smiling like a bandit

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] No hell below us Above us only sky [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel sad for engangsskyld stille. Det var nu heller ikke med hendes gode vilje, men lektierne kaldte. Hun havde udsat lektielæsningen i faget Muggler Studie i alt for lang tid nu og var kommet bagud. Hun sendte en bister tanke til hendes far, der havde bestemt, at hun skulle tage faget. Han havde været urokkelig på det punkt. Det var mildt sagt et fuldstændig ubrugeligt fag. Da den sidste side var vendt og læst, pustede hun tungt ud og smækkede bogen hårdt i. Hun havde en voldsom trang til at tyre bogen ind i flammerne, men tøjlede dog klogelig sine lyster. Det var blevet mørkt uden for og efterårsregnen slog mod ruderne, mens ilden i pejsen knitrede hyggeligt. Så længe man befandt sig indenfor, gjorde regnen ikke så meget. Hazel strakte armene mod loftet og kiggede samtidig rundt i opholdsstuen. Hun fik øje på en køn pige med kort lyst hår, og et smil bredte sig på hendes lyserøde læber. Betrys. Hun sprang op fra lænestolen og spankulerede let hen til veninden. ”Betty!”, udbrød hun højlydt og rodede op i det korte hår. De to piger havde kendt hinanden siden den første dag på Hogwarts og var altid kommet godt ud af det med hinanden. Hazel slog sig ned ved siden af veninden og sendte hende et venskabeligt smil, ”Hvad fordriver du tiden med?” spurgte hun og lænede sig lidt tilbage i den overpolstrede lænestol. ”Du planlægger måske et komplot mod de underbemidlede Riddlers?” spøgte hun med et glimt i øjet og kunne snildt forestille sig det. Hazel kunne ikke lade være med at se en smule op til Betrys, som ikke holdte sig tilbage i kampen mod de forbandede mider. Egentlig orkede hun ikke at snakke politik i aften. Det hele handlede efterhånden om politik, hvilket selvfølgelig det meste af tiden var fint nok, men som pige havde hun brug for noget fnidder engang i mellem. Som for eksempel nu. tagged betrys Morgan Griffith wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Egentlig havde Betrys ikke tid til at side og slænge sig i opholdsstuens bløde sofa, men hendes ræsonnement for at sidde og slappe af alligevel gik på, at hun ikke ville få lavet sine ting ordentligt, hvis hun ikke var ordentligt oplagt. For to timer siden var det en ganske retfærdig beslutning. Nu var det ren dovenskab. Betrys var dog ikke plaget af nogen dårlig samvittighed og satte sig i stedet bedre til rette mod de bløde puder, men hun fraværende klattede flere kruseduller ned på sit pergament.

Betrys' tankegang var styret af dagdrømme, og hun ænsede ikke rigtig sine omgivelser, før hun hørte sit navn blive kaldt af en velkendt stemme. Hun så op netop som veninden ruskede hende i håret, og hendes mundvige krummede op i lille men oprigtigt smil. "Hej Hazel," hilste hun og smilede større til den jævnaldrende løve, der tog plads i lænestolen ved siden af sofaen. "Åh," begyndte hun, men nåede ikke at sige 'du ved, ingenting', før veninden fortsatte med sit retoriske og i høj grad spøgende spørgsmål. Et ufrivilligt latterfnys kom over Betrys' læber, og hun rystede på hovedet - ikke opgivende men som svar. "Ikke ligefrem!" fortalte hun og holdt pergamentet op, så Hazel kunne se det klattede mønster. I samme bevægelse opdagede hun, at blækket var gået i gennem papiret og havde plettet hendes bukser. "Ej..." mumlede hun og skjulte kortvarigt ansigtet i sin frie hånd. "Der kan du se, hvor jeg er mentalt i dag," bemærkede hun og sendte veninden et sigende blik.

hazel mae abbey