|
|
Post by Julian Buford on May 20, 2013 16:24:44 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Aftensmaden var netop blevet serveret, og flere elever sad allerede til bords. Julian gned sig i øjet mens han styrede i den vante retning mod Ravenclaws bord og hankede op i tasken, der så lidt deform ud, fordi han havde proppet sin kappe ned i den. Han havde skiftet den almindelige uniformssweater ud med en større lysebrun trøje, men udover det lignede han en der kom lige fra undervisningen - i hans tilfælde læsesalen.
"Hej Amanda," hilste han, da han nåede hen til kollegiekammeraten. Hun var den eneste, han kendte, som han havde fået øje på uden at stoppe op og se sig ordentligt omkring. "Er det ok, hvis jeg sidder her?" Han nikkede mod bordet og smilede skævt. Det føltes en smule akavet at spørge om lov, men det var ikke så let for ham bare at slå sig ned, selvom de havde gået i klasse med hinanden i snart fem år.
[/style]
|
|
|
|
Post by Amanda Byrnes on May 20, 2013 17:33:49 GMT 1
Modsat flere af sine kolligiekammerater, tog Amanda sine måltider meget alvorligt og hun sørgede for at sidde ved bordet på slaget Mad. Gerne på sin sædvanlige plads nær midten af bordet. Hun var et anker i malstrømmen af elever, holdt hun af at tænke, måske en kende melodramatisk, og hendes sidekammerater kom og gik, men hendes plads var hendes. Lige nu var hun i færd med at puste den værste hede ud af dagens grøntsagssuppe (der havde vakt en del klageråb fra fyrene ved de fire borde), da en hilsen distraherede hende fra foretagendet.
Normalt var Amanda ikke meget for uanmeldt besøg ved sin plads, hvilket lod til at være forbigået de fleste, og hun blev temmelig overrasket over den høflige forespørgsel.
"Hm?", hun så op og genkendte næsten øjeblikkeligt Julian fra sine klasser, selvom det tog lidt længere tid end hun var helt klar til at indrømme, før der fulgte et navn med ansigtet.
"Julian. Hej. Dav. Du må gerne sætte dig. Her.", sagde hun og klappede forsigtigt et stykke bænk ved siden af sig. Det var lidt et forsøg på at udstråle en åbenhed, der ikke helt passede med hendes halvsmil og øjne, der flakkede fra hans ansigt til suppeskeen og tilbage igen. Til Amandas forsvar var hun blevet bedre til øjenkontakt (i hvert fald når det gjaldt både Shaw og Jess) og hun gjorde sit bedste for at holde underlighed på et minimum (hvilket sjældent virker efter hensigten, ganske iøvrigt). Det gjorde det ikke nemmere, at stort set samtlige af hendes klassekammerater stod meget højere på skønhedsskalaen, end det burde være tilladt. Julian ikke undtaget.
"Hvad så, øh... Går det godt?"
'Går det godt?' Hun kunne have trådt på sig selv. [/blockquote] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 20, 2013 18:36:21 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Smilet voksede på hans læber da hun hilste på ham, og selvom hun virkede en smule påpasselige med at invitere ham til at sidde ned, lagde han ikke noget i det. "Tak," sagde han og tog plads på bænken. Tasken blev mast ind under bordet, og han smøgede ærmerne op om albuerne, mens han skannede bordet for mad han havde lyst til at spise. Han havde ikke taget nogen beslutninger om sit måltid, før Amanda indledte en samtale. "Øhm jo," begyndte han og øhm'ede fuldstændig uden grund, "det går godt, jo - jeg har lige lavet lektier." Han havde afbrudt sig selv kort med et halvkvalt latterfnys, og det skæve smil hvilede stadig på hans læber, omend ikke lige så stort som før.
Julian ville gerne snakke om noget der var mere interessant, men hans tankegang blev afbrudt af aftensmadsovervejelserne, og han gav sig til at skænke sig selv et glas græskarjuice. "Hvad med dig?" fik han endelig spurgt. Han havde allerede hævet sit glas men ventede med at drikke, så han kunne se på hende mens hun svarede. Det var en ren vane da han selv foretrak at folk var opmærksomme, når han talte.
[/style]
|
|
|
|
Post by Amanda Byrnes on May 20, 2013 20:42:24 GMT 1
Det var ikke så meget, at Amanda var den uopmærksomme part i en samtale, som at hun bare aldrig kunne finde ud af, hvor hun skulle kigge hen. Hvor de fleste af hendes medmennesker syntes at finde det meget naturligt at være i hinandens nærhed, begyndte hendes hjerne altid at køre et gear op og overveje aspekter, der måske var... En smule overflødige. Som om hun nu sad ordentligt. Eller hvordan man trak vejret manuelt. Eller, som bekendt, hvordan man kiggede på sin samtalepartner uden at være for uhøflig.
"Mig?" - og så var der hele aspektet med at stille åbenlyse spørgsmål - "Jeg har ikke fået lavet lektierne endnu. Den ekstra stil vi fik i Besværgelser, var ikke lige med i planerne, så jeg var nødt til at re-arrangere nogle lektiesessioner, du ved hvordan det er, så det tog lidt mere tid end jeg troede det ville, og så kom Cleo, min ugle, og ville have opmærksomhed og jeg skal også have snakket med Shaw om-..."
Hun stoppede sig selv tidsnok til at se, at hun endnu engang havde ladet ord tage føringen og nu afholdt sin stakkels medravn fra hans græskarjuice. Hun greb hurtigt ud efter sit eget glas for at tage et par slurke,, men fik misberegnet synkehastigheden og måtte skære en grimasse mens den kolde væske arrangerede sig ordentligt på vej gennem hendes spiserør.
"Ej. Undskyld.", hostede hun og forsøgte sig med et ligeså undskyldende smil. |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 20, 2013 21:47:40 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Julian blev ret forvirret over Amandas reaktion, men han nåede ikke at gøre noget, før hun talte videre. I stedet prøvede han at følge med i hvad hun sagde, og han holdt høfligt øjenkontakten mens han sad med sit glas i hånden. "Om hvad?" spurgte han automatisk, da klassekammeraten stoppede sig selv, og han blev om muligt endnu mere forvirret end før da hun begyndte at drikke af sin juice i stedet for at fortælle videre.
Med let hævede øjenbryn drejede han sig mod bordet igen og drak en tår netop som Amanda begyndte at hoste. I sin hast fik han sat glasset fra sig en smule klodset fra sig og vendte sig mod hende igen med et forvirret udtryk. "Er du ok, Amanda?" spurgte han og greb instinktivt ud efter hendes skulder. Han fortrød sin handling halvvejs og endte med at trække sin hånd tilbage, selvom hans handling havde været meget åbenlys. "Øhm..." begyndte han uden at vide, hvor han ville hen med sætningen og åbnede og lukkede munden et par gange, for til sidst bare at grine nervøst.
[/style]
|
|
|
|
Post by Amanda Byrnes on May 21, 2013 15:41:45 GMT 1
Amanda var gået i gang med at vifte affærdigende med hånden, da Julian spurgte om hun var okay, men hendes vifte- og hans række-bevægelse var nær ved at støde sammen før hun fik lavet noget verbalt svar. Hun trak sin egen hånd til sig ligeså hurtigt som han gjorde, og som om det ikke skulle være nok, udstødte hun et "Øhm." på samme tid som han gjorde det. Og endte ved Merlin også med at udstødte et nervøst grin eller to.
Amanda var ikke uvant akavede situationer, man kunne måske endda sige, at hun, med nok tid og materialer, kunne have skrevet Akavethedens Encyklopædi uden at overdrive for meget. Men erfaring var desværre sjældent en forudsætning for bedre håndtering.
I dette tilfælde var Julians reaktionsmønster så lig hendes eget, at det næsten var interessant, og hun fandt sin nervøse latter blive til et par mere ægte fnis henover sin stadig løftede ske.
"Wow. Vi har aldrig snakket sammen før, hva'?", sagde hun smilende til suppen (men dog med et par flygtige øjekast til sin sidemand). [/blockquote] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 21, 2013 17:29:41 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Det var svært ikke at komme til at smile over situationen, og til hans lettelse lo Amanda også. "Nej, ikke sådan rigtigt," svarede han og vendte sig mod bordet igen. Han vidste udmærket godt hvorfor det var tilfældet, men af erfaring var han holdt op med at forklare, idet situationen oftest bare blev mere akavet.
Smilet på Amandas læber gik ham ikke forbi og hans blik flakkede et par gange mellem hendes ansigt og bordet. Der noget der sagde ham, at Amanda vidste præcis hvordan han havde det. "Jeg har ikke været så... Så god til at snakke med dem fra min egen årgang," indrømmede han og kastede et flygtigt blik på klassekammeraten igen inden han vendte opmærksomheden mod den lille pøl af græskarjuice hans klodsede landing havde forårsaget. Hans tallerken var stadig skrigende tom, så han nøjedes med at smide en serviet henover væsken og gav sig så til at skænke sig selv noget kartoffelmos. "Men vi har faktisk snakket før... Du ved, i forvandlig? Vi sad ved siden af hinanden," fortalte han og følte sig lidt fjoget over at påpege det, fordi det var sket for i hvert fald over en måned siden. Han blev ved med at skænke sig selv mad, så han havde en undskyldning for ikke at møde hendes blik.
[/style]
|
|
|
|
Post by Amanda Byrnes on May 21, 2013 21:11:52 GMT 1
Det var lige før, man kunne mærke det i luften, hvordan en trykket situation blev knap så trykket. Amanda kunne have forestillet sig det, men hun syntes at se, ud af øjenkrog, et par af de omkringsiddende vende tilbage til deres egen spisning med lettede miner. Selv fandt hun tiden til at tage et par mundfulde suppe med brød og samtidig både nikke anerkendende og ryste på hovedet, også anerkendende, til hans ord. Det var sandt, hun havde ikke lagt meget mærke til ham i selskab med folk fra klassen før. Det kunne selvfølgelig skyldes, at hun sjældent lagde mærke til den slags. Men alligevel.
"Har vi det? Hvornår?", spurgte hun overrasket og lagde sin ske, mens hun forsøgte at huske, hvornår det skulle have været. Det kunne ikke have været en særlig dyb samtale. Ærligt talt, var hun overrasket over, hun ikke med det samme havde husket ham, om ikke andet, så på rent, ehm, æstetisk grundlag.
"Hooov, ventventvent, i forvandling? Var det ikke i den der forfærdelige 'prøv jer frem, brug jeres intuition'-time? Årh, jeg hader når de laver det stunt!", sidstnævnte sørgede hun for at rette mod suppen for at undlade at smide al skarpheden direkte i ansigtet på sidemanden.
"Heh. Så, som du kan se, var jeg muligvis ikke i det bedste humør på det tidspunkt... Det kan godt være derfor, jeg lige huskede det til at starte med. Men tak fordi du gad prøve at hjælpe. Dengang. Undskyld hvis jeg var urimelig. Det fik jeg vist aldrig sagt?", udglattede hun, så godt hun kunne. [/blockquote] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 21, 2013 21:29:36 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Julian så op fra sin middagsmad og nikkede bekræftende. Han ønskede mest af alt at han ikke havde taget det op, men i det mindste virkede det til at dæmre for Amanda, hvad han snakkede om. "Ja, lige præcis," istemte han og kunne ikke lade være med at smile skævt over hendes formulering. Han havde egentlig ikke noget imod den slags undervisning, som regel fordi han sjældent havde problemer med opgaverne.
Såvidt han huskede - og han huskede altid alting - havde Amanda været i ganske normalt humør. Han var bare ikke en særlig bemærkelsesværdig person og forventede egentlig heller ikke at blive husket. Og når han blev husket var det som regel fordi han havde hjulpet nogen med lektierne. "Det skal du ikke tænke på," sagde han og gjorde et ryk med hovedet, der var ment som en affærdigende hovedrysten. "Så skidt gik det da heller ikke," fortsatte han i et forsøg på at holde samtalen ved liv, men han fortrød straks, hvad han havde sagt. "Ikke at det gik dårligt men - altså du er god til forvandling, det har jeg... Jeg har lagt mærke til det," Julians ord forsvandt et sted ned i kartoffelmosen, som han gav sig til at spise med et ønske om at kvæle sig selv, så han holdt op med at være så akavet.
[/style]
|
|
|
|
Post by Amanda Byrnes on May 22, 2013 11:39:59 GMT 1
Det var næsten ikke til at undgå at lægge mærke til Julians kvaler over kartoffelmosen. Og Amanda ville nok også have lagt mærke til det hurtigere, hvis ikke hun var travlere optaget af hans ord. Han syntes hun var godt til forvandling? Bevares, den kompliment stod på side ét i Sådan Scorer Du en Ravenclaw (nej, den bog fandtes ikke. Endnu.), men det var så meget desto mere, fordi den faktisk var effektiv. Og særligt en Ravenclaw som Amanda, der ikke anede, hvad hun skulle stille op med komplimenter, men holdt meget af at blive rost for sit hårde arbejde. Den slags var alligevel noget, der bundfældede sig. Så meget, endda, at hun hurtigt glemte, at dén sætning havde startet med at antyde, at hun havde haft et problem. Hun smilede ned i suppen, så hendes pandehår kunne dække lidt af hendes kinder.
"Wow, det- altså Forvandling er faktisk ét af de fag, jeg har problemer med- eller, ikke problemer, men- og det er ikke for at prale eller noget...
Åh, det lyder virkelig som om, jeg praler, gør det ikke? Det var ikke sådan ment! Jeg mente bare, hm, tak, tror jeg. Du ved.
En anelse mindre pli, og Amanda havde forsøgt at skubbe venskabeligt til hans skulder. Gudskelov for for megen pli. [/blockquote] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 22, 2013 13:24:18 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Som så meget andet var det han havde sagt bare et faktum, men han vidste udemærket godt hvordan det lød, når han formulerede det i ord - og efterfølgende lignede en, der gerne ville drukne i sin aftensmad. Han tyggede af munden og rystede lidt på hovedet. Han syntes slet ikke det var i nærheden af praleri. "Det... Det var så lidt," sagde han og kiggede til siden på hendes halvt skjulte ansigt. Der var nogle andre og bedre komplimenter han kunne give hende, men hvis det skulle gøres skulle det efter hans mening være under nogle lidt andre omstændigheder end til aftensmaden i storsalen. Desuden skulle han nok have lidt tid til at forberede sig på situationen. Tanken fik ham til at trække på smilebåndene.
Så vendte han opmærksomheden mod aftensmaden igen. Halvvejs i gang med at spise nogle ærter, afbrød han sin handling og så tænksom ud. "Vi skulle måske sidde ved siden af hinanden igen?" spurgte han prøvende og smilede et skævt, noget glædesløst smil. Han følte sig altid så akavet når han kom ind i et klasselokale og ikke anede hvor han skulle sætte sig, og det problem ville være løst hvis han i det mindste nogle af gangene kunne sætte sig ved af Amanda.
[/style]
|
|
|
|
Post by Amanda Byrnes on May 22, 2013 16:27:38 GMT 1
Hvad sagde man til 'det var så lidt'? Ikke noget, gjorde man. Så det gjorde Amanda heller ikke. I stedet sendte hun ham et enkelt venligt nik.
Det var iøvrigt utroligt, så lidt man fik spist under sådan en bord-samtale. For det første var der mundtøjet, der - i hvert fald for Amandas vedkommende, men ikke for alle, vidste hun - ikke formåede at skovle mad ind og lukke ord ud samtidig. Enten spiste man. Eller også snakkede man. Og hun havde, som det efterhånden måtte stå klart, en tendens til at tale mere end godt var, når nervøsiteten satte ind. Dertil kom kontrol af hånden og ansigt og holdning på samme tid, der oftest bare virkede, men sommetider bare... Ikke.
Men hun øvede. Det skulle jo læres. Og Julian virkede virkelig som en god nok fyr (selvom han ikke gav så mange ord at arbejde med). Hans spørgsmål forvirrede hende et øjeblik, dog.
"Hvad, til aftensmaden?", spurgte hun, løftede hovedet og slog ud med hånden mod langbordet, Jeeeg sidder altid her. Faktisk. Altid."
Hun pegede ned på sin plads - ja, sin egen plads, den slags var vigtigt - med den tomme ske (hvor var suppen blevet af, da vel ikke spredt ud over bordet ved hendes slåen-ud-med-hånden?).
"Er... det meget mærkeligt?", spurgte hun endelig, med et udtryk af ægte betænkelighed.
|
|
|
|
Post by Julian Buford on May 22, 2013 17:17:09 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Af en eller anden grund forsvandt Julians ordforråd, da Amanda havde misforstået hans spørgsmål, og han hævede forvirret øjenbrynene. "Øhm..." mumlede han og betragtede hende slå ud med hånden (var det suppe, der fløj ad pokkers til?) mens han ledte efter ordene.
Julian rystede på hovedet ad hendes spørgsmål. "Nej, det synes jeg ikke." Julian lagde beslutsomt gaflen fra sig på tallerkenen og drejede sig på bænken. "Jeg mente til forvandlig. At vi måske kunne... Ja." Nu hvor han gentog det lød det kun endnu mere dumt, men det følte endnu dummere ikke at forklare hende hvad han havde ment. Så rynkede han pludselig panden. "Vent... Hver aften? Hvordan får du fat i den samme plads?" spurgte han forbløffet og havde ikke længere helt styr på hvad samtalen handlede om.
[/style]
|
|
|
|
Post by Amanda Byrnes on May 22, 2013 20:40:03 GMT 1
Amanda så sit snit til at spise, mens Julian talte. Hun var ikke helt sikker på, om hun troede hans forsikring om, at hendes territorium ikke var bare en anelse underligt. Det syntes de fleste, hun havde siddet ved siden af. Men hun satte pris på hans velkommende gestus; at dreje sig hen imod hende på bænken, selv hvis hun ikke gengældte den lige med det første (og måske endda lagde ud med at sænke hovedet tættere ned på sin mad). Og hun nikkede bifaldende til hans forslag, men fik ikke også sagt noget bifaldende i denne omgang (mad i munden og den slags), før han atter havde skiftet emne.
Ah. Der kom den. 'Hver aften?' Amanda slugte en mundfuld og rettede sig op, klar til at forsvare sine siddevaner.
"Hver aften, hvis jeg kan komme til det. Det er ofte noget med at, jah, dukke op tidligt nok.", hun havde på fornemmelsen af, at hun ikke behøvede indikere, præcis hvor tidligt hun til tider havde været nødt til at erobre bordet, "og efterhånden... Så tror jeg næsten, de har vænnet sig til det..."
Hun slog atter ud med hånden - blidere denne gang - mod deres kollegiekammerater, der ikke lod til at have noget problem med andet end suppeklatter på deres uniformer.
"Og de yngre elever... Lærer hurtigt."
Det var ikke helt meningen, hun skulle have smilet skævt dér. [/blockquote] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 23, 2013 18:44:20 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Amanda · Onsdag aften
Stadig en småforvirret slagte han (han var meget sulten) den bid mad, han havde været ved at spise da han pludselig havde afbrudt sig selv. "Ah" mumlede han med et langsomt nik. Det var jo logisk nok - hvis man var her inden pladserne var taget, kunne man vælge frit mellem dem. Han kom til at grine lidt højere end intentionen var over hendes joke om førsteårselever, og han krympede sig lidt på bænken.
Julians humør forblev dog upåvirket, og han smilede stadig da han talte. "Der er vel heller ikke noget galt i at have en yndlingsplads," sagde han neutralt, mest bare for at sige noget. "Så ved jeg da i hvert fald, hvor jeg har dig!" Han lo mildt og betragtede Amanda lidt længere end normalt var, før han vendte tilbage til sin aftensmad. Han syntes hun var sød, men det var intet nyt under solen - der var jo en grund til at han havde bemærket netop hendes evner i forvandling. Det tænkte han dog ikke så meget over. Han havde stadig ikke fået svar på sin forespørgsel om at sidde ved siden af hende i forvandling, men han valgte at lade emnet ligge - det havde vist været klodset nok fra start af.
[/style]
|
|
