The garden's tale

[Shahzad Darzi Wilson]

Love and compassion are necessities, not luxuries, without them humanity cannot survive

[/size]
TAG - BETRYS
OUTFIT[/center][/color]

Efteråret var ved at forvandle træernes blade til guld og enkelte grene stod allerede ud som nøgne små pinde. Kulden havde taget fat i Hogwarts og de fleste havde skiftet til deres lidt varmere kapper, når de ikke lå og dasede i de små solpletter. Lige netop dagen i dag var indhyllet i et klart solskin, der var en skarp kontrast til weekendens dramatisk hændelse. En ung fyr af pakistansk herkomst var på vej udenfor, stadig iført sit skoletøj, med det mål at finde en bestemt pige han måtte snakke med. Det var ikke så længe siden de havde set hinanden til Hallows mødet, selvom det virkede som evigheder siden med alt det der var sket, men han måtte finde hende nu – for at være sikker på hun var okay. Han ville have snakket med hende i Forvandlingstimen, men Maverick havde været over ham som en falk og han havde ikke haft nogen chance. I stedet havde han spottet hende da hun forlod Storsalen og havde håbet på han gik den rigtige vej, da han besluttede sig for at hun var gået udenfor. Shahzad havde snakket lidt med de gryffindor elever han kendte og selvom det ikke var en knægt han kendte særlig godt, gik det ham stadig på og han ville være sikker på at Betrys ikke var ved at gå i spåner også selvom det ikke ville ligne hende at gøre det.

Efter at have gået rundt foran Hogwarts, bevægede han sig om bag ved det store slot og da han spottede hende, hoppede han af glæde og vinkede. ”Betrys!” Kaldte han på hende og satte i løb hen mod hende. Da han nåede hen til hende fik hun et stort kram og han kiggede indgående på hende, med en hånd på hver side af hendes skulder. ”Er du okay?” Spurgte han med en tydelig bekymring i stemmen og slap så hendes skuldre igen, mens han så undersøgende på hende.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Som altid, når Betrys kunne stjæle et øjeblik for sig selv, var hun gået udenfor for at gå ned til udkanten af den Forbudte Skov. Men på vejen havde hun indset, at det ikke nyttede noget - det var ikke længere lige nemt for hende at smutte afsted, nu hvor hun var præfekt, og egentlig burde hun holde sig langt væk for ikke at være et dårligt forbillede - og derudover var der sikkert nogen, der ville bruge det imod hende i et forsøg på at tage skiltet fra hende.

Opslugt af tanker om det nylige overfald, gik hun i stedet om bag Hogwarts med blikket fæstnet i græsset, der ikke havde bukket under for efterårsfarven. Først da hun hørte sit navn blive råbt, sled hun blikket fra den stedsegrønne plante og glemte et kort øjeblik, hvad hun gik og tænkte på. Hendes ansigtsudtryk mildnedes betydeligt idet hun slappede af, og hun vinkede til ham, mens han løb det sidste stykke over til hende. Hun skulle lige til at hilse, da han trak hende ind i et kram, og hendes læber skiltes i stedet i lydløs overraskelse. Så lænede hun kortvarigt panden mod hans brystkasse. "Hej Zad," mumlede hun, og selvom han mente det vel, kunne hun ikke lade være med at rødme, fordi hun ikke følte, at omfavnelsen var helt naturlig. Så så hun op på hans opfordring, stadig rød i kinderne og meget bevidst om det. Hans spørgsmål kom en smule bag på hende, men hun lagde ikke noget særligt i det. "Jeg klarer mig," sagde hun. Hun antog, at han mente med hensyn til Collins-episoden og blev pludselig nervøs - kunne man mærke på hende, at det gik hende så meget på?

Betrys følte, at hun krakelerede en smule under Shazads hænder - hun havde ikke smækket en facade op, men det var af ren vane, at hun ikke bar følelserne uden på tøjet. Det var nemt at stole fuldstændig på Zad, når han var så åben og ligefrem, og hun kunne ikke lade være med at lufte sine bekymringer. "Jeg føler mig... Magtesløs. Det skulle ikke være sket," indrømmede hun med en lettere spag stemme og følte sig forfjamsket, dog uden at vise det.

evander king • oufit

[Shahzad Darzi Wilson]

Love and compassion are necessities, not luxuries, without them humanity cannot survive

[/size]
TAG - BETRYS
OUTFIT[/center][/color]

Selvom Betrys svarede kort gjorde det ham yderst tilfreds at i hvert fald høre hun var okay, men hun fik dog et tænksomt blik før han lod emnet ligge. Han ville ikke tvinge noget ud af hende hvis hun ikke havde lyst til at sige det og løvinden var ikke kendt for sin åbenhed når det kom til privatlivet. Dette var også grunden til at det overraskede ham at hun selv tog initiativet til at fortælle mere om hvad der fløj igennem hendes tanker og han kunne ikke lade være med at smile sørgmodigt over hendes ord.

”Nok er du Præfekt men derfor kan du ikke redde verden.” Svarede han opmuntrende og kløede sig i håret. ”Du gør jo allerede så meget.. for Hallows og for dine venner, jeg er sikker på at hvis Collins bebrejder nogen – så er det ikke dig”
Grævlingen mente dog at hendes følelser var naturlige og helt i orden, da hun trods alt bar et stort ansvar som præfekt. Selv havde han dog haft svært ved ikke at tænke på sin egen oplevelse da han hørte om Collins, men han havde på fornemmelsen at selvom hans havde været slem nok, var Collins’ særlig grusom. Det var noget der poppede op engang imellem, men lige nu var det Betrys han ville snakke om og ikke sine egne traumatiske oplevelser.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Et ufrivilligt smil kom over Betrys' læber, da han påpegede, at hun ikke kunne redde alt og alle - det fik hende dog også til at klappe mentalt i og lukke følelserne inde igen, fordi hun havde en stærk følelse af, at han nok ikke ville kunne sætte sig ind i, hvordan hun havde det. "Du har nok ret," sagde hun stille og lod blikket falde igen. Så rystede hun let på hovedet, stadig med blikket nedadvendt. "Collins... Jeg har snakket med min familie om det," fortalte hun og mødte Zads blik igen med fornyet rødme i kinderne - hun kunne slet ikke slappe af. Hun var ikke vant til den slags opmærksomhed, og særligt ikke fra ham. "Min oldefar er gået med til at donere en ny tryllestav til ham - hans egen blev jo knækket," fortsatte hun og fik blanke øjne. Hun fremstod dog som samlet og brugte al sin energi på at fortsætte således.

Der var flere grunde til, at Betrys holdt sine følelser for sig selv. For det første mødte hun sjældent forståelse, når hun betroede sig om dem. For det andet brød hun sig ikke om at åbne sig for gud og enhver mand, hvis ikke de havde vist, at de oprigtigt var hendes venner. Derudover var det også bare nemmere, at holde sig oppe, hvis folk ikke kendte til de ting, der gik hende på, og med alt det, der cirkulerede på skolen for tiden, var det bedst for hende, hvis hun ikke virkede som et følelsesvrag - og dermed også et oplagt mål.

shazad wilson • oufit

[Shahzad Darzi Wilson]

Love and compassion are necessities, not luxuries, without them humanity cannot survive

[/size]
TAG - BETRYS
OUTFIT[/center][/color]

Shahzad betragtede hende med et varmt smil, hendes svar forsikrede ham at hun nok skulle klare den, også selvom han vidste det ikke var nemt for nogen af dem. Han prøvede at få øjenkontakt med hende, men da hun holdt blikket nede, endte han med at bøje sig en smule for at prøve at se hendes ansigtsudtryk. Det endte derfor med at de var en smule for tæt på hinanden, da Betrys kiggede op igen og han rykkede sig intuitivt lidt tilbage, da de naturlige personlige grænser blev brudt.
”Det er meget gavmildt af dem.” Bemærkede han og nikkede tænksomt. Han var ikke helt sikker på hvordan de ville vide hvilken slags tryllestav Gareth kunne bruge, men han ville ikke spørge ind til det, da Griffith familien helt sikkert vidste hvad de gjorde.
”Jeg snakkede også med et par af dine kollegiekammerater, alle er vist rimelig oprørte over episoden. Det var jeg også og jeg kender ham ikke engang.. ” Forklarede han og gestikulerede lidt med armene, hans egen ærlighed var opstået af et ønske om at få hende til at føle sig mindre alene og vise at han også havde svært ved at kapere det, selvom han langt fra var sikker på at det lykkedes.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Det sitrede i Betrys' mundvige, da Zad anerkendte hendes families gavmildhed, men det nåede ikke hendes øjne. Hun så af natur en smule bedrøvet ud, hvilket hun kun var alt for bevidst om i en situation som denne, så hun holdt blikket sænket for ikke at alarmere Shazad mere end han var i forvejen. "Det er voldsomt," sagde hun hæst, noget der skyldtes, at tårerne trykkede ufrivilligt på. Hun brød sig ikke om at være så sårbar foran en klassekammerat, og hun rankede sig sig demonstrativt og løftede blikket igen - dog uden at se på ham.

Betrys brugte nogle øjeblikke på at samle sig, før hun talte igen. Hun kunne ikke helt afgøre, om stilheden mellem dem var akavet eller ej. "Zad?" spurgte hun så og vendte atter blikket mod ham. Hendes øjne var stadig blanke, og øjenkrogene pegede nedad i en naturlig, trist vinkel, nu hvor hun ikke smilede. Det slog hende, at hun ikke vidste, hvad hun ville sige, så hun løftede en hånd og lagde den på hans ene overarm med et stille "Tak..." der næsten var mere luft end lyd. Et glædesløst fnys kom over hendes læber, og vandet samlede sig synligt i hendes øjne, men i stedet for at lade blikket vige igen, så hun indtrængende på ham for at få ham til at forstå, at hun mente det af hele sit hjerte.

shazad wilson • oufit

[Shahzad Darzi Wilson]

Love and compassion are necessities, not luxuries, without them humanity cannot survive

[/size]
TAG - BETRYS
OUTFIT[/center][/color]

Shahzad så alvorligt ud i luften mens han nikkede et par gange over hendes bemærkning. Han var fuldstændig enig med hende. Det var virkelig det værste han længe havde oplevet ske på Hogwarts. Et lille smil kravlede frem på hans læber, da han bemærkede hvordan hun skiftede mine og kunne ikke undgå at bemærke hvor typisk det var for Betrys at tage sig sammen på den beslutsomme måde. Han kendte ikke mange som hende, de fleste ville nok klynke i evigheder, men løvinden foran ham havde en evne til at lægge sig selv til side. Han havde ikke selv lagt mærke til stilheden, da han havde haft travlt med at tænke på hende mens han betaget betragtede hendes væsen og tiden var derfor gået lynhurtigt.
”Jah?” Svarede han spørgende med en lavmæld dyb stemme, mens hans blik hvilede på hende og afventede hendes næste ord. Han så en kende mere alvorlig ud en før, en smule nervøs for hendes næste ord, men da hun kiggede på ham igen og lagde sin hånd på hans arm dukkede der et smil op på hans ansigt og han rystede på hovedet. ”Ingen årsag.” Svarede han og lænede sig lidt fremover mod hende, mens hans blik heller ikke veg fra hendes. Derefter løftede han hånden og aede hende forsigtig ved siden af hendes øje, som for at fjerne de tårer der ikke havde vist sig så tydeligt endnu.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Det altid tilbagevendende smil på Shazads overbeviste Betrys om, at han ikke dømte hende, og hun følte sig sikker på sådan en måde, som man kun gjorde, når man stolede på andre. Det var sjældent hun opnåede den følelse af tryghed, mest fordi hun frarøvede sig selv af den i et forsøg på at beskytte sig selv.

Bevidstheden om, at Zad lænede sig ind mod hende bestyrtede hende slet ikke på samme måde, som hans tilnærmelser havde gjort for bare et par minutter siden. Hendes vejrtrækning var blevet smule ujævn, men hun havde endnu ikke bemærket manglen af kontrol over sig selv. Da hun så mærkede Zads varme hånd mod sin hud, gled hendes øjne i, og den første, salte tåre løb ned af hendes kind. Spændingen, der havde plaget hende så længe, at hun knap ænsede den længere, løsnede sig straks i hendes tindinger og hovedbund, og hendes læber skiltes i et lettet suk, der forsvandt i vindens milde brusen. En del af hende ønskede at være tættere på Zad, end hun ville indrømme over for sig selv. Det var ikke rigtig en følelse, hun genkendte, men hun reagerede instinktivt på den ved at læne sit hoved let ind mod hans hånd. Der kom ikke flere tårer, men hun holdt stadig øjnene lukkede.

shazad wilson • oufit

[Shahzad Darzi Wilson]

Love and compassion are necessities, not luxuries, without them humanity cannot survive

[/size]
TAG - BETRYS
OUTFIT[/center][/color]

Da Betrys lukkede sine øjne i og en lille dråbe vand trillede ned ad hendes kind, forduftede Zads smil langsomt fra hans læber – mest fordi han var ved at indse hvad der var ved at ske. Han havde åbenbart forventet at hun ville træde et skridt tilbage, eller på anden vis høfligt afvise ham, da han kunne mærke han blev overrasket. Han så et øjeblik væk fra hendes ansigt, rynkede øjenbrynene let og lukkede så øjnene mens han lod hånden bevæge sig op bag hendes hoved og plantede sine læber mod hendes pande. Øjeblikket derefter føltes uendelig langt, hans læber dvælede mod hendes pande så længe han havde mod til, men måtte så trække sig selv modvilligt væk fra hende, uden at være sikke på om han havde dummet sig eller gjort sit livs bedste gerning. Det var i hvert faldt tydeligt at det ikke havde været et venskabeligt kys, hvilket han efterhånden havde vendt sig af med, da de fleste englændere fandt det meget upassende.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Hun havde i sin naivitet ikke forudset, hvad en situation som denne måtte indebære, og hvad hun først anså som spontan gåsehud, koblede hun snart med følelsen af hans bløde omfavnelse om hendes nakke. Det løb koldt ned af hendes ryg, og hun vendte tøvende ansigtet opad i en søgen efter hans læber. Hendes tankestrøm var endt i et tåget hav af forvirring, og hun var ikke selv helt bevidst om, hvad hun gjorde eller hvor hun var. En overvejende følelse af en velkendt længsel begyndte at skylle ind over hende, og varmen steg atter i hendes kinder.

Efter hvad, der føltes som flere minutter, mærkede hun endelig læberne mod hendes hud. Zads læber. Hun stivnede under kontakten. Hendes vejrtrækning forblev uregelmæssig men fik en mere anstrengt karakter. Hun turde ikke åbne øjnene, for hun vidste, hvem hun ville se - og det var ikke hans nærvær, der havde hersket i hendes tanker sekunderne op til den kærlige gestus, han havde udøvet. Tynget af skyld vendte hun ansigtet bort fra ham og åbnede øjnene mod den stedsegrønne græsplane. Den friske vind havde snart tørret den våde stribe på Betrys' kind, og der var intet spor af den fortvivelse, der havde vist sig i tårer for blot få øjeblikke siden. Hvis hun havde kunne sætte ord på sine følelser, ville hun gerne have indviet Shazad i dem. Men hun kunne ikke forklare, hvordan fortabelsen i nogen, der måske ikke engang eksisterede, kunne få hende til at glemme tid og sted. Denne nogen var ikke mere end mindet om et nærvær, der på en og samme gang gjorde hende længselfuld og rædselsslagen. Inderst inde vidste hun godt, hvem der vækkede de følelser i hende, men dette var begravet så dybt i hende, at hun ikke ville kunne erkende det, selv hvis hun prøvede.

shazad wilson • oufit

[Shahzad Darzi Wilson]

Love and compassion are necessities, not luxuries, without them humanity cannot survive

[/size]
TAG - BETRYS
OUTFIT[/center][/color]

Det han havde håbet på ville udvikle sig til en mere opløftet stemning, endte med at føles så akavet at han mest af alt havde lyst til at løbe skrigende væk. Han kiggede nu på hendes hovedbund, ude af stand til at beslutte sig for hvad han skulle gøre. Han pressede læberne mod hinanden og lod sin hånd falde ned langs siden. Derefter strøg han fingrene igennem håret et par gange mens hans blik flakkede mellem Betrys og et udefinertbart sted ude i horisonten.

”Jeg udfordrede vist skæbnen lidt for meget… Hvilket er min akavede måde at sige undskyld på.” Bemærkede han og da hans stemme var hæs og han havde en klump i halsen, hostede han et par gange mens han bankede sig selv på brystet. Zad tog dog ikke nederlaget personligt, han havde før gået væk fra lignende situationer uden at føle sin stolthed var krænket, men han havde desværre begyndt at håbe på at Betrys ville gengælde hans følelser og følte sig en smule ærgerlig over det.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

"Skæbnen..." gentog hun stille. Betrys syntes ikke, at Shazad skulle undskylde, men det virkede en smule håbløst at give sig ud i en forklaring om hvorfor. Usikkerheden ruskede i hendes nerver, men hun gemte den bag et udtryksløst ansigt, som hun vendte halvt mod grævlingen, der i modsætning til hende turde sige, hvad han tænkte.

Erfaringsløs på området, som Betrys var, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre, eller hvad Zad måtte føle i den givne situation. Forhåbningsfuldt greb hun hans ene hånd og gav den et blødt klem, mens hendes blik flygtigt mødte hans igen. Hun var for genert til at sige noget om at være venner - hun var også i tvivl om, hvorvidt Zad bare var en ven for hende - og gik fra Zad med kurs mod skoven uden at sige mere.

closed