Black and blissful..

[Giovanni Polvani]

..tumbling, awake, asleep, it feeds me
Fate will rule you, the heart
it fools you. To lose your sanity

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni steg med rolige skridt op ad trappen til Ravenclawtårnet. Et trin ad gangen, uden hastværk og uden at bære præg af andet, end at være på vej op til sit kollegium efter et helt normalt ærinde. Hans tanker hang dog stadig ved det forladte lokale og det ærinde han lige havde haft der, som på ingen måder var normalt.

Synet af Løven der vred sig under hans besværgelse for forbi hans indre blik og fik det til sitre svagt i hans mundvige mens han nærmere sig den hemmelige indgang til Ravenclaws opholdsstue. Den svage sitren gled op i et reelt smil, mens han genspillede begivenhederne mentalt og for alle andre ville være et nydeligt billede på en, der gik og tænkte på noget rart.

Han bemærkede ikke for alvor hvem han passerede eller hvem der gik enten foran ham eller bag ham. Først da han var få trin fra toppen af den sidste trappe, løftede han hovedet og stoppede så, da en lille, lyshåret skikkelse fangede hans opmærksomhed. Han endte med den ene fod på trinnet over og blev stående med et uudgrundeligt udtryk på ansigtet mens hun kom nærmere og kom nu til at tænke på den lille blå bog, der stadig lå i skuffen på hans natbord, uden at havde været fundet frem siden hun gav ham den. Han betragtede hendes små, dansende skridt og lænede sig selv lidt ind mod gelænderet med et underholdt glimt i de mørke øjne "Har du travlt.. Emilia?" hendes navn føltes stadig underlig uvant på hans tunge, men ikke på en ubehagelig måde måtte han indrømme.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
En salig nynnen gled ud i mellem Emilias læber, en stille melodi, hvis oprindelse hun ikke kunne huske, men ikke desto mindre fængende nok til at den hang ved. Med langsomme, svævende skridt bevægede hun sig ned af trapperne, med en holdning som en person, der ikke havde en eneste sorg i verden. En let, svirrende følelse rørte på sig i hendes mave af de forventninger hun havde, og samtidig ikke vidste om hun burde have, ved tanken om mødet med sin ven, som hun havde aftalt et par aftener forinden. Samtidig fandt hun, at hun stadig af og til kom til at tænke på drengen, hvis navn hun ikke kendte, der selv samme aften som hun havde aftalt mødet med Gareth, var kommet over til hende i opholdsstuen.

Netop som hun gik der, fordybet lige netop i den tanke, trak lyden af en stemme der var velkendt, uden at være familiær, hende tilbage til virkeligheden og hun drejede hovedet for, at se netop lige ind i de mørke øjne hun lige havde tænkt på. ”Åh.” Synet fik den svirrende følelse i hendes mave til at intensivers og i nogle øjeblikke gik hun i stå og så blot forundret på den ældre elev, der igen uopfordret havde taget kontakt. ”Nej,” svarede hun impulsivt, og havde i et splitsekund glemt alt om hvor hun var på vej hen. Et mildt, klædeligt smil trak frem på hendes læber og hun var gået i stå et par trin over ham. Hendes blik dvælede nysgerrigt ved ham og hun fingererede let ved sømmen på sin kjole. En helt bestemt tanke hun havde cirkuleret om de sidste par dage meldte sig igen og hun så undersøgende på ham i nogle sekunder, men valgte for en gangs skyld for at holde inde og så blot afventende på ham, nysgerrig efter hvad han havde at sige. ”Hvorfor spørger du?”

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

..tumbling, awake, asleep, it feeds me
Fate will rule you, the heart
it fools you. To lose your sanity

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni havde ingen skrupler ved at stoppe for at tale med Emilia, tværtimod sitrede det afslørende i hans mundvige da han tydeligvis hev hende ud af hendes helt egne tanker. Han lagde hovedet lidt på sned og så på hende med et glimt i de mørke øjne mens han gentog hende spørgende "Nej?" han skubbede sig fri fra sin tilbagelænede stilling mod gelænderet og tog et skridt længere op mod hende, uden at slippe hende med blikket.

"Så.." han stoppede og gjorde med overlæg en kort pause mens hans blik ganske indiskret gled over hendes ansigt "Hvad er du så på vej til, som du ikke har travlt med?" fortsatte han, uden egentligt at svare på hendes spørgsmål. I baghovedet på ham summede stadig den sidste rest adrenalin fra hvad der var sket kort forinden, og det fik hans mørke øjne til at virke næsten mørkere end de reelt var. Selvom han virkede komplet afslappet udadtil, var han på vagt og forventede hvert øjeblik at høre nogen råbe, nogen komme løbende, et eller andet, der ville afsløre, at blodforræderen var fundet og hele skolen ville finde ud af hvad der skete når man overskred de usynlige grænser.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Emilias overraskede svar, kom uden hun nåede at tænke over det, som hun i et øjeblik komplet havde glemt hvor det egentlig var, hun var på vej hen. Først da han spurgte ind til det, meldte det sig igen og en sirlig, rosa farve skød op i hendes hvide kinder. ”Jeg mener...” hun holdt en kort pause og sendte ham et lille, klædeligt smil. ”Jeg skal mødes med min ven Gareth. Vi skal kigge på stjernerne,” hun løftede den ene hånd og strøg en lok af det hvide hår om bagved øret. ”Men jeg har ikke travlt.”

Hendes blik dvælede fascineret på ham og hun følte sig tryllebundet af det mørke blik hendes egne blå øjne mødte. Emilia tog et trin ned, så hun endte på det samme som ham og drejede sig med ryggen mod gelænderet på trappen. Hendes blik vandrede over hans ansigt endnu engang, nysgerrigt og undersøgende. Han var høj, noget hun også havde lagt mærke til første gang hun så ham, og det gjorde at hun måtte lade nakken falde lidt tilbage, for at kunne se ham. ”Du har aldrig fortalt mig dit navn,” kom det så let fra hende, som havde det blot været et åndedrag og hun betragtede ham med store, forundrede øjne.
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

..tumbling, awake, asleep, it feeds me
Fate will rule you, the heart
it fools you. To lose your sanity

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Antydningen af et smil sitrede på Giovannis læber da Emilias kinder antog en, ganske klædelig, rosa farve og han hævede brynene i diskret opfordring da hun begyndte at uddybe. Svaret fik ham til at knibe øjnene den mindste smule sammen, næsten usynligt hvis ikke man var helt fokuseret på det "Din ven.. Gareth?" gentog han overvejende, så tænksom ud et øjeblik og rystede så på hovedet med et let beklagende blik "Jeg tror ikke jeg kender ham, desværre." løj han uproblematisk og fulgte hendes hånd med blikket mens hun strøg håret om bag det ene øre "Stjernerne løber heller ingen vegne før det bliver lyst igen." han flyttede roligt blikket og mødte hendes igen med et uudgrundeligt glimt "Holder du af stjerner, Emilia?"

Interessen var ægte, i hvert fald synede den sådan mens han fulgte hende med et intenst blik. Han måtte bøje hovedet lidt da hun trådte et trin ned og dermed nærmere på ham, men han flyttede sig ikke eller så væk, gengældte blot hendes undersøgende blik indtil hendes spørgsmål fik ham til at tøve et splitsekund. Han kneb øjnene lidt sammen, ikke helt sikker på hun rent faktisk ikke allerede kendte hans navn, men smilede så da han lod sig overbevise "Giovanni." så snart han udtalte sit eget navn blev hans andet modersmål tydeligt i hans udtale uden at han selv bemærkede det.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Emilias læber trak sig tilbage over tænderne i et let henført smil, og hun lod hovedet falde let på skrå. ”Jeg ville kunne kigge på stjernerne hele natten, hvis jeg fik lov,” et drømmende udtryk tog plads i hendes lyse øjne og hun tog det ene trin ned, der bragte dem på samme plan. ”Men jeg holder mest af månen,” indrømmede hun efterfølgende, med et smil, som havde hun netop omtalt en elsker og ikke et astronomisk fænomen. Hun drejede hovedet og så længselsfuldt ud af et af de lange vinduer, der afslørede den mørke nattehimmel. ”Der er så meget magi i månen, at jeg nogle gange føler, det kan være svært at trække vejret, fordi det er så overvældende.”

Et saligt smil tog plads over hendes læber, før hun drejede hovedet igen og søgte tilbage ind i de mørke øjne. Det var som om det først gik op for hende nu, at hun var kommet tættere på ham og i et øjeblik glemte hun helt at trække vejret. Ligesom med månen, kom svaret fra hendes underbevidsthed og i nogle øjeblikke så hun blot på ham, med et forundret og tenderende fortryllet blik. Der var noget over ham, der tog pusten komplet fra hende, på en måde hun aldrig havde oplevet det gør og som hun ikke helt vidste hvad var, andet end det ganske rigtigt svarede til den følelse hun fik indeni, når hun kiggede på månen.

Det var det samme, der fik hende til at spørge efter hans navn, nærmere om en konstatering end et egentlig spørgsmål. Svaret hun fik var ganske uventet og hun mindedes at have hørt det før, men kunne ikke fremkalde om det var i virkeligheden eller i en af sine utallige bøger. ”Giovanni...” gentog hun i et mildt, stadig lettere åndeløst tonefald. ”Italiensk?” tilføjede hun spørgende, ikke fordi hun var i tvivl om det nu engang var det sprog navnet stammede fra, men fordi han ikke slog hende som en typisk sydeuropæer med det lyse hår og den lyse hud. Det eneste der afslørede det, var de mørke øjne der så tilbage på hende.

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

..tumbling, awake, asleep, it feeds me
Fate will rule you, the heart
it fools you. To lose your sanity

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni betragtede uudgrundeligt pigen foran sig mens hun med en passion der ikke var til at overse, uanset hvor diskret den var, talte om himmelfænomener. Det trak uvilkårligt lidt i hans mundvige, ude af stand til ikke at være blot en smule påvirket af netop den glød der lyste fra hende, selvom det afslørede mere om hans egen sindstilstand end han sllers var villig til at lade skinne igennem.

Han blev roligt stående selv da hun trådte tættere på og betragtede hende fascineret, mest af alt over at hun stadig ikke viste nogen forbehold som han ellers var umådeligt vant til. Tavsheden gjorde ham intet og heller ikke hendes undersøgende blik, i stedet besvarede han det afslappet og havde uden at være bevidst om det, komplet sluppet tanken om det forladte lokale til fordel for hende.

Han smilede svagt, men oprigtigt da hun gentog hans navn og nikkede langsomt en enkelt gang som svare på hendes spørgende fortsættelse. Han overvejede end ikke at uddybe med hverken flere detaljer om sig selv eller sin bagland, men bøjede i stedet hovedet lidt for at kunne se ordentligt på hende, mens han tog tråden op igen "Der er et ordsprog om månen på italiensk.." begyndte han og fortsatte så uden at vente på en reaktion "'Vento, tempo, donne e fortuna - prima voltano e poi tornano, come la luna.'" han udtalte ordene flydende og uden nogen spor af det engelske han ellers brugte mest og så så afventede på hende igen med et smil lurende i den ene mundvig og gav hende chancen for at reagere før han forventede at skulle oversætte.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Emilia så op på den ældre troldmand med tydelig forundring i blikket. Det var uden tvivl det mystiske og ukendte ved ham, der især havde en dragende effekt på hende. Emilia var ikke klar over, hvad hun havde forventet hans navn ville være, men det var i hvert fald ikke hvad hun havde fået. Det vakte dog igen nysgerrigheden til dåd og hun så lige dele undrende og nysgerrigt på ham.

Ved hans ord trak hendes læber uvilkårligt opefter i et smil, der, hvis ikke hendes blik kunne gøre det, tydeligt opfordrede ham til at fortsætte. Smilet falmede dog så snart han fortsatte, ikke fordi hendes humør ændrede sig, men fordi det blev erstattet af fascination og noget helt, helt andet, som slet ikke var til at sætte ord på. I nogle sekunder stod hun blot og så uudgrundeligt på ham, før hun blev bevidst om sig selv og hurtigt slog blikket ned, med blod der støt steg op i de hvide kinder.

Emilia blev dog ikke ved med at se ned, men løftede snart blikket til ham igen, selvom hun følte sig en anelse åndeløs. ”Det lød smukt,” kom det ærligt fra hende og hun lod hovedet falde lidt på skrå. Hun havde halvt åbnet munden for at spørge om hvad det betød, idet trappen de stod på flyttede sig og med et lavmælt gisp, komplet uforberedt på den pludselige ændring, mistede hun i et øjeblik balancen og støttede sig naturligt nok til det nærmeste, som i dette tilfælde var den italienske troldmand.

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

..tumbling, awake, asleep, it feeds me
Fate will rule you, the heart
it fools you. To lose your sanity

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovannis blik hvilede tilsyneladende roligt på Emilias ansigt, mens han bag den afslappede facade fascineret sugede hendes beundrende blik til sig. Der var noget sært opildnende ved det, mens han ansporet af hendes tidligere udtalelse om månen for et øjeblik slog over i sin fars modersmål og efterfølgende betragtede hendes røde kinder med en afslørende sitren i mundvigene.

Han bøjede ubevidst hovedet lidt i forsøget på at fange hendes blik igen og havde halvt løftet den ene hånd for at få hende til det, da hun selv løftede hovedet og mødte hans blik igen. Et kort øjeblik smilede han bredt nok til at et glimt af hans tænder blev synligt. Han nåede at se opfordrende på hende da hun åbnede munden, klar til at oversætte, men nåede aldrig videre før trappe rev sig løs fra sin nuværende position og han sekundet efter havde den yngre Ravn tættere på end han havde kalkuleret med.

Han stivnede mærkbart over den uventede nærkontakt, men havde alligevel instinktivt rakt op og var endt med den ene hånd støttende mod hendes side. Han så uudgrundeligt ned på hende uden at tage hånden til sig igen og uden at trække sig væk. I stedet kneb han øjnene lidt sammen og talte igen "Vind, tid, kvinder og held. De vender dig alle ryggen kun for at komme tilbage. Ligesom månen." oversatte han roligt før han lod hånden falde igen, da han var sikker på hun havde genvundet balancen.

Han stod lidt og betragtede hende overvejende, kastede et hurtigt blik op ad trappen og skar en diskret grimasse over omvejen trappernes flytten rundt nu havde skabt "Der skulle blive stjernestorm fredag nat.." begyndte han lavmælt, stadig tænksomt og drejede hovedet langsomt for at se på hende igen "Du skulle gå op i observatoriet og se det.." han gjorde en kort pause og så sigende på hende mens han fortsatte "..fredag, omkring midnat skulle være det allerbedste tidspunkt." han så på hende et langt øjeblik endnu med et hemmelighedsfuldt smil på læberne, før han gjorde omkring og fortsatte op ad trappen med et enkelt blik tilbage på hende før han drejede om et hjørne og forsvandt.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Emilia havde været splitsekunder fra at spørge om hvad ordene havde betydet, da trappen pludselig gav sig under dem. Normalvis kom det ikke som så stor en overraskelse, faktisk plejede hun at nyde det en del (det var sådan en god måde, at finde nye steder på) men denne gang havde hun været så opslugt af øjeblikket, at det var kommet fuldstændigt uventet. Af samme grund vaklede hun let med et overrasket gisp og lukkede af samme grund sin ene hånd omkring den andens arm i et øjeblik, for ikke at vælte helt.

Der gik nogle sekunder før hun blev bevidst om det og den korte adrenalinrus var overstået. Da den var, så hun igen op i Giovannis mørke øjne, pludselig bevidst om den mindskede afstand i mellem dem, hans hånd mod hendes side og hendes egen hånd lukket let omkring hans arm. Det var en anelse uventet at han blot fortsatte hvor han havde sluppet, men det var effektivt med til at opretholde den fængende cirkel, der nærmest havde lagt sig omkring dem og tryllebandt Emilia, på en måde hun ikke havde oplevet det før.

Langsomt rankede hun ryggen helt igen og lod sin hånd glide fra hans arm, til den igen hang langs hendes side, mens hendes blik stadig dvælede ved ham. Emilia kneb øjnene lidt sammen og så overvejende på ham, som forsøgte hun at læse ham som en af sine bøger. Hun kommenterede ikke på det oversatte ordsprog, så blot forundret på ham, før han selv uopfordret fortsatte. ”Åh...” var dog alt hvad hun fik svaret, før Giovanni var begyndt at bevæge sig. ”Selvfølgelig...” nåede hun at få med, før hun kunne følge skikkelsen der forsvandt med blikket, men noget der insisterende meget mindede om sommerfugle i maven over et skjult løfte, hun ikke vidste om det blot var hendes fantasi der på et øjeblik havde skabt.

c l o s e d

[/blockquote]
[/justify]