lagde en smule bånd på sig selv var tydelige end hun selv vidste.

[Laurence Ivory]

Laurence slap en impulsiv latter over Henriettas protester og forsøget på at glatte de charmerende, rodede krøller. De havde været bløde imellem hans fingre det korte sekund og hans øjne glimtede ved tanken om, at gentage berøringen med en anden drivkraft. Han sagde dog intet, men nøjedes med at smile drillende ned til hende og blinke en enkelt gang, før han svarede på hendes spørgsmål, uden rigtig at lade som om han interesserede sig synderligt for pladerne.

Blikket flakkede uanset til hende hvert andet øjeblik og han nikkede langsomt, da hun foreslog ham at deltage. ”Nåh ja, på grund af dine forældres bryggeri, ikke? Cool.” Han trak alligevel et nyt eksemplar op, læste på bagsiden og fnøs en enkelt gang. ”Jeg kan godt lide live musik,” medgav han, før han rakte hende pladen, der så ud som om den havde rod engang i slutningen af sidste århundrede. Med nogen af de antikviteter, der til tider befandt sig i troldmandsverdenen, skulle det virkelig heller ikke undre ham, at det var tilfældet. ”Men jeg kan nu også godt lide bare at høre en plade. Det er ikke så tit vi har tid eller mulighed for den slags på slottet. Desuden er der jævnt langt til Oxfordshire, når man bor i Dublin og ikke har en god pejs at dukke op i... Men det er selvfølgelig et problem, der løser sig med tiden.” Han smilede tilfredst og så på et imaginært ur. ”Eksamener skal vi ikke tale om, men er du vimmer, jeg ser frem til at kunne transferere...”

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henriettas fortænder lukkede sig momentært om hendes underlæbe da Laurence lo og hun konkluderede at hun godt kunne lide når han gjorde det, og når han smilede. Hun kunne måske også godt lide følelsen af hans fingre i sit hår, der blev siddende lidt efter han havde trukket hånden til sig igen.

Hun opgav selv at glatte på håret, der egentligt sad som det plejede selvom hun følte det rodede mere end sædvanligt "Mhm.." nikkede hun og så ned på pladen han rakte hende. Hun vendte den i hånden for at læse på bagsiden mens han fortsatte og smilede skævt "Der er mange ting vi ikke rigtigt har mulighed for til daglig." musede hun, halvt optaget af at læse før hun løftede hovedet igen og nikkede "Ja, det bliver fantastisk. Og så meget nemmere." hun lagde hovedet lidt på sned mens hun satte pladen ned mellem de andre igen uden at have fundet den interessant nok til at overveje at købe den "Men hvis du får lyst til at tage til Wilderness i år, så er du velkommen til at bruge min pejs." den halve invitation der lå mellem linierne var intentionel. Hvad der ikke var det, var den måde tilbuddet kunne misforstås på, hvis man vel at mærke havde en tankegang der havde nemt ved at misforstå. Det havde Henrietta og hun kom uvilkårligt til at fnise da tanken strejfede hende "Altså, som ankomststed.. med susepulver.." hun rømmede sig og skar en lille grimasse, uden at kunne udvise særlig megen fortrydelse.

[Laurence Ivory]

Laurence betragtede Henrietta og smilede skævt. Han nikkede og kneb øjnene den mindste smule sammen, imens han måtte konstatere, at hendes selskab stadig var både underholdende og behageligt. Det var afslappet, at han samlede en ny plade frem og studerede den lidt mere seriøst. Eftersom han genkaldte sig kunstneren og ikke havde musikken, var det et reelt bud på et køb. Han så ned på sangtitlerne og skulle til at erklære sig enig igen, da hun fortsatte og sagde en sætning, der fik begge hans øjenbryn helt op i panden.

Han løftede blikket til hende og en svag farve skød op i hans kinder ved hentydningen, før latteren undslap ham. Den fortsatte, inden han lagde en hånd for munden, kvalte det og kløede sig på halsen med en enkelt munter lyd. ”Klart,” svarede han, lige dele drævende og forlegent, selvom han forsøgte at maskere det sidste. ”Som ankomststed med susepulver,” gentog han. Han rømmede sig og satte pladen fra sig igen, uden at kunne tænke på andet end hendes tydelige eufemisme. Det var gået i glemmebogen, at han seriøst havde overvejet at købe musikken. ”Ehm. Skulle du have de strenge, der?”

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta mødte Laurences blik uden at blinke da han så op igen. Det trak afslørende i hendes mundvige over udtrykket på hans ansigt og kombineret med den svage farve i hans kinder og hans latter var det svært ikke selv at komme til at grine. Det lykkedes hende dog at blive ved et smørret smil mens hun nikkede "Mhm.." hun åbnede munden for at fortsætte med en kommentar om, at hun nok skulle undlade at tænde op under ham i tilfælde af at han tog imod tilbuddet, men pressede i stedet læberne sammen med et spillende blik og slugte den igen.

"Det skulle jeg, jo." bekræftede hun, rømmede sig let og kastede et blik i retning af de hylder hun vidste omtalte strenge ville ligge på "Du distraherede mig." beskyldte hun drillende, skubbede sig væk fra pladerne og smøg sig forbi, tættere end hun egentligt behøvede. Der var ikke langt hen til reolen, men hun måtte tage sig selv i at være tæt på at se sig over skulderen mindst ti gange på det korte stykke vej.

[Laurence Ivory]

Laurence ville have været taknemmelig over Henriettas tavshed, hvis han havde vidst hvad hun overvejede at sige. Han kunne ikke ligefrem nægte at det opstillede scenarie var utiltalende, men det var ham fjernt at spøge med det og endnu fjernere under omstændighederne. Af samme grund måtte han rømme sig lidt og håbede på, at hans spørgsmål ville sætte hende i gang og give ham et øjeblik til at fatte sig.

Hendes indledende reaktion fik ham til at smile skævt og han bukkede hovedet let, uden at se ud som om han egentlig fortrød. Som hun gik forbi ham, trykkede han læberne let sammen og han stirrede frem for sig med et smørret smil, da han først var alene. En dyb indånding og en formaning om at tage sig sammen, hjalp ganske meget. Han fnøs en enkelt gang for sig selv og samlede pladen op, før han gik hen til kassen og ventede på den medarbejder, der var optaget af at hjælpe Henry med at finde strenge.

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta fandt hurtigt de strenge hun skulle bruge. Hun vidste af erfaring nøjagtigt hvor de lå og det havde ikke ændret sig siden sidst hun havde besøgt Dominic Maestros. Hun havde dog ikke ligefrem travlt med at komme op til disken og kastede mere end ét blik i retning af Laurence på det korte stykke gennem butikken. Ekspedienten var ligeså eksentrisk som altid og det var en butik hun ikke havde noget imod at være et kendt ansigt i, ligesom begge hendes brødre havde været det før hende.

Hun betalte med et vindende smil, der dog allermest sad der på grund af den mørkhårede knægt længere nede langs disken, og ikke på grund af den gode service. Med en lille pose i hånden fulgte hun ekspedienten ned langs disken og fulgte selv nogle skridt efter før hun stoppede igen og så på en farvestrålende folder med delt interesse. Der var flere koncerter nævnt som lød spændende, men det var alt sammen noget hun kunne se på senere. Derfor snuppede hun den øverste folder i bunken, puttede den ned i posen og stoppede posen ned i sin tasken mens hun fortsatte de sidste skridt helt hen til Laurence der så ud til at være ved at være færdig "Fordi det er dig, går jeg frivilligt ud herfra idag." konstaterede hun med et drillende smil mens ekspedienten puttede pladen i en pose.

[Laurence Ivory]

Laurence nåede at få kontrol over sin egen ansigtsfarve – så godt som han nu kunne – før Henrietta og ekspedienten vendte tilbage til disken med det oldgamle kasseapparat. Han smilede til hende og ventede tålmodigt den tid det tog for betalingen, inden han rakte den udvalgte plade over og selv skubbede en lille bunke mønter med.

En munter lyd forlod ham over Henrys ordvalg og han så kortvarigt på hende med spillende øjne. ”Jeg er næsegrust beæret,” konstaterede han ironisk, inden han modtog byttepenge og en pose. Selvsamme hankede han op i, før han vendte sig imod sin ledsager og hævede begge øjenbryn en smule. ”Så lad os gå, mine øjnes perle. Hvad siger du til at starte med Kostene og vente med at købe slik til sidst, så det ikke bliver varmt og klamt, før vi er tilbage på slottet?”

Han afventede hendes reaktion, før han blinkede en enkelt gang, førte an imod udgangen og åbnede døren, som han dernæst holdt åben for hende i et egentlig forældet ritual, der på alle måder levede i bedste velgående i den magiske verden.

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta stak næsen lidt i sky og nikkede påtaget nådigt "Det burde du også være." konstaterede hun uden fortrydelse, mens hendes spillende blik ødelagde ethvert håb om, at hun kunne overbevise nogen som helst. Som han fortsatte skød hendes øjenbryn lidt i vejret og en spontan latter trillede over hendes læber mens hun skubbede sig væk fra disken og gik mod døren ud til gaden "Jeg siger, gode herre, at det lyder som en helt igennem glimrende plan." hun nikkede med påtaget alvor før hun endte med at sende ham endnu et bredt smil.

Mindst to, let misforståelige, kommentarer havde været på vej ud, men hun bed dem i sig mens hun fortsatte ud af døren han holdt for hende. Det var ikke ligefrem noget hun var vant til, men heller ikke noget hun kunne påstå hun havde noget imod. Det var rart på en måde hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Også selvom hun var fuldt ud i stand til selv at åbne en dør.

Hun stak hænderne i lommerne på sin røde jakke. Tog dem så op igen og lukkede dem i stedet omkring remmen på tasken der sad tværs over brystet på hende, en smule irriteret for sig selv over den lette nervøsitet der boblede i hende "Så.." begyndte hun og drejede hovedet for at kunne se op på ham igen uden at stoppe op "Hvad laver man så i Dublin en hel, lang sommerferie?"

[Laurence Ivory]

Laurence smilede skævt og blinkede en enkelt gang til Henrietta, da hun svarede på hans påtaget højtravende stemmeføring. Han var nær ved at tilbyde hende armen, men droppede det af både praktiske og... Andre årsager. I stedet holdt han døren åben for hende, sendte ekspedienten et smil på vejen og fulgte efter den jævnaldrende pige ud med sin pose i hånden.

Vel ude på vejen var manglen på samtaleemne ganske kort oppe at vende i hans hoved, efter hans meget korte blik ned over hende, da hun passerede ham i døråbningen. Et smil hvilede i hans mundvige, imens hjernen knagede. Alligevel blev det hende, der brød tavsheden og fik ham til at slippe en diskret, munter lyd. Han trak på skuldrene, tog en dyb indånding og gav sig ud i en fortælling om sin hjemby.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Dagen gik på hæld. Teknisk set var der meget mere tilbage af lyse timer, men for Hogwartseleverne var det på tide at komme tilbage til slottet med dagens indkøb og oplevelser i bagagen. For Larrys vedkommende betød det, at han skyndsomt fik udvalgt det slik, der skulle hjælpe ham igennem den træge eksamensperiode. Betalingen blev lagt ved kassen og han gik ud fra den trange butik for at følges med Henry hjem.

Da han så hende stå udenfor meldte trangen, til at tilbyde hende en hånd, sig igen. Hans fingre kriblede lidt efter det, men han lukkede dem blot lidt fastere omkring de to poser og sendte hende et drenget smil, der forhåbentlig ikke bar præg af nogen nervøsitet overhovedet. ”Ingen andre sidste hasteindkøb?” Han hævede et enkelt øjenbryn, før han rystede lidt på hovedet, gestikulerede imod skolestien og slog ind ved siden af hende på gåturen. ”... Hvornår er det tilladt at tale om årsprøverne igen, egentlig? Når vi er igennem porten?”

[Henrietta Owens]

Tag: Laurence Ivory - Outfit: Here

Henrietta måtte for sig selv indrømme, at tiden var gået hurtigere end hun lige havde opdaget. Hun konkluderede at det nok var mest på grund af selskabet. Faktisk nok kun på grund af det og den kildrende boblen i hendes maveregion var kun taget til som dagen skred frem. Mens hun stod udenfor Kandisbaronen med sin egen pose og ventede, for ikke at stå midt i den malstrøm af andre elever der altid var i butikken, overvejede hun nøjagtigt hvor mange skæve kommentarer hun havde bidt i sig. Det var ikke så få og det fik hende til at smile for sig selv, tæt på et grin.

Hun blev afbrudt da hun fik øje på Laurence i mængden og bed ned i sin underlæbe for netop ikke at komme til at grine. Hun rystede på hovedet med et blik der spillede lidt mere end hans uskyldige spørgsmål, rømmede sig så og fik ord på "Niks.. ikke nogen jeg kan klare her i hvert fald." hun stak hænderne i lommerne på jakken igen da de begyndte at gå og trak på skuldrene med et lille grin "Jeg skal lige tænke over det." hun gik et par skridt mere før hun så på ham igen og nikkede "Nu er ok.. siden du så gerne vil snakke om dem." hun trak hænderne op af lommerne og prikkede ham i siden "Hvorfor er de så spændende at tale om?"

[Laurence Ivory]

Laurence hævede et enkelt øjenbryn over Henriettas svar, men undlod at spørge ind til hvad hun ellers manglede. Han nøjedes med at begynde at gå tilbage imod slottet og bragte et mere end ligegyldigt emne på banen, før han drejede hovedet og så på hende med et skævt smil. Hendes spørgsmål fik som det første et skuldertræk, inden han rømmede sig lidt og kastede et enkelt blik ned på sine skosnuder. ”Det er overhovedet ikke spændende at tale om,” indrømmede han blankt, imens han kneb øjnene lidt sammen og så lige frem for sig. ”Men jeg prøvede lige at undgå at fortælle dig for fjerde gang, at du ser godt ud.”

Han skævede til hende med en svag sitren i sin ene mundvig og klarede halsen endnu engang, imens han fortsatte hen af stien. Det var ganske plat og han vidste det udmærket, men det var trods alt nemmere at sige dét, end at bevæge sig ud i en længere, impulsiv tale om dagens indhold og det faktum, at han havde lyst til at kysse hende.