The sound of forks and knives

[Amanda Byrnes]

Det var ikke så sjældent, Amanda fik en samtale partner til at grine lidt, om det så var mere af deres nervøsitet end hendes humor. Sommetider fik hun endda indtrykket af, at det var hende, snarere end selve samtalen, der blev offer for latteren. Hun havde aldrig taget det ilde op, dog, at folk slap en klukken over hende, det var endda ganske rart. Men Julian gjorde det anderledes. Det lød næsten, som om han lo, bare fordi han godt kunne lide det. Og hvad gjorde man med det?
Og hvad gjorde man med en kommentar som 'Så ved jeg da hvor jeg har dig!'?
Man åbnede og lukkede munden et par gange, gjorde man, før man famlede sig frem til et svar i retning af: "Jep. Det er mig. Altid på min.. pind.." og skyndte sig at hælde mere græskarjuice op til sig selv, mens man forsøgte at skjule blandingen af askegrå skam og et lille, smigret smil.
"Og. Forresten.", fremturede Amanda med nyt mod (efter en terapeutisk tår juice), "Så synes jeg godt vi kan- gentage- sidde ved siden af hinanden en anden gang. Det gad jeg godt."
Hun forsøgte sig med et venskabligt smil, som dog fulgtes op af en løftet pegefinger:
"Men jeg kan kun én ting ad gangen, så hvis jeg tager noter, er jeg ikke til at komme i kontakt med. Men så er det ikke din skyld. Okay?"
Hun kiggede ned, kun for at opdage, at suppen var forsvundet, sandsynligvis ned i hendes mave mens hun var optaget af andre ting. Det samme gjaldt både juice og brød.

[/blockquote]

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Amanda · Onsdag aften

Julian tog sig selv i at håbe på at Amandas reaktion var positiv, og af ren spænding blev han ved med at betragte hende. Det var ikke helt til at sige hvad klassekammeraten egentlig syntes om det hele, og af mangel på en smart replik nikkede han bare og gav sig til at smile skævt igen. Han stillede sig dog tilfreds med hendes smil - hun smilede altså, han var helt overbevist -, og da han vendte opmærksomheden mod aftensmaden igen rettede han sig ubevidst en smule op fra sin sædvanlige, sjuskede holdning.

Det kom komplet bag på ham at forvandlings-emnet blev taget op igen, og han væltede maden af sin gaffel fordi han i sin overraskelse fik vendt sig lidt for hurtigt mod hende igen. "Ja? Ja, ok," stammede han og nikkede. Det var ikke så meget at hun sagde ja der slog ham ud. Det var måden hun sagde det på. Stadig ganske målløs rystede han på hovedet og fik travlt med at tygge af munden - det var da også et åndssvagt tidspunkt at tage en bid på. Han skulle lige til at sige, at han altså ikke havde tænkt sig at snakke i timen, men i stedet smilede han varmt og nikkede en enkelt gang.

Julian var stadig ikke færdig med sin mad, men han havde også sat sig til bords senere end Amanda. Det passede dog fint med at han ældre bror kom forbi og krævede hans opmærksomhed, og efter at have sagt farvel og vi ses til forvandling til Amanda, tog han sin tallerken og satte sig over til løvernes bord. Fra sin nye plads kunne han nemt se ravnen forlade storsalen, og det var ikke før han fik stukket en albue i siden at han sled blikket væk og vendte tilbage til sin aftensmad.

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]The end

[/style]