|
|
Post by Elisia Thorne on Nov 30, 2011 14:50:42 GMT 1
Det var ikke alle der turde efterlade deres spor i sneen i disse omgivelser, men der var dog enkelte der turde lægge livet denne vej. Det havde sneet siden i går aftes, og havde efterladt sig ti centimeter dyb sne, hvor folk endnu ikke havde stampet det sammen. Man kunne høre kragerne i baggrunden, og en diskret knirken fra huset, hver gang vinden hev fat i det.
En pige med en rød strikhue på, stod lænet op af en træstolpe, som opretholdte rækværket der mærkerede grænsen for hvor tæt man burde bevæge sig på dette hus. Hun havde en varm frakke på, en taske over skulderen, og stod med vægten let på det ene ben, så hendes hofte roterede sig i en skrå vinkel. Den forreste del af den modsatte fod havde hun placeret i sneen, og da hun kedede sig en smule, vuggede den ligegyldigt fra den ene side til den anden. I den hånd der ikke var placeret på stolpen, havde hun en stribet slikkepind som hun havde formået at få helt ind i munden og nød den søde smag af sukker, og noget de havde påstået skulle være blomme og kanel.
Elisia rullede slikkepindens rør mellem sine fingre, og da hun efterhånden blev træt af stå i den stilling hun havde stået i så længe, rullede hun vægten over på det andet hofteben og begav sig videre med at betragte det hylende hus. Hun var ikke overordentlig bange for det, værre ting var sket i hendes liv end et hylende hus, og det var blandt andet derfor hun havde ladt sine venner gå andre steder, så hun kunne tage sin rutinetur hen til huset og føle sig utrolig modig.
Da hun kom i tanke om sin bror, hvilket hun så tit gjorde, blev hun opmærksom på at det nok var bedst ikke at fortælle ham at hun havde været her og at hun havde 7 chokolade frøer, 3 slikkepinde og 2 store pakker Bearties Multismagsbønner i tasken. Den dreng kunne jo blive bekymret over hvilket som helst, når det kom til hende, tænkte hun og himlede spontant med øjnene.
Efter lidt tid besluttede hun sig for at gå tilbage mod Hogsmeade og finde nogen hun kendte igen, det kunne jo være nogle af tøserne ville med ind på Madame Nuttetruts, ellers var der sikkert mennesker at finde i Den Utætte Kedel. Elisia tog pinden med størknet sukker ud af munden igen, og gav sig til at slikke på den med tungespidsen i stedet, mens hun kiggede på den og blev helt skeløjet. Da hun var helt bevidst om hvor latterlig hun måtte se ud, små lo hun lidt af sig selv og forsatte sin luntrende gang tilbage mod Hogsmeade.
|
|
|
|
Post by Aeron Logan Williams on Dec 11, 2011 16:29:43 GMT 1
hark how the bells
“ALL SEEM TO SAY, THROW CARES AWAY” Der var intet som den første faldne sne, og tredje års elevernes første tur til Hogsmeade. Aeron havde meldt sig som frivillig til at lede vejen, sørge for at de alle havde skriftelige tilladelser til at tage afsted, og sørge for at de også kom sikkert tilbage igen. Han var netop på vej tilbage mod skolen med en gruppe af de yngre elever der ikke var helt sikre på hvilken vej de skulle gå. Han havde lovet at vise dem tilbage, også selvom resten af hans venner blev for at færdiggøre deres ingefær- og smørøl. Hvor han dog savnede den halvvarme drik i dette øjeblik.
Aeron havde altid været glad for sne, især den idyl der hørte med. Han elskede når det knirkede under hans fødder, og den måde hvorpå sneen klumpede når den sad fast i halstørklædet eller huen. Og når man så endelig kom indenfor i varmen! Han følte sig mere frisk, glad og hans julestemning havde også steget sammen med mængden af sne. Selvom han ærgrede sig over hans vejleder-pligter, så var gåturen det hele værd.
De skulle netop til at følge stien op forbi Det Hyldende Hus. Hans lille gruppe var fanget af synet, der var noget pænere når sneen dækkede for det værste. Aeron stoppede selv op, lænede sig op af hegnet der afskærmede grunden, og sank en smule mere ned i hans jakke. Han havde taget højde for kulden og var klædt på til lejligheden på bedste muggler-manér. Det var først da han løsrev sig fra synet, da gruppen af tredje års elever havde sat i gang igen, at han fik øje på Elisia. Et velkendt syn glædede ham, og da hun vendte næsen mod Hogsmeade igen gik han hende imøde. Gruppen passerede hende med et par velkendte nik og en enkelt hilsen, men Aeron lod dem gå en smule i forvejen - de skulle nok vente på ham når de kom tilstrækkelig ud af kurs.
..."Elisia!" hilste han med et stort smil da han endelig så hende. Selvom det kun var hen ad eftermiddagen så var det allerede begyndt at blive halvmørkt. "Hvad laver du her? Alene..." Han lød måske en smule striks da han begravede hans handskeklædte hænder i lommen på hans jakke og sendte hende et bekymret blik. Der var stadig chance for at løbe på problemer, selv på vejen til og fra Hogsmeade.
..."På vej tilbage?" Han nikkede i retningen af Hogsmeade og stjal et enkelt blik over hendes skulder i retningen af den gruppe elever han var kommet med, men de var ikke til at se længere.
..."Satans!" mumlede han sammenbidt og tog Elisia under armen. "Det ser ud til at jeg har mistet en lille gruppe tredje års elever, der ikke kender vejen tilbage til Hogwarts." Der var ikke tid til megen forklaring, da Aeron allerede var i gang med at trække hende op ad stien, i samme spor som eleverne havde efterladt. [/color][/url][/center][/justify] |
|
|
|
Post by Elisia Thorne on Dec 11, 2011 17:24:47 GMT 1
Elisia havde tidligt kunne høre en gruppe tredjeårselevers snakken og grinen svagt, allerede før hun fik øje på Aeron. Hun lavede en mindre grimasse, da det gik op for hendehvad hans job var, men hun gjorde det så tidligt i forløbet at tredjeårseleverne ikke ville se det. Det var en del af tjansen som vejleder at melde sig til det ind i mellem, og hun havde også været der et par gange, men denne gang ville hun altså nyde sin Hogsmeade tur i selskab med sinevenner.
”Hej Aeron” Sagde hun og sendte ham et skævt smil, som i ”jeg-ved-godt-jeg-egentlig-ikke-burde-være-her” og suttede lidt på det størknede sukker.
”Årh.. som om et par hyl kan skræmme mig væk, desuden, har jeg aldrig hørt det hyle og jeg tror egentlig ikke på det, det er en værre omgang bondefangeri” sagde hun og kiggede skeptisk over skulderen og sendte et sidste blik op mod huset.
”Jeps, jeg har købt et par ting og sager til resten af semesteret. Det ser ud til at jeg skal proppe mig med slik og andre godter indtil juleferien” Sagde hun med et stort smil. Hun glædede sig bare så meget til juleferien, det blev simpelthen så godt at have lidt fri.
Elisia havde stået og set dem gå længere og længere væk i øjenkrogene, men havde alligevel ikke helt registreret hvilket vej de var gået. Lidt efter blev hun taget under armen og trukket væk fra scenariet med huset, mod den vej hvor de stakkels forvildede elever gik. Hun gik dog med, ikke helt modvilligt, da Aerons selskab altid havde været selskabeligt og behageligt og hun havde derfor ingenting imod at være sammen med ham, selv i disse omstændigheder.
”Vi er nogle kønne vejledere hva? Lidt distraheret af lidt godt selskab og straks mister vi færden af dem vi skal beskytte” Sagde hun med et lille grin og rystede lidt på hovedet.
”Bare rolig vi skal nok finde dem, i det mindste er der sne over alt, så vi kan da se hvor de har gået” Sagde hun og kiggede på sporene i sneen, mens hun overvejede om der var en eller anden besværgelse der ville være nyttig at bruge i denne situation. Accio virkede kun på ting, og de kunne sende et lys op i himlen, men de forvirrede småbørn ville nok ikke kunne forstå hvad det gik ud på alligevel, og at de skulle gå i den retning. Hun kunne godt se at de måtte finde dem snart, for det blev mørkt om en halv times tid, og så blev det endnu sværere at finde dem, plus at de nok ville blive ret skræmt af at gå rundt i mørket – altså tredjeårsleverne, Elisia var vandt til at stavre rundt i mørket på må og få.
|
|
|
|
Post by Aeron Logan Williams on Dec 11, 2011 20:24:40 GMT 1
hark how the bells
“ALL SEEM TO SAY, THROW CARES AWAY” Aeron kunne ikke forstå hvordan det havde lykkedes ham at miste den lille gruppe han havde lovet at tage ansvar for. De måtte da have lagt mærke til, at Aeron ikke længere gik bag dem, og det næste åbenlyse skridt ville være at gå tilbage, men der var sikkert én i gruppen--for det tog kun én--der skulle spille smart og bedrevidende. Aeron kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, sukke halvirriteret og satte dernæst tankerne op efter at finde dem.
..."Jeg havde planer om at gøre det samme, men før jeg kunne drikke min smørøl færdig havde jeg syv elever der stod og trak i mit ærme." påpegede han, dog med et smil og en kort latter der fulgte op.
Det viste sig dog at være sværere end han havde regnet med. Der var efterhånden mange spor i sneen, og da Aeron og Elisia var kommet til udkanten af skoven man skulle igennem for at komme til Hogwarts, delte sporene sig i mange grene. Det var ikke til at sige hvilket spor der var elevernes.
..."Perfekt!" mumlede han endnu en gang og stoppede op for at orientere sig. Han havde stadig Elisia under armen, og følte sig ikke nær så irriteret og forvirret som han ville have gjort uden.
..."Jeg er en køn vejleder," forsikrede han hende. "... det er mig der har mistet dem, ikke dig. Men jeg sætter pris på dit selskab," Alt var brunt og hvidt, og i tusmørket var det ikke let at spotte noget som helst imellem de træer. "... også selvom jeg nærmest tvang dig med." Faktisk havde der ikke været så meget andet valg for Elisia.
..."Jeg håber ikke at du skulle mødes med nogen..."
Aeron satte sig på hug i sneen og gav sig til at studere de fem grene der delte sig foran ham. De var tredje års elever, så de måtte have forholdsvis små fødder, men alle fodspor var trådt i så mange gange, at de smeltede sammen.
..."Hvilken vej satser du på?" Aeron rejste sig op igen og vendte blikket mod Elisia. Uanset hvor meget han spejdede ind mellem træerne, så dukkede de ikke op. "Hvis du nu var en tredje års elev, der ikke kendte vejen, hvilken sti virker mest sandsynlig som den rette?" De skulle altid være eventyrslystne!
..."Næste gang får de lov til at gå i snor." Aeron smålo stadig i et forsøg på at tage det roligt, men han var begyndt at blive en smule panisk. [/color][/url][/center][/justify] |
|
