Laws of attraction...

[Annabel Baker]

go on, go on, come on
leave me breathless

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabels smil trak selv en anelse mere op da han gav sig lidt under hendes fingre af tydelige grunde og i et kort øjeblik var hendes tænder blottede bag læberne. Hun havde dog hurtigt glemt alt om det igen og var i stedet langt mere fokuseret på at glide ned på sengen. Hendes ene hånd vedblev imod hans ryg, ubevidst for at sikre sig at han fulgte med hende.

Så snart han selv var kravlet op, gled hendes hånd om i hans nakke og krummede sig lidt sammen der da hun igen krævede hans læber. Det kildrede ustandseligt i hendes mellemgulv og da hans hånd gled over hendes mave, trak hun vejret dybt og en anelse skælvende ind, uden at bryde væk. Da hånden fortsatte krummede hun fingrene lidt mere sammen og rykkede sig lidt længere ind imod ham, i et ganske tydeligt signal om at hun ingen protester havde.

Tværtimod baskede sommerfuglene stadig løs og selvom hun var komplet på ukendt vand, havde hun ingen lyst til at han skulle stoppe. Den nye, spændende kontakt med Matt drev al hendes opmærksomhed til sig og af samme grund lagde hun ikke mærke til den stort set uhørlige lyd af små skridt. Det var derimod en lavmælt rømmen fra den gamle husalf der afslørede at de to ikke længere var alene i rummet.

Så snart lige det trængte igennem hos Annabel rykkede hun forskrækket hovedet bagud og væk fra Matts læber, som hun ellers havde været travlt optaget af. Instinktivt, overilet og komplet uovervejet satte hun sig brat op i sengen og fandt inden længe husalfen med blikket. "Djali!" lød det overrasket fra hende og helt automatisk greb hun ud efter det første hun kunne nå, i dette tilfælde Matts trøje, og holdt det op foran sin overkrop.

Husaflen fortrak dog ikke en mine og så ikke ud til at tage sig det mindste af hvad han lige havde afbrudt. "Madam Vargas er vendt tilbage fra sin rejse til Marokko. Hun forventer at se jer begge nede til middag om et øjeblik," kom det temmelig monotone svar fra den sammensunkne skikkelse, naturligt nok på det eneste sprog den kunne begå sig på.

Annabel slap et overrasket udbrud fra sig og stirrede ubevidst lidt på alfen med let udvidede øjne, før hun så på Matt med tydelig forvirring og overraskelse i blikket. Modsat hende fremstod husalfen som ganske upåvirket og bukkede blot en enkelt gang, før den drejede om på hælen og forlod værelset som om intet specielt var hændt. Annabel kunne stadig mærke hvordan hendes hjerte bankede overdrevet i brystet på hende, lige dele af chok og ophidselsen fra øjeblikket før de var blevet afbrudt. Øjeblikket efter havde hun skubbet sig selv ud over sengekanten og lettere vaklende ned på gulvet, før hun så imod Matt igen. "Min bedstemor er hjemme."

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

I am dominated by one thing
...an irresistible, burning attraction towards you...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt opgav for guderne måtte vide det hvilken gang at ignorere den mængde af adrenalin der susede rundt i kroppen på ham og fik ham til at føle sig en smule svimmel. I stedet accepterede han det og alle sommerfuglene som en direkte konsekvens af den nye, og ganske berusende, nærkontakt med Annabel.

Han tøvede ikke synderligt da han fulgte hende helt op på sengen og lod sig glide ned at ligge ved siden af hende, stadig løftet lidt fra madrassen så det var nemmere at møde hendes insisterende læber og samtidigt lade den frie hånd gå på opdagelse på hendes overkrop. De sorte blonder under hans hånd var i sig selv ikke det der fik hans puls til at banke endnu hurtigere, men tværimod visheden om, hvad der var under dem. Den bløde fornemmelse var komplet ukendt, men bedre end han nogensinde ville have kunnet forestille sig og kombineret med hendes ganske utvetydige reaktion byggedes hans egen ophidselse sig kun yderligere op.

Han lod hånden forlade det ellers ganske behagelige sted den var havnet og lod den i stedet igen glide ned over hendes side til den nåede den øverste kant af hendes nederdel. Han lod fingrene følge den indtil han stødte på den lynlås han havde regnet med var der og trak den langsomt ned, for så at lade hånden smyge sig ind mellem nederdelens stof og de strømpebukser hun havde på, beholdt den der og trak hende tættere på selvom det næppe var realistisk muligt.

Han var dybt optaget og sansede ikke rigtigt andet end hende og det de var i gang med og det blev Annabel der registrerede husalfens tilstedeværelse først. Han opdagede først noget var galt, da Annabel brat trak sig væk og satte sig op. Han trak overrumplet selv hånden til sig med et ryk og så forvirret på hende, bange for han havde gjort noget frygteligt galt. Hendes ligeså overrumplede udbrud fik dog brikkerne til at falde på plads og han satte sig selv brat op i sengen da han fandt det lille væsen med blikket. Han mærkede varmen bruse op i ansigtet på sig og forsøgte febrilsk at lukke sine bukser igen, pinligt berørt, mens han ikke forstod en snus af hvad husalfen sagde, ud over et par enkelte ord.

Det lykkedes ham at få knappet og lynet bukserne mens han stadig med overraskelsen malet i ansigtet og pulsen bankende for sit indre øre, fulgte husalfen med blikket ud af rummet og så vendte hovedet mod Annabel med et uforstående ansigstudtryk. Han trak stadig vejret hurtigt og overfladisk over både afbrydelsen og det de havde været i færd med da den kom og fulgte hende med et tydeligt spørgende blik da hun forlod sengen, uden at kunne skjule sin tydelige ærgrelse. Hans blik flakkede lidt da hun talte og han skævede nervøst mod den halvåbne dør, mens hans kinder føltes endnu varmere "Din bedstemor?" kvækkede han hæst og følte sig som en dement papegøje, mens han lænede sig til siden, hurtigt greb sin t-shirt og trak den over hovedet.

[Annabel Baker]

go on, go on, come on
leave me breathless

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel var ikke sikker på at hendes følelser for Matt nogensinde havde været stærkere end de var i det øjeblik, som adrenalinen pumpede igennem hendes krop og hendes hjerte bankede på højtryk, så meget at hun var overbevist om at han måtte kunne mærke det, selvom det i sig selv næppe var særligt sandsynligt. Ubevidst løftede hun overkroppen den mindste smule op imod ham og trak vejret ind igennem næsen igen da hans hånd vandrede tilbage ned over hendes krop.

Adskillige sommerfugle meldte sig igen da hans hånd fandt lynlåsen i hendes nederdel og som reaktion pressede hendes fingerspidser sig lidt ned imod huden på hans lænd, kraftigere end det havde været før. En kuldegysning løb ned langs hendes ryg, da hans hånd fortsatte ind under stoffet og hun slap en lavmælt lyd da han trak hende endnu tættere på, som på ingen måde var af ubehag.

Hun havde lige begravet fingere helt i hans hår da husalfen rømmede sig og mere end brat havde hun sluppet ham helt og skubbet sig op at sidde i sengen, med en puls der om muligt accelererede endnu mere end den havde for et øjeblik siden. Først opfangede hun ikke helt hvad det var der skete og hun bemærkede kun halvt Matts febrilske kamp med sine bukser ud af øjenkrogen, før det pludseligt alt for hurtigt dæmrede på en gang.

Mere end hurtigt var hun ude af sengen og havde i et øjeblik svært ved at finde balancen over den bratte bevægelse. Det var først der det faldt hende ind at Matt ikke ville have været i stand til at forstå husalfen og hun smed hurtigt en enkelt sætning, mens hun lettere febrilsk kæmpede med ærmerne på hans trøje, som hun stadig havde i hænderne. Det lykkedes hende dog til sidst at få trukket den over hovedet, komplet ligeglad med at det ikke var hendes egen, før hun så tilbage på Matt i et splitsekund. "Hun er hjemme fra Marokko. Hun vil have at vi kommer ned og spiser middag," fortalte hun lettere åndeløst, fordi hendes brystkasse stadig hævede og sænkede sig kraftigt. "... Nu."

Annabel rakte om på ryggen af sig selv for at lyne nederdelen igen, mens hun vendte sig helt imod Matt. Selvom hendes tanker kværnede lettere panikkent rundt, kunne synet der mødte hende alligevel ikke hindre et smil i at kruse hendes læber. Hendes hænder faldt fra lynlåsen igen, som arbejdet med den lykkedes, og i stedet trådte hun et skridt frem og rakte lettere hastigt frem for at stryge en hånd over hans baghoved, i et forsøg på at lægge det hår ned hun selv havde rodet i. "Din trøje vender med vrangen ud," informerede hun ham om med et svagt drillende smil, før hun tog endnu en dyb, åndeløs indånding og trådte et enkelt skridt væk, mens hun beskæftigede sine hænder med at binde sit eget rodehår op i en knold, med den sløjfeelastik hun havde efterladt om sit eget håndled tidligere.

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

I am dominated by one thing
...an irresistible, burning attraction towards you...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt var fuldkommen opslugt af det hav af nye følelser og indtryk han svømmede rundt i, inden i den dejlige boble der lige nu kun indeholdt ham selv og Annabel. Han slap endnu en lille lyd da hun begravede fingrene i hans hår og strammede selv ubevidst hånden om hendes bagdel, før de pludselig brat blev afbrudt og det hele gik meget stærkt.

Før han rigtigt nåede at tænke så meget, sad han selv på knæ i sengen og prøvede at få lukket sine bukser igen, mens husalfen leverede en eller anden besked på et sprog han ikke fattede hat af og Annabel var forsvundet udenfor rækkevidde. Han så kort efter husalfen da den igen forsvandt og trak så hurtigt den tilbageværende af sine bluser over hovedet, uden rigtigt at bemærke, at Annabel havde taget den anden.

Han flyttede sig ud at sidde på kanten af sengen da først bukserne var lukkede igen og så lettere rundtosser og stadig med brændende kinder på hende mens hun uddybede hvad husalfen havde sagt. Han spærrede øjnene lidt op og skævede igen nervøst mod døren, sank hårdt og lod så blikket vende tilbage til Annabel da hun igen kom hen til ham.

Han smilede spontant da hun forsøgte at glatte hans hår og måtte tage sig selv hårdt i nakken for ikke bare at trække hende ind til sig selv igen, selv med tanken om at der nu åbenbart sad en bedstemor nedenunder og forventede at se dem, nu. Hendes ord fik ham dog til at se uforstående på hende, for så at se ned af sig selv og skære en grimasse "Flot!" udbrød han irriteret, mest over sig selv, men også med endnu en god portion slet skjult ærgrelse over at de var blevet afbrudt. Han trak hurtigt t-shirten af igen, vendte den rigtigt og trak den på igen, for så at gå i stå og se ubeslutsomt på hende mens hun samlede sit hår i nakken.

[Annabel Baker]

go on, go on, come on
leave me breathless

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Det var først da husalfen var ude af døren igen og det umiddelbare chok havde lagt sig, at den oprigtige utilfredshed og ærgrelse meldte sig for fuld styrke og det krævede noget af en kraftanstrengelse at koncentrere sig om at komme i tøjet igen og ikke stryge direkte tilbage over til Matt. Hun kendte dog sin bedstemor godt nok til at vide at det inden alt for længe ikke ville være husalfen der stod deroppe og det var ikke noget Annabel mente hun havde særligt meget behov for.

Det gik egentlig først rigtigt op for Annabel at hun instinktivt bare havde nappet Matts trøje i stedet for sin egen, da hun blev nødt til at smøge ærmerne op for at forhindre dem i at falde ud over sine hænder, men samtidig havde hun ikke det fjerneste problem med at have gjort netop det. Kort efter havde hun drejet sig imod Matt igen og taget skridtet hen til ham, inden hun lod den ene af sine hænder glide over hans hår og nakke igen, som var tillokkende blød under hendes fingerspidser. Endnu engang krævede det en kraftanstrengelse ikke at vippe ham bagud igen for at fortsætte hvor de slap.

I stedet kommenterede hun på hans omvendte bluse, der helt uvilkårligt fik hende til at smile lidt. Det blev da også blot mere fremtrædende over hans reaktion og hun lagde ikke særligt meget skjul på at hun betragtede ham, da han hev blusen af igen for at tage den ordentligt på. Hendes hænder faldt ned langs siderne efter det lykkedes hende at få det tykke hår til at blive. Hun gengældte hans ubeslutsomme blik og kunne heller ikke rigtigt selv sparke sig i gang, for at komme videre.

Derfor endte det også med at hun tog skridtet tilbage til ham igen, lagde hænderne mod siderne af hans hals og bøjede nakken lidt for plante et kys imod hans pande. "Vi må hellere... Ellers er det bare hende der står heroppe om et øjeblik," sagde hun lavmælt med et diskret suk, lige så meget for at overbevise sig selv som ham, før hun alligevel smilede lidt igen og plantede endnu et kys mod hans pande før hun endelig gav slip og lod armene falde igen.

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

I am dominated by one thing
...an irresistible, burning attraction towards you...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt lukkede øjnene et sekun eller to da Annabel igen stod ganske tæt på og følelsen af hendes hånd mod hans nakke igen gjorde sig gældende og sendte en nye sending små illinger ned over hans ryg, hvad enten han ville det eller ej. Han havde satsig smagen af hende på læberne og duften af hende i næsen og hans ene hånd var halvt på vej op for at gribe fat om hende før han stoppede og tvang den ned mod sit lår igen.

Han tog en dyb indånding der talte sit eget tydelige sprog, og løftede så hovedet lidt for at møde hendes blik, før han blev gjort opmærksom på, at han i skyndingen havde vendt sin trøje med vrangen ud ad. Hans bevægelser var hurtige og let irriterede da han trak det af igen for at vende den og så trak den på igen før han så på hende igen og rynkede brynene let.

Hans øjne faldt i igen da hun kom nærmere endnu en gang og lagde hænderne mod hans hals og han smilede svagt over både det kys hun plantede på hans pande og hendes ord. Han skar en lille grimasse og nikkede så med et dybt suk, mens han modvilligt gav hende ret "Tal om dårlig timing.." udbrød han tørt og så et øjeblik efter undskyldende på hende over at have sagt det om en voksen han aldrig havde mødt og som han ærligt var ret nervøs for at skulle møde, især lige nu. Han bøjede nakken lidt tilbage for at kunne se på hendes ansigt igen og rejste sig så langsomt mens han samtidigt lagde den ene arm omkring hende for at forhindre hende i at gå tilbage. Så bøjede han hovedet og sneg sig til et kys mere. Helt instinktivt lagde han hurtigt mere kraft bag end godt var i frisk erindring om minutter før og han trak hovede væk med en lille frustreret lyd før han så på hende med et lille skævt smil "Du er urimeligt svær at holde sig fra, det ved du godt ikke?" han gav hende et hurtigt klem og slap hende så endelig modvilligt med endnu en dyb indånding for at stive sig selv af.

[Annabel Baker]

go on, go on, come on
leave me breathless

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Huden under hendes fingre var varm og det samme var hans pande, da Annabel lænede sig ind for at placere et kys midt på den. Følelsen fik det til stadighed til at krible i hende og hun var ulideligt klar over at hun på ingen måde havde haft lyst til at nogen skulle komme og afbryde. Det var der dog ikke så forfærdeligt meget at gøre ved, nu hvor husalfen rent faktisk havde været forbi for at gøre netop det.

Hendes læber hvilede stadig svagt imod hans pande da han svarede og naturligt nok rettede hun nakken en anelse igen så hun kunne se på ham, mens hendes fingre strøg svagt i mønstre mod hans hals uden at hun egentlig tænkte over det. En lille bekræftende lyd undslap hende endelig som svar, helt enig i hvad han sagde og uden at tage sig synderligt af hans undskyldende blik, før hun lænede sig lidt frem igen og plantede et sidste kys mod hans pande.

Hun var halvt på vej til at træde væk da han gjorde anstalter til at rejse sig – om end hun ikke havde specielt meget lyst – før hans arm lagde sig omkring hende. Uden protester blev hun stående og fulgte ham med blikket, indtil det igen var ham der bøjede nakken og fandt hendes læber i et nyt kys. Lidt for villigt gengældte hun det og havde han ikke brudt det igen, ville hun sikkert havde ladet sig rive nok med til at glemme alt andet igen.

I stedet koncentrerede hun sig om at trække vejret ned i lungerne igen, en enkelt dyb gang, før det trak afslørende op i hendes mundvige over hans ord. "Jeg kender følelsen..." svarede hun blot og trådte endelig væk fra ham igen, for blot et tage et par baglæns skridt i retning af døren. "Er du klar?" spurgte hun opfordrende, og tenderende drillende, mens sommerfuglene igen flagrede vildt ved den blotte tanke om hvad der var sket for få øjeblikke siden.

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

I am dominated by one thing
...an irresistible, burning attraction towards you...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt spændt svagt, men mærkbart i kæben under hendes fingre der strøg mod hans hals nogle alt for korte sekunder før han tog sig sammen til at sige noget. Så trak han endelig sig selv op ved ankkehårene og rejste sig, uden dog at kunne lade være at snige sig til endnu et lille ophold, der var tæt på at få ham til at glemme den uvelkomne afbrydelse igen. Endnu et mentalt tag i sine egne nakkehår fik ham til at trække hovedet væk og slippe hende med drillende, men oprigtig kommentar.

Han smilede skævt og tenderende smørret over hendes svar og rystede så langsomt på hovedet en enkelt gang da hun tog et par skridt baglæns "Nej.." svarede han oprigtigt, men fulgte så alligevel efter hende mod døren og fangede hendes ene hånd med sin så snart han nåede op til hende igen og fortsatte med hende ud fra værelset igen og forsøgte at fortælle sig selv der ikke var noget at være nervøs for. Først da de nåede trappen gik det for alvor op for ham at hun havde hans egen trøje på og han kom til at smile igen mens en lille munter lyd undslap ham "Får jeg den igen, eller skal jeg anse den for tabt?" spurgte han drillende og gav hendes hånd et lille klem på vej ned ad trinnene.

[Annabel Baker]

go on, go on, come on
leave me breathless

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel var nødt til at sætte pris på at Matt formåede at tage sig selv i nakken og selv være den der brød væk igen, for hun var meget klar over at hun nok ikke selv ville være i stand til det. I stedet formåede hun dog at tvinge sig selv et par skridt bagud med en opfordrende kommentar. Hans svar på den fik hende til at fange sin underlæbe kort imellem fortænderne og vende blikket mod gulvet lidt, i et forsøg på at kvæle det smørrede smil i opløbet.

Det lykkedes dog overhovedet ikke og hun gav snart op og lod det være der, som hun lukkede sine egne fingre om hans hånd. Annabel så kortvarigt op imod ham, mens det smørrede smil blot tog lidt til i styrke, før de satte kursen imod trappen og dermed bedstemoderen der ventede nedenunder. Hun havde taget det første skridt ned af trappen da han stillede hende et spørgsmål, som hun i første omgang ikke helt forstod. Da det dæmrede hvad han mente, brød smilet frem igen og hun blottede tænderne i nogle øjeblikke. "Hvis du er heldig, så gør du måske," svarede hun, uden at mene det særligt oprigtigt.

Automatisk slækkede hun lidt på grebet om hans hånd, for blot i stedet at flette fingrene ind i mellem hans, mens de bevægede sig imod spisestuen. Døren ind til det store rum var som sædvanlig lukket og det var med en spændt følelse i mellemgulvet, Annabel rakte frem for at åbne døren. Hun så sjældent sin bedstemor og da hun fik øje på den familiære skikkelse ved vinduet, kunne hun ikke hindre et varmt "Avó!" i at glide over sine læber.

Skikkelsen ved vinduet drejede sig mod dem med et tydeligt blik fra den ene til den anden, før hendes blik landede på barnebarnet der havde talt. Den ældre kvindes læber trak antydningsvist op i noget der lignede et smil og svarede med et lavmælt: "Anabela." Opfordrende trak Annabel lidt i Matts hånd for at få ham til at følge med indenfor. Nogle skridt inde gav hun selv samme hånd et klem, før hun gav slip og trådte de sidste få skridt frem der skulle til, før hun – ganske naturligt for Annabel selv – plantede et kys i luften lige ud for hver af sine bedstemors kinder, inden det blev til et kram.

Da Annabel trak sig væk igen, lod Margarida kortvarigt sin hånd stryge over barnebarnets kind med nogle lavmælte ord på portugsisk og Annabel smilede varmt, før hun tog de få skridt tilbage hun havde trådt frem, nu med blikket rettet imod Matt. Det samme havde bedstemoren, stadig med antydningen af det der mindede om et smil på læberne. "Matthew, ikke sandt?" Annabel trådte et skridt til siden, stadig med blikket rettet imod Matt, som hendes bedstemor trådte frem og som det naturligste i verden hilste ham på samme måde som hun havde hilst sit barnebarn med et kys mod hver af hans kinder, der dog alligevel aldrig rigtigt rørte huden. Den ældre trådte snart et skridt tilbage og så endnu engang fra den ene til den anden, med hvad Annabel kunne have svoret var, et vidende blik. Til sidst landede det dog imod den højeste af de tre igen. "Mit navn er Margarida Vargas Hume. Anabelas avó."

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

I am dominated by one thing
...an irresistible, burning attraction towards you...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt hævede begge bryn sigende over Annabels uforstående udtryk mens de satte igang ned ad trappen og smilede så en kende smørret da hans hentydning gik op for hende "Måske skal jeg kæmpe for den så.." drillede han lavmælt videre og lod uden protester hendes fingre glide ind mellem sine egne.

Sekundet inden de gik ind i spisestuen tog han en dyb indånding og rankede sig umærkeligt lidt som Annabel åbnede døren og hans blik automatisk afsøgte rummet og fandt en gråhåret skikkelse ved det ene vindue. Han knugede lidt fastere om Annabels hånd uden helt at tænke over det og holdt blikket på den ældre kvinde der vendte sig mod dem.

Hans blik flakkede kort under det blik de blev sendt før han fulgte Annabels træk og fulgte med helt ind i rummet. Han blev stående nøjagtigt hvor han stod da hun slap hans hånd og betragtede tavst Annabel hilse på sin bedstemor, uden at vide hvad han skulle gøre eller sige. Han sank og rømmede sig hurtigt da den ældre kvinde henvendte sig til ham, heldigvis på engelsk og nikkede så "Jo, Madam Vargas." svarede han med den tiltale han havde hørt husalfen bruge og fulgte hende med blikket som hun kom nærmere. Helt per automatik løftede han højre hånd til hilsen og stivnede så mærkbart da den ældre kvinde i stedet lagde hænderne på hans overarme og gentog den, for ham, lettere underlige gestus med luftkys ud for begge hans kinder.

Hans blik flakkede igen under hendes blik da hun trak sig tilbage og han lod hurtigt hånden falde igen, mens han skævede til Annabel og derefter så tilbage på hendes bedstemor. Han smilede tøvende og konkluderede at ordet han også havde hørt Annabel bruge, måtte betyde 'bedstemor' "Det er rart at møde Dem, Madam Vargas.." han gjorde en kort pause og rettede så tøvende sig selv med et spørgende blik "Mrs. Hume?" hans blik flakkede igen og han rømmede sig "Tak fordi jeg måtte komme."

[Annabel Baker]

go on, go on, come on
leave me breathless

[/size]

Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center]

Et smørret smil gled frem over Annabels læber da hun endelig regnede ud hvad han hentydede til og hun skævede kort ned af sig selv og den noget for store trøje der egentlig tilhørte ham. Hendes ene øjenbryn gled en anelse op og hun så tilbage op imod ham med tydelig udfordring i blikket. "Du kan jo prøve," svarede hun opfordrende, før hun fangede hans fingre mellem sine.

Hun havde dog hurtigt glemt alt om at hun stod i hans trøje igen, da de få øjeblikke senere kom ind i spisestuen og Annabel midt inde i rummet slap sit greb for at træde frem og omfavne sin bedstemor. Da hun havde gjort det, trådte hun automatisk tilbage igen og lidt væk fra Matt, for at give plads til at Margarida kunne hilse på ham.

Hun betragtede ham løfte den ene hånd for at hilse og måtte kvæle adskillige fnis i opløbet, over Matts ansigtsudtryk da hendes bedstemor i stedet lænede sig frem og hilste på ham, som det var normalt at gøre i Portugal. Da det alligevel var svært bed hun let ned i sin underlæbe og så ned imod gulvet, mens hun virkelig kæmpede for at tvære det smørrede smil der blev ved med at bryde frem, af.

Hun var også godt klar over at hun ikke kunne skjule det i et øjeblik, som bedstemoderen drejede hovedet lidt og så imod Annabel. Den ældre dame rystede svagt på hovedet og så så tilbage imod husets gæst igen. "Kald mig endelig Margarida," opfordrede hun og slog lidt ud med hænderne, før de igen samlede sig på midten. En enkelt gang så hun fra Matt til Annabel og lod det så hvile på Matt igen. "Anabelas gæster er altid velkomne." Den ældre drejede sig lidt og slog endnu engang ud med den ene hånd i retning af bordet, som tavs hentydning til at de skulle tage plads.

Annabel havde stadig problemer med det smørrede smil der truede med at bryde frem og det blev ikke nemmere da hun så op på Matt igen. Af samme grund vendte hun det kortvarigt imod sin bedstemor der gestikulerede i retning af bordet, med et svagt nik. Som selv samme vendte ryggen til og gik imod enden af det lange bord, kastede Annabel et sideblik op imod Matt og bukkede så under for et enkelt lavmælt fnis, før hun puffede let til hans ben med håndryggen, som tegn til at han skulle følge efter.

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

I am dominated by one thing
...an irresistible, burning attraction towards you...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt gik i stå med højre hånd halvt løftet da Annabels bedstemor gik frem imod ham og han formåede ikke at skjule et både overrumplet og let beklemt ansigtsudtryk, da den ældre kvinde i stedet for at give hånd, i stedet lagde hænderne mod hans overarme og hilste ham på samme måde som han lige havde set hende hilse på sit barnebarn.

Han samlede sig hurtigt en smule igen da hun trak sig tilbage og rankede sig med endnu en rømmen, før han huskede sin gode opdragelse og fik tungen på gled. Hans blik fulgte naturligt hendes da hun kastede et blik på Annabel og et sekund skulede han svagt til hende, over den tydelige morskab han læste i hendes blik. Det trak alligevel afslørende i hans ene mundvig, lige indtil Margarida igen henvendte sig til ham og han drejede hurtigt ansigtet tilbage mod hende og mærkede sine ører blive påfaldende varme igen mens han nikkede stumt og alligevel synes det var lidt underligt, at skulle kalde den ældre kvinde ved fornavn. Han smilede dog forsigtigt igen som hun fortsatte og nikkede let med et spagt "Tak, Mada.. Margarida."

Han fulgte hendes blik mod spisebordet, men fulgte ikke straks efter. I stedet vendte han ansigtet mod Annabel som hun kom hen til ham igen og kneb øjnene lidt sammen over hendes stadige morskab og klemte læberne hårdt sammen for ikke at komme til at smile lidt for bredt. Han gengældte hendes puf prompte og daskede halvhjertet ud efter hendes hånd, for så impulsivt at fange den et øjeblik, give den et klem og så følge efter hende hen til spisebordet og hendes bedstemor.

C L O S E D