Højt at Flyve

[Amanda Byrnes]

Tag: Jess Blythe

Se: En blæsende eftermiddag i maj med høj himmel og lysegrå skyer. Den Forbudte Skovs fjerne træer, der rasler og hvisker med deres tusind nye blade. Målringene høje og mørke mod blegblå baggrund.
Og, naturligvis, Jessalyn Blythe og Amanda Byrnes ved indgangen til Quidditchbanen, førstnævnte med to koste i hånden.

Amanda havde bundet sit lange hår praktisk op i en hestehale og hun havde taget godt med tøj på for vinden. Nu stod hun mest og overvejede, hvordan det præcist var lykkedes Jess at overtale hende til flyvetimer - og hvorfor hun i grunden havde sagt ja. I et stykke tid nu, havde hun gjort sine egne spage forsøg på at foreslå at hjælpe den anden med besværgelserne, men et eller andet sted ad dén rute, var forespørgslen blevet vendt 180°. Og nu stod de altså her.
"Tror du ikke det blæser for meget? Jeg tror det blæser for meget.", forsøgte hun med en blanding af forhåbning og opgivelse i stemmen. Opgivelse fordi det virkelig ikke blæste for meget og Amanda var udemærket klar over det.
"O-og jeg ved godt, jeg sagde, jeg ville ønske jeg kunne flyve rundt med jer andre, men..."
Hun havde lidt håbet på en afbrydelser dér, men da den ikke kom, døde hendes 'men' ynkeligt hen og efterlod hende tom for ord. Hun kiggede bedende op mod himlen og ringene. Og tog sig en skarp mundfuld luft, mens hun øjnene kostene, Jess bar.

[Jessie Taylor Blythe]

Jessie fnøs af Amanda, rystede på hovedet og smilede skævt. Man skulle tro hun var en torturbøddel eller at den yngre pige var blevet slæbt udenfor med tvang. ”Det er perfekt vejr, lidt vind under kosten er kun fordel,” konstaterede hun optimistisk, uden rigtig at høre den spinkle fortsættelse på den andens forsøg på at trække sig. Det var også helt ligemeget, for nu skulle det sgu være.

Hun stoppede op i græsset, rømmede sig for at skaffe Amandas opmærksomhed og rakte hende den halvpensionerede Firefly 05. med en opmuntrende mine. ”Jeg går ud fra at du var til Kenniths fremragende opstartstimer engang for en milliard år siden, men vi tager den lige igen, ikk'?” Den rødhårede angriber blinkede en enkelt gang, slap sin gamle kost og lagde eksemplarisk den nyere udgave fra sig på jorden, selvom det normalt aldrig i livet kunne falde hende ind. ”Op,” bød hun den, kun for straks at se den adlyde. Hun nikkede imod ravnen og løftede begge øjenbryn lidt. ”Din tur, fugleunge.” Et skævt smil hvilede endnu på hendes læber og hun rakte op for at stramme sin hestehale og lyne sportsjakken helt op. ”Du skulle i øvrigt have været der her forleden i storsalen, da Marie Adams fik et flip på sin kæreste, råbte af ham og kastede sin juice i hovedet på ham...”

[Amanda Byrnes]

Amanda nikkede spagt og fulgte efter den anden ud på banen. Lidt vind var faktisk det bedste slags flyvevejr og det var faktisk hende selv, der havde antydet at flyvetimer måske var en god idé. At Jess var så optimistisk omkring det, havde hun ikke haft med i udregningerne, men hun måtte indrømme, det gjorde det hele lidt nemmere og sjovere. Hun havde faktisk ofte den indvirkning, Jess, hvis hun altså ville.

Til det første spørgsmål nåede Amanda kun at nikke. Hun huskede tydeligt sine første flyvetimer helt tilbage fra første år, selvom de var højt på listen over ting, hun godt kunne have undværet i sin hukommelse. Bevares, ingen var havde fået varige mén, men det hele havde bare været så pokkers intuitivt - ikke hendes yndlings måde at lære på.
Men manglende erfaring helt tilbage fra 11-års alderen var ikke en dødsdom og Amanda havde trods alt fået mere mod på hverdagens udfordringer siden da. Så da hun trådte hen ved siden af sin kost og sagde "Op." med sin mest pædagogiske stemme, susede kosten resolut op i hendes åbne hånd. Så resolut, faktisk, at hun et øjeblik var tæt på at tabe den igen og måtte fumle med begge hænder for at få ordentligt greb om den. Men det gik, det skete og Amanda smilede halvt triumferende, halvt undskyldende til Jess.
"Fugleungen er vokset... Lidt...", det skulle have lydt som et kækt forsvar, før det gik op for Amanda at udvidede metaforer hørte bedre til i bøger end i det talte sprog på sådan en særligt normal forårsdag. Hun tog taknemmeligt imod den andens emneskift.
"Tirsdag? Nej, jeg gik vist tidligt." sagde hun med to løftede øjenbryn i et overrasket udtryk (mens hun i sit stille sind ærgrede sig over sin ufattelige evne til aldrig at se sladderhistorierne udspille sig), "Var det... Var det slemt? Hvem er det hendes kæreste er?", og siden det ikke var overraskende, at Amanda havde svært ved at se idéen ved juice-kastning: "Hvorfor?"

[Jessie Taylor Blythe]

Jess stak sin frie hånd i vejret med tomlen opad, som en anerkendende gestus til Amanda. Hun smilede desuden også stadig og svang det ene ben over kosten. ”Øh. Ja. Jeg kan sgu ikke huske hans navn. Han er sorthåret? Hufflepuff, din årgang?” Et træk på skuldrene var alt den lille sladderhistorie fik med på vejen af gestik.

Hun satte den ene fod i kostens bøjle og slog ud med sin frie hånd. ”Klar? Så kører vi, pipfugl,” kommanderede hun energisk. ”Let – for satan da.” Hun henvendte sig med et grin til sin kost og den satte af, uden egentlig at behøve den verbale befaling fra hende, for at vide hvad hun ville. ”Kom så Amanda,” råbte hun af ravnen, imens hendes Firefly steg adskillige meter op – og bar hende med. ”Du kan høre mere om Adams heroppeee!”

[Amanda Byrnes]

Og det var omtrent på dette tidspunkt, det gik op for Amanda, at selvom hun nok forstod at kalde en kost til sig og måske endda sætte sig ind i dens temperament, så var det år - år! - siden hun sidst havde fløjet på én. Hun satte sig pænt overskrævs på kosten alligevel, netop som Jess lettede.
"Vent, Jess, vent, jeg skal lige-", råbte hun i den generelle retning opad. Men da der ikke så ud til at være nogen kære mor-Jess i dag, greb hun i stedet godt fat om kostens skaft.
Et øjeblik kæmpede hun med trangen til at brede sit vingefang ud og baske et par gange for at fange vinden under det. Det var her, Jes råbte endnu engang.
"Vent, Adams? Brugte du lige genitiv? Hvad me-", men hun nåede ikke videre før et udtryk der bedst kunne beskrives som forvirringen og vantrohedens barn satte en pæn prop i alle de steder, den sætning kunne have ført hen.
Okay, flyvning. På kost. Løft skaftet en anelse, sæt af fra jorden og...
"Aiiiih!"
Amanda susede opad, forbi Jess, højere op, før hun med klodsede armbevægelser fik jaget kosten nedad mod jorden igen, og så opad igen, alle vendinger i al for højt fart og med en forskrækket Amanda i kølvandet.
Kosteflyvning var noget helt, helt andet end det at flyve selv, det var der ingen tvivl om. Kosten gjorde alt for meget ved alt for lidt respons fra hende, selv hvis den var temmelig gammel, og det tog et par ryk og nogle hvin fra den stakkels Ravenclaw, før hun endelig fik den bremset nogenlunde ud for Jess placering.
Rød i kinderne og med tykt, brunt hår i alle retninger, klamrede Amanda sig fast på sin kost med begge sine hænder, som var de gribekløer.
"Okay," pustede hun, opsat på at bibeholde bare en brøkdel af sin stolthed, men med et ansigt der vistnok var stivnet i en grimasse af forskrækkelse, "det gik jo- fint-. Hvad var det- jeg skulle- høre?"

[/blockquote]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess ventede ikke. Hendes pædagogiske begyndelse til trods, så var hun ikke tålmodigt indrettet. Da først hun havde sikret sig nogenlunde, at Amanda havde rigtigt fat i kosten, susede hun selv opad, før hun standsede midt i luften, svævende højt over jorden med den sædvanlige, fantastiske frihedsfølelse. Hun så afventende ned på ravnen, smilede skævt, da hun satte af, men hævede så brat begge øjenbryn. Smilet forsvandt noget over hendes Firefly 05. og dens tilhørende passager, der hoppede ustyrligt rundt i luften. ”SLAP AF,” råbte hun af skikkelsen, der steg, faldt og svingede fra side til side.

Det virkede måske som en håbløst ligegyldig ordre at skrige op med, men det var i midlertidig vejen frem til kontrol med situationen. Hun satte af efter Amanda, cirklede hende ind og standsede først, da de begge to opholdt sig stille i luften. ”Christ,” udbrød hun med et grin, før hun rystede lidt på hovedet. ”Du bliver nødt til at chillaxe. Det er lidt ligesom en hund eller hest eller sådan, ikk'? Den kan mærke, at du er nervøs. Der sker ikke noget, så det er bare at nyde det!” Med de ord, hævede Jessies egen kost sig brat og hun slap et ekstatisk udbrud, som hun foretog en kolbøtte midt i luften. ”Hvad?” Da hun atter engang havde hovedet i den rigtige placering i forhold til resten af kroppen, smilede hun bredt til Amanda. ”Nårh, Marie Adams og hendes kæreste? Jeg tror han havde suttet mandler på en anden. En eller anden Kristin eller Kristian. Det er ikke så spændende igen. Hans hår dryppede af græskarjuice bagefter, til gengæld. Og han var helt rød i hovedet. Hvis jeg stadig havde sladderposten... Ja jeg siger dig bare, det kunne blive saftigt, mand!”

[Amanda Byrnes]

Amanda skulle til at komme med en henkastet bemærkning om, at hverken hunde eller heste var blandt hendes yndlingsdyr og at hun sørgede for at være på sikker afstand af begge. Dette gjaldt også katte. Og hamstre. Men hun fik i stedet pludselig travlt med at spærre øjne op over Jess flyvekunster og i øvrigt gribe lidt hårdere fat om sin kost, selvom hun nu var klar over, at det var den forkerte handling. Hvilken ikke førte til mindre pres; hun blev nervøs over, om hun holdt for hårdt og greb som resultat endnu hårdere.
Tag dig sammen, Amanda, I er kun mange meter over jorden med magiske pinde som eneste garanti for at ingen knogler brækker... Ja. Logik virkede heller ikke.
I stedet besluttede hun sig for at lytte til Jess fortællinger, så meget hendes ellers okkuperede koncentration tillod det.
"Vent... Så VAR det dig, der var Sladderheksen? Det var ikke den mest intelligente litteratur-", ak, endnu én af de situationer, hvor man faktisk ikke når at stoppe det forkerte i at blive sagt, "Arh, jeg mener, ikke for at kalde dig-.. Åh. Jeg ville sige, at den spalte var det eneste sladder jeg fik læst. Eller hørt. Havde adgang til!"
Overraskende nok blev flyvning ikke lettere, når nervøsiteten steg. Hvem skulle have troet. Amanda gjorde et helhjertet forsøg på at trække vejret roligt og gerne i et undskyldende toneleje samtidig.

[/blockquote]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess grinede af Amanda. Ikke fordi hun tydeligvis var noget usikker med hele nåja-flyvesituationen sådan generelt, men nærmere fordi hendes overraskelse, ærlighed og forsøg på at trække det tilbage var temmelig komisk. ”Chillax,” gentog hun, før hun slog med hovedet.

”Kom. Man lærer ikke at flyve af at svæve i luften, imens man klamrer sig til et stykke træ. Lad os teste hvorfor denne her koster ti gange så meget som det der du har mellem benene.” Hun smilede drillende til ravnen og fløj en langsom tur rundt om hende. ”Eller om det kun er sladderen, som jeg er hurtigere til... Den der kommer sidst hen til søen er en fuldblodstosse, ravneunge.” Da hun havde talt færdig, var hun endt svævende lige ved siden af Amanda og sendte hende et udfordrende blik. ”En... To...” Et sidste, skævt smil, før hun vendte blikket frem. ”Tre!”

Med det, satte hun af i luften, udstødte et brøl meget lig ”yippie-kay-yaaaaahaaaaay” og susede derudaf. Der var ingen tvivl om, at der var fut i kvistene på hendes nye kost – men man skulle skam slet ikke kimse af den gamle 05.'er.

[Amanda Byrnes]

Amanda, der stadig ikke var helt sikker på, hvordan man 'chillaxede', forsøgte at sende Jess et skævt smil, selvom hendes nervøse næsetrækninger ikke helt samarbejdede. Meget kunne man sige om Jess, men en handlingens kvinde, dét var hun. Amanda var selv en tænker af rang, foretrak at analysere hvert trin, før hun faktisk gik i gang med det. Det bundede i en overbevisning om, at gennemtænkt var bedre, som havde gennemsyret hendes liv siden hun var gammel nok til at kunne lægge planer. Og det havde også givet hende gode resultater indtil nu, både i skolen og udenfor (selvom 'udenfor' i langt de fleste tilfælde også var skolerelaterede, der skulle gå lang tid, før Amanda kunne adskille sig fra magisk terpen). Men så var der Jess. Aktiv modsat passiv. Tale før tanke. Fandens impulsiv. Og det lod virkelig ikke til at forringe hendes liv. Det var ret fantastisk.
Så da Jess begyndte at tælle, gjorde Amanda virkelig sit bedste for at ignorere sværmen af vrede sommerfugle i sine maveregioner, og da tællingen nåede 'tre, spejlede hun den andens bevægelser så godt hun kunne; lænede hun sig fremad på sin kost, sænkede hovedet for minimal luftmodstand - og skød afsted.
"Aiiih!"
Hun havde på fornemmelsen at have skreget dette én gang før i dag. Kosten susede i hvert fald fremad, hurtigere end hun havde tiltænkt den, skarpere end hun var helt glad for. Og som hun fløj, gik det pludselig op for hende, at hun ikke engang var så langt bag Jess igen. Og det var... Ikke så slemt. Der var noget ved den der vind i håret (dén var hun ikke vant til) og at have fødderne fra jorden, der var ikke så lidt skøn. Amanda fandt sig selv smilende, bare lidt, mens hendes startbane første hende i den rigtige retning.

Og så kom søen (Jess nåede den først, naturligvis). Stor og spejlblankt, med mørkt mørkt vand gemt under lyseblå himmelspejling, og Amanda gik instinktivt igang med at bremse. Hårdt og kontant og så meget hun kunne, før hun kunne nå udover det kolde vand. Den bratte bevægelse fik hende et øjeblik til at miste grebet, men hun greb fat igen før hun kunne nå at glide helt af. I stedet forsøgte hun at få sit vejr under kontrol.
"Okay. Du vinder. Kan vi- kan vi flyve et andet- sted hen- nu?"

[Jessie Taylor Blythe]

Jess susede afsted imod destinationen. En enkelt gang kiggede hun sig lige bagud – for sådan at sikre at Amanda ikke var væltet af kosten eller noget i den stil. Hendes overvældende tillid til at ravnen nok skulle klare den, blev dog ganske fint modsvaret med netop det resultat og hun koncentrerede sig om at vinde.

Det der med at vinde, var noget, som betød meget for Jess i alle livets aspekter. Intet sted var det dog mere vigtigt end når det drejede sig om at flyve. Hun var tilfreds med at hendes julegave fra året før stadig levede op til det fabrikanten lovede og udstød et sejrsråb, da hun havde vand under sig. Frygtløs – mere eller mindre – foretog hun endnu en saltormortale i luften, før hun vendte kosten imod Amanda og smilede.

Hendes bryn foretog en brat tur op i panden over den åbenlyse angst på den anden piges ansigt og hun slap kosten med den ene hånd, for at gestikulere til siden. Sekundet senere var hun allerede ved at dreje i en naturlig bevægelse, der tydeligt demonstrerede præcis hvor meget hun følte sig hjemme i luften. ”Kærester,” startede hun højt, for at overdøve den lette blæst. ”Hvorfor har du ikke en? Altså drenge er klaphatte for det meste, men nogen gange er de meget nice.”

[Amanda Byrnes]

Amanda tog taknemmeligt imod Jess' rute og kunne næsten fysisk mærke de værste krampetrækninger fortage sig, så snart de var over jord i stedet for vand.
Man måtte være bindegal, tænkte hun distraheret, hvis man hellere ville falde ned fra en kost og ramme hård jord end vand. Men man vælger ikke altid selv sin galskab og Amanda lagde sig in mente at tage kampen op med søen en dag. En anden dag. Måske om lang tid.

Det blev den andens (for at sige det mildt) pludselige afbrydelse af stilheden, der hev hende ud af tanker om vand og deslige og kastede hende hovedkuls tilbage i virkeligheden. Og ikke bare - men den særligt skarpe version af virkeligheden, som Jess havde en tendens til at diske op med uden varsel. Amanda spruttede.
"A-hva-hrm. Kæ-kærester?", udbrød hun med en blanding af forvirring og noget, der kunne have været forfærdelse. Hun skyndte sig at tone følelserne ned igen.
"Jeg, eh... Jeg har aldrig rigtig tænkt sådan rigtig over det. Tror jeg."
Det var ikke løgn, men det var bestemt heller ikke helt sandt. En tænker som Amanda havde naturligvis opstillet et scenario eller to, gående ved siden af én ud af Hogwarts dusinvis (hundredevis, virkede det som) af smukke jævnaldrende fyre. Men den specifikke partner syntes at skifte med et fast interval, og Amandas lysende rødmen stoppede hende effektivt fra at komme for meget i tanke om den nuværende. Hun hostede og fortsatte på sin mest nonchalant måde:
"Hvor.. For?"
'Nonchalant' havde desværre ikke ret meget at sige med hendes stoplys-ansigt og begrænsede talenter på en kost midt i luften. Men hey.

[/blockquote]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess afventede temmelig satans roligt et svar på spørgsmålet. Hun vidste jo godt – hvis hun lige tænkte sig lidt om – at det ikke hørte til Amandas yndlingsemner ligefrem. Det betød dog ikke så meget, når hun var nysgerrig. Af samme grund tog hun sig ikke af den skønherlige pæonfarve, der fik Amanda til at ligne en af den slags lyspærer, som man hængte op i december, hvis man var til det. ”Nå,” svarede hun en kende afstumpet, men egentlig mere ærgerlig end så meget andet. Hun gjorde sig ikke rigtig i klassisk pigesnak (måske engang imellem med sin svigerinde) og hendes figurativt udstrakte hånd var egentlig et forsøg på at starte en sådan.

Hun lod sig dog ikke anfægte og nøjedes med at flyve rundt om Amanda, indtil den anden pige kom på, at sige noget mere. ”Hvaad?” Jess bremsede i luften – sådan mere eller mindre – og hang med hovedet dinglende ned og den resterende krop højere oppe, hængende fra kosten. ”Hvorfor? Fordi jeg ville vide det, selvfølgelig. Du er relativt pæn, kvikkere end de fleste og du har sikkert en god røv. Jeg har ikke lige set efter du ved. Jeg er mere interesseret i Alistairs... Og Julians og Eliots og Benjamins og Larrys og Adams og... Du forstår idéen, ikke?”

Hun grinede ned til Amanda, før hun vendte skuden rundt og vendte tilbage til hendes side, styrende fremad i landskabet uden noget særligt mål. ”Vi har sgu så mange lækre skår og der er intet andet for, end at bide til bolle, hvis man er interessret. Ja altså, ikke den slags boller. Det er alligevel lidt for meget.”

[Amanda Byrnes]

Amanda kiggede først spørgende på Jess, usikker på om hun havde sagt noget forkert, om hun burde have gravet dybere ned i sit ikke-eksisterende kærlighedsliv og fundet en mere værdig offergave til Sladderen. Det var bare så svært, når der faktisk ikke var noget at sladre om.
I stedet lod hun sin kost dreje med den andens bevægelser, meget roligt og velovervejet, så hun ikke pludselig vendte ryggen til. Det var både uhøfligt og, lad os være ærlige, temmelig nervepirrende at sidde mange meter i vejret og ikke have øjne på sit eneste selskab hele tiden.
Amanda var dog nødt til at revurdere kvaliteten af dén idé, da Jess pludselig lod sig falde og hun i et øjeblik var sikker på, hun havde taget billetten. Og med begge hænder solidt plantet i skaftet kunne hun ikke engang skærme øjnene! Men den balstyriske Gryffindor havde som sædvanlig enten styr på sin flyvning eller sit held (begge dele var lige plausible, syntes Amanda), hun talte videre som om intet var hændt og Amanda slap den mundfuld luft, hun ikke var sikker på, hun havde holdt inde.

Da den andens ord igen begyndte at trænge ind, havde Amanda et valg: Enten lukke ned mentalt eller forsøge at tage al denne... Uhøviske snak med et gran salt. Nonchalant og sådan. Overraskende nok gik det en hel del bedre, da hun forsøgte sig med sidstnævnte, og hun kunne ikke helt holde et (stadig lettere rødmende) fnis tilbage.
"Mjoh, jeg forstår, hrm, idéen."
Hun satte efter Jess i et adstadigt tempo og med et slet skjult smørret smil og tillod sig at nyde udsigten. Måske lidt for meget, for:
”Men jeg tror måske ikke lige jeg er… Bolle-type-åhnejguddetsagdejegikke!”
Hendes kost gjorde et par hakkende hop i luften, der effektivt distraherede Amanda fra sit inderlige ønske om at grave sig ned i et hul. Så meget for nonchalant.

[/blockquote]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess var faktisk sådan næsten nået sin egen grænse, hvilket nærmest var decideret imponerende. Hun var en smule rød i kinderne, men det kunne alt sammen undskyldes af den kolde luft, der bed lidt i kinderne. I hvert fald havde hun ikke tænkt sig at indrømme, at deres samtaleemne måske var en lille, bitte smule for meget og privat – eller at hun ikke havde meget mere erfaring med det end Amanda havde.

Hun fnøs bare muntert, messede noget med ikke at komme til at fnise håbløst, og rømmede sig kraftigt, før hun drejede væk fra den anden pige og gav lidt afstand. ”Slap af,” rådede hun igen, før hun himlede med øjnene af hvor håbløst det var at sige den slags. ”Koste er lidt ligesom hunde, ikk'? Altså de kan mærke, når du er bange og desperat prøver, at få kontrol. Du behøver ikke suse rundt, lave saltormortaler eller dykke i fart, men du bliver nødt til at betragte kosten som en del af dig selv og stole på, at den gør hvad du vil have den til. Det er naturligt at flyve. Let.” Hun drejede endnu et stykke til siden, lænede sig frem og foretog et brat dyk.

Nogen født søger var hun måske ikke – selvom det oprindeligt var den plads hun havde ansøgt om under Christianes tid som anfører – men hendes prædiken var ikke tomme ord. Hvad der egentlig var kost og hvad der var Jess, var ikke helt til at skelne, før hun rettede op igen, bremsede i luften og grinede. Hun var tæt på jorden, men det tog hende ikke lang tid at nå op til Amanda igen, svagt forpustet, men med et skævt smil. ”Hvis jeg kan det, så kan du dælme også flyve lige fremad, uden at lade dig påvirke af... Ja. Whatever.”

[Amanda Byrnes]

Amanda ville have sendt et meget mørkt blik i Jess retning for at slå al kosteflyvning hen som 'let', men hun reserverede sine meget mørke blikke til brudte aftaler og løgn. Og dét havde hendes med-flyver dog ikke gjort sig fortjent til, så Amanda sendte hende en mild skulen i stedet.
"Åh ja,", sagde hun med en del mere fungerende sarkasme end sædvanlig (det sagde selvfølgelig heller ikke så meget...), " 'de kan lugte din frygt'. Skønt. Lige hvad der manglede."
Men overraskende nok var det måske lige hvad der manglede. Amanda tog sig i hvert fald gevaldigt sammen, mens hun kiggede efter Jess' vilde luftcirkus med kun en smule skræk i livet.
Okay, tænkte hun, hvis den ikke kan lide, du er bange, så må du lade være med at være bange. Logisk. Det kan vi godt.
Og hun tvang sig selv til at trække vejret langsomt, langsomt, og holde det, sådan som hun havde læst man skulle i meditationssammenhænge (hvorfor hun havde læst den slags, var nok nedskrevet i en notesbog et sted, hun huskede det ikke i øjeblikket), og hun løsnede sine hænder en lillebitte smule fra deres krampagtige greb i skaftet, til et temmelig meget mere behageligt kompromis.
Det gik allerede bedre, overraskende meget, endda, selvom hun lige nu bare hang og svævede forsigtigt med jorden langt under sig.
"Øh, Jess? Kan jeg få næste trin af vejledningen? Tak?", halvvejs råbte hun gennem vinden for at nå den anden, "Jeg tror jeg er ved at forstå det! Måske..."
(Men det 'måske' var ledsaget af et sejrssmil.)

[/blockquote]