Humor me..

[Adam Shaw]

Adam så en smule forbløffet ud da Owens kastede sig ud en længere monolog men det ændrede sig hurtigt til et opfordrende smil; det var dejligt at der var nogen der interesserede sig for ens sag og Adam gjorde hvad han kunne for at huske hendes mange spørgsmål så han kunne svare på hele molevitten bagefter. Desværre virkede pigen meget interesseret i en række forskellige omend relaterede sager, og midt i hvad der et øjeblik lød som en racistisk udtalelse måtte han rynke brynene og indse atdet var for uoverskueligt.
"Rolig, rolig.." sagde han med et bredere grin end man typisk så på hans mørke ansigt, "Det er skønt at du er så interesseret, men jeg kan nu en gang kun svare på et spørgsmål ad gangen."
Han lænede sig tilbage, støttede armene på ryglænet med et åbent kropssprog og et smil rettet mod den yngre pige.
"..Lad os prøve igen.." sagde han varmt "Hvad vil du vide?"

[/justify]

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henrietta gik i stå med et uforstående blik og hænderne stadig løftet. De faldt dog langsomt mens han fortsatte og hun selv endte med at se en smule fåret ud da det gik op for hende at hun havde fablet som hun havde. Hun rømmede sig selvbevidst og så et øjeblik næsten brødebetynget ud "Det er det det der med mænd og multitasking." forsvarede hun sig halvhjertet og sendte ham et udfordrende blik under let hævede øjenbryn.

Det drillende fortog sig ogblev erstattet af et overvejende udtryk mens hun overvejede en anden, og mere komprimeret indfaldsvinkel "Okay!" udbrød hun, lænede sig tilbage så hun endte med nakken mod ryglænet og lagde fødderne på bordet, påpasselig med at holde fødderne fra alle de små glasbeholdere "Du siger at du ønsker fred frem for alt, men hvordan vil du opnå den uden at ende med tage parti mellem Hallows og Riddlers? Det virker ret uundgåeligt for mig." hun drejede hovedet mod ham uden at løfte nakken fra ryglænet og så oprigtigt nysgerrigt på ham

[Adam Shaw]

Adam var fristet til at svare noget med kvinder og kønsfordomme, bare for den paradoksale selvironi, men nu havde han lige opfordret Owens til at stille spørgsmål og så duede det ikke at han trækkede den seriøse debat ned til flabetheder. I stedet ventede han bare på hendes spørgsmål og da hun endelig havde valgt hvilket åbnede han munden for at svare med bed det så i sig. Umiddelbart var det et lidt underligt spørgsmål, fordi Adam havde ikke set det som noget problem, men han havde også en anden tilgangsvinkel end pigen.
"Lad mig se.." sagde han og kløede sig tænksomt på hagen, "..Vi sigter ultimativt efter en fredskultur hvor man stopper folk hvis man ved at de planlægger noget forkert eller ser dem i det.. Uanset om man så er i samme parti som dem eller ej. Reglerne skal understreges og gennemtrumfes indtil de to sider lærer at respektere eller i værste fald ignorere hinanden."
Når han sagde det sådan kunne han godt se at det lød tamt, men på den anden side var der bare ikke særlig meget de kunne gøre. Ekstremisterne skulle ud, naturligvis, især dem der havde stået bag Collins-sagen, men det var lidt begrænset hvor meget man kunne opnå som tre personer.

[/justify]

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henrietta lyttede opmærksomt til Adam uden at afbryde og med ægte interesse. Hun endte dog med en tænksom rynke på næseryggen og adskillige nye spørgsmål da han tav "Så det du siger.." begyndte hun og så koncentreret på ham mens hun tænkte over sine ord "..er, at hvis jeg så at en af mine bovlamme brødre lavede ballade i den her stil, så skulle jeg stoppe dem, eller få nogen til at stoppe dem og skide på familiefølelse?" hun så udfordrende på ham, men smilet der stadig sad på hendes læber tog brodden af de ret direkte ord "Eller hvis det havde været en af mine venner, Jess for eksempel, så skulle jeg have stoppet hende, for fredens skyld?" spurgte hun nysgerrigt videre i forsøget på at forstå hans måde at tænke på.

Hun krydsede armene over maven og bed tænksomt ned om sin egen underlæbe før hun drejede hovedet og så på Adam igen "Men, hvordan vil du undgå at det ender i lige præcis klammeri hvis du griber ind? Om det så er med et nobelt mål som fred eller ej?" hun kneb øjnene lidt sammen og så spørgende på ham uden helt at kunne se hvordan man helt skulle kunne undgå opgør af både verbal og fysisk karakter.

[Adam Shaw]

Endnu en gang blev Adam lidt overvældet af en række spørgsmål, men denne her gang var han mere forberedt og siden der i grunden kun var to spørgsmål kunne han holde ud at svare på det. Det første var det lettere, fordi det endnu en gang faldt indenfor et emne han havde travet rundt i tankerne.
"..Jeg siger at hvis du ved at dine brødre kunne finde på at gøre noget, bør du tale med dem og sørge for at de ikke gør det.. Hvis ikke for Fredens skyld, så for deres egen. Vi har en naturlig modvilje mod at skade et andet menneske, men hver gang man gør det, uanset hvor god en grund man har, bliver den uvilje mindre og mindre.." Imens han talte demonstrerede han den skrumpende modvilje med sine hænder indtil han endte med at sidde med den foldede i skødet. Efter en lang tænksom pause fortsatte han:
"Vi vil naturligvis gøre hvad vi kan for at forhindre konflikten i at ske i opsejlingen, men hvis det værste sker, og vi ikke kan nå og hente en lærer.. Er der en række besværgelser designet til at disarmere og uskadeliggøre uden at såre nogle parter."

[/justify]

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henrietta kneb øjnene lidt sammen og nikkede langsomt en enkelt gang før hun smed endnu et spørgsmål i puljen "Og hvis de ikke vil lytte til fornuft og gør det alligevel, hvad så? Hvor langt skal man gå?" hun vippede hovedet lidt fra side til side mens hun forsøgte at optænke en hypotetisk situation "Hvis jeg fandt ud af at Tim havde tænkt sig at gå i flæsket på Polvani, og jeg ikke kunne tale ham fra det, skulle jeg så sladre til nogen højere i hierakiet eller selv tage skrappere midler i brug?" hun brugte ganske ublu sin ældste bror som eksempel, både fordi hun vidste Adam kendte ham, men mest fordi det også betød, at han ligeså vel som hende vidste, at det opstillede scenarie aldrig ville finde sted.

Hun tav igen da han fortsatte og svarede hendes andet spørgsmål og endte med at nikke samtykkende "Sandt, men selvom det kan kategoriseres som selvforsvar, så har jeg stadig trukket stav mod en anden. Det er vel ikke ligefrem indbegrebet af fred." hun rynkede næsen lidt, mens et lille smil krusede sig på hendes læber "Med det sagt så kaster jeg en fantastisk kropslås." hun vippede drillende med begge bryn et par gange og blottede tænderne i et bredt smil. Det var rart at kunne drille nogen og føle sig tilnærmelsesvis afslappet, selvom tanken om Gareth blev ved at murre i hendes baghovede.

[Adam Shaw]

Adam nikkede lidt da Owens foreslog at gå til en autoritær figur frem for at forsøge at løse det selv, og det var helt tydeligt fra rynkerne hen over hans næseryg og øjenbryn at han bestemt ikke gik ind for skrappere midler. Det var, som sådan, noget han havde overvejet før og uanset hvor gerne han ville have det, var det svært at komme udenom at de måtte få deres hænder lidt beskidte. Det var selvfølgelig ikke en rar tanke, men det var heller ikke en rar tid og så måtte man jo justere sig.
"..Tjaah, nu kommer ordet 'pacify' jo faktisk af pax som betyder fred.." forklarede han med et lille smil, "Og jeg ville mene at det var et bedre alternativ end.." men så kom han aldrig længere, for han kom til at skæve til hende og så hendes ansigtsudtryk og det fik ham til fuldkommen at reevaluere hendes sidste ord. En rynke dukkede op på hans pande og han åbnede munden, vidste ikke hvad han skulle sige, lukkede den igen. Det var gået op for ham at det havde en eller anden alternativ betydning, men den eneste han kunne komme på var for suspekt til at komme fra så ung en pige. "Hva-øhh.. Hvad mener du præcist med det?" spurgte han og fejlede vitterligt til at virke nonchalant.

[/justify]

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henrietta betragtede Adam med et næsten overbevisende, uskyldigt smil, men med et blik der spillede udfordrende mens han begav sig ud i en uddybning. Hun nikkede, stadig opmærksom og brummede et opmuntrende "Mhmm.." mens han fortsatte, for så at blotte tænderne i endnu et bredt smil da han gik i stå.

Hans udtryk var alle pengene værd da han tydeligvis fangede det tvetydige i hendes ord og hendes øjenbryn sneg sig sigende lidt op i panden på hende "At det er en af de besværgelser jeg er bedst til selvfølgelig." påstod hun uskyldigt og lagde hovedet lidt på skrå igen uden at slippe ham med blikket "Hvad troede du da?" hun sendte ham et opfordrende blik uden at lægge det mindste skjul på, at hun morede sig en smule "Men der er selvfølgelig masser af andre muligheder også." tilføjede hun og vrikkede lidt med tæerne på bordpladen.

[Adam Shaw]

Adam hadede virkelig de tåbelige, uintelligente pauseord bedst repræsenterede af 'øh'. Det lød bare så ubegavet og devaluerede fuldkommen den ting han havde tænkt sig at sige, fordi uanset hvor gennemtænkt noget var, lød det lige lidt dummere med et intermezzo á la strubelyd. Nej så ville han hellere lige tage sig det ekstra sekund før han svarede til at få styre på hvordan han ville formulere sig. Desværre betød det også at når han blev nødt til at tale hurtigt, eller at hans hjerne af andre grunde ikke lige kunne følge med, så vendte det groft tilbage.
"Errh.." sagde Adam med et blik der flakkede alle mulige andre steder hen end hende. Han rettede lidt på sit slips og flyttede ukomfortabelt på sig men det forhindrede ikke varmen i at stige op til hans ører. Han følte sig forfærdelig udsat og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, "..Det.. Øhm.. Det ved jeg virkelig ikke noget om." Et hæderligt forsøg på at lukke samtalen eller i hvert fald skifte emne, men Adams stemme besad ikke rigtig den autoritære kvalitet den kunne, og det blev kort fortalt ikke særlig overbevisende.

[/justify]

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henriettas blik spillede kun endnu mere da det blev komplet tydeligt at hun havde slået Ravenclaws massive vejleder ud af kurs. Hun sendte ham endnu et oplagt smil og nikkede opfordrende mens han famlede sig frem til et svar "Var det så frygteligt?" hun hævede brynene lidt igen og lænede sig lidt til siden for at puffe let til ham med skulderen.

Hun så spørgende på ham nogle sekunder før hun slap en lille munter lyd, sikker på at hans i forvejen mørke kinder, var blevet lidt mørkere og rystede på hovedet "Undskyld, tag det som en kompliment." hun smilede skævt og så påtaget opgivende ud med begge hænder "Jeg har en gen-defekt. I hvert fald hvis du spørger mine brødre. Jeg kan ikke holde kæft." hun lænede sig igen til siden og gav hans skulder et puf "Kan du tilgive mig?" hun så på ham med de største hundeøjne hun kunne præstere, i tydelig overdrivelse selvom hun mente sin undskyldning alvorligt.

[Adam Shaw]

Adam var bestemt ikke dum, men han havde været heldig at hans begavelse ikke havde været fuldkommen på bekostning af hans sociale evner. Alligevel kunne han slet ikke følge samtalen og var efterladt med lidt den samme følelse som avancerede forvandlingslektier gav ham; han vidste at der var en underliggende logik, men det hele syntes at foregå på så forskellige planer på en gang at han ikke kunne finde hoved og hale i det. Et kort øjeblik blev brugt på at overveje om den yngre pige egentlig var lige så fortabt som ham, men hendes grin og kommentarer fortalte snarere at hun bare så noget der gik over hans hoved.
Hans læber smagte lydløst på ordet komplement i håb om at det ville inspirere en pludselig forståelse, men han forstod stadig ikke hvad det var han skulle tage som et komplement eller hvorfor.
"Jeg er, ærlig talt, ikke helt sikker på hvad du vil have mig til at tilgive dig for.." indrømmede han og sank på grund af hendes udtryk og uvisheden om hvad han skulle lægge i det. Han skiftede sin vægt lidt rundt som følge af hendes dask, ikke for at flytte sig væk men fordi at den uventede, uvante kontakt destabiliserede ham mere end han brød sig om at indrømme.

[/justify]

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henrietta rynkede brynene lidt mens det smørrede smil svandt en smule ind. Hun kunne ikke helt finde ud af, om Adam tog dybt pis på hende, eller om han rent faktisk slet ikke havde fanget den mulige forståelse, der lå mellem linierne. Efter et øjebliks betænkning var hun dog ret sikker på det sidste og hun endte med hovedet lidt mere på sned end før, mens hun betragtede ham med et inspicerende blik "Fordi jeg lige tilbød at smide dig i en fuld kropslås.. uden brug af tryllestav." svarede hun ham rimeligt direkte og uden at pakke noget ind i fine hentydninger.

Hun rettede sig lidt op og trak i bevægelsen benene til sig, så hun endnu en gang endte i skrædderstilling ved siden af ham i sofaen "Du er lidt kær.." hun hævede øjenbrynene lidt og sendte ham et klædeligt smil "..ved du godt det?" hun smilede lidt bredere og slog ud med den ene hånd "Med mindre du sidder og tager pis på mig. I det tilfælde står du til en tur i søen."

[Adam Shaw]

Adam var hverken blind eller dum, han vidste skam godt hvordan han kunne fortolke situationen, men tanken om at en pige han knapt nok kendte kom med den slags tilnærmelser var for fjernt fra den realitet Adam omgav sig med, til at han havde kunne gennemskue hende. Han forstod hvad men for alt i verden ikke hvorfor. Det var egentlig lidt pinligt, fordi han anså ellers sig selv som udmærket til at læse folk og så sad der en pige der og kom så meget bag på ham. Små glimt af fascination dukkede op dybt inde i ham; det ene var hans libido der ikke havde noget imod det billede Owens beskrev, og det blev da også slukket med brutal stædighed. Det andet glimt var i hans værdsættelse af menneskelig diversitet, den fascination der drev ham til at betragte andre mennesker og prøve at forstå deres bevæggrunde.
Han havde ret meget nået frem til at hun drillede ham og ikke noget seriøst mente med det, men derfor fik hendes næste kommentar ham stadig til at udføre et dybt kompliceret stykke koordination. Det lykkedes nemlig Adam at le, fnyse og synke en klump på samme tid, og da det viste sig at være en elendig kombination hostede han et par gange før han så op på hende med vantro øjne. På vejen faldt hans blik på hendes kavalergang der afslørede noget alarmerende frynset og han skyndte sig at fokusere på hendes ansigt. Det var ellers noget han var god til, det med at betragte pigernes ansigt og det krævede stor viljestyrke, fordi fra hans perspektiv fyldte deres barm typisk mere af hans udsyn end deres ansigt. Det var også en af grundene til at han altid tog et skridt tilbage når han talte med folk, det havde været slemt nok at hans vækst og hans hormoner lige havde valgt samme år at slå til. En dyb indånding senere og han var klar til at svare nogenlunde civiliseret.
"Tak.." sagde han med et stadig lidt nervøst smil før han som eftertanke tilføjede, "..Og i lige måde. Men jeg tror jeg venter til jeg kender dig lidt bedre.. "
Det sidste var primært ment som en joke, men det blev leveret med det samme ironiske pokerfjæs han altid brugte.

[/justify]

[Henrietta Owens]

The sun is shining in my window
life's in flow, making music in the morning
creativity touches in for flight


Tag: Adam Shaw - Outfit: Here

Henrietta udstak den drillende kompliment til den massive Ravn ved siden af sig i sofaen uden tøven, skrubler eller forbehold. Komplimenten i sig selv var oprigtig nok, men mere lagde hun heller ikke i den, ligesom hun ikke tænkte over at alle andre måske ikke ville tage den ligeså let som hun selv gjorde.

Hendes tænder blev igen vist frem i et bredt og ganske charmerende smil da Adam lo. Hendes brune øjne spillede drillende mod ham mens hun nysgerrigt sugede alle de små skift i hans mimik til sig og endte med både at more sig og undre sig over hans lettere perplekse reaktion. Hun nikkede næsten højtideligt da han takkede, selvom det stadig smørrede smil dræbte ethvert spor af alvor i hendes ansigt "Meget så lidt, skulle det være en anden gang." svarede hun hurtigt og lagde så ansigtet lidt på sned igen som han fortsatte. Hun overvejede et øjeblik "Var det en afvisning eller en invitation, Shaw?" hun så spørgende på ham, mens smilet var svundet ind til en antydning i den ene mundvig og hendes blik havde fået et udfordrende glimt.

[Adam Shaw]

Adam var så småt ved at forstå situationen som det den var, harmløs, ubetydelig og primært bare for sjov og med den indsigt følte han sig væsentlig mere komfortabel. Komfortabel nok til at løsne op i den lidt anspændte kropsholdning han ubevidst havde endt i, og placere sine arme langs sofaens ryg. Det betød så også at hans ene underarm endte med at røre ved hendes skuldre. Det var dog en forholdsvis uskyldig kontakt, i hvert fald fra Adams perspektiv. Det var meget normalt at han tilpassede sig normerne i sociale kontekster, fordi han for længst havde opgivet at få sin egen vilje om hvad der skulle og burde ske.
Det var også derfor at han ikke havde de store kvaler over at sende hende et smil der måske ikke var helt så kryptisk som de hun kunne præstere, men i hvert fald var godt på vej.
"..Det må du selv regne ud." svarede han og bevarede den fysiske kontakt såvel som øjenkontakten i tre sekunder før han tog sin arm til sig og lænede sig frem mod sine glaskupler med et selvironisk smil og en hovedrysten, meget bevidst om at det var, for ham, en dybt atypisk situation han lige var kommet ud af.

[/justify]