a head-on collision

[Raphael Angus Domhnall]

a head-on collision
Tag Josette Natalya Frost

Raphael var gået direkte op på sovesalen efter sidste time. Han havde måttet kæmpe sig gennem dagens skoletimer med den ondeste hovedpine. Frustrationen over ikke at kunne samle sig ordenligt om skolearbejde, havde næsten været det værste.

Selvom skoleåret først lige var gået rigtigt i gang, var Raphael allerede stresset over de nye fag. Sommerferien havde været forfærdelig lige indtil han havde modtaget resultaterne af sine UGL'erne, som naturligvis havde været gode, men nervøsiteten sad stadig lidt i ham ved udsigten til den afgørende F.U.T-eksamen.

Heldigvis havde en middagslur kureret hovedpinen, og han var smuttet på biblioteket for at finde noget læsestof, om det emne de netop var startet på i Magiens Historie. Han kunne godt lide at være på forkant med alting, hvilket også var grunden til, at han nu gik med næsen i en bog. Han var på vej op til kollegiets opholdsstue, da han rundede et hjørne i høj fart og ramlede direkte ind i en person "Undskyld!" mumlede han forskrækket og bukkede sig hurtigt ned efter bogen, han havde tabt i sammenstødet.

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; padding:20px; border-top: 10px #323D45 solid; border-bottom: 10px #323D45 solid;] [/style] time for some changes ( RAPHAEL ) TAGGED ( INCOMPLETE ) STATUS Josette gik i sine egne tanker, og var på vej ned i fællestuen som var en etage derfra. Hun tænkte at Ellie muligvis var dernede, og det var alletiders sted at snakke med hende, når nu de ikke delte kollegium. Hun rundede hjørnet, da en person om ud af det blå, og de stødte sammen. Hun takkede sin balance for at hun ikke selv væltede bagover, men kunne nøjes med at tage et par skridt tilbage for at genfinde balancen efter sammenstødet. "Det gør ikke noget, jeg så mig ikke for," skyndte hun sig at svare, og syntes et øjeblik at stemmen der havde undskyldt lød bekendt. Hun havde selv tabt sin bog, som var et mugglerværk, og bukkede sig synkront med modparten, og det var først da hun var nede på knæ for at samle bogen op, at hun fik øje på hvem hun overhovedet var gået ind i. "Åh, Raph, er det bare dig!" sagde hun da hun genkendte sin bedste vens ansigt. Hun mente nok at kunne genkende stemmen. Det havde taget hende noget tid at fokusere på hans ansigt, fordi der allerede var en begyndt så småt at blive mørkt. Forskrækkelsen havde fået hende til at miste kontrollen et øjeblik over metamorphmagien, og hendes hår havde et øjeblik antaget en mørk farve, men det var selvfølgelig ikke sikkert at Raphael havde bemærket det i den lidt mørke korridor. I desperately need a friend to understand

[Raphael Angus Domhnall]

a head-on collision
Tag Josette Natalya Frost

Synet af Josettes velkendte ansigt fremkaldte straks et smil på hans læber. "Josie!" den absolut rareste person sådan at ramle ind i på denne tid. "Kaster du altid bøger efter fyrene?" drillede han kækt, mens han snoede en arm om hende i et halvt kram "Eller er jeg bare heldig?"
Han lænede sig op af væggen, mens han betragtede hende. Hun var muligvis den person, han havde savnet mest i sommerferien.
Raphael havde besøgt sin familie i Italien og havde derfor slet ikke set nogen af sine venner fra skolen. Til gengæld bar hans hud præg af solens stråler, og hans ellers mørke hår, havde fået et gyldent skær. Nu når efteråret stod lige ved døren, kunne han godt savne solen og varmen, men ellers var han godt tilfreds med at være tilbage. "Haft en god dag?" spurgte han, mens han tog brillerne af og stak dem i baglommen i stedet.
Det slog ham, at han slet ikke havde snakket rigtigt med hende i dag. De plejede ellers at sidde ved siden af hinanden til frokost, men i dag havde han været oppe på hospitalsfløjen i stedet på grund af hovedpinen.

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; padding:20px; border-top: 10px #323D45 solid; border-bottom: 10px #323D45 solid;] [/style] time for some changes ( RAPHAEL ) TAGGED ( INCOMPLETE ) STATUS Raphaels smil smittede kun, og fik Josies smil til at brede sig til hele ansigtet. Hun gengældte kejtet omfavnelsen med sin egen frie arm. Hans ord hev en latter ud af hendes læber, som hun havde svær ved at stoppe fordi glæden boblede ud af hende. Hun havde virkelig savnet Raphael. Som enebarn, så var det rart at have en ven der var så nær, som Raph var. "Nej, bestemt ikke. Jeg har gemt det hele til dig," spøgte hun, og gav ham et drillende puf. Hun betragtede ham læne sig op af væggen, og gjorde ligeledes på den modsatte væg; hun havde allerede glemt hvor hun havde været på vej. "Havde du og din familie en god rejse til Italien?" spurgte hun interesseret. Hun var misundelig over at han havde været afsted, fordi hun selv havde tilbragt hele sommeren hjemme ved sin far, og det var ikke fordi det var en skidt ting. Men hun savnede meget hurtigt selskabet, og selvom hendes far virkelig gjorde alt for at tilbringe så meget tid med hende som muligt, så var det på ingen måder det samme som at tilbringe tid med skolekammeraterne og Raph. "Jah, den har da været okay," svarede hun henkastet og trak let på skuldrene. "Jeg synes godt nok at vi pludselig har mange timer med alle de nye fag," Hun skævede til ham, og undrede sig egentlig over hvor han var blevet af til frokost, men nænnede ikke at spørge. I stedet spurgte hun; "Hvad med dig?" I desperately need a friend to understand

[Raphael Angus Domhnall]

a head-on collision
Tag Josette Natalya Frost

Raphael kunne ikke holde et grin tilbage ved lyden af hendes latter. Josette havde den absolut sødeste latter, og han elskede at få hende til at grine. Det var svært ikke at være glad i hendes selskab, "Har du virkelig?" spøgte han videre og sendte hende et blændende hvidt tandpasta smil, "Jeg er meget beæret, frøken Frost" han gav hende et prik i siden og blinkede.

"Det var fint nok" brummede han og trommede lidt på bogen, som han stadig havde under den ene arm, "Som det plejer, du ved - varmt, solrigt og.." ensomt? Han gik i stå, mens han betragtede hende og endte med at trække lidt på skuldrene. Egentlig, ville han have sagt noget i stil med 'jeg manglede dig', det lød bare forkert, så han undlod. Desuden var han heller ikke typen, der kom med den slags udtalelser tit. I stedet lagde han hovedet lidt på skrå og smilede skævt til hende "Men det er nu rart at være tilbage."

Raphael nikkede samtykkende til det med de mange nye fag og kastede et blik op på bjælkerne i loftet over dem. "Haft lidt hovedpine tidligere," en totalt underdrivelse, men han brød sig ikke om at klynke "Ikke noget specielt". Han følte lidt, at han burde undskylde for fraværet ved frokosten, ikke at de havde en decideret fast aftale, men de sad altid sammen. "Er der ellers sket noget, jeg bør vide?" spurgte han i stedet, mens han trommede videre på bogens omslag.

[/justify]

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; padding:20px; border-top: 10px #323D45 solid; border-bottom: 10px #323D45 solid;] [/style] time for some changes ( RAPHAEL ) TAGGED Josette lod sin frie hånd stryge gennem pandehåret for at fjerne det fra øjnene, og lo let af deres interne smådrillerier, prikken og dasken. Hun holdt virkelig meget af Raphael, og betragtede ham nærmest som sin bror; disse situationer bekræftede deres søskendelignende forhold, selvom det godt kunne forvirre Josie en smule til tider... hun havde aldrig haft nogen søskende, og havde et temmelig... unormalt forhold til sin far, i den forstand at de var næsten ligeså gode venner som Josie var med Raphael. Indimellem var det svært at skelne rollerne, og det havde ikke gjort hendes barndom særlig nem. Hendes far havde til gengæld altid prioriteret hende før sine mange løse forhold, og det var noget hun altid havde sat pris på. Fordi uanset hvad, så var Josie stadig hans eneste pige. Tanken bragte et smil på hendes læber. Men det var lidt den samme situation hun havde med Raphael, men bare i den anden grøft. Indimellem havde hun svært ved at skelne sit forhold til ham. På den ene side, så var han som den bedste bror man kunne tænke sig, men på den anden side, så var han også hendes absolutte yndlingsperson, og når hun hørte på sine veninder og deres brok omkring irriterende brødre og søstre, så kunne det ikke helt sammenlignes med Raphael. Raphaels ord svarede ikke helt til tonelejet, og hun skævede til ham med et blik der læste ham alt for godt. Det kom bag på ham at han slet ikke lød som om at havde nydt det, fordi Josie var ærlig talt grøn af misundelse over at han havde været afsted. Hun havde faktisk snakket ret meget med sin far om det med ferie. "'Fint nok'? Italien... det må da være det fedeste! Og du kommer der endda rimelig ofte fordi du har familie dernede! Min far har aldrig rigtig tid til ferier." Hun sukkede let, og betragtede ham i et øjebliks tavshed. "Og du er blevet helt vildt brun... og så sad jeg herhjemme i sørgelige England og blev blegere og blegere, og blev gennemblødt af alt den sommerregn," hun grinte let. Hun smilede dog af at han var glad for at være hjemme igen, - for det var hun også glad for at han var. Raphaels meget henkastede tonefald var det der afslørede ham. Josette havde vænnet sig til for længe siden, at Raphael havde en tendens til at underdrive, men hun undlod at kommentere det. Hun vidste at han gjorde det, fordi han ikke brød sig om at tale om det. Hun smilede skævt. "Hmmh. Nej, der er ikke sket så meget nyt." det var måske lidt løgn. Først og fremmest var Josette blevet den nye næsteleder i anledning af skolestart. Dernæst var en af hendes nære venner, Gareth blevet overfaldet. Hun viftede tanken væk og frygten væk, og flyttede blikket ned på den bog, Raphael trommede på. I desperately need a friend to understand

[Raphael Angus Domhnall]

a head-on collision
Tag Josette Natalya Frost

Raphael følte sig altid som en åben bog, når han var sammen med Josette. Blikkene hun sendte ham, fik ham til at kigge ned i gulvet. ”Præcis, hver eneste sommerferie” brummede han og trak på skuldrene igen. ”Det kan godt gå hen og blive lidt ensomt” mumlede han indrømmende, mens han stak hænderne i lommerne. Hendes kommentar fik ham dog til at se op igen, ”Hold dog op, du ser da godt ud!” han sendte hende et skævt smil, ”Også selvom du er lidt en blegfis – jeg derimod har jo brug for farven.” Raphael var overhovedet ikke typen, der gik særligt meget op i sit udseende, så det var udelukkende for sjov.

”Er der ikke?” mumlede han og kunne ikke helt skjule den drillende undertone, ”Så det passer altså ikke, at du er blevet næsteleder? Tænk det går folk ellers og siger,” han fik det til at lyde henkastet, men det var tydeligt, at han drillede hende. Egentlig brød han sig ikke om politik, hvilket var en underdrivelse – han afskyede det – men han vidste, at det betød meget for Josette.
”Tillykke Josie” sagde han smilende og lød oprigtig, hvis der absolut skulle være en næsteleder, skulle det helt klart være hende. Han gav hendes skulder et klem, men bemærkede samtidig, at noget ikke var som det skulle være. ”Er der noget galt?” spurgte han, og så straks bekymret ud. Han havde en tendens til at være en anelse beskyttende over for sine venner – specielt Josette.

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; padding:20px; border-top: 10px #323D45 solid; border-bottom: 10px #323D45 solid;] [/style] paranoia is in bloom they will not force us Josette smilede varmt ved Raphaels ord, og hun forstod fuldstændig hvad han mente med ensomheden. Hun var selv enebarn, og hun savnede også nogen at tilbringe sommeren med. "Jeg ved hvad du mener... min ferie har også været ret ensom," indrømmede hun ligeledes, og havde nær tilføjet "uden dig", men hun nåede at stoppe sig selv. Hun fugtede ubevidst sine læber, og så smigret ned i gulvet, da Raph komplimenterede hende, og lo let. "Og jeg har ikke brug for farven?" sagde hun sarkastisk. Hans næste ord hjalp ikke just på forlegenheden. "Jo altså, det passer... jeg havde faktisk ikke regnet med at jeg fik posten." indrømmede hun, mens hun skammede sig over aldrig at have fortalt Raph at hun i det hele taget havde ansøgt om posten, - og at hun ikke havde sendt nogen breve hvori hun havde fortalt om det. Apropos... "Jeg er i øvrigt meget ked af at jeg ingen breve fik sendt til dig i sommers." Hun opgav helt at komme med nogen undskyldninger for hvorfor hun ikke havde gjort det, men den væsentligste grund til at hun ikke havde gjort det, havde været at hun savnede ham så meget, at tanken om ham havde gjort hendes vemodig hver gang. Hendes far havde faktisk foreslået at de kunne være sammen i juleferien, fordi at han alligevel havde et større forretningsprojekt der startede i november. Men hun turde ærlig talt ikke spørge Raphael i frygt for at han slet ikke opfattede hende på samme måde som hun opfattede ham. Josette smilede ved hans lykønskning, og gik hen til ham for at omfavne ham. "Tak... du skulle have været den første person til at vide det," sagde hun og slap ham igen. Hun følte sig trøstet under hans hånd der klemte hendes skulder, og skævede i retning af gulvet. "Nej, jeg har det fint. Jeg har bare savnet dig!" - det var ikke en løgn, men det var måske heller ikke hele sandheden. we will be victorious