|
|
Post by Morgan King on May 20, 2013 22:19:54 GMT 1
Dagligdag. For nogen en komfort, med dens konstante og forudsigelige rytmer; der var et ord for den slags mennesker, der beskrev det helt perfekt. Det ord kendte Morgan ikke så hun kaldte dem bare kedelige. For hende var enhver vane hun påtog sig et tegn på at der ikke skete nok i hendes liv, og alligevel fandt hun sig for mindst tiende eftermiddag i træk gik op på kollegiet, skiftede ud af den håbløse uniform og satte kurs mod biblioteket. Morgan hadede at studere og endnu mere end det, hadede hun at være tvunget til at studere. Men UGL'erne skulle tages, især hvis hun havde lyst til at fortsætte på skolen og sådan. Hun havde aldrig været typen der tog noter og mente at det var lidt for sent at starte nu, så hun nøjedes med at pakke de mest essentielle ting (inklusivt, men ikke begrænset til: snacks, vejfinder garnnøgle og sin trans-dimensionelle schweitzerkniv).
Det var ikke just med fjedrende skridt at hun satte kurs mod 4 timers intens, hjernelammende kedsomhed, men som hun slog en genvej igennem femte sal fik pludselig øje på en korridor. Og ved første blik var det netop bare det. En helt almindelig gang med hvide vægge og klasseværelser men noget var galt. Morgan tog hurtigt 10-12 skridt bagud og gengik sin skridt. Jo, den var god nok.
Et enormt smil bredte sig på Morgans ansigt og studierne var fuldstændig udraderet fra sinde; det eneste der kunne gøre situationen bedre.. Var hvis hun havde nogen at dele den med, fordi enlige eventyrer var nu engang ikke helt så spændende. Morgan hastede ud til en af hovedgangene, men kunne desværre ikke se nogen af sine nære venner i umiddelbar nærhed, så hun greb bare fat i den første og bedste.
"Hey, du! Kom med her!" sagde hun og hev det halvmodvillige offer med sig hen til korridor-åbningen; "Der er kommet en ny gang! Er det ikke fedt?"
[/justify] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 20, 2013 22:30:07 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Morgan · Eftermiddag
Det var med slæbende skridt og uglet hår at Julian banede sig vej mod læsesalen, men han var som sådan ikke nedtrykt ved tanken om at læse lektier. Det var bare noget, der skulle overstås, og når han først var kommet i gang med det gik tiden stærkt. Han var stadig iklædt sin uniform, men langt mere sjusket end da han var gået til undervisning samme morgen.
Julian var dybt optaget af sine egne tanker, men han bemærkede alligevel en elev pludselig stoppe op og bakke. Forvirret hævede han et øjenbryn og rettede blikket fremad for ikke at blive taget i at stirre. Til sin gru bemærkede han dog, at hun rettede opmærksomheden mod ham, og han så direkte bange ud, da hun hev fat i ham. "M-Morgan!" stammede han perplekst og nåede slet ikke at overveje, at hun sikkert ikke kendte hans navn. "Hvad? Jeg..." Han kiggede ned ad korridoren og trak på skuldrene. "Det er bare en gang? Det er - hey, lad lige være..!" Julian trak sig ud af hendes greb og trak skuldrene op mod ørerne på anspændt manér. Han så meget utilpas ud, men han kunne ikke lade være med at kigge skiftevis ned i gulvet og ned ad korridoren. Hun havde ret.
[/style]
|
|
|
|
Post by Morgan King on May 20, 2013 22:50:12 GMT 1
Morgan forventede ikke at folk delte hendes entusiasme. Det var helt bestemt et plus og kunne føre til de mest spændende eftermiddag, men ellers var det bare en del af udfordringen - at overbevise vedkommende at det nok skulle blive spændende, at naturligvis vidste hun hvor de var på vej hen og at nej, hun havde ikke regnet med at der var levende lig i kælderen. Morgan smilede lidt over mindet og vendte så blikket fremad, mod den nyeste udfordring: Julian Buford. De havde ikke haft det store med hinanden at gøre, deres interessefelter havde simpelthen ikke overlappet, men det var med en vis stolthed at Morgan sagde at hun kendte næsten alle på skolen, selv de boglige typer der ikke nødvendigvis ville genkende morskab, om de så blev slået i hovedet med det. Så slem mindedes Morgan ikke at Julian var, men det måtte tiden vise.
"Julian." sagde Morgan meget seriøst og tog en dyb indånding for at forklare den jævnaldrende dreng præcis hvorfor det var så spændende, "Hey, kan jeg kalde dig Jules? Meget nemmere.. Nå ligemeget.. Julian, Jules, whatever! Vi har en unik chance. Skolen har de her forandringsmønstre, ikk? Men nogle gange gør den ting som ikke er helt normale.. Prøver nye områder og sådan.. Men det er ikke helt færdigt og der er stadig.. Du ved, en slags huller. Og så er det muligt at komme ind i dele af skolen man bestemt ikke ville have adgang til normalt. Gamle, forladte lokaler i fag man slet ikke anede at der havde været.." Morgans teori var bygget på en blanding af erfaringer, mavefornemmelser og en stædig insisteren på at det måtte være muligt at forstå bare lidt af den underliggende logik. I sin ungdommelige hybris faldt det ikke den unge Gryffindor-elev ind at bedre hjerner end hendes havde prøvet at gennemskue Hogwarts og fejlet, hun var bare for optaget af lugten af et eventyr.
"Lyder det ikke bare spændende?"
[/justify] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 20, 2013 23:04:08 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Morgan · Eftermiddag
Julian nåede knap at se overrasket ud over at hun kunne hans navn, før løven fortsatte. "Øh-" prøvede han at afbryde, og da det ikke lykkedes rystede han bare på hovedet. Ikke Jules, alt andet end Jules. Han prøvede desperat at udtænke en undskyldning, der kunne få ham ud af denne situation, men Morgan distraherede ham med sin snak, og han var for høflig til ikke at lytte. Så indså han, at han stadig stod og rystede på hovedet.
"Det lyder..." Han samlede tankerne om emnet og lagde ansigtet i skeptiske folder. "Usandsynligt," konstaterede han og rømmede sig med en knyttet næve for munden. "Du taler, som om slottet har en slags... En bevidsthed." Egentlig var Julian slet ikke så dårlig til at formulere sig, men Morgan havde slået ham helt ud af den. Han havde stadig problemer med at se hende i øjnene, og hans hænder var solidt knyttet om remmen på hans skoletaske. "Jeg var egentlig på vej til at..." forsøgte han sig og pegede ned mod læsesalen.
[/style]
|
|
|
|
Post by Morgan King on May 20, 2013 23:18:56 GMT 1
Morgan himlede med øjnene som om at det da var det mest åbenlyst fjollede i verden at det slot de allesammen rendte rundt i var levende på en eller anden.
"Nej nu er du bare mærkelig!" udbrød hun og tog et skridt over imod Julian. Det irriterede hende lidt at han ikke ville se på hende og hun prøvede at læne sig ind i hans synsfelt og fange hans blik, "Der var du! Heej..! Altså.. Det er ikke bevidst eller noget.. Men altså, man siger at gammel magi har lidt af et temperament, ikk? Og så tilføj hundredevis af år med børn og unge med.. Forvirrede hormoner og brusende følelser - eller er det den anden vej rundt? I hvert fald er det klart at skolen er mere end bare et slot.. Selvbevidsthed? Aaarh.. Intelligens? Helt bestemt."
Som det nok var åbenlyst fra Morgans sprog var hun bestemt ikke den akademiske type, men hun havde da læst de få, spændende afsnit af Hogwarts' historie og så var hun generelt bare god til at lyde som om hun vidste hvad hun snakkede om. Det var ikke altid det virkede på lærerne, men lige nu tillod det hende at stå der med et selvsikkert smil og hånden på hoften, stadig lænet lidt forover, og sige en række ævl hun egentlig ikke var helt sikker på selv. Bare for at være på tværs, ville hendes storebror nok sige, til hvilket hun nok ville række tunge fordi hun ikke rigtig havde andet svar.
[/justify] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 20, 2013 23:33:52 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Morgan · Eftermiddag
Julian spærrede øjnene op over hendes reaktion. "Hvad..?" mumlede han usikkert og så atter forvirret ud. Da hun lænede sig ind mod ham svajede han automatisk bagud og væk fra hende. Så indså han, at hun havde ret i det hun sagde, og han smilede et skævt, undskyldende smil. Han overvejede, hvordan han nogensinde skulle få et ord indført og måtte indse, at der ikke var andet at gøre end at vente, indtil hun selv mente hun var færdig.
"Magi er intelligent, ja" gentog han og nikkede uden at vide, hvad han ellers skulle sige. Han undrede sig over, hvordan han var blevet til hendes diskussionspartner i dette emne, og han kastede et blik ned mod læsesalen igen. Så ned ad korridoren. "Så din tanke er, at hvis dette hul - for eksempel en... en korridor. Hvis det bliver opdaget tidligt nok, kan man opleve dele af slottet, som slottet egentlig ikke vil - hvad, give os adgang til?" Julian fik hakket sig i gennem sin tale og glippede gentagne gange med øjnene, mens han prøvede at forme sætningerne. Han lød meget skeptisk. "Det lyder meget som en bevidsthed for mig."
[/style]
|
|
|
|
Post by Morgan King on May 21, 2013 20:47:22 GMT 1
Morgan skævede hastigt frem og tilbage mellem den nye gang og sin modvillige partner in crime. Rastløsheden var så småt ved at overtage hende og hun og stod lidt og trippede på stedet mens Julian talte.
"Det var måske også forkert sagt.. Jeg ved det ikke.. Jamen det er mere ligesom.. Edderkopper der ikke helt er færdige med at-.." Begyndte den unge pige, men så blev ventetiden så småt for meget for hendes underudviklede tålmodighed og hun udbrød: "Ej, det er altså ret svært at forklare.. Kan du ikke bare se det?"
Morgan var af den overbevisning at et par minutters samtale var bestemt nok til at gøre to mennesker venner, og hvad var lidt kropskontakt mellem venner? Så før han nåede at komme med de større indvendinger havde hun grebet hans hånd og forsøgt at føre ham ned af gangen. Denne gang var der ikke så meget hiveri over det. Bare et svagt insisterende træk og et næsten bedende blik. Det var tydeligt at Morgan virkelig, virkelig gerne ville udforske gangen og at det af en eller anden grund var vigtigt at Julian kom med.
[/justify] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 21, 2013 21:06:07 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Morgan · Eftermiddag
Måske havde Julian taget fejl af situationen, for den jævnaldrende løve syntes ikke at være særlig interesseret i at diskutere emnet med ham. Han åbnede munden for at uddybe, men hun kom ham i forkøbet. "Edderkopper?" spurgte han forvirret og kiggede ned af den nye korridor. Selv de simpleste sætninger gav ikke mening for ham lige nu. "Måske kan vi se det en anden dag eller noget. Jeg skal læse lektier..." undskyldte han men lød ikke selv særlig overbevist.
Så tog Morgan hans hånd. Overrasket hævede han øjenbrynene og kiggede ned på hans hånd der lå slapt i hendes, som om det var noget han aldrig havde set før. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde holdt en pige der ikke var hans søster i hånden, hvilket nok betød at det aldrig var sket før. Smilet hvilede i hans mundvige, da han mødte Morgans blik igen og tøvende lukkede sin hånd om hendes med et lille klem. Så nikkede han beslutsomt en enkelt gang og begyndte at gå med hende.
[/style]
|
|
|
|
Post by Morgan King on May 21, 2013 21:38:58 GMT 1
Morgans blik flakkede kort fra Julians ansigt til deres forbundne hænder, og da han tilsyneladende for at følge med, belønnede hun ham med et begejstret smil. Det første stykke af gangen var virkelig ikke særlig spændende: Tomme klasselokaler på begge sider, samme kedelige billeder af kedelige, afdøde troldmænd og hekse. Det fald ikke Morgan ind at give slip på Julians hånd - det var jo i grunden ret hyggeligt - før hun pludselig måtte stoppe op med halvåben mund. "Nå ja, for hulen!" udbrød hun og skyndte sig at fiske sit garnnøgle op af tasken og rev et lille stykke garn af. Hun skævede rundt efter noget passende og endte med at løbe tilbage og binde det om et dørhåndtag, så skyndte hun sig tilbage til Julian. "Så kan vi altid finde tilbage." sagde hun kækt, "Skal vi gå videre?"
[/justify] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 21, 2013 21:53:03 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Morgan · Eftermiddag
Julian vidste ikke helt hvad han lavede, og han var ekstremt bevidst om det faktum, at han holdt en pige i hånden. Han ville mest af alt gerne tage sin hånd til sig, men han vidste ikke helt hvordan han skulle gøre det.
Tingene løste sig af sig selv, da Morgan kom i tanker om noget. Nysgerrigt betragtede Julian hende mens hun fiskede garnet op, og han smilede idet han forstod hvad det skulle bruges til. "Og du er sikker på, at slottet ikke spiser det?" spurgte han med et sjældent glimt af spøg i øjnene. Han nikkede til hendes forespørgsmål og lukkede atter begge hænder om skulderremmen, fordi han ikke vidste hvor han ellers skulle gøre af dem. "Har du prøvet det her før?" spurgte han, "Altså... fundet nye dele af slottet?" Han kastede et blik eller to på hende før han så frem for sig igen uden rigtig at lægge mærke til omgivelserne.
[/style]
|
|
|
|
Post by Morgan King on May 21, 2013 22:12:11 GMT 1
Morgans træk tog lige en tur hen over muligvis påtaget gru og tilbage til morskab. Julian lod til at mene det for sjov, og hun havde ikke helt lyst til at fortælle ham at noget lignende faktisk havde sket noget meget lignende engang - nu havde hun jo lige overtalt ham til at gå med. I stedet stak hun hænderne dybt i bukselommerne og spankulerede afsted ned af gangene. Modsat sin sidemakker var hun dog meget opmærksom på de ting de gik forbi og studerede dem med en vis intensitet.
"Mhmm.." svarede hun distraheret og skævede ind i et helt tomt klasseværelse, men da der ikke var noget der stod frem fortsatte de, "Vent.. Hvad? Jeg mener.. Ja! Helt bestemt, flere gange.." En række historier af tidligere bedrifter kørte gennem hendes sind, men Morgan havde ikke rigtig lyst til at dvæle på fortiden - ikke når de stod midt i en spændende udforskning.
"Det vi leder efter er en åbning af en eller anden slags.." forklarede hun, "De kan se meget forskellige ud.. Nogle gange er det bare almindelige døre eller skabe, og så er de lissom lidt svære at finde.. Så vi skal være på udkig efter nogen der ser virkelig, virkelig mærkelige ud. Du ved, et vindue ind til et månebelyst klasseværelse, eller en lem i gulvet.. Eller en dør der vender på hovedet fra loftet." Morgan gestikulerede lidt med armene for at vise hvordan hun engang havde fundet en dør der på alle måder ville se helt normal ud, hvis man altså havde stået på loftet.
[/justify] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 21, 2013 22:32:20 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Morgan · Eftermiddag
Julian var vant til at læse om eventyr i bøger, og stort set alt han vidste om Hogwarts kom fra fortællinger. Det var sjældent han opdagede noget selv, og når han gjorde var det som regel et tilfælde. Engang var han vandret direkte ind på vejledernes badeværelse, og da han fortalte sine søskende om det, var der ingen af dem der havde troet på ham.
En brummen undslap hans læber da han nikkede til hendes svar, og igen fandt han sig selv uden noget at sige. Han lyttede nøje til hendes beskrivelse og begyndte per automatik at være mere opmærksom på sine omgivelser. "Ok..." sagde han svævende. Der var en dør. Den så meget normal ud. Det gjorde den næste også. "Så altså... Noget i stil med - " han stoppede op og vendte sig om med rynkede bryn. "Den der?" Han pegede på den dør de lige var gået forbi. Dørhåndtaget sad i den samme side som dørhængslerne, og når han tænkte efter kunne han slet ikke huske, hvordan han havde bemærket det. Han så spørgende på Morgan, det var jo hende der var eksperten.
[/style]
|
|
|
|
Post by Morgan King on May 21, 2013 22:55:16 GMT 1
Morgan blinkede et par gange og betragtede den udpegede dør før det gik op for hende præcis hvad der var i vejen med den. Det her var faktisk en af de mindre åbenlyse, men den var bestemt underlig nok.
"Ej ja! Ja! Præcis sådan..!" hun trådte et skridt over mod døren men vendte sig så tilbage mod Julian, "Den havde jeg aldrig fundet uden dig!" fortalte hun ham begejstret og vendte atter opmærksomheden mod døren. Hendes tryllestav blev hevet op af lommen for en sikkerhedsskyld og med en protego lige på tungespidsen rakte hun frem og tog i håndtaget. For at se positivt på det, havde det ikke det eksplosive/destruktive/korrosive resultat som Morgan havde frygtet, faktisk skete der absolut ingenting.
"Låst..?" sagde hun højt, mest for sig selv og prøvede endnu en gang at hive og dreje i håndtaget, stadig uden held.
[/justify] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 22, 2013 13:39:25 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Morgan · Eftermiddag
Stadig uforstående overfor hvordan han overhovedet havde lagt mærke til den bagvendte dør, vendte han sig om mod Morgan igen for at finde ud af om han var helt gal på den. Det var han tilsyneladende ikke. "Ja?" sagde han og smilede skævt. Han skulle netop til at følge efter løven da hun vendte sig om mod ham igen, og det gav et ryk i ham da han stoppede midtvejs i et skridt. Han nåede ikke at reagere før hun var væk igen og stod henne ved døren, og han blev - igen lettere perpleks - stående og betragtede hendes næste handlinger; hævet tryllestav, et koncentreret udtryk, en hånd på dørhåndtaget... Intet.
Julian rynkede øjenbrynene let i en uforstående mine. Hvorfor havde hun ikke åbnet døren? Låst, selvfølgelig var den låst. Han rystede på hovedet af sig selv. "Måske skal man ikke bruge dørhåndtaget? Hængslerne sidder jo i den side," foreslog han og følte sig ikke særlig god til hele det her eventyr-halløj. Han følte sig fristet til at prøve en alohomora af på den, men han ville ikke være uhøflig og begynde at trylle lige foran næsen på hende.
[/style]
|
|
|
|
Post by Morgan King on May 24, 2013 7:29:51 GMT 1
"Duh!" udbrød Morgan og slog sig for panden. Endnu en gang sørgede hun lige for at belønne Julian med et strålende smil før hun vendte opmærksomheden mod døren. I det hun lagde hænder mod træet føltes det næsten som om at døren bevægede sig, men endnu engang måtte hun mærke håbet vælde op i hende for så at blive slået ned af skuffelsen, fordi uanset hvor meget hun skubbede rykkede den sig ikke. Morgan pustede irriteret sit hår væk fra ansigtet og vendte sig mod Julian. Til trods for at han virkede modvillig til at begynde med, lod det til at den jævnaldrende dreng så småt var begyndt at interessere sig selv og hun ville egentlig gerne give ham en succesoplevelse. Med et suk lænede den mørkhårede løve sig op af døren. Altså, køn det var han jo. Ikke ligefrem hendes type, men det var ikke løgn at han lod til at bemærke ting hun overså, og de to ting alene var nok til Morgan gerne ville have ham med en anden gang.
"Jeg tror ikke det virker, skal v-AAAAIIIIEH!" Begyndte Morgan men blev afbrudt da hun skulle til at rejse sig fra døren og ville støtte på håndtaget, hvilket fik hele molevitten til pludselig at dreje om sin egen horisontale akse, og hun med et hyl faldt baglæns ind igennem åbningen. Døren snurrede et par gange og rettede sig så op og efterlod en dybt disorienteret Morgan alene i en helt ny gang.
[/justify] |
|
