Small steps

[Caelan Gairden]

Time may turn and Time may tell
But why do it feels like it's not going well?
Mayby Time should turn and tell...

¤ Eilionoir Murdoch ¤ Outfit ¤

Lyden af regn mod ruden havde været en fast del af dagen siden Caelan stod op og havde samlet sig sammen til endnu en efterårsdag tilbragt efter et nøje planlagt skema. En nødvendighed, som denne dag havde flere overlap af timer end de fleste og hans tanker den sidste tid ikke helt havde haft så let ved at holde sig til emnet, der blev gennemgået foran ham eller teksten han sad bøjet over. Han så mod ruden, som han passerede den, sukkede let som han skævede til sit ur og tog en beslutning.

I stedet for at dreje af til trappen nedenunder fulgte han gangen videre hen til det store vindue. Der fandt han som han havde håbet den pige han ledte efter. Som altid mærkede han et smil stige op i sine øjne ved synet, men som det havde været de sidste uger var det i dag præget af bekymring, forvirring og en smule usikker tvivl. Hvad end der var sket den dag på trappen foran hovedindgangen, så havde hun stadig ikke talt til ham. Noget han håbede at ændre.

Han stoppede op lidt fra Eilionoir og rettede selvbevidst på skulderremmen til sin taske. "Har du et øjeblik, Eili? Jeg vil gerne tale med dig..." spurgte han dæmpet og alvorligt, mens han forsøgte at møde hendes blik.

[Eilionoir Murdoch]

You better learn how to treat us right

'Cause once a good girl goes bad
We die forever

Caelan Gairden - Outfit

[/center]

Af en eller anden grund, så gjorde regnvejr altid Eilionoir trist og nedtrykt. Specielt når det stod ned hele dagen. Hun var stået op, og havde set ud af vinduet, ud på regnen. Bare synet af det grå landskab udenfor, havde drænet hende for energi, og hun havde kæmpet sig igennem resten af dagen. Det havde ikke været nemt. I den seneste tid havde hun tilbragt rigtig meget tid sammen med sin tvillingebror og hans venner. Også selv om hun ikke brød sig særlig meget om deres selskab, og deres til tider ekstreme udbrud omkring halvblods eller mugglerfødte. Hun havde dog stadigvæk sine udflugter til søen, eller til det store vindue, hvor hun som regel sad og læste. Hendes undervisning var sluttet, og hun havde skyndt sig op til vinduet, så hun kunne sidde i fred, og læse sin yndlingsbog. Hun kørte fingrene hen over siderne, og lukkede øjnene i et kort øjeblik, mens hun lige fandt sin indre ro. Hun havde en tendens til at fare op i det røde felt meget hurtigt, og det havde været særlig slemt de sidste par dage. Og når der var larm på gangen, kunne hun godt blive rigtig irriteret. Da hun åbnede øjnene igen hørte hun lyden af nogle velkendte trin på gangen, og hun snappede kort efter vejret. Han var tæt på. Alt for tæt på. Hvis hun skyndte sig, kunne hun nok godt nå og pakke sammen og smutte ned ad gangen. Hun lukkede bogen sammen, og trak sin taske op fra gulvet. Desværre var den ikke lukket ordentligt, så mange af hendes skolebøger havnede ude på gulvet. Hun sukkede opgivende, og vidste, at nu nåede hun da i hvert fald ikke væk, ved mindre hun satte i løb nu og efterlod sine bøger. Det ville bare være virkelig dumt at gøre det. Hun satte sig ned på knæ og begyndte at samle bøgerne sammen, da Caelan rundede hjørnet og stoppede op lidt fra hende. Selv om hans stemme var alvorlig, kunne hun tydeligt høre ham, og hun lukkede øjnene, mens hun tænkte over, hvad hun skulle svare ham. Hun havde bare ikke lyst til at sige noget til ham. Der ville ikke komme nogle pæne ord ud af hendes mund. Hun tog en dyb indånding, og så op fra bunken af bøger på gulvet. "Hvad vil du da, Gairden?" Sagde hun, og vidste, hvor hårdt ordene måtte lyde, når hun brugte hans efternavn i stedet for det kælenavn, som hun havde givet ham. Det gjorde ondt at være sådan, men så begyndte hun i det mindste ikke at græde. Og det var der stor chance for, at hun ville gøre. Hvis han kendte hende godt nok, så ville han vide det.

[/blockquote][/blockquote]

[Caelan Gairden]

Time may turn and Time may tell
But why do it feels like it's not going well?
Mayby Time should turn and tell...

¤ Eilionoir Murdoch ¤ Outfit ¤

Caelan så ned på hende, som hun sad på gulvet med sine ting i uorden omkring hende. Måde bgerne og papirerne lå på tydede på det var tasken der havde lavet et nummer, men mere lagde han ikke i det. I stedet bøjede han sig ned og samlede et par af bøgerne op. At hun brugte hans efternavn og ikke hans fornavn eller et af de mange kælenavne hun havde givet ham over tiden gjorde ondt, men fortalte ham også at noget virkelig var galt. Ellers ville hun ikke lægge den afstand ind imellem dem. Skære ham ud af sit liv på den måde. ”Jeg vil gerne vide, hvorfor du ikke længere vil tale med mig…”

Han søgte efter hendes blik og endte med forsigtigt at række ud og blidt stryge en lok af hendes hår om bag hendes øre for at lade hånden glide videre ned under hendes hag og blidt, men bestemt tvinge den op, så hun måtte se på ham. ”Jeg har savnet dig, Bunnylove.” Han smilede forsigtigt til hende, mens han søgte efter svar i hendes blik. Et sted i deres mørke dybder måtte svaret være at finde. ”Fortæl mig hvad der er galt?” Det kunne være så mange ting. Hendes bror og hans riddler-venner stod dog øverst på listen af muligheder for ham, men lige under lå en mistanke om at det kunne have noget at gøre med hvad der var gået forud for hendes udbrud på trappen. Så tit havde han ikke set hende bryde sammen i gråd og han havde slet ikke brudt sig om det.