Magisk Teori 101

[Amanda Byrnes]

Det var en mørk, mørk oktober eftermiddag i Ravenclaws cirkelrunde opholdsstue. Rigelige læselamper (fakler var simpelthen for risikabelt i et rum med så mange bøger) var blevet tændt, og loftets malede stjerner blinkede venligt til de studerende elever.

Der var altid mange lektier at læse, det havde der altid været på Hogwarts og sådan ville det med al sandsynlighed forblive. Men Amanda var dygtig til at få dem lavet hurtigt og grundigt, så hun kunne få mest mulig ud af fritiden. Som naturligvis blev brugt på flere læserelaterede aktiviteter, på det punkt var hun en meget forudsigelig Ravenclaw.
Indtil for nylig havde hendes plan været at læse ekstra grundigt op på animagi og dens muligheder og begrænsninger - en aktivitet, der krævede en del mere privatliv end der var at finde i opholdsstuen - men i dag var planen ændret. Hun havde et møde med Shaw præcis klokken fire og hun havde ikke tænkt sig at være forsinket.
Det var derfor hun, klokken to-minutter-i-fire, indfandt sig i det store cirkelrum og gav sig til at spejde efter den mest højtragende (bogstaveligt, men bestemt ikke billedligt talt) silhuet blandt silhuetter.

[Adam Shaw]

Selvom at Adam egentlig havde nok at tage sig til der tiden, fandt han alligevel at hans tænker kredsede tilbage til den unge Amanda Byrnes og snarere, løsninger til hendes projekt. Det ville være lidt ekstremt at sige at det plagede ham, men han tog ofte sig selv i at tænke over det som han lagde sig til at sove eller lignende tidspunkter.
Som oftest ramte inspirationen ham helt uventet, og slet ikke i forbindelse med hans overvejelser. Det var ikke ligefrem en løbe-nøgen-ned-af-gaden-og-råbe-Eureka-opdagelse, men det var tæt nok på til at han ledte en tid efter Amanda før han kom i tænke om pigens disposition, og i stedet aftalte du møde per ugle. Han havde lige skulle hente nogle ting oppe i sovesalen før han kom ned i opholdsstuen. Glaskuplen lå sikkert i hans kappelomme i det han dukke sig gennem døråbningen og trådte ind i det cirkulære rum. Amanda var der til tiden - naturligvis - og han gestikulerede til et tomt bord, ventede til hun satte sig og placerede sig så over for hende.
"Fisk." sagde han med et lille grin.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda havde netop sat sig overfor sin betragtelige bordherre og havde netop (endnu engang) nået at græmmes over størrelsen (eller manglen på samme) af hans stol, da Shaw tog ordet. Fisk.
"Undskyld mig?"
Hun så op på ham med begge brune øjne og et misbilligende udtryk tillige.
Selv havde hun ikke tænkt meget over sin egen besværgelse, men bare brugt den, som hun plejede. Cogito, med dens fine, lysende gitter med informationer, der var aldeles glimrende som kalender og ur (som virkelig var en akut mangelvare de fleste steder på skolen) og notesblok. Han havde ganske vist snakket om at bygge videre på den, men ærligt talt havde hun selv haft lidt for travlt med at, såmænd, bearbejde en nær-døds-oplevelse, til selv at gøre sig de store tanker. Hendes skuldertaske var stadig forsvarligt lukket og hendes ene hånd forlod den sjældent.

[/justify]

[Adam Shaw]

Der var lige det der halve sekund der var så karakteristisk for visse Ravenclawelever, hvor det var tydeligt på hans ansigt at han virkelig ikke forstod hvorfor hun ikke fangede hvad han mente. Øjeblikket gik dog hurtigt over og den basale, menneskelige færdighed der var at anerkende et andet individs perspektiv vendte tilbage til ham.
"Ah." sagde han han og fiskede akavet ned i sin kappelomme hvorfra han trak en glaskuppel fyldt med en lille stime sølvgrå fisk. Han stillede forsigtigt det lille akvarium i mellem dem på bordet og gav sig så til at forklare:
"Skolen er rejst med nogle af de stærkeste besværgelser i nedskrevet historie.. Det betyder at rundt om skolen er der ikke ét men mange magiske felter - det er derfor teknologi ikke fungerer her.. Det påvirkede naturligvis også naturlivet omkring skolen, til et punkt hvor der opstod et utal af nye magiske væsner.. Og så er der dem her.." Adam indikerede fiskene i glaskuplen med et kærligt tap af sin tryllestav. Stimen veg bort fra der hvor hans stav havde rørt og fortsatte deres kredsen, nu uden at komme i nærheden af der hvor han havde rørt.
"Så vidt jeg kan se har de her fisk været her siden Hogwarts' begyndelse.. Og alt magiens bivirkninger har givet dem en unik evne til.. Ja, at undgå magi. De svømmer i helt specifikke baner der hvor de magiske felter mødes og der opstår.. hvad er det nu det hedder.. Negativ interferens. Og de husker disse ruter resten af deres liv, og viger kun når de en gang om året parrer sig.. Ret fantastisk, hvis jeg selv skal sige det."

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda opdagede først alt for sent, at hun havde siddet lænet indover bordet med hagen støttende på sine hænder (helt ærligt, hvem gjorde det?), lyttet betaget til Shaw og kigget henført på hans lille fiskestime. Hun rettede sig op så brat, at bordet rystede og de små fisk måtte tage et sekund til at re-justere deres stime. Hun mumlede et hurtigt undskyld til dem, før hun fiskede sin egen stav frem.
”Må jeg?”, spurgte hun høfligt, men ventede ikke på svaret før hun forsigtigt prikkede til glasset. Ganske rigtigt veg stimen udenom og måtte nu svømme ad noget mere komplicerede baner for at holde sig fra magien.
At Shaw havde trukket et miniature-akvarium op ad lommen burde måske have overrasket hende mere end det gjorde.. Men at rende rundt med en boggart i tasken, havde en tendens til at skrue éns tolerance i vejret. Lige nu kæmpede hun mere med trangen til at prikke til glasset noget mere, bare lige for at se, om man kunne få de små dyr til at svømme i ottetaller. Eller danne figurer. Og om man mon kunne manipulere magi ned i kuplens midte i stedet for i glasset… Men i sidste ende, var det et ret åbenlyst spørgsmål, der trumfede den resterende nysgerrighed:
”Så… Hvad?”

[/blockquote]

[Adam Shaw]

Efter sin længere forklaring skubbede Adam blot lydløst fiskekuglen frem imod den yngre pige og krydsede armene med et nogenlunde selvtilfredst smil prydende hans mørke ansigt. Det lod dog ikke til at frøken Byrnes helt havde forstået præcis hvad han havde set i de fascinerende fisk. Det var måske heller ikke så åbenlyst som han ville det have det til.. Han havde stadig ikke selv regnet detaljerne ud, men havde måske lidt forventet at Amanda kunne bidrage med den del. Det var trods alt hendes besværgelse.
"Vi snakkede om hvordan det var ærgerligt at din.. Cogito ikke havde en mere permanent måde at opbevare informationer på." sagde han og gned sig i hænderne før han samlede fiskekuplen op og holdt den frem, "Her er mit forslag."

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda kneb øjnene sammen. Tog akvariet i hænderne. Vendte det den ene og den anden vej, løftede det sågar for at kigge på stimen nedefra. Altimens hendes hjerne rev og sled i Shaws ord i et forsøg på at regne ud, hvad i alverden han mente. Sommetider - i timerne oftest - følte hun sig som en ret ringe Ravenclaw. Hendes kollegiekammerater havde næsten allesammen en evne til at fange den (hvad det så end skulle betyde), hvad enten det gjaldt en formular eller en eliksir eller, som Shaw, magiske dyr.
"Aha. Ja. Jeg forstår.", løj hun og kiggede så intenst på de små vandskabninger at hendes næse lavede små trækninger.
"Og de skal opbevares i... Fisk. Smart. Det må jeg sige."

[/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam fornemmede lidt at Amanda ikke rigtig fulgte ham, eller i hvert fald ikke helt delte hans begejstring, men han lod det bestemt ikke stoppe sig. Hans fritidsinteresse i magiske økosystemer havde altid været kun det.. En hobby. På intet tidspunkt havde han set en fornuftig, langsigtet fremtid i det, og han havde da også regnet med at søge arbejde i en nissebank efter Hogwarts.. Det var langt mere fornuftigt end at ende med at sælge diverse underholdende akvarielle souvenirs og lignende langs Diagonalstræde - som 95% af de fremtidsmodeller han havde opstillet forudså.
Men her.. Her var der noget nyt, noget brugbart. En måde at benytte sit ret unikke vidensfelt på en måde der kunne komme mange mennesker til gavn i langt højere grad end at avle fisk til at agere læselampe.
"Du sagde selv at din besværgelse læste informationen fra din aktive forvandling.." forsøgte han at overbevise den yngre pige, "Tror du ikke det ville være muligt at få den til at læse information gemt i fiskenes baner i stedet?"

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda kiggede ikke op med det samme. Hun havde mærket en klar hjernegnist, da Shaw endelig fik forklaret sin idé bare en anelse mere dybegående, og nu famlede hun efter den af al magt. Hun tænkte ikke ret hurtigt, faktisk - noget, hun ikke altid var lige stolt af - men hun var grundig og det var ofte mere end nok.
Der gik tid. Amanda var ikke helt sikker på præcis hvor meget, men hun ville have gættet på et par minutter (hendes cogito kunne have fortalt det helt præcist), da hun endelig, langsomt løftede blikket op mod Shaw igen. Hendes mund havde åbnet sig i et perfekt 'O', det samme gjaldt hendes brune øjne.
"Så i stedet for at basere den på, dybest set, mit hoved og oplysninger, der, lad os være ærlige, ikke altid er helt pålidelige nok, der er ingen vist, mener jeg (hun hapsede en mundfuld vejr), kan vi omformulere den til at reagere forskelligt, altefter hvilke baner fiskene svømmer i, simpelthen binde den uløseligt sammen med den bowle dér?"
Hun blinkede en enkelt gang, langsomt, og for en gangs skyld uden at bryde øjenkontakt, uvidende om pludselig at vise en vis lighed med sin kæleugle.

[Adam Shaw]

Adam måtte smile bredt da han endelig så forståelsen brede sig på Amandas træk og han forberedte sig på den følgende diskussion, men det lod til at den yngre kollegianer havde sunket helt ind i sine egne tanker. Adam så på hende med et mildt underholdt udtryk; den tilstand var ikke ligefrem ukendt for ham, og han havde da oplevet noget lignende i et af de mere intense skakspil med Shaun, men det nåede stadig ikke op på lige af det frøken Byrnes præsterede.
"Jeg smutter lige ned og henter en kop kaffe, vil du have noget med..?" Spurgte han og rejste sig, men hans afventende blik blev mødt med stilhed, "Okay."

Da han en fem vendte tilbage med et dampende krus og satte sig overfor hende, sad hun stadig fordybet i sine egne tanker. Adam pustede på sin kaffe og betragtede Amanda med et lille smil. Da hun endelig så op var han halvvejs igennem sin kaffe men den blev hurtigt skubbet til side til fordel for den stimulerende diskussion.
"Præcis ja." sagde han og foldede hænderne, "Hvis der ikke er nok fisk i en kugle af den størrelse kan man altid have et større, statisk akvarium som så er forbundet til en mindre kugle med.. Hvad er det nu den hedder.. en protean-besværgelse.. I hvert fald indtil jeg kan avle dem mindre."

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda, der allerede var ved at komme sig over det første lag af begejstring-for-en-ny-idé, rynkede nu langsomt brynene og lagde ansigtet tilbage i små-misbilligende folder.
"Jeg kan godt se fordelene...", begyndte hun langsomt, "Men det lyder ærligt talt som et fuldstændig overdrevet stykke arbejde at justere og manipulere besværgelsen - og fiskene - til at gøre det, du siger. I forhold til udbyttet, altså."
Hun lænede sig lidt tilbage i stolen og foldede, som Shaw, hænderne ovenpå bordet, for at vise sin medvilje (spejling af bevægelser signalerede den slags).
"Cogito blev lavet meget... _Intuitivt... Den virker, vel, dybest set, fordi jeg holder den igang. Jeg ville ikke vide, hvordan man ville overføre det til noget så konkret som fiskebaner (et underligt ord at tage i munden) - jeg har ikke engang læst om det!"

[/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam forsøgte forgæves at skjule smilet over måden Amanda sagde intuitivt som var det noget slemt. Selv var han meget stor fan af systematisk fremgang, men han måtte da indse at nogle af de største spring var enten tilfældige eller baseret på en eller anden mavefornemmelse.
"Jeg tvivler stærkt på at du ville kunne finde nogen bøger direkte relateret til emnet.. " sagde han og kløede sig på kinden med et lille smil, "Det er det der er specielt ved det her projekt. Det er en rimelig original idé.. Og sikkert en som andre vil være interesseret i."

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amandas ellers nydelige holdning faldt lidt sammen ved tanken om manglen på bøger. Hun var vant til, at man altid kunne spørge nogen, en forælder eller en lærer, hvis der var noget, man havde svært ved. Og hvis de ikke kunne svare, var der altid en bog, der kunne. Det var ikke for ingenting, hun var blevet animagus på kun fem år. Hogwarts lager af bøger virkede ubegrænset, uendeligt, særligt når man var 15 og systematisk havde undertrykt teenageoprør med brutal lærevillighed i årevis nu.
Det tog Shaws lille smil at fortælle Amanda, at hun muligvis havde set mere fortabt ud, end det havde været meningen. Hun forsøgte at sende ham ét tilbage, men havde ikke helt hjertet med. Til gengæld var der noget andet, han havde sagt, der hang fast som en tøjstrimmel i en tornebusk.
"Andre? Andre som hvad? Andre som i... Bred Population-andre?"
Hun havde lagt hovedet en anelse på skrå og endnu engang justeret sine papirbunker sirligt foran sig uden helt at lægge mærke til det.

[Adam Shaw]

Det havde forekommet Adam at den yngre pige lidt levede i en selvskabt boble af urværk og regelmæssighed; dette blev kun bekræftet af hendes spørgsmål. Han overvejede kort om det var selvværd eller noget værre der lå bag dette behov for kontrol, men det lod slet ikke til at Amanda havde overvejet at det der var brugbart for hende også kunne være brugbart for andre. Typisk femtenårig egocentrisme, nu han tænkte over det, men det tankespor gad han ikke følge fordi det ledte ham til at tænke på hvordan han havde været for to år siden. Ikke at der havde været noget decideret galt, det førte bare til personlig stagnation.
"Som i bred populations-andre," bekræftede han, stadig med sit brede smil, og fordi han var i et dramatisk humør, "Som i hver almen husstand-andre, megakorporations-, masseproduktions- og multimillionærs-andre. Men lad os nu ikke komme for godt i gang; ikke sælge skindet og alt det der.."

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda havde aldrig tænkt på sig selv som opfinder. Ikke rigtig. Og da slet ikke magisk. En nysgerrighed for magiens og formularers byggesten havde givet hende et glimrende grundlag for at justere lidt på besværgelser, endda opfinde sine egne, så længe de var afsindig simple. Og på den front havde hun dog haft sine øjeblikke op gennem sit liv. Men aldrig havde hun overvejet muligheden for at skabe noget gavnligt for folk, ikke udenfor dagdrømmes trygge rammer. Men her sad en veritabel kæmpe af en medelev overfor hende, der smilede som en verdensmand og insinuerede, at hun og han faktisk havde fat i noget her. Noget nyt. Og noget brugbart. Måske for alle.
Jo mere denne erkendelse sivede ind, des mere var Amanda splittet mellem at have lyst til at nynne Beethovens "Ode to Joy" og hyperventilere mildt. Den negative feedback fra to så modstridende impulser resulterede i, at hun bare sad og kiggede på sine hænder på bordet en lille tid.
"Wow, det er... Nej, vi må nok hellere lade være med at... Sælge skindet.", sagde hun forsigtigt.
"Men tror du virkelig? Det ser så," hun slog ud med hånden mod Shaws lille fiskebowle, "ordinært ud."
Men trods hendes påtagede misbilligelse, var noget netop gået op for Amanda. Hun havde aldrig tænkt på sig selv som opfinder. Slet ikke magisk. Men nu, hvor tanken var der, ville den simpelthen ikke slippe taget i hende igen.

[/blockquote]