|
|
Post by Heather Heartfield on Apr 10, 2012 19:30:55 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Heather blev siddende hvor hun var landet uden helt at kunne finde ud af hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var forvirret, træt og hendes hoved føltes som om det var blevet stoppet ud med vat, der støt udvidede sig mens det opsugede alle tanker og forsøg på rationalitet på sin vej. Turen på gulvet havde kun gjort det værre og hun missede med øjnene som hun forsøgte at finde Thomas' ansigt i mørket.
Hvad hun fandt var hans hånd rakt ud mod hende. Hun tøvede et øjeblik, atter usikker på hvor de stod, før hun tog den med et smil spredende sig på hendes læber uden at hun var sig det bevidst. Dynen havde hun fat i med den anden hånd og trak efter sig tilbage op i sengen. "Det er de..." Hun lod sig synke tilbage ned på madrassen, kæmpende med dynen og ikke mindst sine instinkter nu Thomas atter var hende nær, men efter dem ikke nær nok og slappede af. Hun lukkede øjnene og lukkede hårdt af for alt hun kunne finde at lukke af for, håbende det var nok. "...nu..." Hun kunne ikke gøre mere og vidste ikke hvor meget det ville hjælpe, når hans træk i hende stadig var der så stærkt som nogensinde.
Dynen ville stadig heller ikke som hun ville og en lille frustreret lyd undslap hende, som hun opgav at få fodenden af den op også og vendte sig om på siden mod Thomas. "Har den samlet et leksikon op eller sådan noget?" Hun vrøvlede igen, men havde opgivet at lade være for i aften.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Apr 10, 2012 23:30:22 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Thomas havde det underligt godt med at Heathers hånd befandt sig i hans, imens hun famlede sig ukarakteristisk uelegant op i sengen til ham igen. Han tog imod hende med et lavmælt suk og rykkede sig op mod bagvæggen igen, denne gang forsvarligt med sin egen dyne imellem sig selv og kulden. ”Godt,” kommenterede han dæmpet, før han slap hendes hånd for i stedet at lægge hånden omkring hende igen. Hans delvise forsøg på fred var dog kortlivet, da hendes kamp med dynen blev ham bevidst og han tog en dyb indånding, før han satte sig halvt op, hev dynen fri fra den kant den sad fast i og lidt op omkring det endnu berusede pigebarn i hans seng. ”Sov nu,” opfordrede han hende bestemt, kun en anelse opgivende.
Han lagde armen omkring hende igen, som han lagde sig ned på siden igen og trak hendes dynebeklædte skikkelse lidt ind imod sig selv, stadig med behørig afstand til at minimere andre fristelser. ”Godnat.” Med et hjerteligt gab formåede han at få et plads til sit hoved med næsen halvt i en bunke af hendes hår og selvom det i høj grad blot havde duften af hans egen shampoo, så var der alligevel også noget, der var helt og aldeles hende. En lille tilfreds lyd forlod ham, som han strammede sit greb om hende kortvarigt, for så at slække det igen. Det var ufatteligt at hun var hos ham og mere endnu at hun havde sagt så oprigtigt undskyld og at han var på vej til... Eller måske næsten allerede havde tilgivet hende. Hvilende relativt trygt, i forvisningen om at alt nok skulle blive godt, døsede han hurtigt hen. Ikke mange minutter efter forlod en lavmælt, rytmisk snorken ham ved hver indånding og hans arm lå slapt hen over hende.
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Apr 11, 2012 20:34:10 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Heather lod sig falde tilbage ned på ryggen som Thomas kom hende til hjælp og rakte ind over hende for at få hendes modvillige dyne helt op i sengen til dem. Et taknemmeligt smil var på hendes læber sammen med nogle ord der druknede i et gab, før hun med en tilfreds mine lod sig putte ind i dynen af ham hun holdt af. Hun kom med en samtykkende lyd til hans let kommanderende ord drejede sig ind mod ham igen og lod øjnene glide i som hans duft atter omsluttede hende og den lette tyngde mod hende liv talte for at hans arm også var tilbage om hende. Dynerne gav afstand, men ikke mere end at hun stadig følte sig tæt.
"... at..." mumlede hun allerede halvt faldet hen, nussede hovedet lidt bedre til rette og gik ud som et lys, nu Thomas lå stille og alt virkede til at være vel. Han havde accepteret hendes undskyldning og givet hende håb om at de kunne løse resten, at han stadig gerne ville hende. Aftenen havde efterladt et smil på hendes læber, der blev der ind i søvnen.
CLOSED
|
|
