Humor me..

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henriettas smil svandt ind til et lille tilfreds smil, da Adam tydeligvis slappede lidt mere af. Hun flyttede sig ikke da han lagde armen bag hende på ryglænet, men var alligevel meget bevidst om at den lå der. Det var svært ikke at være det, siden den var ligeså massiv som resten af ham og hun tog sig selv i at overveje, om den var lige så stærk som den så ud.

Hun kom til at smile smørret og rømmede sig hurtigt mens hun sendte ham et underfundigt blik og selv lænede sig frem da han trak armen til sig igen "Nu bliver du krævende.." drillede hun, mens hun satte fødderne på gulvet igen og begyndte at tage sine støvler på. I stedet for at snøre dem hele vejen op, strammede hun i dovenskab blot snørene hårdt til og bandt dem flere gange rundt om anklerne, afsluttede med en sløjfe og rejste sig. Hun samlede bogen op fra sofaen og stoppede den i tasken før hun svang den over skulderen og så på ham igen med et drillende smil og et vurderende blik "Du er fuld af overraskelser, Shaw." hun rystede på hovedet, stadig smilende "Tak for snakken." hun smøg sig rundt om det lave bord og satte kursen mod døren til gangen, men stoppede efter nogle få skridt og vendte sig mod ham igen "Jeg finder dig når jeg har regnet den ud.." konstaterede hun og løftede den frie hånd for at sende ham et luftkys, blinkede skælmsk og forlod så fællesstuen.

O U T

[Adam Shaw]

Adam havde faktisk aldrig rigtig tænkt på sig slev som fuld af overraskelser, men på den anden side havde han ikke været den mest sociale person og så var det klart at folk havde forkerte forventninger til hvordan han var. Efter et sekunds overvejelse senere skævede han op efter pigen og nåede lige at fange hende i at sende ham er luftkys, der fik hans netop afkølede ører til at blusse op igen. Adam rystede endnu en gang på hovedet og vendte sin opmærksomhed mod koralvandet. Det lykkedes ham dog ikke at finde på nogen geniale gennembrud i de følgende minutter, fordi hans tanker blev ved med at kredse om den lidt kryptiske samtale. Selv Owens havde været imødekommende nok og komplimenteret ham mere end han fortjente, havde han stadig en svag fornemmelse af at noget var gået grufuldt, grufuldt galt og at det kunne ville blive værre. Den enorme ravn skuttede sig lidt og forsøgte endnu en gang at fordybe sig i sit projekt, men fandt det nær umuligt.

[/justify]

//out