Eventyrlige Eskapader

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Morgan · Eftermiddag

Julian gengældte hendes smil, men først da hun havde vendt sig om igen. Der var noget ved hendes åbne fremfærd der gjorde ham handlingslammet, og han havde det som om han reagerede på alt i slowmotion. Han var slet ikke skruet sammen til at omgås med folk han ikke kendte, og det hjalp altså heller ikke at hun blev ved med at smile sådan til ham.

Døren syntes stadig ikke at åbne, og han stak hænderne i lommerne (i stedet for at klamre sig til sin taske) mens han ventede tålmodigt på resultatet af Morgans undersøgelser. Han trak en smule malplaceret på skuldrene da hun opgav og vendte sig om igen, og per automatik slog han blikket i gulvet da hun begyndte at tale til ham. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af en højlydt knirken og løvindens hvin, og instinktivt hev han tryllestaven op ad lommen. "Immobulus," udbrød han i et roligt tonefald der slet ikke passede sammen med hans forbløffede mine. "Morgan?" kaldte han og gik hen til døren. Den var frosset i en næsten lukket position, og han prøvede at skubbe til den. "Er du ok?" Han rettede et spark mod det nederste af døren, hvilket fik den til at rykke på sig, og han måtte ned på alle fire for at kravle under.

[/style]

[Morgan King]

Morgan var i mellemtiden sunket sammen på gulvet ved siden af døren. Selvom at hun kunne høre Julian svarede hun ikke med meget mere end grynt før han kom kravlende igennem. Hele hendes verden snurrede stadig, selvom hun gjorde hvad hun kunne for at holde fast på gulvet. Det ville måske have været sjovt hvis ikke det var for kvalmen. Og et sted i ubehaget ved at være rundtosset, var der også et element af hendes personlige frygt for pludselig at være helt alene.
Morgan trak vejret i stød og da hun fornemmede Julian komme kravlende rakte hun ud og beslaglagde hans hånd. Kontakten til et andet menneske hjalp betydeligt og hun kunne opmønstre et smil.
"Tror lige jeg ska' bruge en lille pause.." fortalte hun ham med et smil der vidnede om en lidt kunstig letsindighed. Fordi helt ærlig så var det på ingen måde det værste der nogensinde havde sket for hende; hun havde ikke behøvet famle i mørke efter sine afhuggede fingre. Der var bare noget med at pludselig blive isoleret der resonerede dybt inde i hende.

[/justify]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Morgan · Eftermiddag

Men tasken på gulvet foran sig kravlede Julian under døren og ind den nye korridor. Han mærkede Morgans fingre lukke sig om hans hånd, og han gav den instinktivt et klem og lod være med at tage den til sig, selvom det gjorde kravleriet lidt sværere. "Er du ok?" spurgte han, da han var kommet i gennem. Gulvet var beskidt, og han tørrede sin frie hånd af i buksebenet og rettede sig op på knæ. Hendes ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af, og han nikkede tavst da hun talte.

Nok var han genert, men han kunne godt finde ud af at tilsidesætte sin sociale handikap når der var vigtigere ting på spil. Han tøvede kort og fik så møvet sig hen ved siden af Morgan hvor han tog plads, stadig med hendes hånd i sin. "Pause," gentog han og drejede hovedet så hun kunne se hans skæve smil. Det var måske lidt ekstremt, men det var nemmere for ham at omgås med folk som havde vist ham sine svagheder. Han syntes nemlig selv at han gik med sine svagheder uden på tøjet, og selvom Morgan bare var lidt stille og omtumlet, mente han selv at de bondede umådeligt meget lige nu.

[/style]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Morgan · Eftermiddag

Men tasken på gulvet foran sig kravlede Julian under døren og ind den nye korridor. Han mærkede Morgans fingre lukke sig om hans hånd, og han gav den instinktivt et klem og lod være med at tage den til sig, selvom det gjorde kravleriet lidt sværere. "Er du ok?" spurgte han, da han var kommet i gennem. Gulvet var beskidt, og han tørrede sin frie hånd af i buksebenet og rettede sig op på knæ. Hendes ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af, og han nikkede tavst da hun talte.

Nok var han genert, men han kunne godt finde ud af at tilsidesætte sin sociale handikap når der var vigtigere ting på spil. Han tøvede kort og fik så møvet sig hen ved siden af Morgan hvor han tog plads, stadig med hendes hånd i sin. "Pause," gentog han og drejede hovedet så hun kunne se hans skæve smil. Det var måske lidt ekstremt, men det var nemmere for ham at omgås med folk som havde vist ham sine svagheder. Han syntes nemlig selv at han gik med sine svagheder uden på tøjet, og selvom Morgan bare var lidt stille og omtumlet, mente han selv at de bondede umådeligt meget lige nu.

[/style]

[Morgan King]

Som kvalmen og den pludselig indtrådte panik så småt aftog, begyndte utålmodigheden at snige sig ind. Hun gav Julians hånd et venligt klem og forsøgte så at sætte sig op.
"Skal vi- woah.." begyndte hun, men det sortnede for hendes øjne og hun tog sig til hovedet mens hun ventede på at korridoren holdt op med at snurre omkring hende, "Okay måske ikke..".
Hun skævede ned til Julians hånd, der tilsyneladende så ud til at have et sted mellem 8 og 10 fingre og det var faktisk først her at Morgan blev opmærksom på en skarpt smerte i baghovedet. Hun tog sig forsigtigt til nakken og mærkede endnu engang svimmelheden og kvalmen vælde ind over hende. Med en grimasse flyttede hun sig over og satte sig op af væggen.
"Jeg er okay.." insisterende hun stædigt, før Julian nåede at sige noget.

[/justify]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Morgan · Eftermiddag

Julian blev siddende i stilhed og lod Morgan komme til sig selv. Han kiggede ned ad korridoren og bemærkede, at den ikke havde nogen vinduer, kun døre, og lyset forsvandt overraskende hurtigt, selvom faklerne hang regelmæssigt på væggene. Døren bag ham knirkede, og kort efter smækkede den højlydt i. Det bekymrede ham dog ikke synderligt, men til gengæld så han sig om efter garnet.

Julian skulle netop til at spørge efter det, da Morgan gav sig til at rejse sig op. "Hov," mumlede han og prøvede klodset at støtte hende, hvilket var svært når han kun havde en hånd til rådighed. Et glædesløst latterfnys undslap ham, og han blev ved med at holde en støttende hånd på hendes skulder, selvom hun sad ned igen. Så flyttede hun sig over mod væggen, og han gav sig i stedet til at finde sin tryllestav frem igen, hvilket betød at han måtte slippe både skulder og hånd. Han kiggede skeptisk på hende da hun forsikrede ham om, at hun var ok, men sagde intet. I stedet svingede han staven, og en af de velkendte guldkrus fra storsalen materialiserede sig i luften foran ham. "Vand?" spurgte han og fyldte koppen, før hun kunne nå at svare. "Det var vist noget af en tur, du fik tog der," sagde han, det skæve smil tilbage på hans læber.

[/style]

[Morgan King]

Morgan tog imod koppen med et taknemmeligt blik. Hun sippede lidt af vandet og nikkede af Julians kommentar, hvilket desværre viste sig ikke at gøre sjove ting ved hendes begyndende hovedpine. Alligevel skævede hun ned af gangen, tog sig endnu en slurk og kiggede den modsatte vej. Det var bestemt ikke en helt normal del af Hogwarts og endnu en gang kunne Morgan mærke hvor de kløede i fingerspidserne efter at komme afsted. De havde kun begrænset tid før at det var for sent, og pauser var noget hun kunne tage når hun engang blev gammel.
"Okay, hør her." sagde hun alvorligt, i sin bedste imitation af en der vidste hvad hun snakkede om, "Det vi laver.. Den her.. process, forløb, tur, whatevs.. Det er lidt lissom.. Øhm.. Lissom ringene på et løg, ikk?" Hun gestikulerede sigende rundt omkring sig, "Og vi prøver at komme længere og længere ind. Så det gælder lidt om at finde.. Forskellige lag. En vej, altså.. Du ved, såd'n som jeg snakkede om, underlige ting og alt det.. Døre og så videre.. Giver det mening?"
Morgan syntes bestemt at det hang sammen i hendes hoved, men for at være helt ærlig var hendes tanker også en lille smule omtågede.

[/justify]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Morgan · Eftermiddag

Om vandet hjalp eller ej var ikke til at sige, men det blev drukket, og Julian følte at han havde bidraget en lille smule til, at hun kunne få det bedre igen. Det passede ham desuden fint bare at sidde der lidt i stedet for at rende rundt og lede efter noget han ikke vidste hvad var.

Julian sagde ikke noget. Han ville ikke skynde på Morgan, og ærligt talt vidste han heller ikke hvad de skulle nå. Da hun så tog ordet (igen) regnede han med at få at vide, at hun var færdig for i dag og gerne ville tilbage, men endnu en gang blev han overrasket. "Øhm. Ja," svarede han, "men er du sikker på, at vi skal fortsætte? Jeg mener, du slog dig vist ret meget." Han vidste det sådan set ikke, men det var et kvalicificeret gæt. "Desuden... Altså, jeg vil gerne..." Sætningen forsvandt i en mumlen og han slog blikket ned i gulvet. Han ville gerne tilbage.

[/style]

[Morgan King]

Morgan fornemmede Julians ord komme før de forlod hans læber, og det var derfor at de blev modtaget med rynkede bryn og utilfreds trutmund. Hun hadede virkelig at de endelig havde opnået noget og så skulle de opgive det bare fordi hun havde slået sig lidt? Nej, nej, nej, nej, nej! Det gik altså bare ikke, og det var lige før hun blev helt sur på Julian over det.
"Jeg er altså okay!" udbrød hun trodsigt og kom hurtigt på benene så hun bedre kunne nedstirre ham. Den pludselige bevægelse fik dog det hele til at snurre for hende, og med forbløffelsen åbenlys på hendes træk, greb hun efter Julians skulder, men nåede den ikke før hun besvimede ind over ham.

[/justify]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Morgan · Eftermiddag

Julian havde stærkt på fornemmelsen at Morgan ikke ville være så nem at overtale til at gå tilbage, og han stirrede ned i gulvet mens han ventede på en brandtale. Ud af øjenkrogen kunne han godt se hendes trodsige ansigtsudtryk, og han sukkede lydløst, da hun lagde an til at komme på benene igen. Sandheden var jo, at han nok skulle følge med hende uanset hvor meget han gerne ville tilbage, fordi han var for høflig til at sige hende imod. Desuden ville han ikke gå alene tilbage - ikke fordi han ikke turde, men fordi han var bange for at efterlade hende efter hun havde slået hovedet.

Derfor fulgte han trop, men han nåede ikke længere end at stille sig op på et knæ før Morgan bogstaveligt talt faldt ned i hovedet på ham. "Hvad?" udbrød han overrasket og kiggede op for bare at se hendes krop falde slapt sammen, og han rakte hastigt ud efter hende i et forsøg på at gribe hende. Det gik ikke særlig godt, og han kollapsede halvt under vægten fra den bevidstløse pige. Hun var ikke stor, men det var han heller ikke, og han måtte anstrenge sig meget for at holde hende oppe fra gulvet mens han prøvede at holde balancen. Til sidst faldt han ned i en siddende stilling med forbløffelsen malet i ansigtet. "Ok," konstaterede han for sig selv og prøvede at huske hvordan han var gået fra at være på vej til læsesalen til at sidde med en pige i favnen (en ret pæn pige oveikøbet, men det prøvede han ikke at tænke så meget på).

"Morgan?" prøvede han og fik med noget besvær vendt hendes ansigt mod hans så han kunne se, om hun havde åbne øjne. Og trak vejret. Men han måtte indse at der ikke var så meget andet at gøre end at få hende tilbage til den normale del af slottet - og op på hospitalsfløjen. "Ok," gentog han, denne gang i en beslutsom tone, og omarrangerede Morgan i sine arme sådan, så han kunne manøvrere sin tryllestav. Med et øvet sving og et lydløst mobilicorpus fik han hende 'på benene' igen. Så samlede han sin taske til sig og betragtede løvinden kort, før han besluttede sig for at lægge hendes ene arm om ham, så det lidt lignede at han bar hende. Så gik det op for ham at han skulle i gennem helvedesdøren og han kastede opgivende hovedet bagud.

Lidt senere var Julian og Morgan tilbage i den korridor de oprindeligt var gået ned ad. Bag ham på gulvet lå resterne af den roterende dør - et resultat af manglende tålmodighed. På vej tilbage overvejede han hvordan han nogensinde skulle forklare dette til nogen. Det var jo vejlederbadeværelseshistorien om igen.

The End

[/style]