a word of confidence

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; background-color: #343434; padding:20px; border-top: 10px #af9390 solid; border-bottom: 10px #af9390 solid;] [/style] a word of confidence ( GARETH ) TAGGED ( INCOMPLETE ) STATUS Josettes skridt var hastige og man kunne næsten mærke frustrationen stige for hvert skridt hun tog. Hun gik side om side med Gareth, en af hendes absolut bedste venner, og det var egentlig rimelig let at gætte sig til hvad frustrationens kilde var; det var ikke særlig længe siden at Gareth var blevet angrebet på skolens område, og det havde oprørt Josie enormt meget, fordi hun vidste lige præcis hvad det handlede om, og det var egentlig baggrunden for den samtale de førte lige nu; hun havde forsøgt at overbevise ham om at det bedste på nuværende tidspunkt, ville være hvis han holdt lidt lav profil, og ikke gav nogen en undskyldning for at gå amok på ham igen. Men hun havde ret hurtigt fået dårlig samvittighed over at være så hård, når det trods alt var ham der var blevet angrebet, ikke kunne huske noget og samtidig næsten lige var blevet skrevet ud. Hun stoppede diskussionen med et suk, og sendte ham et brødbetynget blik. "Kan du virkelig slet ikke huske noget fra den aften?" spurgte hun for tredje gang, siden hun fik at vide at han var blevet angrebet, og havde besøgt ham på hospitalsfløjen. Voldsmændene burde virkelig bøde for hvad de gjorde, og tilmed blive smidt ud og forbudt nogensinde at udøve magi igen ifølge Josie. Men det var svært at straffe nogen, når de færreste egentlig vidste hvem voldsmændene var. Josie stoppede med at gå, - hun havde ledt dem på behørig afstand fra korridorerne, hvor alle elever nu var på vej til frokost, og satte sig tilfredst i vindueskarmen for det store vindue. De havde fulgtes fra sidste time som de havde sammen, og Josie var i starten irriteret over hans stædighed, at han ikke bare ville passe på sig selv lidt, men det var i virkeligheden svært at være sur på Gareth i længere tid af gangen; specielt når det var på baggrund af at han ville bevare deres venskab. Hun skævede til ham. "Undskyld. Jeg er bare så vred over at den slags kan ske her på Hogwarts! Det mest sikre sted i hele verden, og så kan den slags ske..." Hun bed sig let i læben, og sænkede blikket uden at flytte på hovedet. I desperately need a friend to understand

table by CALIFORNIA DREAMING of CAUTION 2.0, lyrics by maroon 5

[Gareth Collins]

Dark shines
Bringing me down

TAG - JOSETTE
OUTFIT

Gareth havde følt sig rimelig til overs hele dagen, han havde ingen tryllestav og uden den havde han ikke meget andet valg end at stå og glo mens de andre udførte opgaven. Det gjorde ham desuden ikke gladere, da han tiltrak sig endnu mere opmærksomhed end han allerede fik, ved ikke at deltage i opgaverne. Lærerne vidste det selvfølgelig godt og de fleste tog det pænt, men eleverne irriterede Gareth med deres hvisken når de ikke troede han så det. I virkeligheden havde han ændret sig fra at være den ellers så uspolerede dreng, til en der havde set mørket i øjnene og nu ikke kunne glemme at det fandtes. Hele hans liv omhandlede episoden, han havde problemer med at færdes på syvende sal af en eller anden grund og han havde totalt mistet sin evne til at spille quidditch. Sygeplejersken sagde at hans evne til at manøvre ville komme igen, men Gareth ville ønske at det ville gå lidt hurtigere.

Heldigvis var timen overstået og Gareth var derfor begyndt at snakke med Josette, en af sine gode veninder, der som mange andre af hans venner følte meget stærkt for sagen. De havde diskuteret lidt frem og tilbage, det var mest Josette der snakkede og han tilføjede et par sætninger ind i mellem.
”Nej.” Svarede han tøvende og bevægede sig med hende hen mod vinduet inden han forsatte, da folk var kommet på afstand. ”Jeg kan kun huske en stenmur, men det giver ingen mening.”
Han betragtede hende mens hun satte sig op i vindueskarmen og besluttede sig for at gøre det samme, mens han kiggede ud af vinduet med et tomt blik. Han havde glædet sig til at komme tilbage i skole, men af en eller anden grund, var det ikke som han havde håbet. En forestilling om at alt ville være usket så snart han startede havde floreret i hans tanker, en illusion, helt tydeligt.
”Jah.. Jeg forstår det heller ikke, men det gør mine drømme, jeg fik ikke lukket et øje i nats.” Svarede han hende og overvejede hvordan det kunne være at han ikke kunne huske noget, men alligevel følte sig utilpas.

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; background-color: #343434; padding:20px; border-top: 10px #af9390 solid; border-bottom: 10px #af9390 solid;] [/style] a word of confidence ( GARETH ) TAGGED ( INCOMPLETE ) STATUS Josie kendte efterhånden Gareth rimelig godt, og hun kunne også nu mærke at Gareth ikke følte sig særlig godt tilpas i emnet. Hun vendte kroppen om imod ham, i takt med at han satte sig ned ved siden af, og betragtede sagte hans ansigt mens han kiggede udenfor. Hun rev blikket til sig og lod det falde på Gareths hænder. En rynke af bekymring formede sig i hendes pande, da Gareth fortalte at hans søvn også blev forstyrret af tanken om ikke at være tryg. Hun fugtede diskret læberne inden hun talte igen. "Jeg priser mig lykkelig for at det ikke var mig der fandt dig," indrømmede hun, "Det må have været noget af et chok for Emilia at finde dig helt kvæstet, - jeg er slet ikke sikker på at jeg ville have reageret ligeså hurtigt som hende med at kontakte en lærer. Jeg er så dårlig til sådan nogle situationer," skyndte hun sig at tilføje, for at udrede kommentaren. Det var jo ikke fordi at hun ikke ville redde ham i sådan en situation, for selvfølgelig ville hun det. Hun var bare ikke sikker på at hun ville reagere ligeså hurtigt. Men selvom at man ikke vidste hvem der stod bag angrebet, så var én ting rimelig sikkert... det var en Riddler-tilhænger som havde ondt i røven over at en fuldblodsmagiker støtter de mugglerfødte. Nathaniel strejfede kort hendes tanker, men hun skubbede tanken fra sig igen. Det ville han da ikke gøre, ville han? Det ville han vel egentlig sikkert, hvis han kunne komme til det. Men Josie var også bare temmelig sikker på at det ikke kun har én der stod bag det. Hun forsøgte helt at skubbe tanken væk, selvom det var virkelig svært, og i et vagt forsøg på at skifte emne åbnede hun munden igen. "Hvornår kan du få fat i en ny tryllestav?" spørgsmålet kom ud med en svag stemme, fordi Josie vidste at det var et ømt emne... ingen var glade for at miste deres tryllestav, - det er det kæreste eje på skolen... og så gjorde det selvfølgelig ikke sagen bedre at det efterlod Gareth fuldstændig forsvarsløs og sårbar. Hun hadede den tanke. I desperately need a friend to understand

table by CALIFORNIA DREAMING of CAUTION 2.0, lyrics by maroon 5

[Gareth Collins]

Dark shines
Bringing me down

TAG - JOSETTE
OUTFIT

Gareth vendte blikket mod hende da hun talte om Emilia, han vidste de var gode veninder og havde det egentlig lidt dårligt over at han syntes lidt mere om begge piger end han egentlig burde. Han vidste egentlig ikke hvad det var han følte for Emilia, men hver gang hun var i nærheden glemte han alt om omverden og fokuserede kun på hende. Josette fandt han tiltrækkende og charmerende, men det var slet ikke på samme måde som med Emilia.
”Det var det også, så vidt jeg kunne forstå på hende. Det ved jeg nu ikke, man ved aldrig hvad der sker i sådan nogle situationer før man har prøvet det.” Sagde han med en grødet stemme og smilede halvt til hende.

Gareths blik vandrede hen mod udsigten igen mens han prøvede at huske hvad der skete, han havde prøvet siden han blev udskrevet fra skt. Mungos og det eneste han kunne huske var en stenmur. Det kunne bare ikke være rigtig, mindet var fra en vinkel han aldrig ville kunne nå stående men alligevel viser mindet ham også at han ikke står på noget. Det kunne ikke være et virkeligt minde, garanteret noget hans hjerne fandt på.
”Jeg ved det ikke, jeg håber jeg kan snakke med Emanuel om det, måske har han et forslag.” Fremstammede han slukøret og pillede ved sin skolekappe. ”Jeg har overvejet om jeg skulle besøge det sted det skete… Måske kan det få nogle minder frem.” Sagde han og så op på hende igen, uden det sædvanlige skæve smil på læben.

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; background-color: #343434; padding:20px; border-top: 10px #af9390 solid; border-bottom: 10px #af9390 solid;] [/style] a word of confidence ( GARETH ) TAGGED ( INCOMPLETE ) STATUS Gareths kommentar bragte et svagt smil til hendes læber. "Du har nok ret," svarede hun delvist fraværende ved tanken om at finde en ven i sådan en tilstand, - det var en bedrøvende tanke. Josie selv havde ikke deltaget i festlighederne i ferien, fordi hun havde været ude at rejse med sin far på daværende tidspunkt, så derfor anede hun heller ikke noget om Gareth og Emilia. Josie tog sin taske og placerede ved sin side. Hun skævede til dets indhold mens hun bemærkede Gareths lette stammen. Hun fik helt lyst til at låne ham sin stav af medlidenhed, men det ville heller ikke hjælpe meget. "Ja, gør det. Han kan sikkert hjælpe," nikkede hun i et forsøg på at være optimistisk og opmuntrende. Hun tav dog hurtigt ved hans forslag. "Vel ikke alene? Så lad mig i det mindste gå med. Måske hjælper det, men du skal helt sikkert ikke gå alene," insisterede hun, efter at have fanget hans blik og sagt det med et alvorligt udtryk. Hun løsnede lidt op i skuldrene. "Jeg er heldigvis også temmelig ferm med forsvarsbesværgelser, så måske vil det ligefrem vise sig at være en fordel hvis det skulle ske igen," Hun sendte ham et sarkastisk smil. I desperately need a friend to understand

table by CALIFORNIA DREAMING of CAUTION 2.0, lyrics by maroon 5

[Gareth Collins]

Dark shines
Bringing me down

TAG - JOSETTE
OUTFIT

Emanuel havde overrasket Gareth en del, de havde aldrig været særlig gode venner og alligevel havde han efterladt chokolade til ham da han stadig lå på hospitalsfløjen. Han håbede han kunne hjælpe Gareth med at få en ny tryllestav, men han var ikke sikker. Det var nok en tabt sag og han ville nok ende med at skulle få en ny en til jul. Han fortalte hende derefter om sin plan og så fra sin kappe op på hendes ansigt.”Det ville være rart hvis du ville..” Svarede han og så afventende på hende.
Han smilede halvt til hende over hendes sarkastiske bemærkning og nikkede, hvorefter han sukkede dybt og forsatte: ”Det er du, men jeg ved intet om hvordan jeg reagerer… Hvis vi går derop altså… Det kunne udvikle sig dramatisk” Hans blik flakkede mellem hende og vinduet et par gange, hvorefter det endte på hende, med en mindre undskyldende mine. Han følte sig virkelig ynkelig i øjeblikket, ikke at have en tryllestav fik ham til at føle sig nøgen og forsvarsløs, hvilket ikke var særlig rart for en dreng som Gareth der tog en ære i at kunne forsvare sig selv.

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; background-color: #343434; padding:20px; border-top: 10px #af9390 solid; border-bottom: 10px #af9390 solid;] [/style] a word of confidence ( GARETH ) TAGGED ( INCOMPLETE ) STATUS Josie sad lidt i sine egne tanker om hvordan hun ville håndtere hvis hun mistede sin stav; den der i teorien havde valgt hende, og hvad hun skulle have gjort hvis ingen stav i hele verden havde valgt hende. Hun gøs ved tanken og blev heldigvis afbrudt i tankestrømmen af Gareth, som fortalte om planen. Hun havde ikke forventet at han ville gøre det så tidligt, og hun havde slet ikke regnet med at det var en sag han ønskede at indblande hende i. Smigret over tydeligvis at have en del tillid hos Gareth, kunne hun ikke benægte at det var en god idé, selvom hun frygtede at det var for tidligt, og ville vække et form for traume. Hun betragtede ham intenst et stykke tid uden at sige noget, og da hun vurderede hans ansigt til at virke alvorligt og sikkert, så rankede hun ryggen. "Det kunne det," sagde hun samtykkende. "jeg vil godt tage med dig." konkluderede hun, og sendte ham et skævt smil. Det var en farlig sag at indblande sig i. Men det var også enormt vigtigt for Josie at vide hvem fjenderne var på skolen, fordi ærlig talt, så følte hun ikke at hun kunne stole særlig meget på nogen. Tanken om at voldsmændene kunne være lige i nærheden skræmte hende. I desperately need a friend to understand

table by CALIFORNIA DREAMING of CAUTION 2.0, lyrics by maroon 5

[Gareth Collins]

Dark shines
Bringing me down

TAG - JOSETTE
OUTFIT

Gareth var kun glad for at Josette ville give ham den gave at følge ham tilbage til det sted hans minder forsvandt. Han var ikke sikker på at han ville være særlig ivrig for at komme tilbage dertil hvis han kunne huske hvad der var sket, men da han ikke kunne huske noget, havde han aller mest brug for at få fyldt det hul ud der befandt sig i hans tanker.
"Tak Josette" Svarede han hæst og betragtede hende lidt. "Du må love mig at komme til mig, hvis der nogensinde er nogen der truer dig.. på en eller anden måde.. Selvom jeg nok kun vil være til nytte når jeg har fået en ny tryllestav" Bemærkede han med et skævt smil og så hende ind i øjnene, mens han strøg fingrene gennem håret. Josette var mere udsat fordi hun var mugglerfødt og selvom overfaldet på ham selv havde bevist at ingen var sikre, var han bekymret for om de ville gå efter hende næste gang.

[Josette Natalya Frost]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; background-color: #343434; padding:20px; border-top: 10px #af9390 solid; border-bottom: 10px #af9390 solid;] [/style] a word of confidence ( GARETH ) TAGGED ( INCOMPLETE ) STATUS Josie selv sad lidt og var pludselig meget bevidst om præcis hvor hendes tryllestav var i bæltet ved tanken om at måtte stille sig op og forsvare sig selv og Gareth. Men hun fangede hans blik da han talte, og gengældte det med en anelse bekymring. Hendes øjne afslørede hendes bekymring med samme farve som når hun var angst; en dyb brun farve som var unaturlig for hendes ellers grønne øjne. Hun hadede at hun var så let at læse, fordi hun var ude af kontrol med metamorphmagien, men til gengæld havde hendes hår samme farve som det altid havde, - som det altid havde været intentionen at det skulle være. Det var sådan hun foretrak sig selv. "Selv tak. Fordi at du er min ven," svarede hun meget alvorligt, selvom ordene kunne komme fra et barn. Men hun lovpriste virkelig alle de varme mennesker der valgte at være en del af hendes liv. Folk, som accepterede hende og endda værdsatte hende. Hun smilede og strøg Gareth med lette strøg over armen, - ikke fordi hun mente at han havde brug for det, men fordi hun selv havde brug for det. Hun tog armen til sig igen. Hun følte sig enormt lille på sådan en skole, og hans ord gjorde hende ærlig talt en smule bange. Tænk hvis hun VAR næste offer? Og Gareth var blevet fundet fastbundet i en lammer. Hvis først Josie blev ramt af dét, så ville hun være ligeså udsat som hvis hun ingen tryllestav havde. Hun gav dog Gareth et opmuntrende smil, selvom det var halvhjertet. "Det ville være dumt at forsøge sig på mig... hvis der er noget jeg er god til, så er det trods alt forsvarsbesværgelser." sagde hun, og forsøgte at overbevise sig selv om at hun også selv troede på det. Én ting var forsvar. Men hvad med angreb? Ville hun nogensinde få brug for det? Hun trøstede sig selv med at hun i det mindste ikke var typen der talte højt om sine holdninger, og hun var jo med i Status Quo netop fordi hun ønskede at holde sig neutral og skabe fred frem for splid blandt eleverne. Hun bestemte sig for, at angreb ikke nyttede noget, og at forsvaret helt klart var en førsteprioritet her. Hun kiggede på sit armbåndsur som hun havde fået i gave af sin far for nogle år tilbage. Det var midt i frokostpausen nu. Hun kiggede op på Gareth. "Hvad har du nu, efter pausen?" spurgte hun, og skubbede ærmet fra sin kappe tilbage over uret. "Jeg har faktisk fritime nu. Men hvis du har time, så kan vi vente med at... at gå på syvende etage til efter aftensmaden i aften?" Det hele kom lidt frem som en forfjamsket mumlen. ( CLOSED ) I desperately need a friend to understand

table by CALIFORNIA DREAMING of CAUTION 2.0, lyrics by maroon 5

[Gareth Collins]

Dark shines
Bringing me down

TAG - JOSETTE
OUTFIT

Gareth blev en smule forbløffet over hendes bemærkning og smilede blot varmt over det. Han kunne godt forstå hendes taknemmelighed, han var selv utrolig glad for sine venner, da de var de eneste han egentlig havde. Hans mor og søster var ikke specielt glade for ham, han var den store skuffelse. Han rykkede sig lidt tættere på hende, efter hun strøg ham over armen, mest fordi han havde brug for at føle menneskelig nærvær. Han havde kort lagt mærke til den lille forandring i hends øjne, men han kommenterede det ikke, da han ikke var helt sikker på hvad det betød.
"Det er sandt, desuden så skal du ikke bekymre dig.. Vi passer alle på hinanden i disse tider." Sagde han og lagde en hånd på hendes skulder og trykkede den forsigtigt.

"Jeg vil gerne vente, også selvom jeg har fritime, men jeg tror det er bedst at jeg får mine timer overstået inden vi begiver os ud på eventyr." Bemærkede han og smilede halvhjertet til hende. Det kunne trods alt ende med at han blev så bange at han ikke var i stand til at gå til time og det ville han ikke risikere.

CLOSED