|
|
Post by Heather Heartfield on Mar 26, 2012 18:28:39 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Aftenen var for længst gledet over i mod midnat, som det flammede brat og voldsomt op i indgangshallens store pejs, badende alt i et sygeligt grønt skær, før det forsvandt igen med samme pludselighed og efterlod en gæst lettere vaklende på stenene og benene. Heather greb ud efter det første det bedste, der viste sig at være hylden over pejsen, og holdt fast der til rummet holdt op med at sejle for hendes blik. Hun lukkede øjnene kort, trak vejret dybt for at få de sidste effekter af suse-turen blandet med måske lidt for meget alkohol væk, blinkede så et par gange og lod blikket søge ud. "Thomas?" Navnet faldt fra hendes læber helt af sig selv, og uden at hun helt var sig bevidst at det havde forladt hendes mund, før det klingede dæmpet gennem stilheden.
Indgangen var på mange måder som hun havde forestillet sig den kunne hun se som hun drejede sig væk fra hylden over pejsen. Tomt rum, sten og praktisk. Hun tog et skridt ud i rummet og tyssede intenst og lidt for højt på den tydelige lyd hendes hæl gav mod gulvet, for så med en forsøgt dæmpet fnisen resolut at tage de to næste skridt ud af skoene. Hendes blik havde fanget månens bløde lys, der faldt ind gennem et højt vindue og ned midt i hallen, og alt andet var for en stund glemt inklusiv at holde sin medfødte charme nede. Hun trådte ind i det, mens et drømmende smil trådte frem og tog til som hun drejede uendelig langsomt om sig selv med ansigtet vendt op i lyset til hun måtte drejede hovedet med rundt. Da fandt hendes blik trappen op og fulgte den trin for trin op mod førstesalen.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Mar 26, 2012 21:14:21 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Der var lys i det lille værelse, hvor Thomas sad med adskillige papirer spredt ud foran sig og en pen fanget vandret imellem læberne, imens han rodede igennem en tætpakket mappe. Hans pande var rynket og randene under hans øjne efterhånden ret udtalte, men han kunne ikke gå i seng nu – det var utænkeligt.
Kaffekoppen dampede stadig, da en lyd fra underetagen fik ham til at se forbløffet op. Han drejede hovedet, rystede lidt på det og var lige ved at vende opmærksomheden tilbage på sit skriftlige arbejde, da endnu noget trængte igennem den lukkede dør. Var det en stemme? Ingen af hans forældre var oppe på det her tidspunkt af natten.
Thomas rejste sig fra skrivebordsstolen og lagde pennen fra sig på bordet. Han åbnede døren ud til gangen forsigtigt, og mærkede allerede da noget, der virkede helt forkert. Fingrene lukkede sig omkring tryllestaven, som han trådte lydløst hen imod trappeafsatsen og endelig kunne se ned, men da blev det potentielle våben i hans hånd også ligegyldigt. Hans blik svømmede lidt hen, som han stirrede ned på den blonde skikkelse og hans mund faldt let åben i betagelse, uden at han rigtig nåede mentalt frem til det faktum, at han burde være vred på det smukke væsen, der blev ramt af månens stråler.
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Mar 27, 2012 7:56:12 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Følgende trappen op med blikket trin for trin trak Heather op af de første for at se rundt om trappens drejning og lige op på den skikkelse der stod for toppen af den. Hendes smil strålede op, som hun tog resten af trinene på tårspidser og uden tanke for andet end hvor glad hun var for at se Thomas, rakte hun op og lukkede hænderne bag hans nakke. ”Thomas!” Hun så smilende på ham, strækkende sig yderligere for at fange hans læber, men i stedet stoppende op, som en rynke trådt frem i hendes pande ved det halvtomme og lettere lallende udtryk han så på hende med. Der var noget galt og som den konstatering trængte igen, sank hun ned på flad fod igen uden dog at tage blikket fra ham.
Hun lod langsomt hænderne synke ned til hans bryst, mens det endelig dæmrede for hende hvad problemet var. Hendes blik sank med det samme og hendes smil det samme til en usikker afskygning af det forgående. ”Er der et sted vi kan tale uforstyrret, Thomas?” Hun kunne ikke få sig selv til at se op på ham, som hun kæmpede mod beruselsens frigørende greb om hendes sind, der fik alle former for kontrol til at smuldre for hende og ikke ville lade hende finde den igen. Det skulle hun dog, hvis hun ville tale med ham og dybt nede forsøgte en lille stemme at fortælle hende noget dårlige ideer, men den trængte ikke igennem heller. ”Jeg… jeg har noget…”
Hun gik i stå, som hendes blik af egen vilje fandt op til hans igen og bedende blev hængende der, som hun ubevidst lænede sig ind mod ham for støtte. ”Noget vigtigt for dig at høre…” Det så fladt, men var det bedste hun kunne komme med, før han var helt fri af hendes indflydelse igen. Hun trak vejret dybt ind og strammede grebet sammen om kontrollen, holdende den på plads med alt den vilje hun kunne lægge i det. Nu skulle han bare lytte.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Mar 27, 2012 13:58:48 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Thomas følte sig underligt let indeni. Han så temmelig bøvet ud, som den smukke skikkelse bevægede sig op af trappen, med skridt, der var alt for lette til at hun kunne være helt menneskelig.
Der var intet han hellere ville end at tage imod hende i sine arme og han lagde dem om hende så snart hendes hænder fandt hans nakke. ”Heather,” sukkede han, helt åbenlyst påvirket af hendes totalt løsslupne evner. Han bøjede hovedet og var millimeter fra at kysse hende, da hun bremsede op. En svag rynke formede sig i hans pande og han så uforstående ud, nikkede så og havde allerede sluppet hendes ryg med den ene hånd, for i stedet at fange hendes, da hun trak sin kontrol gradvist tilbage og han blinkede nærmest komisk. ”Hvad...?”
Han hev sin hånd til sig og slap hende også med den anden, for at træde et skridt tilbage, imens han virrede med hovedet. ”Grindelwalds forbandede... Heather!” På trods af at han holdt sin stemme dæmpet, forlod ordene ham med åbenlys irritation, der hurtigt blev til vrede, som det for alvor sank ind, at det var hende og at hun lige havde benyttet sine medfødte evner til at påvirke ham. ”Du er fuld,” konstaterede han køligt, med en alvorlig rynke i panden. ”Derind...” Han pegede på den åbne dør til sit eget værelse og bed tænderne hårdt sammen, for ikke at sige noget grimt, som han senere ville fortryde.
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Mar 27, 2012 14:57:12 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Heather sank let ind mod Thomas som hun mærkede hans arme lukke sig forførende om hende så snart de kunne og var ved at sukke dybt ved endelig at være tilbage hvor hun mest havde savnet at være, da hans udtryk fik en lille forræderisk klokke til at ringe og hun modvilligt trak sig tilbage. Det var ikke sådan hun ville have ham, men fri til at ville hende og det krævede hun genvandt kontrollen.
Hun så hans udtryk klares op som hun fik sine ord frem, men vidste han nok ikke havde opfattet alt og endnu mindre ville tillægge det værdi, givet til ham i den tilstand. Hun åbnede munden for at svare hans første omtågede spørgsmål, men lukkede den så hurtigt som han trak sig væk fra hende og hun vaklede uforberedt på stedet, gribende gelænderet til en midlertidig støtte. Så mødte hun hans og krympede sig ved det hun modtog tilbage, der ikke lod hans ord meget tilbage i udtryk. Hun bekæmpede en trang til at gå tættere på ham igen og kom så til at smile skævt ved hans konstatering af det åbenlyse. ”Måske en lille smule…”
Smilet forsvandt dog hurtigt ved hans bydende tonefald og bevægelse, som hun fulgte først med blikket og så selv, mens modet atter svandt i livet på hende. Han var vredere end hun havde oplevet ham før, hvilket desværre ikke sagde det store, men alligevel virkede han ikke helt tillukket. Hun håbede det ville holde. Hun så sig kort om, som hun kom ind på værelset og ind mit i rummet. Der vendte hun sig mod ham igen, mødende hans blik kort, før hun endnu engang slog sit ned, mens hun bed sig nervøst i underlæben. ”Jeg kom for at sige undskyld, Thomas…” fik hun lige så stille frem, før hun tvang sig til at se op og møde hans anklagende blik.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Mar 27, 2012 19:16:10 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Thomas kunne ikke se det sjove i situationen, uanset hvor åbenlys hans konstatering var. Hun lugtede af spiritus og selv i hans vrede brød han sig ikke om at tænke om hende, at hun kunne finde på at misbruge sine evner på ham, hvis hun havde fuld kontrol over situationen.
Han var klar til at hale hende med sig, hvis ikke hun selv gik foran, men blev sparet for at træffe den beslutning, da hun fulgte hans opfordring. Som han selv fulgte efter ind på sit værelse, både lukkede og låste han døren. Hans forældre skulle ikke finde en beruset blondine hos ham, uanset at hun var hans... Ekskæreste? Kæreste? Han skød tanken fra sig og krydsede armene over hinanden, imens han så ned på hende med tydeligt anstrengt kæbemuskulatur.
Det forsigtige, nervøse tonefald hun brugte, da hun talte igen, var næsten mere værd end ordene i sig selv, men han lod sig ikke formilde. ”Og det havde du brug for alkohol for at nå frem til?” Han hævede begge øjenbryn en anelse, uden at se videre imponeret ud. ”Jeg burde følge dig hjem. Du har brug for søvn og et bad...”
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Mar 27, 2012 21:29:52 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Det flammede øjeblikket op i Heathers blik, som Thomas ord ramte hende og hænderne, der før havde fingeret nervøst ved kjolen, knyttede sig hårdt. "Nej!" kom det resolut og med lidt af hendes temperament fremme i lyset, før hun bed hårdt sammen om de næste ord, så de ikke løb af med hende også. Det var sværere end det burde være at holde kontrollen og for et par dybe vejrtrækning stod hun blot og så glødende på ham, før vredes-glimtet gik i sig selv igen og hun så væk, som han fortsatte. Hun rystede bare afvisende på hovedet som svar, men fortrød bevægelsen og holdt inde, før hun atter kom til at vakle hvor hun stod. Hun havde brug for at snakke, ikke sove, ikke endnu i hvert fald. "Nej, jeg har brug for at sige det her, Thomas..." Hun vendte blikket tilbage til ham, før hun ledt af afvisningen i hans holdning flyttede sig et skridt baglæns, mens hendes blik faldt endnu engang og hun samtidig lukkede armene beskyttende om sig.
"Jeg forsøgte at finde en måde før ferien, men... ja, og også i ferien, men..." kom det hakkende fra hende, mens hun søgte i tågerne af sit sind efter de nøje udvalgte og sammensatte sætninger, der havde virket så lovende lige ind til nu. Nu virkede de tåbelige og slet ikke brugbare. ".. men lige meget. Jeg er virkelig ked af det der skete.." sagde hun stille, men ærligheden fremme i stemme og blik, som hun endelig igen fandt lidt mod til at se på ham. Det varede ikke længe og som en ubevidst flugt vendte hun sig mod vinduet og mørket udenfor frem for at blive under hans hårde blik. "Jeg kan ikke huske det sidste før jeg står ude i regnen, men det skulle aldrig... jeg skulle aldrig..." En tåre trillede ned af hendes kind og hun tørrede den irriteret væk med bagsiden af en hånd, før hun vendte sig mod ham og med meget lille stemme indrømmede "Jeg har aldrig tabt kontrollen så meget eller sådan før..."
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Mar 28, 2012 11:57:55 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Thomas kunne umuligt sige sig fri for at være påvirket af Heathers tilstedeværelse, ganske følelsesmæssigt, heller ikke efter effekten af hendes willieevner havde sluppet deres tag i ham. Alene synet af hende gjorde det ganske svært at holde den kontrol over sig selv, som han ellers plejede at påkræve. Hans første instinkt var at få hende væk, ikke så meget ud af hensyn til hende, men ud af hensyn til sig selv. Alligevel endte han med at blive stående med krydsede arme og bed tænderne sammen omkring et svar på hendes første ord, der dermed aldrig kom ud.
Hans mine var tillukket, men bag de rynkede øjenbryn kørte hans tanker rundt omkring hendes lyse øjne, den dæmpede stemme og de undskyldninger, der forlod hende. Som hun vendte sig væk, tog han en dyb indånding, ignorerende den svage antydning af hendes duft, der blandede sig med spiritusånde og kaffe ovre fra skrivebordet. Han fulgte bevægelsen, som hun tørrede sin ene kind og rystede langsomt på hovedet. ”Jeg kan huske det,” konstaterede han lavmælt, noget mindre afvisende, uden at han tænkte over det. ”Og jeg ved ikke hvordan jeg skal glemme det igen.” Han rømmede sig, løsnede sine arme og lod dem falde, uden at han slap hende med blikket. ”Du kan betragte undskyldningen som modtaget, men det betyder jo ikke, at det ikke kunne ske igen... Så hvad er det du ønsker at opnå ved at komme her nu?”
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Mar 28, 2012 15:05:49 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Heather så op og mødte Thomas blik fuldt ud, før hun krympede sig ved hans ord. Hun så dog ikke væk, men knugede armene en smule tættere om sig, som hun betragtede ham brødebetynget og ikke så lidt fortrydelsesfuldt. Kunne hun gøre noget om, så var det lige det optrin der stod øverst på listen. ”Hvor slemt…?” begyndte hun, men hendes stemme ville ikke stille spørgsmålet fuldt ud, som hendes blik afsøgte hans ansigt for varige men. Der var ingen, men det betød ikke noget. Hun tog et enkelt tøvende skridt frem mod ham, som han lod armene falde, lige så tiltrukket af ham nu, som hun havde været siden, ja, siden Halloween, hvis ikke før. Atter strammede hun kontrollen, men var sig det pinligt bevidst at hun ikke kunne have den om alt i aften. Ikke både temperament, hormoner, magi og balance. Det var for meget til hendes beduggede hoved at styre.
Hun trak vejret dybt ind og tvang sig til at fokusere på noget andet end at ville over til Thomas og forsvinde i hans arme. Så nikkede hun forstående mens hjertet sank i livet på hende. ”Det forventer jeg ikke du kan… jeg kan ikke, men… ” Hun gik i stå som han atter talte og mærkede lettelse ramme hende et kort øjeblik, før den blev knust under den uundgåelige konklusion, hun burde havde forudset komme. Vindueskarmen gav hende støtte som hun lænede sig tilbage mod den uden at tænke over om den var der. ”Tilgivelse?” Atter svarede hun før hun tænkte og slog blikket ned, som hun slog en hånd for munden, ikke sikker på om hun bad om for meget med det ene ord.
Den faldt dog sammen med hendes arme ned, som hun søgte ham med øjnene endnu engang. ”En chance til? Der er ingen garantier i livet, Thomas. Jeg kan ikke giver dig nogen, ikke nogen jeg ved med ufravigelig sikkerhed jeg vil kunne holde, men jeg kan love at forsøge…” Hendes blik var sårbart, som hendes stemme, der tonede ud ved det sidste ord. Hun kunne ikke bære tanken om at have mistet ham helt, men frygtede han var for sat i sin egen verden til at gøre plads til alt hvad hun var og ikke kun til glansbilledet af en pige.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Mar 29, 2012 13:50:33 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Thomas sendte Heather et enkelt mørkt blik, men besvarede ikke hendes spørgsmål. Han tog en dyb indånding og lod for en kort bemærkning blikket vandre rundt på sit eget værelse, uden at vide hvilket ben han skulle stå på eller hvordan han skulle tolke hendes tilstedeværelse.
Det ene ord, der forlod hende i en spørgende tone, gjorde rynken i hans pande dybere. Han betragtede hende alvorligt og tænkte tydeligvis grundigt over hvad han skulle sige. Grundigt nok til at han endnu ikke havde talt, da hun tog til mæle igen. I stedet lyttede han, løftede sin ene hånd for at klø sig på overarmen og rystede en anelse på hovedet, som hun konkluderede at der ikke var nogen garantier. Endnu forholdt han sig tavs, som han brød sin stilstand, gik over til sin seng og dumpede ned på den.
Hans hjerne knagede og selvom han impulsivt havde lyst til at tage hende i sine arme, så sad mindet om hans egen frygt og gnavede. ”Du... Det er ikke det samme som almene garantier, Heather. Hvis du spørger de fleste mænd, så tror jeg de vil sige at de med rimelig sikkerhed forventer at deres kæreste ikke vil gro kløer og være ved at angribe dem.” Han betragtede hende lidt med rynket pande, før han klappede på sengen ved siden af sig i en tydeligt opfordrende gestus. ”Sæt dig ned, fuldebøtte...” Et svagt træk i hans mundvige blødede de ellers så alvorlige træk op og han sukkede igen.
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Mar 31, 2012 8:45:59 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
At Thomas undlod at svare på hendes halvt sagte spørgsmål og blot sendte hende et møkt blik, var mere end svar nok for Heather. Hun flyttede uroligt på sig, stadig ikke sikker på om hun skulle blive hvor hun var eller give efter for det indre pres om at gå over til ham. Der lå ovre lå muligheden for forsoning, men også for direkte afvisning og det sidste var hun ikke sikker på hun kunne håndtere lige nu. Så hellere svæve i usikkerhed og holde afstanden.
Hendes vandrende blik var ikke længe fra ham, søgende efter de små forandringer i hans ansigt der ofte var de eneste hun havde at gå efter. I aften var facaden dog nede og den lukkede skal nærmest chokerende åben. Han talte dog stadig ikke og som hendes ord døde ud anden gang kunne hun ikke starte igen. Hun lænede sig blot tilbage mod vindueskarmen, ænsende kun overfladisk at det træk koldt ind over hendes ryg for de hun skuttede sig og slap den for at lukke armene om sig igen. Hendes blik fulgte Thomas, som han brød fra sin plads foran døren og i stedet satte sig ned. Det trak endnu værre i hende for at smutte hen til ham, men i stedet koncentrerede hun sig om at lytte.
Det var svært. Især da en lille tør stemme mindende alt for meget om Nessies begyndte at kommentere med på hans ord og forsøgte at fratage hende alvoren for situationen. Det fik en let glimten op i hendes blik, før Thomas overraskede hende med entydige invitation. Hun flyttede sig før han nåede at tale og hun selv nåede at tænke og hendes ene fod fandt den anden, fående hende til at misse et skridt og mindre elegant genfinde balancen halvt, blot for at tumle nærmere end sætte sig ned på sengen ved siden af ham. "Wuuups..." Hun lukkede øjnene kort, mens en ufrivillig lille latter over hende selv undslap hende og rummet fandt tilbage på plads omkring hende. Så rettede hun sig op til at sidde rigtigt, lænede sig en smule ind mod Thomas og indrømmede fortroligt. "Jeg tror måske jeg nåede at få lidt for meget...."
Hendes ene hånd fandt hans, som hun så op i hans øjne og stadig med latteren alt for tæt på overfladen fandt tilbage til det han havde sagt. "Mmmm men jeg tror nu de fleste mænd vil sige at deres kærester gør det en gang om måneden... måske bare ikke så bogstaveligt, men..." Hun klemte hans hånd, før hun fandt helt tilbage til alvoren og forsøgte at lukke af for den effekt hans nærvær havde på hendes tanker. "Undskyld. Jeg ved godt hvad du mener.... Det er bare... Jeg kan ikke ændre hvad jeg er, kun forsøge at forstå det godt nok til at... at..." Hun gik i stå uden helt at vide hvordan hun skulle afslutte og så op på ham efter hjælp.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Mar 31, 2012 18:34:06 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Thomas var ikke mindre alvorlig eller eftertænksom, da han klappede på sengen ved siden af sig. Han var dog klar over at han med sin simple invitation åbnede for muligheden for, at det ikke var sidste gang de talte sammen. Det var måske en fejl, men lige nu virkede det som det rigtige at gøre og selv ikke da Heather med uvandt klodsethed halvvejs væltede ned på den plads han havde anvist, havde han fortrudt.
Han hævede begge øjenbryn med antydningen af et smil og lagde tøvende den ene arm omkring hende, usikker på om lige det nu også var en helt god idé. ”Det mener du?” Et lettere kritisk blik afsøgte den figur hun gjorde, men han protesterede ikke, som hun fangede hans frie hånd i sin. I stedet så han ned på deres samlede hænder, rynkede panden og trak på skuldrene, uden helt at kunne se det morsomme i situationen lige så godt som hun kunne. Han løftede blikket igen ved hendes undskyldning, strammede ubevidst sit lette greb om hende en anelse og rystede en smule på hovedet. ”Jeg ved det godt,” tilkendegav han lavmælt, før han lænede sig frem i en instinktiv handling og plantede et enkelt forsigtigt kys på hendes pande. Han så ned på hende, strøg sin tommel over det lille stykke på hendes ryg den kunne nå og sukkede igen. ”Det var faktisk sådan noget du kunne bruge din halskæde til, at du ved det, Ericaceae...”
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Apr 1, 2012 20:28:36 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
En usikker fnisen undslap Heather, før hun slog blikket ned under Thomas kritiske og forsøgte at samle sig sammen. Det var sværere end hun havde troet mulig og hans evigt alvorlige udtryk gjorde det ikke bedre. Tanken om hvorfor hun var der havde dog den ønskede effekt og fik kvalt den sidste rest af latter med frygt og grimme minder. Helt kontrol havde hun dog stadig ikke og hendes blik var undskyldende som hun hævede det til hans igen.
Som han strammede grebet om hende ganske let, blev hun opmærksom på at han holdt om hende. Det tændte hende smil igen, men hende også til at læne sig tillidsfuldt tilbage mod hans hold, så hun bedre kunne se ham og det med sikker overbevisning om at han nok skule forhindre hende i at vælte bagover. Det huede ikke hendes forfængelighed at måtte indrømme hun ikke stolede på egen balance, men det ændrede ikke på hvordan hun havde det med den. Hans læber mod hendes panden rev hende tilbage ud af de tågede strø-tanker, som hun mødte hans blik med et nyt tåbeligt lille smil på læberne.
Hun rakte op og strøg efter et øjebliks tøven fingerspidserne forsigtigt over hans kind, mens han talte. Så stoppede hun op, rynkede panden i fornyet forvirring og lod hånden falde til hans skulder i stedet. "Jeg tror ikke helt jeg forstår...?" Hendes blik flakkede let hen over hans ansigt, mens hendes hjerte hoppede af glæde der intet havde med emnet at gøre, men alt med at han igen kaldte hende Ericaceae. "Mener du at jeg kunne holde dit minde for dig?" Hun flettede stille sine fingrer ind mellem hans, mens hun tvang sig til at blive siddende hvor hun kunne se hans ansigt frem for at smyge sig tættere ind til ham.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Apr 1, 2012 21:12:38 GMT 1
If people do not believe that mathematics is simple
it is only because they do not realize how complicated life is
Thomas kunne ikke ligefrem påstå, at følelsen af Heathers varme krop, der lænede sig imod ham, var ubehagelig. Han strøg hende forsigtigt og endnu lettere tøvende sine fingre hen over det lille stykke af hendes ryg han kunne nå og plantede et enkelt kys imod hendes pande i en både omsorgsfuld og afslørende gestus. Selvfølgelig kunne han ikke lade være. Hun var alt for sød, med sin skyldbetyngede mine og den næsten barnlige begejstring hun mødte hans tilkendegivelser med. Hendes fingre, som de strøg over hans kind, fik det til at sitre svagt i hans ene mundvig.
Han trak hende blot en anelse tættere og rystede langsomt på hovedet, uden at protestere over nærkontakten med hendes lille hånd i sin. ”Nej. Nej jeg mener at det, der fik dig til at reagere sådan, kunne opbevares der... Hvis du ved hvad det var, vel og mærke.” Han rynkede panden lidt og rystede på hovedet igen. ”Det kan måske være svært at forudsige,” indrømmede han, før han løftede deres samlede hænder og plantede et kys på hendes håndryg, uden at slippe hende med blikket. Endnu et kys lige ved siden af det første senere, rettede han ryggen og rømmede sig lidt. ”Hvis du har tænkt dig at blive her, så trænger du til at bad... Og en tandbørste.” Han rynkede en anelse på næsen og smilede vagt, med et drillende glimt i de lyse øjne.
Tag: Heather
[/font] ● ● ● Outfit:[/color][/size] Click
[/center] |
|
|
|
Post by Heather Heartfield on Apr 2, 2012 20:55:27 GMT 1
Where to end and where to start?* Thomas Chancellor * Outfit *
Som havde den sit eget liv vandrede Heathers hånd fra Thomas' skulder og lige så stille om bag hans nakke, hvor den fandt hans hår at sno om fingrene, mens hun lyttede opmærksomt til hans svar. Det løsnede rynken i hendes pande halvt op, som det med et gav mening til hvad han havde forsøgt at forklare eller nok nærmere redegøre for hende før. Det var dog ingen perfekt løsning, som han så rigtigt tilføjede. Hun bed sig let i underlæben, mens hendes tanker kværnede på at få de nye ideer til at falde på plads gennem de tåger der blev ved med at drukne dem. "Mmmm ja, måske, men ja, det ville kunne forebygge... måske..." Hun virkede ikke helt overbevist, men heller ikke afvisende overfor mulighederne i der lå deri.
Hans læbers lette berøring af hendes håndryg sendte en let gysen ned langs hendes rygsøle og fik gløden i hendes blik til varme op. Hendes hånd lukkede om hans nakke og hendes smil fik lidt mere sikkerhed som et kys mere fulgte det første. Så undslap en lille overspændt fnisen hende, før hun lænede sig ind, kyssede ham på halsen og ganske tæt på hans øre svarede. "Det har jeg... hvis du vil have mig... her..." Hun rettede sig lidt op igen og mødte hans blik med et hævet øjenbryn i klar reaktion til hans lette drilleri. "Det sidste helt bestemt! Men det første...!" Hun rystede let på hovedet blot for at stoppe op, fokusere blikket stift på håret der var faldet ned foran hendes ansigt. Med hånden fra bag hans nakke fangede hun et stykke chips og holdt det frem så det blev synligt. Hun sendte ham et først forundret så opgivende muntert smil. ".. tydeligvis også... hvornår..? Åh!" Hun slap ham søgende med blikket, før hun opgav at klare sig selv og vendte blikket tilbage til ham igen.
|
|
