Lost in translation

[Geena Fabron]

TAG - JEAN | OUTFIT - HERE

En rødhåret pige bevægede sig hen over brostenene, mens hun nervøst prøvede at komme videre så hurtigt som muligt. Skørterne fløj om benene på hende og hendes hår svingede fra side til side mens hun bevægede sig.
Geena følte sig aldeles utryg, en ting var at hun ikke anede hvor hun var, men hendes engelsk var også så ringe at hun ikke kunne kommunikere med nogen. Hun havde egentlig heller ikke lyst til at tale med nogle af disse mennesker der befandt sig her, da de alle kiggede på hende som om hun var deres dessert. Der var allerede et par stykker der havde taget fat i hendes hår, men hun opgav ret tidligt at forklare dem at det ikke var magisk og de godt kunne opgive det.

I stedet småløb hun bare forvildet rundt, mens hun mumlede nogle ord på fransk og følte sig efterhånden meget alene i verden.
Hun så sig over skulderen for at se om hun havde rystet en ældre herre af sig, hvorefter hun bumpede direkte ind i en der stod ved en af butikkerne. Hun var løbet så hurtigt at hun slet ikke nåede at få fodfæste, men blev skubbet bagud og faldt på halen.
Geena nåede kun lige at gribe sig selv med den ene hånd, men slog sig alligevel en del da hun landede på de hårde brosten. "Merde!" Udbrød hun frustreret og bed sig i læben, mens hun satte sig lidt op. Derefter løftede hun sin frie hånd op til ansigtet og strøg håret bag øret, hvorefter hun så op og gav sig til at rejse sig.

[Jean-Baptiste Augustin]

W I T H - G E E N A - F A B R O N --- W E A R I N G - T H I S

Jean-Baptistes læber krøllede sig op i afsky, da døren smækkede i bag ham. Han vidste, hvad han ønskede at finde, men et eller andet sted også, at det ikke ville lykkedes. Hans tunge støvler rungede højt mod de klamme brosten, som han bevægede sig væk fra butikken. Han stoppede ikke sine skridt for at række om bag sin nakke og trække hætten over hovedet. Himlen var knapt synlig over de høje, mørke og lettere forvredne bygninger. Det gjorde at lyset i Tusmørkegyden var sparsomt og Jean-Baptiste havde en fornemmelse af, at der var et uvejr på vej.

Han gjorde omkring et hjørne, holdende sig diskret nær den ene mur, mens hans blik kun veg fra vejen frem, for at undersøge butikkerne han kom forbi. Han stoppede foran en butik, hvor høje kolber fyldt med edderkopper og noget der mistænkeligt lignede fingernegle fra mere end et enkelt menneske, var udstillet. Synet var bizart og Jean-Baptiste rev hurtigt blikket bort. Sekundet han gjorde det, blev det dog fanget af udstillingen i butikken ved siden af, som uden tvivl skulle forestille at være en slagter.

Lige netop hvad for noget kød det rent faktisk var de solgte, ville han ikke tænke nærmere over. Desuden var det fuldkommen ligegyldigt. Det var dagen inden fuldmåne og synet af det røde kød, fik instinktivt hans mund til at løbe i vand. I nogle øjeblikke så han sultent på det rå kød, før han blev bevidst om det og med et frastødt ansigtsudtryk, rev sig selv væk. Han nåede dog ikke mere end dreje sig og tage et brat skridt frem, før en lille skikkelse ramlede ind i hans bryst. Instinktivt fløj hans ene arm frem for at gribe hvem end det var, men hånden lukkede sig omkring tom luft.

Hans blik faldt til de ujævne brosten og instinktivt giv han i stå over synet der mødte ham. Der var ikke tvivl om at pigen foran ham var smuk og i nogle lange øjeblikke, stod han blot og stirrede på hende under hætten. En beskyttertrang han ikke anede han havde og som ikke føltes helt naturlig - skønt hans hjerne ikke registrerede det - vågnede. Det varede dog kun et øjeblik, indtil et enkelt ord undslap hende og hans øjenbryn hævede sig over det velkendte, og knapt så pæne, sprog. Det trak minimalt i hans ene mundvig og selvom hans blik stadig blev draget naturligt imod hende, sansede han nu at række en hånd frem imod hende, i et tilbud om hjælp.

[Geena Fabron]

TAG - JEAN | OUTFIT - HERE

Geena blev på brostenene et øjeblik, til hun var sikker på at den mørke fremmede ikke havde tænkt sig at gøre hende noget - hun var allerede begyndt at mærke skællene på hendes nakke og var taknemmelig for at hun trods alt havde kunnet holde næbet væk. Det var alligevel ubehageligt hver gang det skete, også for hende selv. Hun så op i hvad der vist var hans øjne, selvom hun ikke kunne se det meste af hans ansigt, der var dækket af skyggerne.

Egentlig havde hun tænkt sig at komme på benene selv, uden at regne med at han hjalp hende, men da han ikke havde gjort hende yderligere skade og tilmed rakte sin hånd frem, valgte hun at tage imod den. Hun kom op at stå, stadig en smule anspændt over hele situationen og fik derefter en ide. Hun slap hans hånd, så ham i øjnene, skruede måske en tand op for charmen og prøvede derefter at udtrykke sig på engelsk.
"Ved.. Du.. Hvor jeg er?" Hun prøvede at tale så korrekt som muligt, men hun kunne selv høre den mærkelige accent gøre hendes engelsk meget anderledes end det de selv talte.
"Jeg skulle ned til.. Diagonalstræde.. Men jeg endte her..." Forklarede hun og undersøgte hans ansigt et øjeblik, hvorefter hun mente at det hun kunne se af det virkede sympatisk. Det var dog stadig med en smule uro at hun ventede på hans svar, mest fordi hun følte sig generelt utryg ved dette sted og derfor også ved ham.

[Jean-Baptiste Augustin]

W I T H - G E E N A - F A B R O N --- W E A R I N G - T H I S

Det var helt instinktivt, at Jean-Baptiste rakte hånden frem mod pigen på brostenene, uden han helt kunne slippe hende med blikket. Uden de større kraftanstrengelser hjalp han hende på benene og tøvede uforholdsmæssigt længe (i hvert fald for hans vedkommende) med at slippe hendes hånd. Det gjorde han dog trods alt og havde halvt rakt ind under sin kappe, da hun talte og han endnu engang gik i stå. Det var ikke naturligt, men det registrerede hans hjerne ikke. Til gengæld føltes hans hoved tungt og summende, som han i nogle øjeblikke bare så på hende.

Hvordan han fik løsrevet sig, var han ikke klar over, men øjeblikket efter havde han trukket en sort notesbog ud fra en af sine inderlommer. Jean-Baptiste rakte op for at skubbe hætten på kappen tilbage, hans blik stadig hvilende undersøgende (og falsk betaget) på pigen. Han trak blyanten ud under elastikken, der lukkede bogen til og åbnede den på en tom side. Det var svært at løsrive blikket fra hende, men han gjorde det og vente kortvarigt blikket mod blokken.

Blyanten tøvede over papiret i nogle øjeblikke. Han var sikker på, at han havde hørt hende tale fransk, men hendes accent, fortalte ham at hun ikke var fra hans hjemland. Af samme grund skrev han hurtigt, sikkert og læseligt på engelsk: "Tusmørkegyden." Han så op mod hende, uden at løfte hovedet helt og vippede blokken, så hun kunne læse det. Han ventede et øjeblik, før han trak den til sig og skrev igen. "Jeg er på vej mod Diagonalstræde. Skal jeg vise dig vej?" Han holdt endnu engang notesbogen frem, mens hans blik dvælede ved hendes ansigt igen. Selvom Jean-Baptiste havde taget mere og mere afstand til folk over det sidste halve år, så var han ikke uhøflig. Desuden var han ikke i tvivl om, at den smukke, rødhårede pige foran ham, bestemt ikke burde færdes alene på så dystert et sted.

[/justify]

[Geena Fabron]

TAG - JEAN | OUTFIT - HERE

At den unge mand foran hende undlod at slippe hendes hånd i et stykke tid, kom egentlig ikke bag på hende, selvom det for andre nok ville virke en kende akavet. I stedet så hun bare på ham, med et lille smil på læben og lod ham tage den tid han havde brug for. Hun fik tilsyneladende talt så ordentligt engelsk at han så ud til at forstå det, men hun så en smule forbløffet på ham da han ikke svarede med det samme og i stedet rakte den ene hånd ind mod sin kappe. Hendes øjne fulgte opmærksomt hans hånd og hun var parat til at trække sin tryllestav hvert sekund. Hun fik dog hurtigt øje på en notesbog og lagde hovedet let på skrå, mens hun betragtede ham undrende, mens hun tænkte over om han var den mærkeligste mand hun nogensinde havde mødt. Hendes øjne hvilede dog på ham og nu hvor hun kunne se hans ansigt bedre, virkede han ikke så farlig som før og det gik op for hende at han ikke kunne tale. Dette talte til hendes i forvejen stærke næstekærlighed og hun følte sig utrolig ked af det også selvom hun ikke kendte ham overhovedet.

Geena gik et skridt tættere på ham og læste hvad han havde skrevet på blokken. Hun skar en grimasse over ordet og tog sig til hovedet. Det var her hun skulle have været opmærksom på ikke at ende og alligevel havde hun endt op her. Hun så frustreret ud på gaden og de omkringliggende butikker, mens hun tænkte over hvad hun skulle stille op, men da han begyndte at skrive igen vendte hun blikket mod blokken endnu en gang. Et stort smil bredte sig på hendes læber da hun læste hans forslag og hun nikkede begejstret. ”Meget gerne!” Udbrød hun og klappede hænderne sammen i en energisk bevægelse. ”Hvad hedder du? Jeg hedder Geena.” Præsenterede hun sig selv og gav ham smilende sin hånd med blikket hvilende i hans øjne. Hun begyndte dog ikke at gå da hun vitterligt ikke havde nogen ide om hvilken retning de skulle og selvom hun var god til at finde rundt i naturen, forvirrede denne labyrint af en by hende en del.

[Jean-Baptiste Augustin]

W I T H - G E E N A - F A B R O N --- W E A R I N G - T H I S

Det tog et stykke tid for Jean-Baptiste at klare hovedet og samle sig selv igen, uden at han havde den mindste anelse om hvorfor. Hun var uendeligt smuk, pigen overfor ham, det kunne han ikke benægte og i et øjeblik musede han for sig selv, at det var et motiv hans mor ville elske.
Så gik det op for ham, at han ikke kendte hende; og at hun i øvrigt lige havde svaret på hans spørgsmål. Han rev brat blikket til sig, flyttede blokken og blyanten til samme hånd og tog imod hendes fremstrakte, med et lille nik.

Et antydningsvist og mest af alt høfligt smil rørte hans læber, som han for anden gang lukkede hånden omkring hendes. Han kunne af gode grunde ikke svare hende med det samme, men da han fik sin hånd fri igen, løftede han blokken, skrev hurtigt og vendte den mod hende igen. "Jean-Baptiste."

[/i] Så snart han var sikker på at hun havde læst det, lod han armen falde - uden dog at pakke notesbogen væk igen. Han havde en klar fornemmelse af at han ikke var færdig med at bruge den endnu.

Med en bydende armbevægelse, anviste han den rigtige vej og begyndte selv at gå. Han kastede et enkelt advarende blik mod en krybende heks, som hvæsede noget uforståeligt i retning af dem. Han havde fundet, at efter han var blevet bidt, var det også blevet nemmere at få folk til at holde afstand med et enkelt udtryk. Især op til fuldmåne.

[/blockquote][/justify]

[Geena Fabron]

TAG - JEAN | OUTFIT - HERE

Geena var vandt til de lettere langsomme reaktioner fra det andet køn og smilede bare lidt til ham, mens hun trykkede hans hånd let, med sin spinkle hånd. Hun ventede tålmodigt til han havde skrevet sit navn og læste det stadig med et lille smil på læben.
"Jean Baptiste..." Gentog hun uden problemer med at udtale navnet korrekt og så på ham med et nysgerrigt blik. Han havde tydeligvist forstået hendes engelsk, men hans navn lød fransk, så hun prøvede at gætte sig til hvordan det mon hang sammen. Hun spurgte dog ikke nærmere ind til det, da hun først lige havde mødt ham.

Da han anviste hvilken vej de skulle, begyndte hun smilende at gå og bemærkede slet ikke heksen, da hendes blik hvilede på hendes nye bekendtskab. De gik sammen i et øjebliks tavshed, mens hun overvejede om hun skulle tale eller om han helst var fri. Hun valgte dog det første, da hun følte hun havde noget på hjerte. "Mange tak ... for at du ville mig hjælpe.. Det betød meget" Hun lod skuldrene falde lidt sammen og gik mindre rank, da hun havde erfaret at det hjalp lidt på opmærksomheden hvis hun førte sig mindre elegant, selvom hun skulle være meget bevidst om at gøre det. Hun havde ikke så meget lyst til at de kom ind i flere problemer, selvom hun var sikker på at han ville redde hende hvis det var.

[Jean-Baptiste Augustin]

W I T H - G E E N A - F A B R O N --- W E A R I N G - T H I S

Jean-Baptistes øjenbryn hævede sig svagt over pigens korrekte udtale af hans eget navn, på trods af at hendes engelsk var svært at forstå. Han hang dog ikke ved det i længere tid, men begyndte i stedet at gå i den retning, som han selv havde anvist. Han var ikke stedkendt, nærmere tværtimod, men han havde lagt mærke til omgivelserne, da han var gået forbi dem første gang. Hvis der var noget Jean-Baptiste altid havde været, så var det observant. Men det kom måske ganske naturligt, når man ikke havde forfærdeligt travlt med at hive opmærksomheden i retning af sig selv.

I et øjeblik var det kun lyden af hans tunge støvler, der ramte de ujævne brosten og den næsten uhørlige lyd af Geenas lette fodtrin ved siden af, der dominerede. Han var vant til stilheden og lige i dette øjeblik, tænkte han, mens hans blik kort vandrede ned mod den aldeles attraktive pige ved siden af sig, havde han ikke forfærdeligt meget imod det.
Det varede dog ikke ved og hans læber trak da også op i et lille smil, som han løftede blokken igen. Han behøvede ikke stoppe op for at kunne skrive eller for at vise hende hvad der stod. "Ingen årsag,"

[/i] havde han skrevet, holdt den der i et øjeblik, før han trak blokken til sig, drejede om et hjørne og skrev noget igen. "Hvordan endte du i Tusmørkegyden? Du virker ikke som den gængse type." Han smilede tenderende beklagende, som han endnu engang lod hende sine tanker vide gennem blyanten og notesblokken.

[/justify][/blockquote]

[Geena Fabron]

Geena betragtede omgivelserne mens de gik, de støvede vinduer og de mærkelige objekter man kunne skimte gennem de beskidte ruder. Hun rynkede øjenbrynene tænksomt og bed sig forsigtig i underlæben. Hun forstod ikke rigtig det her sted. Derfor vendte hun sig mod sin ledsager og takkede ham for hjælpen og smilede til ham efter hun havde læst hans første note.
Hun havde egentlig regnet med at han ville falde tilbage i tavshed igen - eller i hvert fald ikke forsætte samtalen på skrift, men da hun lagde mærke til at han begyndte at skrive igen vendte hun sig ivrigt mod ham for at læse det han havde skrevet.

"Jeg for vild.." Bemærkede hun og smilede skævt. "Plejer ellers godt at kunne finde vej.. Men jeg er ikke vandt til at finde vej i store byer.." Forklarede hun og forsatte med at snakke lidt endnu, da hun ikke følte hun havde svaret på hans spørgsmål. "Jeg ledte efter dyrebutikken og så endte jeg pludselig her efter at have drejet et forkert sted.. Tror jeg.. " Hun undlod at fortælle historien om hvordan der var en der havde prøvet at klippe i hendes hår, da hun ikke brød sig om at skilte med hendes willieblod, selvom det var meget tydeligt for alle. Hun smilede blot til ham og trak let på skuldrene. "Jeg må hellere se at lære at finde vej nu når jeg skal være her så længe.." Bemærkede hun muntert og vendte derefter blikket mod himlen med et lille smil på læben.

[Jean-Baptiste Augustin]

W I T H - G E E N A - F A B R O N --- W E A R I N G - T H I S

Jean-Baptiste lyttede til Geenas ord, uden at tage blikket fra den luskede gyde foran dem. Han trådte til siden - længere ind mod den unge kvinde ved siden af sig - for at lade en ildelugtende troldmand med et hvæsende åndedræt passere.
Så snart han var forbi, var Jean-Baptiste tilbage hvor han havde været før. Det var kun et antydningsvist smil, der spillede over hans læber. Han hørte alt, hvad hun sagde, men hans opmærksomhed var delt mellem hende, de lyssky omgivelser og den allestedsnærværende viden om, hvilken dag i måneden det var.

Da det gik op for ham, at hun var færdig med at tale, løftede han blokken igen. Det var altid sværest at kommunikere, mens han var i bevægelse. Det lykkedes dog alligevel. "Pas på fremover. Det er ikke et rart sted at være."

[/color] Han skiftede linje og tilføjede endnu en sætning, inden han rakte hende blokken. "Så længe? Hvis jeg må spørge." Han skævede ned til hende med et skævt smil, der ikke afslørede nogen af hans tænder. Så var blikket tilbage mod gaden, hvor han nu kunne skimte Diagonalstræde for enden.

[/justify][/blockquote]

[Geena Fabron]

Mens hun talte rykkede hun lidt til siden da de skulle passere en troldmand og gestikulerede smilende med sin højre hånd. Hun lod til sidst blikket hvile på sin følgesven og tav, mens hun ventede på at han fik skrevet sit svar ned. Hun var en tålmodig pige og viste ikke tegn på rastløshed mens han fik skrevet færdig. Hun smilede varmt over hans bemærkning og nikkede let, det kunne hun godt se, men hvorfor han var her når der nu ikke var rart vidste hun ikke om hun skulle spørge om.

"Selvfølgelig - jeg skal bo her noget tid.. Jeg starter på Hogwarts efter sommerferien.. jeg øh.. jeg gik på Durmstrang før.. " Svarede hun med et skævt smil og forsatte. "Mit engelsk er ikke så godt.. så jeg prøver at øve mig inden skolestart.. " Hun vendte ansigtet mod gaden og fik øje på det der lignede den gade hun var kommet fra, Diagonalstræde. Det gjorde hende en smule lettet, men hun var alligevel ærgelig over at hun nok snart skulle sige farvel til sin nye ven.
"Går du på Hogwarts?" Spurgte hun mens hendes blik stadig hvilede på gaden et øjeblik, men så lod hun blikket bevæge sig op i hans øjne og hun så afventende på ham.

[Jean-Baptiste Augustin]

Samtaleformen var ikke just ny for Jean-Baptiste og selv mens han gik, var hans håndskrift hurtig og sikker. Desuden, musede han for sig selv, lod det ikke til at Geena havde noget imod det. Uanset var der ikke meget han kunne gøre for at ændre på det, og det var ikke noget han dagligt tænkte på at gøre. Det var nu engang bare sådan tingene hang sammen og han havde aldrig kendt andet. Selvom Jean-Baptistes blik var rettet mod gyden foran dem, hørte han stadig alt hvad pigen fortalte og en smule overrasket gled hans øjenbryn lidt op.

Det fik ham også til at skæve ned til hende og uvilkårligt måtte han blotte tænderne i et lille, underfundigt smil. Det var altid noget, at han ikke var den eneste nye elev. På den måde kunne han forhåbentlig undgå at tiltrække for meget opmærksomhed. I samme sekund som Geena var færdig med at tale, rystede han svagt på hovedet og var allerede i gang med at skrive. "Jeg begynder også på Hogwarts efter sommerferien. Jeg har gået på Beauxbatons," stod der på blokken han holdt frem igen, og som forklarede hans underholdte smil ganske glimrende.
I mellemtiden havde de nået enden af Tusmørkegyden og Jean-Baptiste måtte midlertidigt træde til siden, for at gøre plads til at Geena kunne komme ud og en lyssky-udseende heks kunne komme ind.

[Geena Fabron]

Geena smilede drømmende da han så på hende med en overrasket mine og hun trak let på skuldrene og forsatte med sit spørgsmål.
"Ahhh Beauxbatons!" Sagde hun med næsten fejlfri fransk udtale og smilede stort, men forsatte dog på engelsk. "Der overvejede jeg også at starte.. Men.. Det blev Hogwarts." Hun smilede mildt og trak skuldrene op til ørene og lod dem falde igen. Derefter nåede de til enden på Tusmørkegyden og der opstod en naturlig pause i deres samtale. Hun håbede dog stadig på at han ville blive lidt længere, selvom hun ikke ville komme med protester hvis han havde andre planer.

Hun gik skråt forbi den ældre heks og ud på Diagonalsstræde, hvor hun stor smilende drejede om på hælen ventede på at han fulgte efter hende.
"Hvor skal du hen? Jeg skal have mig en ugle så jeg kan sende breve til min mor.. Og så måske nogle flere fjerpenne.. " Hun så afventende på ham, stadig smilende og placerede en hånd på sin skuldertaske, mens hun strøg en lok hår bag øret med den anden.

[Jean-Baptiste Augustin]

Jean-Baptiste hørte Geenas sidste ord, men nåede aldrig rigtigt til at give hende et svar udover et forstående nik, før de nåede enden af Tusmørkegyden og han måtte træde til side, så hun kunne komme forbi. Da hun passerede ham, kunne han ikke lade være med at lade blikket glide over hende igen og fandt endnu engang, at hendes udseende af en eller anden grund, var mere dragende end hvad godt var. Han blinkede et par gange for at klare hovedet, inden han selv fulgte efter hende ud på troldmandsgaden.

Hendes smil var smittende, og han fandt at han ikke helt kunne lade være med at gengælde det. På samme måde havde han løftet blokken for at svare hende - uden egentlig at tænke to gange over, at han var ved at spørge om de skulle følges - inden han pludselig kom på andre tanker. Blyanten svævede over papiret i nogle øjeblikke, før smilet falmede lidt. Det var dog kun i et øjeblik, før det blev erstattet af et mere afmålt et af slagsen. "Min søster er på besøg fra Frankrig. Jeg har aftalt at mødes med hende,"

[/color] kom det skriftlige svar, som han holdt frem mod hende.
Da hun havde læst, trak han blokken til sig igen. "Pas på du ikke farer vild igen. Vi ses nok snart."[/color] for sidste gang lod han hende læse, inden han med en pegefinger signalerede hvilken retning han skulle i, og med et lille smil til hende, forlod han stedet og gik i retning af Den Utætte Kedel.

O U T

[/blockquote][/justify]