Door to door

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Det var ikke første gang Julie havde sneget sig ind på drengenes sovesal - eller sneget var måske for meget sagt, fordi hun egentlig bare var gået ind, som om det var verdens mest naturlige ting at gøre, denne gang. Måske var det netop derfor, at det hverken var første gang eller en snigemanøvre, at hun ikke blev modtaget med verdens mest glade miner, og da hun alligevel ikke havde fundet den person hun havde ledt efter, havde hun forladt rummet uden nogen protester.

I stedet for at vandre direkte ned i opholdsstuen igen og gøre sig bemærket ved at komme fra den forkerte trappeopgang, havde Julie sat sig på trappen udenfor drengene på 6. årgangs sovesal og begravet sig i sin læselektie til eliksir den næste dag. På et eller andet tidspunkt måtte Varg jo komme forbi, og hvis ikke havde tiden ikke været helt spildt, hvis hun var kommet i gennem nogle af sine lektier.

outfit

[Varg Harrison]

Varg kom gående ind i opholdsstuen, han var kommet fra biblioteket af. Han elskede at være omgivet af bøger, det gav ham en vis tryghed, som han ikke rigtigt var i stand til at forklare og samtidig blev han også kun klogere af at have næsen i bøgerne hele tiden. Han trængte til at komme ud ad sin skoleuniform og over i noget mere afslappet tøj og for ikke at sige at komme af med sin taske og stakken med bøger, som han slæbte på. Han satte kursen imod trappen, som førte op til sovesalen imens han forgæves prøvede at puste til en lok af sit tykke, sorte hår, som var faldet ind foran hans ene øje og komisk nok ville den, trods rysten på hovedet og blæsende pusten, ikke fjerne sig. Det kunne også være lige meget, han var der alligevel om få sekunder.

Varg trådte op ad trapperne, men stoppede dog midt på trappen, da han fik øje på en velkendt person. Julie, en af hans gode venner, sad på trappen til drengenes sovesal. Varg undrede sig ganske meget over det, hvilket han også tydeligt viste ved at lægge hovedet på skrå, som en nysgerrig hund. "Julie? Hvad laver du her?" Spurgte han og havde hans nysgerrige udtryk ikke afsløret hans undren, så havde hans spørgende stemme. Hun burde jo egentligt ikke være her, da dette var drengenes sovesal.. Han håbede i hvert fald bare, at han ikke var gået galt, det kunne nok ende ganske besynderligt.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Der gik ikke lang tid, før Julie indså, hvor dårlig planen med at sidde og vente var, og hun brokkede sig allerede indvendigt over, hvor hård trappen var at sidde på. Efter at have gnedet sin nakke tre gange, fordi den føltes øm, smækkede hun bogen sammen og begyndte at pakke den ned i sin allerede proppede taske, som hun havde glæden af at slæbe rundt på i skoletiden. Et sted længere nede af trappen hørtes trin, hvilket fik Julie til ubevidst at sætte tempoet op, og hun gik ikke så meget op i at tingene i tasken ikke var arrangeret ordentligt, da hendes seng jo var lige i nærheden.

Da Varg kom til syne skulle Julie netop til at rejse sig med tasken over den ene skulder, og hun kiggede op, da hans spørgsmål lød. "Der var du," sagde hun og rejste sig op i stedet for at svare på hans spørgsmål med det samme. Et skævt smil hvilede på hendes læber, men hun så på ham med et blik der afslørede, at hun havde noget på hjerte. "Jeg ventede på dig. Men jeg vil kun snakke med dig, hvis du ikke er sur mere." sagde hun ligeud og krydsede beslutsomt armene henover brystet.

outfit

[Varg Harrison]

Varg betragtede hende fortsat med et spørgende blik. "Har du ventet på mig?" Spurgte han, stadig med en tydelig nysgerrighed i sin stemme. Varg bukkede sig kort ned, for at placere stakken med bøger på et af trappetrinene, han havde en idé om, at de nok om til at stå her i lidt tid -- Ikke at han havde noget imod det, venners selskab var jo aldrig skidt. Varg kørte hurtigt sin ene hånd igennem det lange, sorte hår. Endelig fik han styr på den lok og befriende var det helt bestemt. "Sur?" Spurgte han og lagde atter hovedet på skrå, dog imod venstre denne gang og mindede atter om en nysgerrig hund. "Jeg har ikke været sur på det sidste. Har jeg virket sur?" Spurgte han så. Han var selvfølgelig godt klar over, at han nok havde virket lidt sær det sidste stykke tid, det gjorde han altid op til forvandlingen, som heldigvis var ovre og der gik atter et godt stykke tid, før en ny forvandling ville finde sted. Han var dog generelt bare glad for, at skolen supplerede ham med Stormhatte-eliksiren, som gjorde det hele nemmere - Ikke nemt, men blot nemmere. Det var stadig svært for ham, trods eliksiren, der hindrede forvandlingen. Det gik stadig ud over hans humør og det var han så dårlig til at skjule. Et lille, mildt smil viste sig på hans læber - Større blev det ikke, da det ellers ville være et påtvunget et og Varg duede ikke til den slags, det var altid så åbenlyst, når han tvang sine smil frem.

Varg kørte sin ene hånd hen over ærmet, der dækkede hans venstre arm, den kløede, men han kunne ikke klø med neglene, da et sår han havde fået efter en kort kamp imod en plante med meget slemme torne, stadig var lidt ømt og det ville sikkert også ende med, at han rev sårskorpen op. "Men hvad vil du snakke med mig om?" Spurgte han så og rettede lidt på sin taske. Han gættede på, at det nok havde noget med hans humør at gøre, sikkert hvorfor han havde været sådan eller om der var noget galt eller lignende. Varg vidste, at hvis han blev spurgt om det, så ville han blive nødt til at lyve, selvom han så inderligt hadede at lyve overfor sine venner - Han følte dog alligevel, at han blev nødt til det af frygt for at miste de venner.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Julie svarede ikke på hans spørgsmål men trak i stedet på skuldrene. Hun vidste godt, at han ikke mente sit spørgsmål bogstaveligt men snarere fiskede efter, hvorfor hun havde ventet på ham, og fordi hun ikke havde nogen god forklaring, holdt hun bare munden lukket. "Ja," sagde Julie og kunne ikke lade være med at smile lidt større ved synet af Vargs nysgerrige fremtræden. En mild latter kom over hendes læber, da han talte udenom, og hun rystede lidt på hovedet af ham. "Ja, du har så," Julie var med vilje vag, da hun sagde ham imod, fordi hendes intention ikke havde været at komme og grave i hans privatliv men sådan set bare gøre ham opmærksom på, at hun havde bemærket det. Desuden havde hun ikke været så kæk, hvis hun havde mærket på ham, at han stadig var nede.

Endnu en gang tyede Julie til et skuldertræk. "Ikke noget særligt, tror jeg. Med mindre du ligefrem vil tale om, at du har været i dårligt humør." sagde Julie mest af alt for at give ham chancen for at tale ud om det, hvis han nu ville det. Hun regnede dog ikke med den helt store terapisession og hun smilede oprigtigt som for at sige, at hun ikke havde tænkt sig at vende sig og gå, hvis han bare ville holde det for sig selv. Hun kendte det alt for godt: en dårlig dag. Og nogle gange var det eneste man behøvede bare at vide, at man ikke var alene."Vi kan også bare... Jeg ved ikke, tæske puder? Er det sådan noget drenge gør, når de skal ud med sine frustrationer?" foreslog hun, tydeligvis i spøg, i et forsøg på at fremprovokere et lidt større smil, end det Varg mønstrede lige nu.

outfit

[Varg Harrison]

Varg kløede sig i nakken og hans blik faldt på stakken af bøger, som han havde placeret på trappetrinnet over det, som han stod på. Han vidste jo egentligt godt, at han havde været underlig på det sidste, sær og sur, kunne det nok bedst beskrives som, selvom det nok ikke var nogen særlig god forklaring - Det var bare svært at forklare den følelse man fik, når det var tid til forvandling. Varg kunne i hvert fald ikke sætte ord på det, andet end at det var meget, meget ubehageligt. Varg løftede blikket igen og hånden, der før havde kløet ham i nakken, var nu atter ned langs hans side. Han betragtede hende igen. Varg overvejede kort, hvad han skulle sige. Han havde jo ikke lyst til at lyve overfor Julie, han var endda kommet i tvivl om han kunne lyve. Men om han havde lyst til det eller ej, så blev han nødt til i hvert fald at lyve om bare halvdelen. "Måske.. Måske har jeg været lidt.. sær på det sidste," sagde han og fugtede kort sine læber. "Men jeg ved ikke rigtigt, hvorfor mit humør har været sådan," sagde han og hans blik faldt nu atter på bogstakken.

Det var ikke just rart for ham, da han følte sig lidt som en dårlig ven - Venner skulle jo kunne stole blindt på hinanden og kunne fortælle hinanden alting, det var i hvert fald sådan Varg så et venskab, selvom han måske ikke var helt så god til at følge det synspunkt, men det var heller ikke af egen fri vilje, at det var sådan. Varg løftede blikket igen, da han hørte Julies forslag om at tæske puder. Skør idé, men komisk var det også samtidig, Varg kunne i hvert fald ikke lade være med at komme med et lille grin, som ebbede ud i et lidt større smil end det, der før havde været på hans læber. Det var nu meget dejligt at snakke med Julie igen. Han fandt det generelt dejligt at snakke med sine venner, da de altid kunne få et smil på hans læber - Det elskede han sine venner for. "Tæske puder? Det ved jeg ikke, det er ikke rigtigt noget jeg gør, men det kan da være, at nogle drenge gør det," sagde han og trak let på skuldrene, stadig med smilet på sine læber.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Der skulle ikke en ekspert til at se, at Varg snakkede udenom, og at det nok ikke bare handlede om en dårlig dag, men da Julie ikke kunne afgøre, om det var sådan en situation, hvor hun skulle presse ham lidt mere for hans eget bedste, valgte hun at gå den sikre vej og bare lade det ligge - i hvert fald for nu, for det var i hvert fald hendes erfaring, at der som regel var noget galt med en fyr, når man kunne fornemme det på ham. Det var ikke altid det samme med piger, der havde en tendens til at opføre sig lidt mere dramatisk til tider. Julie følte sig lidt modfalden lige nu, men hun tvang sig selv til ikke at tage det, at Varg ikke betroede sig til hende på stedet, personligt, da der jo ikke var nogen åbenbar grund til, at hun skulle gøre netop det. "Du burde læse nogle mindre deprimerende bøger." kanstaterede hun og skævede sigende ned til bogstakken på trappetrinnet, som han selv havde ladet blikket falde til. Hun kunne ikke rigtig finde på andet end at spøge alvoren væk lige nu.

En mild latter kom over Julies læber, og hun skar en grimasse. "Nej, ok, det var måske ikke verdens bedste forslag så!" indrømmede hun smilende og hankede bedre op i skuldertasken, der ikke blev lettere af sig selv. "Men så synes jeg, vi finder nogle puder at sidde på i stedet for. Du ved sofapuder, for eksempel." Julie smilede stadig og lagde an til at begynde at gå ned af trappen, fordi hun var af den forventning, at Varg selvfølgelig ville følge med. Hun stoppede dog sig selv, da hun huskede bunken med bøger, og hun gjorde et nik mod dem. "Du får mig ikke til at hjælpe dig med at bære dem der," sagde hun ligeud med et glimt i øjet, der grænsede til at være flabet, "og desuden tror jeg ikke dine kammerater bliver vildt glade for at se mig på sovesalen en gang til på samme dag." tilføjede hun og fik et betydeligt mere neutralt ansigtsudtryk, fordi hun forsøgte at skjule, at hun ikke var videre stolt over hendes lidt for selvsikre handling tidligere.

outfit

[Varg Harrison]

Varg trak let på skuldrene af Julies kommentar om bøgerne. "Findes der skolerelaterede bøger, som ikke er deprimerende?" Spurgte han for sjov, som en hentydning til, at skolearbejde ret ofte kunne være kedeligt, det var i hvert fald sådan efter hans egen mening og han var ret sikker på, at han ikke var ene om at have den holdning. Han grinede i hvert fald lidt over sit spørgsmål. Varg strøg de tykke, sorte lokker om bag sine ører. "Helt dårligt var det da ikke, dog ikke helt så godt, som det med at sidde ned, må jeg indrømme, men.. ja," sagde han og endnu et grin kom fra ham. Det var ret tydeligt, at han allerede i løbet af det korte stykke tid, hvor han havde snakket med Julie, var varmet lidt op og humøret også var blevet sparket et gear eller to op. Det var oftest bare gode venners selskab, som han havde brug for, for at komme ud ad det skjold, som han gemte sig i.

Varg bukkede sig ned og samlede bogstakken op. "Det går nok, de er heller ikke så tunge," svarede han med et mildt smil, hvorefter han fulgte med Julie ned for at finde et sted i opholdsstuen, hvor de kunne sidde ned. Så kunne han også sætte dem på et bord, det havde bøgerne måske også lidt bedre af. "Var du inde på selve sovesalen?" Spurgte han og betragtede hende med et lettere overrasket udtryk, da han bare havde troet hun havde siddet udenfor på trappen og ventet. Ja, så vidt han vidste, så var Julie jo ikke just bange af sig, så det kom igen ikke som så stor en overraskelse, men overraskelsen var der da alligevel lidt. "Men, ja, opholdsstuen er nok det bedste sted - de andre ville sikkert også glo lidt, hvis sad deroppe og snakkede, som om det var opholdsstuen," sagde han og kunne dog sagtens forestille sig det, hvilket bragte et smil på hans læber og en kort rysten på hovedet.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Julie lo ad det retoriske spørgsmål. "Point taken!" sagde hun og undlod let og elegant at nævne, at hun læste i sin magiens historie-bøger for sjov - bare aldrig når det var lektier. Da han bagefter gjorde et meget venligt forsøg på at forsvare kvaliteten af hendes foreslag, skar hun en grimasse og viftede hænderne foran sig. "Vi slår på puder en anden dag!" grinede hun og var ubevidst blevet påvirket af, at Varg var løsnet lidt op.

Godt nok var Julie klar over, at hun var noget af en svækling, men hun skævede alligevel til bogstakken og undrede sig over, hvordan Varg bare kunne bære dem med et smil på læben. Hun hang sig dog ikke i det og rettede i stedet opmærksomheden mod trappetrinene, da han begyndte at gå. "Jaeh, altså jeg ledte jo efter dig..." sagde hun og var ikke helt vild med at fortælle, at hun bare var braset ind og gået direkte hen til hans seng uden at rigtig at tage hensyn. Hun var vist blevet lidt for hjemmevant. Endnu en gang fik Vargs ord hende til at le, og hun kiggede på ham henover sin skulder, da hun var nået til foden af trappen og trådte ind i opholdsstuen. "De gloede altså også, selvom jeg ikke snakkede!" fortalte hun og vendte blikket ud mod stuen igen i sin søgen efter et sted, de kunne sætte sig.

outfit