Højt at Flyve

[Jessie Taylor Blythe]

Jess grinede af Amandas sarkastiske svar, før hun forlod samtalen med et halsbrækkende dyk imod jorden, som hun reddede – inden hun bragede ned i selvsamme. Veltilfreds og med rigelig adrenalin susende i kroppen, vendte hun atter engang tilbage til pigen i de højere luftlag (både figurativt og bogstavelig talt). Hun smilede til hende og lod sig glide ind ved hendes side med alle tegn på at føle sig fuldstændig hjemme i luften. ”Sejt,” udbrød hun anerkendende – eller så anerkendende som hun nu kunne være. ”Næste trin...” Hun fnøs muntert og gav en lille bevægelse, der erstattede et reelt skuldertræk. ”Jeg har ikke en manual, Byrnes,” supplerede hun drillende.

Med det sagt, så kneb hun dog alligevel øjnene sammen og tænkte sig om. ”Du har ikke dykket endnu.” Det var ikke et spørgsmål, men en simpel konstatering. ”Hvis du vil lære at flyve ordentligt, så må du også kunne dykke og stige – hurtigt. Der er ligesom mugglere alle steder, nærmest, såeh... Man skal kunne forsvinde i en sky og den slags. Når der altså er skyer.” Hun skar en lille grimasse. ”Så ja. Dyk lige cirka fem meter. På nu.” Hun hævede begge øjenbryn og så kort på Amanda. ”1... 2.... 3 – nu!”

[Amanda Byrnes]

Amanda kiggede på Jess med et blik som en forladt fugl. Hun havde tilfældigvis ret store, brune øjne at benytte sig af i disse sammenhænge, hvor sjældent de end måtte opstå. Og tanken om, at der ikke fandtes nedskrevet stof (i dette tilfælde manualer) og ingen chance for at lære kloge ord udenad og klare sig på dén måde, det trykkede virkelig hårdt på nogle af hendes usikkerhedsknapper.
Hun vendte blikket nedad endnu en gang mens Jess talte. Ikke så meget fordi hun var skræmt over højden, mere fordi hun ved Merlin ikke følte sig godt tilpas på en træpind i luften, særligt ikke hvis hun skulle til at bede den pænt om at styrte til jorden - men al det var efterhånden blevet etableret ganske godt. Det værste var, at hun godt kunne se det fornuftige i dette nye læringstrin-
Nej.
Nej nej.
Det allerværste var, at Jess ved alt, der var godt og rart, var begyndt at tælle!

Amanda afskyede fag og opgaver, hvor der ikke blev givet tid til omtanke. Forsvar mod Mørkets Kræfter var slemt. Hun havde slet ikke lyst til at tænke på, hvordan hun ville have håndteret Magiske Dyrs Pasning og Pleje (gudskelov for Talmagi). Og lige nu førte hendes hjerne en veritabel krig med sig selv på meget, meget kort tid. Den gik cirka således:
'Nix. Nul. Kommer ikke til at ske.'
'Men Jess sagde-'
'Jess er ikke lærer og jeg falder ikke ud af himlen, før jeg har regnet ud hvordan man-'
'Så for pokker, nu når vi til nu. Så dykker vi!'
Og det gjorde hun. Eller, det vil sige, al opdrift syntes et øjeblik at forsvinde fra hendes lånte kost, og Amanda faldt direkte ned gennem luften som en sten. ... Indtil hendes hoved havde beregnet, at nu var de fem (okay, måske syv) meter gået og hun bremsede opad af alle kræfter indtil hun stod stille i luften igen. Fem, måske syv meter under Jess og ikke en centimeter ude af den lodrette bane.
"Wuw! Okay. Så det virkede!", sagde en vindblæst, men temmelig adrenalinfyldt Amanda, før hun kiggede opad på Jess med et pludselig spørgende blik.
"... Ikke?"

[/blockquote]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess kunne næppe have smilet meget bredere, da Amanda ved gud grød gjorde præcis som hun havde sagt hun skulle – det var fedt at opleve den slags – og dykkede. Måske virkede det ikke super kontrolleret, det den yngre pige foretog sig, men til helvede med det. Hun stoppede i god tid inden hun bragede ned i jorden, endda i rigtig god tid og noget, der næsten (kun næsten) kunne ligne de par meter, som Jess lige havde slynget lidt tilfældigt ud.

Tilfældigt eller ej, så så det skide godt ud. Stolt – selvom det ikke rigtig kunne kaldes hendes præstation – grinede Jess ned til Amanda. ”Ja for satan da, det virkede,” sagde hun – med følelse. Hun jublede til ære for ravnen, dykkede selv mere kontrolleret og landede i luften ved siden af hende. ”Skide godt, Byrnes!” Hun var ved at hæve sin ene hånd til en høj femmer, før hun indså hvem det var hun havde at gøre med her. Med initiativet droppet igen, nøjedes hun med at smile stort. ”Du skal selvfølgelig arbejde på din kontrol – det duer ikke at du bare vælter ned mod jorden – men det er detaljer, detaljer!”

[Amanda Byrnes]

Amanda smilede også bredt - det var simpelthen umuligt at lade være når Jess' humør smittede som det gjorde. Hun havde ærligt talt ikke været helt sikker på, om hendes dykkeprocedure havde været helt efter bogen... Eller ville have været det, hvis det havde været en bog (helt ærligt, der måtte da være en bog?!)... Men Jess lod ikke til at have nogen problemer, så hun ville heller ikke lade den slags overvejelser ødelægge øjeblikket.
Til hendes flyvelærers kommentarer kunne hun kun nikke som løfte om, at det skulle hun nok få lært. Kontrol plejede ikke at være det store problem. Muligvis var det noget andet på en kost, men ikke desto mindre handlede det vel bare om at vide, hvad man ville have til at ske og hvordan man fik det til det. Egentlig ikke så ulogisk, hvis man tænkte over det.
"Tak.", endte hun med at sige, glad og vindblæst.
"Men... Jess... Hvad siger du til, at vi går videre på næste torsdag? Samme tid? Jeg har noget forvandling, jeg skal have skrevet med-..og jeg har et møde med Shaw, jeg skal have forberedt."
Hun sendte sit bedste, undskyldende skuldertræk i den andens retning og ventede pænt på billigelse, før hun meget stille og roligt (okay, ret hakkende) steg nedad mod jorden.
"Men... Tak!"

THE END

[/blockquote]